Lånekassen for Sønderjylland

Ideen om en særlig Lånekasse for Sønderjylland blev fostret i sammenhæng med valutaspørgsmålet og kronemøntens indførelse. P.A. Callø foreslog som den første oprettelsen af en Lånekasse i Rigs-dagspartiernes sønderjyske Udvalg, den 13. august 1919, som en del af Udligningskassen. Da

17 Hübbe (1925) s. 128, Edvard-Larsen (1959) s. 60, Tønder Landmandsbank 1901-1951 s. 64-65 , Japsen (1970) s. 310.

Sønderjysk Kroneudvalg blev nedsat i december 1919 blev oprettelsen af Lånekassen udvalgets mærkesag. Den 16. januar 1920 skrev Martin Hammerich til udvalgets formand, at Lånekassen, hvis oprettelse var kroneudvalgets hovedopgave, burde adskilles fra Udligningskassen og gøres til en selvstændig institution med Kroneudvalget som bestyrelse. Kassens virksomhed skulle navnlig bestå i at yde lån til næringsdrivende, som ved krigen var blevet sat tilbage og derfor ikke havde den sædvanlige kreditbasis. Den almindelige kreditgivning skulle, ifølge Hammerich, fortrinsvis søges givet gennem de sønderjyske pengeinstitutter.¹⁸

Da Kroneudvalget afholdt møde med Nationalbankdirektør Carl Ussing, den 23. januar 1920, nævnte P.O.A. Andersen, at Kroneudvalget ville forsøge at få oprettet en Lånekasse, ”der kunne træde til i de tilfælde, hvor en egentlig Sikkerhed ikke kunde ydes, men hvor Forholdene i øvrigt talte for at støtte den paagældende.” Til gengæld opfordrede udvalget Nationalbanken til at støtte de nordslesvigske banker i at udføre deres normale udlånsfunktion. Efter at Ussing havde forladt mødet, vedtog udvalget et forslag til lov om oprettelsen af en Lånekasse, der blev tilstillet det midlertidige sønderjyske ministerium. Lånekassen skulle administreres af Kroneudvalget i Køben-havn, med Nordslesvigsk Kreditforening som filial og vurderingskontor i Haderslev. Udvalget forestillede sig en rådighedssum på 15 millioner kroner til udlån i Lånekassen.¹⁹

I forhandlingerne frem mod Rigsdagspartiernes sønderjyske Udvalgs endelige vedtagelse af lovforslaget om en Lånekasse for Sønderjylland, den 12. maj 1920, var udlånsgrænsen og låne-kassens bestyrelse samt låne-kassens rådighedssum i spil. Kroneudvalget anbefalede, at udvalget selv blev udnævnt til bestyrelse, mens det i Rigsdagspartiernes sønderjyske Udvalg blev foreslået, at Sønderjysk Valutaråd også skulle tage sig af Lånekassen. Med H.P. Hanssens støtte blev Krone-udvalgets ønske realiseret. På samme vis blev KroneKrone-udvalgets forslag om en udlånsgrænse på 10.000 kroner kun nødtvunget accepteret i Rigsdagspartiernes sønderjyske Udvalg, hvor en låne-grænse på 4.000 kroner var nævnt. Også her blev H.P. Hanssens anbefaling udslagsgivende.

Loven om oprettelse af en Lånekasse for Sønderjylland gav Lånekassen et rådighedsbeløb på 10 millioner kroner. Kassens opgave var: ”at yde Driftslaan til handlende, næringsdrivende og Landbrugere, der som Følge af Krigen, Markens Kursfald eller andre i Forbindelse med ændringer i Statstilhørsforholdet staaende Omstændigheder ikke raader over eller ad anden Vej kan skaffe sig tilstrækkelig Driftskapital til Grundlæggelse eller Opretholdelse af deres økonomiske Virksomhed.”

Lånene kunne ”som regel” ikke overskride 10.000 kroner, de blev forrentet med 4% årligt og skulle afdrages i løbet af 10 år. Der blev desuden givet mulighed for rente- og afdragsfrihed i højst 3 år.

18 RA. Det midlertidige ministerium for sønderjyske anliggenders arkiv. Journal nr. 353.

19 LAA. Lånekassen for Sønderjyllands arkiv. pk. 1830. Referat af møde den 23. jan. 1920.

Ved udgangen af finansåret 1921-22 skulle udlånsvirksomheden ophøre.²⁰ Der var tydeligvis tale om en midlertidig institution med en begrænset levetid.

Den gamle Nordslesvigsk Kreditforening, der blev oprettet i 1909, og som havde ydet lån til dansksindede landbrugere, fik en betydelig rolle at spille i Lånekassens første udlånsserie, sådan som Kroneudvalget lagde op til i januar 1919. Ansøgningsskemaer til lån ved Lånekassen skulle afhentes på Kreditforeningens kontor i Haderslev og tilsendes samme. Når ansøgningsskemaerne var ankommet i udfyldt stand, blev de gennemgået af direktørerne for Nordslesvigsk Kreditfore-ning Marten Refslund Poulsen og J.H. Schmidt, der på skemaet skrev navne på de tillidsmænd på egnen, der kunne give oplysninger om lånsøgerens forhold. Det var de samme tillidsmænd, som Nordslesvigsk Kreditforening i sin tid gjort brug af. Når omtrent et hundrede ansøgninger og oplys-ninger hertil var samlet for et amt, afholdt Nordslesvigsk Kreditforenings direktion møde med det pågældende amtsmedlem af Lånekassens bestyrelse, og de udformede sammen en indstilling til Lånekassens ledelse i København. Ledelsen i København blev udgjort af Axel Hulegaard, der havde været sekretær for Kroneudvalget, samt Jørgen P. Bech, fuldmægtig i Finansministeriet. Som regel deltog en af de to i indstillingsmødet i Haderslev, hvorfor indstillingen oftest blev fulgt.²¹

Lånekassebestyrelsens medlemmer skulle beskikkes af Finansministeren i samråd med Rigs-dagspartiernes sønderjyske Udvalg. Det var, som sagt, aftalt at Kroneudvalgets medlemmer blev beskikket hertil. De sønderjyske medlemmer blev derfor amtsassesor A.V. Karberg for Sønderborg Amt, borgmester Holger Fink for Aabenraa Amt, bankdirektør R.P. Rossen for Tønder Amt og gårdejer P.J. Refshauge for Haderslev Amt. Refshauge var også formand for Fælleslandboforening-en for Nordslesvig og blev valgt ind i Folketinget for VFælleslandboforening-enstre ved det første folketingsvalg efter genforeningen den 21. september 1921. Desuden blev kontorchef Martin Hammerich, kreditfore-ningsdirektør Orla Buhl og borgmester Oluf Bech medlemmer af bestyrelsen. Marten Refslund Poulsen og J.H. Schmidt fik betydelig indflydelse på bestyrelsens arbejde ved deres låneindstil-linger, men de blev i første omgang ikke officielle bestyrelsesmedlemmer. I slutningen af maj 1920 begyndte ansøgninger om lån ved Lånekassen at komme ind, og behandlingen af ansøgningerne påbegyndtes.²² I foråret 1922 var de 10 millioner kroner, plus indkomne renter og afdrag, i alt 11.376.150 kroner, udlånt. Der var i alt tilkommet 7.878 ansøgninger, hvoraf 3.381 var blevet afvist, mens 4.497 ansøgninger, svarende til 57%, var blevet bevilget. Fordelingen af lånene ses i nedenstående tabel.

20 Lov nr. 298 af 28. juni 1920 om en Laanekasse for Sønderjylland. Lovtidende 1920. s. 1123.

21 Hulegaard (1945) s. 9 – 11 og Refslund Poulsen (1957) s. 130 – 132.

22 Se Refslund Pouslen (1957) s. 132. om indstillingsmøderne i Haderslev.

Lånekassen for Sønderjyllands 1. udlånsserie.

1920-22.

Erhverv Antal

lån % af

udlån Beløb i kr. Gennemsnitlig lånebeløb i kr.

Handlende 918 20% 2.434.500 2.652

Håndværkere 1.433 32% 2.862.850 1.998

Landmænd 1.283 29% 4.203.350 3.276

Arbejdere 283 6% 528.150 1.866

Fiskere 97 2% 178.100 1.836

Andre 483 11% 1.169.200 2.421

Amt

Aabenraa 937 21% 2.369.550 2.529

Haderslev 1.922 43% 4.973.450 2.588

Sønderborg 656 15% 1.375.600 2.097

Tønder 982 22% 2.657.550 2.706

Nordslesvig 4.497 11.376.150 2.530

Tabel 8.2 Kilde: Hulegaard (1945) s.17-18.

Som nævnt i loven, var lånene ydet uden, at der blev stillet krav om sikkerhed. Lånene blev udbetalt kontant på en check trukket på Københavns Bank, der kunne indløses i nordslesvigske penge-institutter. Det gennemsnitlige udlånsbeløb var 2.530 kroner. Det var ikke meget i betragtning af, at udlånsgrænsen var 10.000 kroner. Det var håndværkerne, der fik det største antal lån, til gengæld var deres gennemsnitlige lånebeløb omkring 1.200 kroner mindre end landmændenes, der med 3.276 kroner fik de største lån. Investeringerne i driften var formentlig også mere omkostningstunge for landmændenes end for håndværkernes og de handlendes vedkommende. Med hensyn til amts-fordelingen fik Haderslev Amt også her en relativ høj andel af udlånene, og de fik samtidig de gen-nemsnitligt største lån. Amtets befolkning udgjorde 34% af den nordslesvigske befolkning, men modtog 43% af lånekasse lånene. Bemærkelsesværdig er Sønderborg Amts lave andel af udlån.

Som Lånekassens bestyrelse skrev i sin beretning om virksomheden i Lånekassen 1. juni 1920 til 31. marts 1921, skulle forklaringen søges i et meget lille antal udlån til landmænd i Sønderborg Amt, der igen skyldtes, at Sønderborg Amt og dets landmænd hørte til ”den velhavende del af Sønderjylland.”²³

Det må tages med i betragtning, at Lånekassens udlån var af en særlig karakter, rettet mod erhvervsdrivende, der ikke kunne stille sikkerhed for et almindeligt kreditforeningslån. Derfor var folk med fast ejendom ofte blevet afvist. Som bestyrelsen skrev i beretningen om virksomheden i Lånekassen, var det ikke altid let at overbevise lånsøgerne om dette princip. Således havde et afslag

23 LAA. Lånekassen for Sønderjyllands arkiv. pk. 1829. Beretning om Virksomheden i Laanekassen for Sønderjylland i første Driftsperiode fra 1. juni 1920 til 31. marts 1921.

på en låneansøgning fra en mand med en ubehæftet ejendom ført til følgende svar: ”saa vidt var det dog ikke kommet med ham, at han behøvede at laane paa sin Ejendom.” Men, fortsatte bestyrelsen:

”Det har utvivlsomt været rigtigt, at man straks og skarpt tog dette Standpunkt og derved saa at sige tvang Sønderjyderne til snarest at søge ind under de – for dem selv saa gavnlige – Rammer for Realkreditten, der er gældende og gængse i Danmark.”²⁴ Det var ikke almindeligt at tage lån i ejen-dommen, og der var her et stykke realkreditpædagogisk arbejde at gøre for Lånekassen.

Forinden var Lånekassens virksomhed blevet udvidet med en invalideafdeling. En invalidelov var blevet vedtaget af Rigsdagen den 28. juni 1920, som gav de sønderjyske krigsinvalider ret til en invaliderente. Denne invaliderente kunne også gives som pant for lån af statsmidler, uden at dette blev speciferet nærmere. Spørgsmålet blev taget op af Lånekassens bestyrelse og forelagt Finans-ministeren, der accepterede, at et beløb på omtrent ½ million kroner af de renter og afdrag, der blev tilbagebetalt lånekassen, kunne anvendes på lån til krigsinvaliderne. På Lånekassens bestyrelses-møde den 30. august 1921 vedtog betyrelsen at oprette en invalideafdeling, der kunne yde lån til krigsinvalider, som havde behov for hjælp til at opretholde en økonomisk virksomhed. Det blev vedtaget at lånene kunne ydes i beløb optil 3.000 kroner, der skulle afdrages over 7 eller 10 år med en fast månedlig ydelse, der blev taget fra låntagerens invaliderente, dog ikke mere end 35% heraf.

Invalidenævnet i Sønderborg, der blev oprettet den 1. februar 1921, og som administrerede de invaliderenter og efterladterenter, den danske stat udbetalte, skulle give indstilling, og afgørelsen skulle træffes af Lånekassens administration.²⁵ Bestyrelsesmedlem og amtsassesor i Sønderborg A.V. Karberg var leder af Invalidenævnet, og han fik en ledende rolle i Lånekassens invalide-afdeling. I foråret 1922 var 671 låneansøgninger fra krigsinvalider tilsendt invalideafdelingen, og 467 ansøgninger bevilget med en samlet udlånssum på 855.900 kroner.²⁶