6. DEN ”FØLTE” GRÆNSE: GRÆNSETRAFIK OG GRÆNSEHANDEL
6.3 Aussenhandelsstelle Flensburg
Der var uden tvivl et nationalpolitisk motiv bag de tyske ønsker om grænsebefolkningens ret til pas-sere grænsen, som bestod i at bevare kontakten til den tysksindede befolkning nord for grænsen og at holde grænsespørgsmålet åbent. Men ønsket om lempelser i pasbestemmelserne havde også det økonomiske motiv, at Flensborgs handel i Nordslesvig og den nordslesvigske befolkning skulle op-retholdes. Allerede før aftalerne om den lille grænsetrafik og pasbestemmelserne havde den tyske regering givet Flensborg en handelsmæssig særstilling i den henseende. Som før omtalt, havde den tyske økonomiminister i 1919 udnævnt en rigskommissær for ud- og indførsel, og nedsat branche-mæssige eksportkontrolkomiteer. Men eksportkontrollen blev aldrig effektiv, da modinteresserne i den tyske handel og industri var mange. Der var også stor modstand mod eksportkontrollens centra-listiske karakter. Eksporttilladelserne skulle bestilles i og sendes fra Berlin, hvilket selvsagt var en noget besværlig forretningsgang. I juni 1920 besluttede rigskommissæren derfor at udnævne befuld-mægtigede eksportkontrolkommissærer, der i samarbejde med den lokale industri og handel skulle varetage eksportkontrollen regionalt rundt om i Tyskland.9
8 LASH. Abt. 309. Nr. 35304 Grenzabkommen und Grenzfragen og GstA Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 61. Kleiner Grenzverkehr. Ministerialrat Dr. Fritz Rathenau (1875-1949) var en fætter til senere udenrigsminister Walther Rathenau, og fik som ministerialrat i det preussiske indenrigsministerium fra 1920 til 1935, fra 1927 som leder af ministeriets Referat für Minderheiten und Ausländer, stor betydning for den preussiske genopbygnings- og mindretalspolitik i Slesvig-Holsten.
9 Ruck (1993) s. 163 – 167.
Det skulle også komme Flensborg til gode. Den 25. juni 1920 skrev rigskommissæren for ud- og indførsel til Flensborgs overborgmester Hermann Todsen, at rigsregeringen var opmærksom på den svære økonomiske situation, som Flensborg og den anden slesvigske afstemningszone var bragt i med grænsedragningen. Det var derfor rigskommissæren en glæde, at han efter forhandlinger med Handelskammeret i Flensborg kunne imødekomme ønsket om, at der blev sendt en eksportkontrol-kommissær til byen. Kommissæren ville få bemyndigelse til selvstændigt at uddele udførselsbevil-linger indenfor rammerne af den gamle handel mellem den første og anden afstemningszone. Dette lokale Aussenhandelsstelle skulle stå i nær forbindelse med den bestående organisation for overvåg-ning af ud- og indførsel i Flensborg, det vil sige den fra krigstiden bestående eksport- og valuta-kontrol.10 Som Siegfried John skriver i bogen om Flensborgs Handelskammes historie, skulle rigs-kommissærens tilstedeværelse i Flensborg bidrage væsentligt til at fremme Nordslesvighandelen.11
Men hvilke lettelser var der tale om? Først og fremmest slap de flensborgske virksomheder for at skulle hente eksporttilladelser i Berlin, hvilket var en lettelse i sig selv. Men der blev også tildelt særlettelser til den flensborgske handel og industri. På grund af markkursens fald og manglen på udenlandsk valuta var der udstedt restriktioner for udførslen af varer fra Tyskland, og her blev der givet Flensborg undtagelser. Konkurrencen fra Flensborg blev i vinteren 1921 for alvor et tema i Nordslesvig. Den 1. februar 1921 blev der afholdt et stort møde herom i Sønderborg, med deltagelse af repræsentanter for Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Departementet for told- og forbrugs-afgifter, grænsegendarmeriet, konsul Neergaard-Møller fra Flensborg, de nordslesvigske amtmænd og politimestre, samt repræsentanter for håndværkerstanden i Nordslesvig. I den forbindelse påtog Udenrigsministeriet sig at undersøge sagen nærmere. Ministeriet bad efterfølgende den danske gesandt i Berlin, Carl Moltke, om at anmode den tyske regering om at ophæve de foranstaltninger, der gav Flensborg en handelsmæssig særstilling i Nordslesvig. Det tyske udenrigsministeriums svarede på forespørgslen, at Flensborg ganske rigtigt var blevet tildelt eksportlettelser med henblik på udførsel til det afståede område. En af rigskommissæren for ind- og udførsel delegeret kontrol-kommissær i Flensborg kunne udstede særlige bevillinger til dette formål. Der var to kategorier af udførselsbevillinger. Den ene kategori var udførselsbevillinger givet efter almindelige udførsels-regler og rigskommissærens generelle instruktioner. Den i Flensborg delegerede eksportkontrol-kommissær kunne udstede sådanne bevillinger gældende eksport til det afståede nordslesvigske område. Gik eksporten til det øvrige Danmark, skulle virksomhederne over kommissariatet i Berlin.
I første kvartal af 1921 løb disse udførselsbevillinger i vareudførsler til Nordslesvig op i en værdi af
10 Stadtsarchiv Flensburg. II C. Nr. 407. II. Der Handel – Allgemeines.
11 Schütt und John (1964) s. 88.
11½ millioner mark. Den anden kategori af udførselsbevillinger gjaldt varegrupper, der ellers ikke var frigivet til udførsel. Disse bevillinger blev tildelt detailhandlende i Flensborg, og de skulle ud over rigskommissærens stempel også bære Handelskammerets stempel som garanti for den pågæld-ende virksomheds pålidelighed. Handelskammerets stempel skulle sikre, at bevillingerne blev udnyttet indenfor de fastsatte grænser, altså det afståede område, og kun til kundernes egetforbrug.
Der kunne således ikke være tale om grossistsalg. Hvorledes det skulle kontrolleres efter salget, blev ikke oplyst. For udførsel indenfor denne kategori blev der opkrævet en udførselsafgift på 5% af de pågældende varers værdi. I første kvartal af 1921 var der blevet udført varer til en værdi af 4½ millioner mark indenfor denne kategori af eksportbevillinger, herunder læder og textilvarer til en værdi på over 1 millioner mark. En vigtig forskel på de såkaldte ”kleine Ausfuhrscheine” og almin-delige udførselsbevillinger var, at de små udførselsbevillinger var en regulær grænsehandels-ordning, da danskere kunne udføre varer med de ”kleine Ausfuhrscheine”, der fulgte med købet af varen. Da udførslen af blandt andet textilvarer skulle frigives, ville benyttelsen af ”kleine Ausfuhr-scheine” snart indskrænkes betydeligt. Den tyske regering afviste derfor, at udførselsbestemmels-erne skulle give Flensborg en betydelig særstilling. Situationen i Nordslesvig skyldtes først og fremmest, at der under afstemningstiden var blevet opkøbt store varemængder i området med spekulation for øje, og at disse varer nu blev solgt til meget billige priser.
Rigskommissæren for ud- og indførsel ville dog sørge for, at de ”kleine Ausfuhrscheine” ikke længere kunne anvendes til forsendelse per post, skib eller jernbane. I øvrigt gjorde den tyske rege-ring opmærksom på, at forordningen om Flensborgs eksportsærstilling var blevet udstedt for at beskytte eksisterende økonomiske interesser på samme måde, som grænseoverenskomsterne skulle beskytte eksisterende økonomiske interesser. Flensborgforordningen var desuden udstedt i juli 1920 og før den 23. oktober 1920, hvorfor forordningen ikke var et brud på grænseoverenskomsterne.12
Desværre er det ikke lykkedes, at finde en liste over de varer, der kunne udføres på ”kleine Ausfuhrscheine”, men det har været dagligvarer og forbrugsgoder af forskellig art. Der er ikke tvivl om, at den af rigskommissæren delegerede eksportkontrolkommissær i Flensborg havde en kom-pensationsgivende rolle for byen, mere end en kontrolfunktion, hvilket hang meget godt sammen med det generelle billede af en bevidst ineffektiv tysk eksportkontrol.
På et tidspunkt i løbet af 1920 blev der også oprettet en Zweigstelle Flensburg des Auswärtig-es AmtAuswärtig-es für Aussenhandel. Det var en underafdeling af den afdeling X for udenrigshandel, som Auswärtiges Amt havde nedsat i februar 1919. Hovedopgaven for afdelingen var at give
12 EA. Industrirådets Arkiv. Journalsager 1921. Udførsel af varer fra Flensborg.
livet informationer om økonomiske forhold i udlandet, og det blev også Flensborgafdelingens op-gave. I magistratens arkiv på Stadtarchiv Flensborg findes således flere Vertraulicher Wirtschafts-berichte der Zweigstelle Flensburg des Auswärtiges Amtes für Aussenhandel, hvori der blev beret-tet om afsætningsforholdene i en række lande, herunder Danmark. I juni 1923 måtte afdelingen indskrænke sin virksomhed på grund af pengemangel, da man kun havde 500.000 reichsmark fra Aussenhandelverband Schleswig-Holstein til rådighed for året 1923. Auswärtiges Amt havde ned-lagt afdeling X i oktober 1921 og understøttede ikke længere afdelingen i Flensborg. De månedlige beretninger fra udlandet måtte derfor indstilles, og forespørgsler ville ikke længere være gebyrfri. I august 1923 kunne afdelingen dog afholde en firedages kongres på Hotel Flensburger Hof med temaet: ”Die wirtschaftlichen und politischen Verhältnisse in den Randstaaten, mit besonderer Berücksichtigung Estlands.“ I november 1923 meddelte Aussenhandelverband Schleswig-Holstein sine medlemmer, at Zweigstelle Flensburg skulle flyttes til provinsens største handelskammer i Altona, og at afdelingen derfor indstillede sin virksomhed den 30. november 1923. Fra den 1.
december skulle forespørgsler rettes til Handelskammeret i Altona.13 Trods den korte levetid for både Aussenhandelstelle og Zweigstelle Flensborg, afspejler institutionernes oprettelse handels-politikkens betydning for den økonomiske genopbygning i Tyskland og dermed Flensborg.