Urbanisering og byhieraki

ere, læger, apoteker, manufakturhandlere, guldsmede, krydderihandlere og postkontorer. Med andre ord har befolkningstætheden og ikke mindst antallet af gårdmænd, der hørte til den købekraftige del af befolkningen, stor betydning for antallet af centralsteder på den pågældende egn. Det er, som Greve siger, en høj forklaringsgrad kildematerialet taget i betragtning. Ligeledes finder Greve, at antallet af større landejendomme og antallet af indbyggere med en årsindkomst på over 1200 rigs-dalere viser nær sammenhæng med fordelingen af centralsteder, uden dog at foretage en ny regres-sionsanalyse.²⁹ Overordnet set viser Klaus Greves analyse, at den vare- og tjenesteudbudsrelaterede centralstedsfordeling er efterspørgselsstruktureret og afhængig af oplandets indkomst og velstand.

Det er en veludført analyse og en god udnyttelse af kildematerialet, Klaus Greve har gennemført, og analysen bekræfter en sammenhæng, der ellers tages for givet. Interessant er også analysens påvis-ning af egnene Sundeved, Als og det sydlige Angel som de mest befolkpåvis-ningstætte og købekraftige egne i Slesvig. Også området omkring Haderslev købstad og enkelte steder på vestkysten, som Neu-kirchen og Ejdersted har udgjort økonomisk velstående egne. Den særlige slesvigske topografi, med østkystens frugtbare morænejord, geestens sandjord og den frugtbare marsk har haft stor betydning for den økonomiske udvikling i Slesvigregionen.

også være præget af lokale forhold, og de enkelte oplandsfunktioner vil ikke nødvendigvis indgå i et hierakisk mønster.³¹ I tyndt befolkede egne vil mindre byer sandsynligvis spille en større oplands-rolle end byer af samme størrelse i tæt befolkede områder.

Det kunne være interessant at overføre Boje og Hyldtoft’s bytyper på Slesvig i perioden 1840 til 1910 og siden 1910 til 1933. Da det ikke er hensigten at kortlægge den slesvigske urbanisering, men at skitsere og analysere byhierakiet i regionen, som det så ud umiddelbart før delingen i 1920 og som det udviklede sig i mellemkrigstiden, vil interessen gælde byer, der i 1933 havde opnået status som oplandsby, og som sådan havde en strukturerende betydning for et større opland.³² Med denne afgrænsning står vi tilbage med 11 slesvigske byer, som vi skal se nærmere på. Af disse 11 byer var alle undtagen Nibøl blandt de ”højtcentrale sogne A”, som Klaus Greve fandt i sin analyse af centralsteder i Slesvig i 1860. Nibøl var ligeledes eneste by, der hverken havde flække eller køb-stadsstatus. Der var således tale om en vis kontinuitet i de større centralstedsbebyggelser i Slesvig 1860 til 1939, trods markante økonomiske strukturforandringer i form af industrialisering og urbanisering i perioden fra 1860 og frem til 1939. Nibøl er den interessante undtagelse, som vi skal vende tilbage til senere i afhandlingen. I tabellen nedenfor ses de 11 slesvigske byers indbyggertal i perioden 1840 til 1910 og deres indekserede vækst siden 1840. Byernes type over tid er angivet med skyggenuancer.

De Slesvigske byers indbyggertal 1840-1910 ( + indekseret vækst)

By/År 1840 1860 1880 1900 1910

Bredsted 1.710 100 2.165 120 2.212 121 2.336 126 2.740 136 Eckernførde 4.058 100 4.325 106 5.321 124 6.719 140 6.802 140 Flensborg 12.561 100 19.682 136 30.956 159 48.922 174 60.922 179

Husum 3.851 100 4.816 120 6.267 139 8.268 153 9.435 159

Niebøl 1.681 100 1.992 116 2.038 118

Slesvig 11.204 100 12.197 108 15.446 127 17.910 137 19.908 144 Tønning 2.412 100 3.069 121 3.400 129 3.427 130 3.216 125 Aabenraa 4.021 100 5.133 122 6.215 135 5.952 132 7.769 148 Haderslev 6.156 100 8.012 123 8.054 124 9.201 133 13.064 153 Sønderborg 3.261 100 3.894 116 5.863 144 5.522 141 10.042 168

Tønder 2.792 100 3.216 113 3.637 123 3.969 130 4.807 142

Tabel 3.1 Kilde. Beiträge zur historischen Statistik Schleswig-Holsteins. (Kiel 1967)

Farvekategorier Småby Oplandsby Regional center Landsdelscenter

31 Boje og Hyldtoft (1978) s. 187.

32 Afgrænsningen har desuden et omfangsmæssigt perpektiv. Det er hverken hensigten eller muligt her at gennemgå samtlige slesvigske byers historisk strukturelle udvikling.

Selvom visse tidsmæssige nuancer forsvinder ved de få udvalgte årstal, tegner der sig et billede af en udvikling i faser. I 1840 var byerne Flensborg og Slesvig dominerende i hertugdømmet Slesvig, og stod i konkurrence om at være hertugdømmets regionale centerby. I perioden 1840 til 1860 indledes en intensiveret urbanisering, og en række byer opnår oplandsbystørrelse, mens Haderslev bliver regionalt center. I 1880 er urbaniseringen taget kraftigt til. Flensborg er vokset betydeligt og får landsdelscenterstørrelse, mens Husum og Aabenraa kommer til i rækken af regionale centre.

Aabenraa stagnerer dog igen, ligesom Slesvig, Sønderborg og Tønning. Frem til 1900 og 1910 er der stort set vækst over hele linien. Flensborgs vækst er massiv, og byen er i 1910 vokset med 79%

siden 1840, mens også væksten i Sønderborg (68%), Husum(59%) og Haderslev(53%) har været betydelig. Set alene på indbyggertallene er det hierakiske billede således, at Flensborg seneste i 1880 var trukket afgørende fra de andre slesvigske byer, og havde etableret sig som det eneste landsdelscenter i regionen. Under Flensborg findes en række regionale centre, hvor af de største er Slesvig, Haderslev, Husum og Sønderborg. Vestkysten er generelt præget af mindre byer og mindre vækst i bybefolkningen. Der er i nogen grad sammenfald mellem de internationale konjunkturer og byernes vækstgrader, ikke mindst for Flensborgs vedkommende.

Antallet af industrivirksomheder og antal ansatte vil kunne vise byernes industrielle udvikling i forhold til hinanden. Tabellen nedunder viser industrivirksomheder (med mindst 6 ansatte) for årene 1880, 1890 og 1900 i de pågældende byer.

Industrivirksomheder og arbejdere i de slesvigske byer 1880, 1890 og 1900

By/År 1880 1890 1900

Virksomheder Arbejdere Virksomheder Arbejdere Virksomheder Arbejdere

Bredsted 1 19

Eckernförde 2 97 2 94 4 163

Flensborg 13 1401 27 2289 44 3619

Husum 1 17 3 40 3 56

Nibøl

Slesvig 7 150 9 210 12 288

Tønning 3 63 4 339

Aabenraa 6 74 9 87 12 115

Haderslev 2 163 6 250 11 352

Sønderborg 4 106 9 167 9 146

Tønder 1 7

Tabel 3.2 Kilde: Leif Hansen Nielsen: Ad industriens vej. Ph.d. afhandling. Tabelafsnit.

Som det ses, var Flensborg uden sammenligning det absolutte industrielle centrum i Slesvig, med en intensiverende tendens over årene. I dette tilfælde er der en klar sammenhæng mellem urbanise-ring og industrialiseurbanise-ring. Derefter følger gruppen Haderslev, Slesvig, Sønderborg, Aabenraa og Eckernförde, med små variationer i rækkefølgen. Tønning kommer i år 1900 med op i denne gruppe ved hjælp af skibsværftet Schömer og Jensen, der havde 300 af de 307 arbejdere ansat i 1900.

Vestkystbyerne Husum, Tønder, Bredsted og Niebøll står i en gruppe for sig, med meget lidt eller ingen industri. I store træk giver industrialiseringsniveauet i byerne samme billede som indbygger-tallet, med Flensborg som eneste landsdelscenter, og dernæst en række regionale centre og enkelte oplandsbyer. Flensborg var blevet regionens uden sammenligning førende økonomiske kraftcenter.