Lånekassens ophør?

på en låneansøgning fra en mand med en ubehæftet ejendom ført til følgende svar: ”saa vidt var det dog ikke kommet med ham, at han behøvede at laane paa sin Ejendom.” Men, fortsatte bestyrelsen:

”Det har utvivlsomt været rigtigt, at man straks og skarpt tog dette Standpunkt og derved saa at sige tvang Sønderjyderne til snarest at søge ind under de – for dem selv saa gavnlige – Rammer for Realkreditten, der er gældende og gængse i Danmark.”²⁴ Det var ikke almindeligt at tage lån i ejen-dommen, og der var her et stykke realkreditpædagogisk arbejde at gøre for Lånekassen.

Forinden var Lånekassens virksomhed blevet udvidet med en invalideafdeling. En invalidelov var blevet vedtaget af Rigsdagen den 28. juni 1920, som gav de sønderjyske krigsinvalider ret til en invaliderente. Denne invaliderente kunne også gives som pant for lån af statsmidler, uden at dette blev speciferet nærmere. Spørgsmålet blev taget op af Lånekassens bestyrelse og forelagt Finans-ministeren, der accepterede, at et beløb på omtrent ½ million kroner af de renter og afdrag, der blev tilbagebetalt lånekassen, kunne anvendes på lån til krigsinvaliderne. På Lånekassens bestyrelses-møde den 30. august 1921 vedtog betyrelsen at oprette en invalideafdeling, der kunne yde lån til krigsinvalider, som havde behov for hjælp til at opretholde en økonomisk virksomhed. Det blev vedtaget at lånene kunne ydes i beløb optil 3.000 kroner, der skulle afdrages over 7 eller 10 år med en fast månedlig ydelse, der blev taget fra låntagerens invaliderente, dog ikke mere end 35% heraf.

Invalidenævnet i Sønderborg, der blev oprettet den 1. februar 1921, og som administrerede de invaliderenter og efterladterenter, den danske stat udbetalte, skulle give indstilling, og afgørelsen skulle træffes af Lånekassens administration.²⁵ Bestyrelsesmedlem og amtsassesor i Sønderborg A.V. Karberg var leder af Invalidenævnet, og han fik en ledende rolle i Lånekassens invalide-afdeling. I foråret 1922 var 671 låneansøgninger fra krigsinvalider tilsendt invalideafdelingen, og 467 ansøgninger bevilget med en samlet udlånssum på 855.900 kroner.²⁶

forelaa, mere var fælles danske end specifikt sønderjyske.” Men samtidig: ”udtaltes fra enkelt Side nogen Betænkelighed ved at skride til Lukning nu under de herskende financielle Kriseforhold og det erkendtes fra sønderjysk Side, at der ogsaa senere vilde blive brug for Startlån, navnlig til unge landmænd, der endnu ikke havde købt Ejendom.”²⁷ Den tvetydige melding må skulle forstås således, at der nok var finansielle problemer i Nordslesvig at afhjælpe, men at disse ikke var af egentlig nordslesvigsk art, men almene danske problemer.

Den generelle økonomiske stagnation, der satte ind i efteråret 1920, spillede en væsentlig rolle i bestyrelsens dilemma. Som omtalt i kapitel 5 havde den danske rigsdag og nationalbank sat

produktionsforøgelse og genopbygning før den monetære stabilisering, og industriproduktionen var i 1920 også steget med 40% i forhold til 1914. Til gengæld var kronens værdi faldet betydeligt, og det gav grund til overvejelser om at stabilisere kronens internationale værdi.²⁸ Et valutafællesråd, nedsat af regeringen i december 1919, blev sammensat af de fem største banker og erhvervsorgani-sationerne. Ideen var, at erhvervsorganisationerne skulle forsøge at begrænse valutaforbruget og importen ved at påvirke deres medlemmer til en frivillig indsats, men forsøget strandede på Land-brugsrådets og Venstres modstand mod importreguleringer. Landbruget var afhængigt af import af råstoffer og landbrugsmaskiner, og det nød desuden godt af kronens lave værdi gennem landbrugs-eksporten. Efter at Venstre fik regeringsmagten i maj 1920, indstillede valutafællesrådet sin virk-somhed fra den 4. juni 1920. Handelsbalancens fortsatte ugunstige udvikling betød dog, at en pengepolitisk stramning ikke kunne tages af bordet, og i september 1920 blev en ny valutakommis-sion nedsat, der skulle overveje årsagerne til kronens kursfald og mulige metoder til at begrænse dette. Den 10. november 1920 forelå kommissionens betænkning, som konkluderede, at den nega-tive udvikling på betalingsbalancen var årsag til kursfaldet, og at forbruget måtte begrænses, enten ved importkontrol, toldforhøjelser eller kreditindskrænkning. Regeringen afviste imidlertid for-slaget, da ulemperne ved disse tiltag ville overgå fordelene, som det blev sagt.²⁹

En anden grund til regeringens afvisning var, at de internationale konjunkturer var vendt. I efteråret 1920 satte et kraftigt prisfald ind på grund af en generel overproduktion. Engrospriserne var da tredoblet i forhold til førkrigspriserne, men de skulle nu blive halveret i løbet af de næste to år. For Danmarks vedkommende satte prisfaldet også ind, men i første omgang på importpriserne, hvilket gav en forbedret handelsbalance, og fra september 1920 steg kronens internationale værdi som en konsekvens heraf. For dele af økonomien var prisnedgangen uheldig. Landbrugets priser

27 LAA. Lånekassen for Sønderjyllands arkiv. pk. 1829. Referat af betyrelsesmøde 24. februar 1922.

28 Olsen (1968) s. 62 – 65 og Cohn (1961) s. 35 – 36.

29 Olsen (1968) s. 79 – 85.

faldt med 40% fra september 1920 til juli 1922. Samtidig gav kronestigningen problemer for de landmænd, der havde taget lån hjem under højkonjunkturen. Dem var der mange af i Nordslesvig.

Industrien og engroshandelen ramtes også hårdt af prisfaldet, da mange havde fyldt deres råvare-lagre i tiden med høje priser. Arbejdslønningerne fulgte heller ikke med prisfaldet, således at ud-gifter og indtægter snart ikke stod i forhold til hinanden. Arbejdsløsheden steg voldsomt og lå i 1921 på 16-17%. Industrien var yderligere presset af den tyske konkurrence og valutadumpingen som omtalt i kapitel 6. Den storstilede import af tyske varer var i den økonomisk vanskelige tid til stor irritation for både arbejdsgivere, arbejdstagere og arbejdsløse.³⁰

Den økonomiske stagnation fra efteråret 1920 til sommeren 1922 havde ikke lettet genopbyg-ningsarbejdet i Nordslesvig, tværtimod. Den indtjening, der var højst påkrævet i det kapitalfattige Nordslesvig, udeblev i de første 1½ år efter genforeningen. Dertil kom, at mange nordslesvigske virksomheder havde købt store varemængder i Danmark umiddelbart før genforeningen for at fylde varelagrene og for at kunne stå distancen mod rigsdanske virksomheder, når grænsen blev åbnet.

Med prisfaldet fra efteråret 1920 blev der tabt betydelige summer på dette indkøb.³¹ Og den omtalte tyske valutadumping gav ikke blot den nordslesvigske handel og industri en skarp konkurrence nord for grænsen, men afskar også de nordslesvigske virksomheder fra deres gamle marked i Tyskland, i det omfang den nye grænse ikke allerede havde afskåret dette marked. Endelig var også landbruget berørt af prisfaldet og faldende indtægter i en tid, hvor produktionen i det nordslesvigske landbrug først skulle genoprettes efter krigen, og hvor det ekstensive studeopdrætsbaserede landbrug i midt-landet og i marsken skulle omstille sig til danske landbrugsstrukturer og intensiv mejeriproduktion.

Det var alt sammen stof til de overvejelser Lånekassens bestyrelse måtte gøre sig vedrørende Låne-kassens fortsatte eksistens og berettigelse i februar 1922. Den 20. marts 1922 skrev bestyrelsen til finans- og statsminister Neergaard om Lånekassen: ”Bestyrelsen maa nu vel erkende, at Trangen til Driftslaan, Etableringslaan o.lgn. stadig er betydelig i de sønderjyske Landsdele, men da Laane-kassen er oprettet for at yde saadanne Laan som nævnt til Sønderjyder, der ”paa Grund af Krigen, markens Kursfald eller andre i Forbindelse med Ændringer i Statstilhørsforholdet staaende Om-stændigheder ikke raader over eller ad anden Vej kan skaffe sig fornøden Kredit”, mener man paa den anden Side at matte erkende, at den ved Laanekassens Oprettelse stillede Opgave nu i alt væsentligt er løst, og at den omtalte Laanetrang, der nu og stadig er tilstede, om ikke udelukkende saa dog i det allervæsentligste skyldes ikke de ovenciterede ved Genforeningen skabte særlige Forhold, men snarere den almindelige økonomiske Krise, der er et almindeligt dansk eller snarere

30 Hansen (1977) s. 23 – 25 og Olsen (1968) s. 85 – 86.

31 Hübbe (1925) s. 150 – 151.

et almindeligt Verdensproblem og ikke noget specifik sønderjysk Fænomen.”³² Bestyrelsen havde derfor enstemmigt vedtaget ikke at fremkomme med en indstilling om en fortsættelse af Lånekassen

”noget særligt langt stykke frem i tiden”. Det var dog vigtigt, at invalideafdelingen ikke blev ned-lagt nu, da mange invalider endnu ikke havde søgt om lån. Man foreslog derfor, at begge afdelinger fortsatte udlånsvirksomheden indtil den 1. juli 1922, hvilket ikke krævede ekstra bevilliger eller lovgivning. Det er tydeligt, at bestyrelsen har stået i en vanskelig situation. At den fortsatte låne-trang skyldtes den almindelige økonomiske krise, var dog at springe et led i problematikken over.

Prisfaldet og produktionstilbagegangen havde bestemt økonomiske konsekvenser i Nordslesvig, men var netop særlig problematiske på grund af det store kapitalbehov og behov for genopbygning, der om noget havde forbindelse med krigen, markens kursfald og det ændrede statstilhørsforhold.

Ønsket om, at lægge de særlige slesvigske problemer bag sig og at behandle Nordslesvig som en almindelig dansk landsdel, må have været udslagsgivende for bestyrelsens stillingtagen og argu-mentation, ligesom den liberaløkonomiske ideologiske overbevisning om mindst mulig statslig indblandning har spillet en rolle. I beretningen om Lånekassens første driftsperiode juni 1920 til 31.

marts 1921, der blev skrevet i maj 1921, havde indstillingen også fået en blidere karakter. Fælles-repræsentationen for sønderjysk Haandværk og Industri havde efter deres delegeretmøde i Aabenraa den 24. januar 1921 henvendt sig til Lånekassen om en fortsættelse af kassens virksomhed. Men som Lånekassens bestyrelse skrev: ”Det Indtryk af de økonomiske Forhold i de sønderjyske Lands-dele, som Laanekassen efter sit første Virkeaar, har faaet, gaar vel nærmest ud paa, at den økono-miske Tilstand i Sønderjylland snarest var noget bedre end forventet for den Klasse Borgere, som man her haft med at gøre……Men selv om Billedet saledes maaske tegner lysere end oprindeligt formodet, vil det ingenlunde sige, at Billedet er lyst i Almindelighed, og den nu indtraadte almin-delige Depression i Finans- og Forretningslivet rammer vistnok særligt haardt i Sønderjylland, hvor Modstandskraften af aabenbare Grunde er stærkere svækket end i det øvrige Danmark.” Man ønskede derfor, at se tiden an og bedømme forholdene når samtlige midler var opbrugt og desuden var man klar over, at der var bud efter statens midler fra mange steder.³³ På den ene side var der brug for pengene, på den anden side var der ikke mere brug for pengene i Nordslesvig end i det øvrige land. Ønsket om en kort overgangstid lå stadig til grund for bestyrelsen vurdering af Låne-kassens fremtid, men realiteten var, at Nordslesvig endnu ikke var klar til at stå på egne ben.

32 LAA. Lånekassen for Sønderjyllands arkiv. pk. 1829.

33 LAA. Lånekassen for Sønderjyllands arkiv. pk. 1829. Beretning om Virksomheden i Laanekassen for Sønderjylland i første Driftsperiode fra 1. juni 1920 til 31. marts 1921.