Nordmarkfond

Under den nationale valgkamp i Slesvig havde både rigsregeringen og den preussiske regering givet afstemningsområdet løfter om statslige investeringer, såfremt området forblev i Tyskland. Skulle løfterne realiseres måtte der nødvendigvis følge bevillinger. Løfter uden bevillinger ville heller ikke give troværdighed i afstemningsøjemed. Det var netop dette emne, som den preussiske indenrigs-minister Wolfgang Heine (SPD) tog op i september 1919. I en skrivelse til det preussiske statsmini-sterium den 8. september 1919 rejste indenrigsministeren spørgsmålet om, hvad der skulle gøres for at sikre et gunstigt afstemningsresultat. Ministeren svarede selv: ”Es muss den vor die Frage der Entscheidung für ihr altes oder ein neues Vaterland gestellten Grenzbewohnern kein Zweifel dar-über gelassen werden, dass es ihnen in Preussen-Deutschland trotz seiner durch den Krieg

geschaffenen furchtbaren wirtschaftlichen Lage nicht Schlechter gehen wird, wie in dem uns feind-lichen Auslande, zudem sie geschlagen werden sollen.“⁵ Det krævede en større statslig indsats og

4 Geschichte Schleswig-Holsteins (2003) s. 569 – 573.

5 GstA. Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 47. Bereitstellung von Mitteln aus dem 500- bzw. 100-Millionenfonds.

ministeren foreslog derfor, at der blev afsat 500 millioner mark til afstemningerne på preussisk grund. Den 22. september 1919 vedtog den preussiske regering indenrigsministerens forslag og besluttede samtidig at rigsfinansministeren skulle kontaktes angående rigsmyndighedernes bidrag.

Rigsfinansminister Erzberger modtog en skrivelse den 26. september 1919 med forslag om at der rejstes 500 millioner mark til afstemningerne. Af skrivelsen fremgår det, at indenrigsminister Heine havde en ”Grenzschädigungsfond” i tankerne, og at fonden skulle dække skader, som krigen eller en eventuel grænsedragning ville påføre afstemningsområderne, som for eksempel indkvarteringen af soldater.⁶ Den 19. oktober 1919 besluttede den preussiske landdag og rigsdagen hver at stille 250 millioner reichsmark til rådighed for de tysk-preussiske afstemningsområder. Det var bagrunden for, at rigskansler Gustav Bauer under besøget i Flensborg og Tønder i november 1919 kunne give løfter om storstilet hjælp til afstemningsområdet. Det var i høj grad de slesvigske afstemninger, der var motivationen for Heines initiativ, da det var de slesvigske afstemninger, der stod først for. At Heines forslag relativt hurtigt kom igennem både den preussiske landdag og rigsdagen er et vidnes-byrd om, at afstemningen i Slesvig blev anset for et vigtigt tysk anliggende, afstemningsområdets lidenhed til trods.⁷ Foreløbig blev 500 millioner fonden dog ikke anvendt.

Da afstemningerne i Slesvig var overstået fandt indenrigsminister Heine tiden inde til at reali-sere 500-millioner fonden. I oplægget til det preussiske statsministerium skrev Heine: ”Es darf in der Bevölkerung nicht die Ansicht Platz greifen, als ob diese Versprechungen nur mit Rücksicht auf die Abstimmung abgegeben waren, ohne dass die Absicht und der Wille bestände, sie auch einzu-lösen.“⁸ Det var de øvrige ministre enige i, men som en følge af Kapp-kuppet den 13. marts 1919, trådte en ny preussisk regering til den 29. marts, med Otto Braun som ministerpræsident og Carl Severing som indenrigsminister. Alligevel besluttede det preussiske statsministerium den 1. april 1920, at der af 500 millioner fonden skulle anvendes 100 millioner mark på provinsen Slesvig-Holsten, hvad rigsfinansminister Joseph Wirth tilsluttede sig i august 1920.⁹

Fra det preussiske indenrigsministerium var der lagt op til, at 500-millioner fonden skulle anvendes som skadesløsholdelse i afstemningsområderne alene. Samtidig var der stillet forslag om at oprette et privat ”Treuhandgesellschaft”, der skulle påtage sig fordelingen af midlerne. Det sidste faldt ikke i Overpræsident Heinrich Kürbis’ smag. Den 19. april 1920 skrev Kürbis til indenrigs-minister Severing, at fonden efter hans mening skulle anvendes til at sætte

6 GstA. Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 47 Bereitstellung von Mitteln..

7 Se Tanja Bessler-Worbs dissertationsprojekt Deutsche Kulturpolitik in Nordschleswig. (1997) s. 78.

8 GstA. Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 47 Bereitstellung von Mitteln…

9 LASH. Abt. 309. nr. 22229 Nordmarkfonds. Skrivelse fra preussisk indenrigsmin til statsministeriet 13. okt. 1920, Geschichte einer Grenzstadt (1966) s. 412 og Köster (1920) s. 109, 124 og 153.

ningen i stand til at modstå det økonomiske og folkelige tryk fra Danmark, der uvilkårligt ville følge efter grænsedragningen. Under alle omstændigheder mente Kürbis, at det var mere hensigts-mæssigt at tildele ham fordelerrollen. Og så var der kulturspørgsmålet. På provinsialudvalgets møde 13. april 1920 havde statskommissær Köster sagt, at der skulle være afsat 150 millioner mark til et stort anlagt ”kulturprogram” for provinsen Slesvig-Holsten. Hertil skrev Kürbis: ”Ohne zu dem sogenannten Kulturprogramm im einzelnen und hinsichtlich seines Umfanges heute schon Stellung zu nehmen würde ich doch auf das Wärmste begrüssen, wenn mit den Mitteln der Spende auch kulturelle Zwecke gefördert werden könnten; gerade in der Pflege deutschen Geisteslebens sehe ich eins der wichtigsten Mittel die Nationale Widerstands fähigkeit des deutsches Volkstums in der Nordmark zu stärken.“¹⁰ Det var en misforståelse, at der skulle være tale om 150 millioner mark, og der var heller ikke lagt op til at fonden skulle dække kulturelle opgaver. Det fremgår af en skrivelse fra det preussiske indenrigsministerium til finansministeriet den 15. maj 1920, hvor indenrigsmini-steriet slog fast, at fonden kun skulle bruges til skadesløsholdelse og

”Wiedergutmachung” af skader som følge af krigen og afstemningerne. Alle andre ønsker måtte skæres fra, også kulturelle opgaver.¹¹ De provinsiale myndigheder i Slesvig-Holsten arbejdede dog videre med den kulturelle dimension, og et udvalg var blevet nedsat i marts 1920 til at udarbejde et egentligt kulturprogram for provinsen. Det var slesvig-holstenske kulturpersonligheder, som direktør for Kunstgewerbe-museet i Flensborg Dr. Ernst Sauermann og overlærer Christian

Tränckner fra Slesvig, der sad i udvalget. Udvalget kunne i maj 1920 fremvise et ”Entwurf zu einem Kulturprogram für Schleswig-Holstein” , der slog fast at: „Kulturpolitik zielt auf Wesen und Dauer und ist darum letzten Endes wichtiger und wertvoller als Macht- und Wirtschaftspolitik, wenn auch ohne diese – nicht zu leisten“, og som indeholdt en række forslag til hvilke kulturelle institutioner, der burde støttes. Provinsialudvalget i provinsen støttede udvalgets program og anbefalede, at en del af fonden blev anvendt til dette formål, da en levende tysk kultur og åndsliv i den første zone kun kunne opnås med tilstrømning af tysk kultur fra syd, som udvalget skrev til overpræsident Kürbis.¹²

Men der var flere, der gjorde sig håb om fondens midler. Magistraten i Flensborg udarbejdede i maj 1920 en liste over tiltrængte investeringsområder i Flensborg by. De store poster på listen var en afhjælpning af bolignøden, udbygning af kloaknettet og anlæggelsen af en frihavn og en fiskeri-havn. Men også skadesløsholdelse for indkvartering af soldater under krigen og for tabet af fjordens nordkyster og badesteder, samt støtte til kulturelle formål stod på listen. At bolignøden var stor,

10 GstA. Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 47. Bereitstellung von Mitteln.

11 Ibid.

12 GstA. Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 47. og Bessler-Worbs (1997) s. 78 – 81.

vidner en tillægsskrivelse fra magistraten om, hvoraf det fremgår, at 700 familier i Flensborg mang-lede en bolig. I 1920 skulle der bygges 198 nye boliger, som samlet ville koste 20 millioner mark.

Byen kunne kun skaffe 10 millioner, derfor var et tilsvarende tilskud fra fonden nødvendigt. En til-svarende skrivelse blev udformet angående byens kloakering. I efteråret 1919 havde magistraten iværksat en udbygning af byens kloaknet for at skaffe arbejde til de hjemvendte soldater. Projektet handlede også om ikke at drive de arbejdsløse arbejdere i armene på danskerne. Materialepriserne steg imellemtiden voldsomt, og omkostningerne ville i maj 1920 udgøre 9 millioner mark. Efter Nordslesvigs afståelse var der behov for at tiltrække folk sydfra til byen, og derfor var det afgør-ende at byens sanitære forhold var i orden, samtidig med at byens indbyggere ikke blev overbelas-tet af høje skatter. Det modsatte ville ifølge magistraten ”den Zuzug hindern und würde, was in nationaler Beziehung schwer ins Gewicht fällt, der Stadt Flensburg unmöglich machen ihre zukünf-tigen Aufgaben als Vorburg des Deutschtums zu erfüllen.”¹³ Det kan synes som en noget søgt argumentation, men det var en argumentation, der var kendetegnende for ansøgningerne til 500-millioner fonden. Afstemningernes nationale kamp i forlængelse af fire års krig havde sat sine spor, ikke mindst i den politiske og økonomiske retorik. At der vitterligt var brug for en udbygning af kloaknettet og ikke mindst for nye boliger, er der til gengæld ikke tvivl om. Bolignøden var et alment tysk problem i 1919, efter at byggeriet havde ligget stille i de fire krigsår.¹⁴

Den 1. juli 1920 blev der afholdt et møde hos overpræsident Kürbis i Kiel om 500-millioner fondens benyttelse. Udover overpræsident Kürbis deltog regeringspræsident Johanssen, afviklings-kommissær Trümpelmann, overborgmester Hermann Todsen, Flensborg, landråd Emilio Böhme, Sydtønder kreds og landråd Anton Wallroth, Flensborg landkreds, samt Willy Iversen, Munkbrarup, medlem af den preussiske landdag for Schleswig-Holsteinische Landespartei. Fra det preussiske indenrigsministerium deltog ministerialrat Dr. Fritz Rathenau, hvis opgave det var at præcisere formålet med de 100-millioner mark, der var stillet til rådighed for provinsen. Rathenau slog fast at:

”Das Staatsministerium vertrete den Standpunkt, dass der Fonds lediglich der Wiedergutmachung der tatsächlich entstandenen Schäden zu dienen bestimmt sei, nicht aber den Ersatz entgangenen Gewinns oder kulturelle Zwecken, ebenso wenig der Stärkung des Deutschtums in der Grenz-mark.“¹⁵ Fondens formål var ifølge Rathenau udelukkende afhjælpning af konkrete økonomiske

13 Stadtarchiv Flensburg. II C Hauptamt. Nr. 458 Nordmarkfond.

14 Feldman (1997) s. 238 – 239. I perioden 1900 til 1913 blev der i gennemsnit bygget 170.000 boliger om året i Tyskland. Under krigen 1914-1918 blev der i alt bygget 180.000 nye boliger. Under demobiliseringen blev der givet 3 milliarder mark i tilskud til boligbyggeri, men på grund af byggematerialernes prisstigninger og mangel på

byggematerialer førte det ikke til det nødvendige byggeri.

15 Stadtarchiv Flensburg. II C. Hauptamt. Nr. 458. Nordmarkfond og GstA. Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 47. Bereitstellung..

skadesfølger af grænsedragningen i de kredse, der havde udgjort en del af afstemningsområdet.

Efter Rathenaus indlæg blev en række emner diskuteret og udpeget som berettiget til støtte. Økono-miske tab i de enkelte grænsekredse, som følge af at disse var blevet afskåret af grænsen, var et oplagt emne for støtte. Det gjaldt for eksempel Flensborg landkreds’ tab af elektricitetsanlæg.

Økonomisk støtte til boligopførelser burde derimod komme fra andre tilskudsmidler. Rathenau gjorde også opmærksom på, at fondens midler ikke skulle anvendes til den såkaldte ”Valutaaus-gleichs”-ordning, hvor pensionister, tjenestemænd og arbejdere blev økonomisk kompenseret for de med inflationen medfølgende prisstigninger. Valutaausgleich var et dyrtidstillægsprogram, der var blevet indført sammen med Mathias Erzbergers skattereform i 1919 og den såkaldte ”Reichsnot-opfer”-lov om beskatning af formuer til afhjælpning af rigets nød. Den fond, som var blevet stillet det slesvigske afstemningsområde i udsigt, var ikke forbundet med individuel valutaudligning, men med kollektive økonomiske følger af Nordslesvigs afståelse.¹⁶ Ministerialrat Rathenau bad slutteligt landråderne og overborgmesteren om at udforme ansøgninger med mødets vedtagelser for øje, og sende dem til Kürbis og det preussiske indenrigsministerium.¹⁷

Efter mødet den 1. juli sammenfattede de tre grænsekredse hver deres ansøgninger til 100-millioner fonden. Det afgørende spørgsmål var, om der ville blive bevilget midler af anden vej til de store infrastrukturelle projekter som boligbyggeriet og for Flensborgs vedkommende den lovede frihavn? Ministerialrat Rathenau var enig med magistraten i Flensborg om, at frihavnen helst ikke skulle finansieres af 100-millioner fonden, hvilket han gav udtryk for i samtaler med magistraten den 21. august 1921. Som magistraten havde skrevet til indenrigsminister Severing i starten af august, rakte behovene i Flensborg langt ud over 100-millioner, og det fik magistraten til at stille spørgsmålet: ”Wirtschaftliche Zwecke, für welche weitere Zuwendungen aus dem Fonds zum Besten der in erster Linie geschädigten Kreise der einwohnerschaft zu verwenden wären, lassen sich sehr wohl bezeichnen. Es fragt sich indes, ob nicht die teilweise Verwendung für kulturelle Aufgaben noch mehr im Interesse der gesamtheit liegt.“¹⁸

Den 10. september 1920 blev der afholdt to møder på overpræsidiet i Kiel, hvor en endelig fordeling af 100 millioner fonden skulle drøftes. Om formiddagen afholdtes indledende samtaler mellem overpræsidenten, regeringspræsidenten og repræsentanter for de preussiske ministerier. Her blev der luget kraftigt ud i antallet af begæringer i de tre kredses ansøgningsskemaer, der var ind-sendt efter mødet den 1. juli 1920, og en fordeling af midlerne sat sammen. Hvad angik

16 Se Wehler (2003) s. 248 – 252.

17 Stadtarchiv Flensburg. II C. Hauptamt. Nr. 458 Nordmarkfond.

18 Stadtarchiv Flensburg. II C. Hauptamt. Nr. 458 Nordmarkfond og GstA. Rep. 77. Tit. 4030 Nr. 48. Bereitstellung..

bevillinger blev deltagerne enige om, at en mindre del af midlerne kunne afsættes hertil. Samme dags eftermiddag blev fordelingen drøftet med de to landråder Wallroth og Böhme, samt med Flensborgs overborgmester Todsen, men der blev ikke foretaget væsentlige ændringer i fordelingen.

Fordelingen af de 100 millioner mark endte derfor med at være følgende: Flensborg by 47,5 milli-oner mark, Flensborg land 12,5 millimilli-oner mark og Sydtønder kreds 23 millimilli-oner mark. Derudover skulle der afsættes 2,5 millioner mark til en særlig fiskerifond og 14,5 millioner mark til kulturelle formål.¹⁹ Fordelingsplanen skulle nu en tur over den preussiske indenrigsminister Carl Severings bord og efterfølgende godkendes i det preussiske statsministerium.