Flensborgspørgsmålet

Flensborg var som omtalt det åbne spørgsmål i afstemningen, og derfor var Flensborg også målet for valgkampsløfterne. I maj 1919 besøgte den preussiske landbrugsminister og senere minister-præsident Otto Braun (MSPD) Flensborg, sammen med ministeren for offentlige arbejder Rudolf Oeser (DDP), på foranledning af statskommissær Adolf Köster. Ministrene lovede, at den

68 Alnor (1919) s. 16

69 Da fredsbetingelser var blevet offentliggjort den 7. maj 1919 havde der også været anført en tredje afstemningszone, hvis sydgrænse gik i en linie Slien, Slesvig, Frederiksstad til Tønning. Dannevirkebevægelsen havde gennem dets forbindelser til den franske regering, der på fredskonferencen havde haft det ene mål at svække Tyskland mest muligt, opnået at tilføje denne zone. Tilføjelsen af den tredje zone var som omtalt også et resultat af den danske regerings defensive politik, og den kom fuldstændigt bag på regeringen i Danmark, der protesterede kraftigt mod afholdelsen af en afstemning i en tredje zone. Zonen var derfor også slettet i traktaten af den 28. juni 1919. At regeringen sørgede for aflysningen af den tredje zones afstemning, gav grænsestriden i Danmark og Nordslesvig nyt brændstof.

Se Lundgreen-Nielsen (1988) og Becker-Christensen (1995)

70 Versailles-Traktaten Art. 110. De pågældende artikler er trykt i Franz v. Jessen (1938) 2.bind. s. 239-244.

siske stat ville overtage udgifterne ved en nybygning af Flensborg Banegård på samlet 50 millioner Reichsmark, samt sørge for udbygningen af en jernbaneforbindelse til Husum, så snart afstemnings-tiden var overstået. Den 1. august 1919 besluttede den preussiske statsregering, at der skulle anlæg-ges en frihavn i Flensborg, for som en kompensation for en eventuel afståelse af Nordslesvig og for skabe grundlag for nye afsætningsmarkeder. Men selvfølgelig kun hvis Flensborg forblev tysk.

I oktober 1919 udsendte magistraten i Flensborg en betænkning vedrørende geografiske, økonomiske, kulturelle og politiske forhold i byen. Som titlen antyder, var betænkningen myntet på Versaillestraktatens artikel 110 og den internationale kommission. Betænkningens konklusion var, at Flensborg hørte til Tyskland, og at byens kulturelle, økonomiske og handelsmæssige forbindelser sydpå var stærkere end forbindelserne til Nordslesvig. Argumentationen var, at indbyggertallet og købekraften var stærkere i Sydslesvig end i Nordslesvig, og at jernbaneforbindelser fra Flensborg til det øvrige Sydslesvig var bedre udbygget end forbindelserne nordpå. Om handelen skrev magistra-ten; ”Afståelsen af Nordslesvig vil betyde store tab for engroshandelen og have tilintetgørelsen af et betragteligt Antal blomstrende Forretninger til følge. Tabene ville dog være betydelig større, hvis byen Flensborg kom til at høre til Danmark. Flensborg handelen ville derved blive afskåret fra Mellem- og Sydslesvig og tillige fra det store tyske Marked ved en Toldgrænse, mens det på den anden Side ville få indskrænket sin dominans i Nordslesvig ved ny konkurrence fra de danske byer Kolding, Aarhus og København”. Flensborgs industri og skibsfart var afhængig af det tyske marked og af tysk kapital, mens håndværket var mest afhængig af det nære opland i Flensborg landkreds.

Betænkningens andet hovedsigte var at påpege fjordens nordside som en vigtig del af Flensborg bys nære opland. Hvis den første zones sydgrænse, midt igennem Flensborg fjord og umiddelbart nord om byen, blev den endelige grænselinie, ville ikke mindst byens fiskerierherv og skibsfart lide betydelige økonomisk tab, da den frie sejlads på fjorden ville blive forhindret.⁷¹ I et længere pers-pektiv er magistratens betoning af Nordslesvigs relative ubetydelighed for byens økonomi interes-sant. Der skulle snart komme andre toner desangående fra magistraten. Betænkningen viser om noget, at Flensborg i oktober 1919 havde indstillet sig på Nordslesvigs afståelse til Danmark, og at kampen handlede om at forhindre at byen skulle følge med. Det pegede rigskansler Gustav Bauers (MSPD) besøg i Flensborg den 4. november 1919 også i retning af. Bauer gav her løfter om en storstilet kompensation til byen ved Nordslesvigs eventuelle afståelse.⁷² Kansler Bauer besøgte den 8. november også Tønder, der fik løfter om statslig støtte til afvandningen af marsken.

71 Stadtarchiv Flensburg II-C. 22-bd.1 Denkschrift des Magistrats der Stadt Flensburg betreffend die geographischen, wirtschaftlichen, kulturellen und politischen Verhältnisse der Stadt. Oktober 1919.

72 Stadtarchiv Flensburg XIII Gr. 7-452 og 7-455 og Geschichte einer Grenzstadt (1966) s. 412

Verein für Handel und Industrie fulgte op på magistratens betænkning med en modbetænk-ning, der skulle demetere magistratens påstand om, at Flensborgs økonomiske forbindelser sydpå var stærkere end forbindelserne nordpå. Argumentationen var, at området syd for Slien og Ejderen økonomisk hørte til Holsten. Skilte man dette område fra det samlede Slesvig, var det Nordslesvig, der var Flensborgs vigtigste kundegrundlag. Ifølge en rundspørge, som vi før har været inde på, havde virksomheder angivet, at afståelsen af Nordslesvig ville betyde tab på indtil 80% af omsæt-ningen. Samtidig ville Flensborghandelen skulle konkurrere mod handelsbyerne Lübeck, Kiel og Hamborg om Sydslesvig.⁷³ Alt i alt var betænkningen ment som en fortale for Flensborgs frem-tidige tilknytning til Danmark. Det er uklart, om betænkningen overhovedet blev publiceret, men betænkningen vidner om, at der var dele af det flensborgske erhvervsliv, der så større muligheder i en dansk fremtid end en tysk. Som analysen i kapitel 3 viste havde oplandet i Nordslesvig også en vis betydning for Flensborg, ikke mindst befolkningsgrundlaget umiddelbart nord for byen i Sunde-ved, Als, Gråsten og Aabenraaområdet, der var et befolkningstæt og købekraftigt kundegrundlag. At definere det vigtigste afsætningsområde for byen gav imidlertid ikke megen mening. Flensborg havde i 1800-tallet udviklet sig til en overregional handelsby for hele Slesvigregionen, og den var ubestridt regionens industrielle centrum. Set over et længere tidsperspektiv havde byen været en central del af Slesvig og Holsten’s funktion som mellemstation og handelsplads mellem nord og syd. Flensborghandelen var derfor afhængig af gensidige forbindelser til både nord og syd, ligesom byen i sig selv var påvirket af økonomiske, kulturelle og politiske forhold fra både nord og syd, der vanskeligt ville kunne gøres op i procent. De nord-syd gående forbindelsers gensidighed var et grundlæggende vilkår for byen. Det blev overset i den nationale valgkamp på begge sider.

Fra tysk side blev Københavns dominans i den danske økonomi også påpeget som et for Flensborg uheldigt perspektiv, hvis byen kom under dansk styre.⁷⁴ En sådan påstand måtte besvares fra dansk side. Den 18. december 1919 henvendte Mellemslesvigsk Udvalg sig til kontorchef Hartz i Industrirådet. Udvalget ønskede, at få tilsendt pjecer med oplysninger om industrivirksomheder og handelsselskaber i Danmark. Senere, under selve valgkampen, ville jubilæumsskrifter, plancher og plakater være af interesse. Og så var det vigtigt at ”ikke blot Materiale fra københavnske Virksom-heder er nyttigt, men ganske særligt fra VirksomVirksom-heder i Byer paa Flensborgs størrelse (Odense, Aarhus, Aalborg).” Hensigten var, at afvise påstanden om den københavnske dominans, ved at påvise de danske provinsbyers industrielle udvikling og kapacitet, og dermed at påvise Flensborgs økonomiske udviklingsmuligheder under dansk styre. Industrirådets interesser i grænsespørgsmålet

73 DCBIB F-70.

74 Stadtarchiv Flensburg XIII Gr. 7-455.

skal ses i sammenhæng med den almene dansk-tyske samhandel. Den danske industri havde før krigen følt sig under pres af den stærke tyske industri, der i volumen og kapitalkraft havde været en overlegen konkurrent. Industrirådet kunne i den forbindelse se en fordel i, at skubbe grænsen så langt mod syd som muligt, for derved at øge hjemmemarkedet og begrænse konkurrencen fra syd.

Industrirådet ønskede da også at være Mellemslesvigsk Udvalg behjælpelig. Redaktøren af Industri-rådets organ, ”Tidskrift for Industri”, cand. polit. Povl Drachmann, skrev til Mellemslesvigsk Ud-valg den 17. januar 1920, at han som korrespondent for dagbladet ”København” skulle til Flens-borg og i den forbindelse gerne ville være til tjeneste med oplysninger om dansk erhvervsliv og industri. Med sig fik Drachmann en anbefaling fra Industrirådet, der skrev at udvalget næppe kunne få bedre assistance. Gennem Drachmann fik Mellemslesvigsk udvalg tilsendt en film om dansk industri og kataloger fra 126 danske virksomheder til brug i valgkampen.⁷⁵

Hvorvidt de økonomisk-materielle valgparoler, hvis udtryk særligt huskes fra de farverige valgplakater, fik betydning for valgresultatet, er uvist. Den stadigt forværrede forsyningssituation i afstemningsområdet og Tyskland som sådan kan have givet incitament til at søge tilslutning til Dan-mark. Efter aftale med den internationale kommission kom der fødevareforsyninger til afstemnings-området fra Danmark til gengæld for kulforsyning fra Tyskland.⁷⁶ Understøttet af udsagn som

”Wenn wieder die Fahne ist weiss und rot dann ist beendet die bittre Not” på afstemningsplakaten af Thor Bøgelund, gav denne situation grobund for det tyske skældsord ”Speckdänen” , om folk der stemte dansk af materielle grunde. Det var der givetvis folk der gjorde, men spørgsmålet er, om ikke størstedelen af befolkningen i afstemningsområderne var klar over, at der var tale om en særlig efterkrigssituation, der ikke kunne tages til indtægt for en kommende fremtid? Troen på Reichs-markens genrejsning illustrerer ganske godt de udbredte forventninger om, at Tyskland før eller siden ville genvinde sin styrke. Der er også grund til at tro, at befolkningens nationale sindelag stod over det materielle behov. Afstemningsresultaterne gav i hvert fald ikke de store overraskelser.