Den monetære stabilisering og inflationens konsekvenser

provinsen, og at dette beløb skulle overføres til Grenzmittelstelle Nord. Regeringspræsidenten havde ved samme lejlighed modtaget 20 milliarder mark. For det andet meddelte det preussiske finansministerium, at der ville blive stillet yderligere 60 milliarder mark til rådighed i Schleswig-fond. Overpræsident Kürbis skrev efterfølgende til indenrigsminister Carl Severing, at bevillingen på 60 milliarder var meningsløs. Den 17. oktober havde 60 milliarder mark svaret til 10,9 dollar, og var siden faldet til en værdi, der lå under en enkelt dollar. Berlin forstod ikke alvoren i situationen.

Det lod sig ikke afvise: „dass in steigendem Masse in der Provinz das Gefühl um sich greift, dass man in der Entfernung von Berlin und überhaupt im Reich die Nordmark als einen Aussenposten betrachtet, den zu verlieren man schlimmstenfalls hinnehmen kann.“ Man måtte også betænke, at det danske fremstød havde noget tiltrækkende over sig. Fremstødet kom fra et stammebeslægtet folk med en sund økonomi og kultur, som sandsynligvis ville indrette et humant herskab i grænse-området og bringe store økonomiske forbedringer for befolkningen.⁸³ Kürbis overhørte så ganske Rathenaus advarsler om ikke at overdrive trusselsbilledet for at skaffe flere bevillinger. Om det var foranlediget af Kürbis skrivelse er uvist, men den 31. oktober kunne Rathenau meddele overpræsi-denten, at rigsministeren for genopbygning bevilgede 700 milliarder mark til provinsen, hvoraf mindst halvdelen burde overføres til Grenzmittelstelle Nord. Kürbis overførte derfor 400 milliarder mark til Grenzmittelstelle og 300 milliarder til overlærer Tränckner og dennes foredragsvæsen.⁸⁴ Efter gennemsnitskursen på reichsmark i oktober 1923 svarede 700 milliarder til omkring 28 Dollar.

Det er imidlertid meningsløst at tale om en gennemsnitskurs i en tid, hvor markkursen faldt med milliarder dag for dag og time for time.

ophørt.⁸⁵ Tyskland var nået til et punkt, hvor de økonomiske ressourcer var opbrugt og landet stod på randen af et totalt sammenbrud. Den 26. september 1923 bekendtgjorde regeringen i et opråb, at den passive modstand blev afbrudt. Regeringen henviste i oprådet til, at udgifterne til den passive modstand i Ruhr i ugen op til den 26. september var løbet op i 3.500 trillioner mark, et beløb der som minimum ville blive fordoblet i de kommende uger. Og så forsatte opråbet: ”Das Wirtschafts-leben im besetzten und unbesetzen Deutschland ist zerrüttet. Mit furchtbarem Ernst droht die Gefahr, dass bei Festhalten an dem bisheringen Verfahren die Schaffung einer geordneten Wäh-rung, die Aufrechterhaltung des Wirtschaftslebens und damit die Sicherung der nackten Existenz für unser Volk unmöglich wird.“⁸⁶ Regeringen havde grund til at retfærdiggøre sin beslutning, for med opgivelsen af den passive modstand ville Tyskland også genoptage betalingen af krigsskadeserstat-ningerne. Den beslutning var ikke populær, og fra både venstre- og højrefløjen blev der taget initia-tiver til at vælte regeringen. I Bayern blev regeringspræsident Ritter von Kahr, der stod i nær for-bindelse med Adolf Hitler, indsat af den bayerske regering som statskommissær med diktatoriske magtbeføjelser. I Sachsen forberedtes en kommunistisk opstand med støtte fra Komintern og Mos-kva. Krisen i Bayern fik Stresemann til at erklære national undtagelsestilstand, og samtidig afsatte rigsregeringen den sachsiske SPD-KPD regering, hvad der medvirkede til SPD’s udtrædelse af koalitionsregeringen den 2. november 1923. Den 6. november rykkede hæren ind i Thüringen for også her at afsætte SPD-KPD regeringen. Den 8. november fulgte Adolf Hitlers ”ølstuekup” i München, der skulle have resulteret i en march mod Berlin, men som dagen efter blev slået ned af det bayerske politi. Samtidig arbejdede seperatistgrupper i Rhinlandet på en løsrivelse fra det tyske rige, et arbejde der blev understøttet af de franske og belgiske besættelsesmagter.

Opgivelsen af den passive modstand førte således ikke til en stabilisering i politisk henseende, og i første omgang var Frankrig heller ikke indstillet på give indrømmelser til Tyskland af den grund. Men også Frankrig havde betalt dyrt for Ruhrbesættelsen, der på grund af den passive tyske modstand ikke havde givet det forventede økonomisk afkast. Et forslag fra den britiske regering om at tage krigsskadeserstatningerne op på en ny konference fik tilslutning fra USA og derefter også af Frankrig. Allerede den 15. oktober havde den tyske regering besluttet at gennemføre en møntreform og at indføre en ny valuta, rentemarken, for herved på én gang at standse hyperinflationen. En selv-stændig rentebank med den senere rigsbankdirektør Hjalmar Schacht som leder blev nedsat, med ansvar for rentemarkens indførelse. Den 15. november 1923 blev rentemarken indført som lovlig

85 Winkler (1998) s. 209.

86 Aufruf der reichsregierung zum Abbruch des passiven Widerstandes, 26.9.1923. i Deutsche Geschichte 1918-1933 Dokumente zur Innen- und Aussenpolitik. (2002) s. 77-78.

betalingsmiddel i Tyskland. Samtidig indstillede rigsbanken diskonteringen af skatkammerveklser, og regeringen skar ned på udgifter og lønninger, afskedigede 300.000 tjenstemænd og forhøjede skatterne. Den 20. november blev markkursen fastlåst på kursen 4,2 trillioner mark for en dollar, og rentemarkkursen til en trillion papirmark for en rentemark. Dermed havde den nye rentemark samme internationale kurs, 4,2 rentemark for 1 dollar, som reichsmarken havde haft i august 1914.

Den nye markenhed skulle for 40% af cirkulationsmængdens vedkommende være dækket af guld-beholdningen, hvorved rentemarken i realiteten igen var bundet til guldet. Rigsbanken havde dog ikke pligt til at indløse rentemarken for guld. Vigtigere for den monetære stabilisering end den del-vise guldbindning var, at pengemængden blev reduceret kraftigt, at statsfinanserne blev stabiliseret, samt den udenrigsøkonomiske sikring af rentemarkens værdi ved rigsbankens valutabeholdning, der nu fik høj prioritet.⁸⁷ Endelig betød accepten af Dawes-planen vedrørende de tyske krigsskades-erstatninger i august 1924, at de tyske betalinger i højere grad blev indrettet efter Tysklands økono-miske formåen. I det første år fik Tyskland et fuldstændigt moratorium, det vil sige fritagelse for betaling, derefter skulle Tyskland betale summer af 250, 110 og 500 millioner guldmark årligt og fra det det femte år 1,25 milliarder guldmark årligt i krigsskadeserstatning. Samtidig modtog Tysk-land et lån på 800 millioner mark fra USA.⁸⁸ Planen indeholdt ikke nogen endelig plan eller slutdato for krigsskadesbetalingerne, men den var en foreløbig acceptabel ordning for Tyskland.

Den 30. august 1924 blev rentemarken afløst af en ny reichsmark, med samme kursforhold, og inden den 5. juli 1925 skulle de gamle reichsmark og rentemark være indløst. Da var inflationen et overstået kapitel, men et kapitel der havde sat sig dybe spor i det tyske samfund.

Denne pludselige monetære omvæltning fik naturligvis stor betydning den tyske økonomi og den tyske stats finansielle muligheder. Overpræsident Heinrich Kürbis udarbejdede en ny ansøgning til det preussiske indenrigsministerium angående forsvaret mod den danske agitation den 8. decem-ber 1923. Det ønskede beløb var nu det samme som i betænkningen fra maj 1922, nemlig 15 millio-ner mark i engangsbeløb og 25 milliomillio-ner mark til løbende udbetaling, i alt 40 milliomillio-ner rentemark.

Som begrundelse for ansøgningen henviste Kürbis til betænkningen af foråret 1922. Den 10. januar 1924 meddelte indenrigsministeriet overpræsidenten, at provinsen ville få 12.050 guldmark stillet til rådighed for Deutschtumspflege in der Nordmark, gældende for perioden 1. januar til 31. marts 1924.⁸⁹ Det var sidste bevilling af den såkaldte Schleswigfond.

87 Winkler (1998) s. 207 – 238, Feldman (1997) s. 780 – 802 og Henning (1993) s. 80-81.

88 Aus dem Londoner Schlussprotokoll (Dawes-Plan) 16.8.1924 i Deutsche Geschichte Dokumente zur Innen- und Aussenpolitik 1918 – 1933. (2002) s. 101-102.

89 LASH. Abt. 301. Nr. 5690 Schleswigfonds.

Schleswigfondens forvaltning i året 1923 afspejler på mange måder hyperinflationens hæs-blæsende monetære og finansielle kaos. Milliarderne strømmede ud af fonden i større og større beløb, der var mindre og mindre værd. I juni 1924 udarbejdede overpræsident Kürbis en oversigt over overførte midler fra rigsregeringen og den preussiske stat til pleje af tyskheden i Slesvig-Hol-sten i 1923. Den preussiske stat havde alene bevilget i alt 1.619. trillioner mark i perioden fra den 1.

juni til 27. december 1923, fordelt på 40 overførsler af forskellig størrelse. Dertil kom bevillingen på 900 millioner fra rigsregeringen. Bevillingerne fra rigsregeringens genopbygningsministerium på 800 millioner, samt 30 og 700 milliarder mark i oktober 1923 indgik ikke i Kürbis’opgørelse, og der kan meget vel have været andre overførsler, der heller ikke var med i opgørelsen. De 1.619 trillioner mark bevilget af Preussen og 900 millioner mark bevilget af rigsregeringen i sommeren og efteråret 1923 skulle ifølge overpræsidentens opgørelse være fordelt som vist i nedenstående tabel.

Schleswigfond 1923

Formål Beløb fra Preussen Beløb fra Reich Flensburger

Volkszeitung 20.000.000

Overlærer Tränckner 2.053.349.400 475.000.000

Ungdomsarbejde 425.100.000 425.000.000

Folke litteratur 1.500.000

Filmforevisning 50.000

Folkehøjskoler 696.724.691.470.000 Grænsebibliotek 922.570.980.000.000

I alt 1.619.298.171.469.400 900.000.000

Tabel. 7.4 Kilde: LASH Abt. 301. Nr. 5690. Schleswigfonds.

Det var hovedsagelig højskolerne og grænsebiblioteket, der havde taget imod de store beløb i oktober-november 1923, men beløbene var mindre værd end de 2,5 milliarder, overlærer Tränckner fik i september 1923. Omregnet ved gennemsnitskursen på reichsmarken i november 1923 på 2,2 trillioner mark for en dollar, svarede 1.619 trillioner mark til cirka 736 dollar, hvad der igen ikke er voldsomt meningsgivende inflationens udvikling taget i betragtning. Som rigsregeringen skrev i sit opråb af 26. september havde udgifterne til Ruhrlønningerne i ugen op til den 26. september udgjort 3.500 trillioner mark. Et kilo rugbrød kostede i slutningen af september 1923 omkring 3 millioner mark og et kilo kartofler 1,24 millioner mark.⁹⁰ Beløbene, der blev overført til provinsen Slesvig-Holsten i 1923, det være sig som Schleswigfondmidler og til tyskhedens kulturelle styrkelse generelt, var alt i alt ikke meget værd og kan ikke tages som udtryk for en voksende interesse i det

90 Winkler (1998) s. 207.

slesvigske grænseområdes kulturelle tilstand fra myndighederne i Berlin. Overførslerne skal deri-mod ses i forlængelse af, at den tyske regering med beslutningen om den passive deri-modstand deri-mod Ruhrbesættelsen og indeholdelse af krigsskadeserstatningerne havde valgt at løbe linen ud i økono-misk henseende. 1923 var en ny kraftprøve mellem Frankrig og Tyskland, der hver især satte alt på spil for at vinde denne runde af konflikten. Tyskland var i 1923 en hårsbredde fra det totale økono-miske og politiske sammenbrud, som havde været frygtet af den nye republiks magthavere siden republikkens grundlæggelse i januar 1919. 1923 bekræftede alle tyske mistanker om, at freden efter den Første Verdenskrig havde det ene formål at kvæle Tyskland økonomisk, hvilket for Frankrigs vedkommende heller ikke var uden grund i virkeligheden. Men Tyskland valgte i sidste ende selv den sti, der via et næsten totalt økonomisk sammenbrud førte til en økonomisk nystart. Under denne kraftprøve blev der grebet tilbage til ideerne af 1914 om den tyske kultur som Tysklands mest effektive våben i en situation, hvor Tyskland var under ekstremt pres. Seperatistbevægelselserne blev anset for alvorlige trusler mod Tyskland under den kraftprøve, Tyskland valgte at tage med Frankrig, hvad regeringens aktioner i Bayern, Sachsen og Thüringen viste. Seperatismen blev aldrig aktuel i Slesvig-Holsten, men frygten for, at tendenser fra Bayern og Rhinlandet skulle brede sig, var tilstede. Bag ideerne om den tyske kulturs overlegenhed lå imidlertid også en mistillid til de regionale befolkningers tyske loyalitet, og her kom Deutschtumspflege ind i billedet. Schleswig-fondmidlerne var ment som et beskedent, men ikke uvigtigt bidrag til det tyske riges overlevelse og sammenhæng. Den økonomiske kraftprøve betød også, at den kulturelle genopbygning og styrkelse af grænseområdet fik forrang for den økonomiske og infrastrukturelle genopbygning, også fordi det under inflationen ikke var økonomisk muligt at gennemføre en infrastrukturel genopbygning.

Hyperinflationen forsvandt med indførelsen af rentemarken og den monetære deflations-politik, som den tyske regering og rigsbank indførte fra 1924. Inflationen havde medført en større omfordeling af kapitalen i Tyskland. Opsparede formuer var reduceret betydeligt, men samtidig var mange sluppet af med deres gæld. Ejendomsbesiddere slap generelt nådigt fra inflationen, da deres besiddelser ikke var blevet berørt af inflationen. Også den tyske industri slap af med gældsbyrden, ligesom den tyske stat og forbundsstaterne slap af med store dele af den enorme gæld fra krigstiden.

Men der sad også kreditorere tilbage i Tyskland, der havde mistet store summer på inflationen.

Arbejdere uden ejendomsbesiddelser blev hårdt ramt af inflationen, men formåede dog at fastholde de lønstigninger, der var blevet dem til del under inflationen. Statsansatte tjenestemænd og akade-mikere, hørte til de af inflationen mindst begunstigede, og det var også her at indtrykket af en

generel devaluering af tyske værdier, materielle såvel som åndelige, satte sig fast.⁹¹ De økonomiske tab og gevinster ved inflationen lader sig ikke gøre op ved en simpel beregning, og de er stadig til diskussion i både økonomisk og historisk forskning. Uanset eventuelle gevinster ved inflationen er der ikke tvivl om, at 1923 og hyperinflationen generelt var en traumatisk oplevelse for størstedelen af den tyske befolkning, således som Sebastian Haffner og Gerald Feldman beskrev det.