4. KRIG OG FOLKEAFSTEMNING
4.3 Tysklands sammenbrud og grænsespørgsmålet
ogsaa det nordslesvigske Spørgsmaal i Henhold til Præsident Wilsons Fredsprogram bør løses paa Grundlag af den paagældende Befolknings selvbestemmelsesret.”28 Den tyske regering havde der-med accepteret kravet om en folkeafstemning i Slesvig. Da Vælgerforeningen for Nordslesvig den 16. og 17. november 1918 afholdt tilsynsrådsmøde på ”Folkehjem” i Aabenraa, kunne foreningen derfor forlange en folkeafstemning om det nationale tilhørsforhold i Slesvig, og fremsætte krav om folkeafstemningens udformning, der var af stor betydning for udfaldet af samme. Vælgerforeningen vedtog på mødet den 17. november en resolution, hvori en én-bloc afstemning i Nordslesvig blev fremsat som ønske. Nordslesvig defineredes som området nord for en linje, der fra Vadehavet i vest gik syd om Højer og Tønder til Frøslev og Kruså i øst og nord om Flensborg og ud igennem Flens-borg fjord. Det var den såkaldte Clausen-linje, baseret på den af magister H.V. Clausen udarbejdede og anbefalede grænselinie fra 1890, der dog ikke tog stilling til Flensborgs situation. To medlem-mer af Vælgerforeningen havde argumenteret for, at Flensborg burde høre med til Nordslesvig, dog uden at kunne overbevise flertallet. Til gengæld blev det vedtaget, at sydligere distrikter også kunne få lov at stemme særskilt, hvis der blev rejst krav om dette. Aabenraa-resolutionen blev siden sendt til den danske regering, med henblik på at regeringen skulle rejse det slesvigske spørgsmål på den kommende fredskonference.29
Fra tysk side var man interesseret i en bilateral aftale mellem Danmark og Tyskland om Nord-slesvig for at holde Ententemagterne ude af spørgsmålet. Den tyske gesandt i København Ulrich Brockdorff-Rantzau sonderede i samtaler med udenrigsminister Erik Scavenius den 5. og 9. oktober 1918 muligheden for en dansk henvendelse til Tyskland om dette. Som neutral stat under den Første Verdenskrig stod Danmark i den forbindelse på farlig grund, da en seperataftale med Tyskland i krigens sidste dage kunne fortolkes som et ønske om belønning for den velvillige indstilling til Tyskland under krigen af Ententemagterne. For Erik Scavenius, der krigen i gennem havde ført en knivskarp dansk balance- og neutralitetspolitik mellem Tyskland og Ententen, havde tilbuddet om bilaterale forhandlinger dog en vis tiltrækning, da en gave fra Ententen i form af store slesvigske landområder modsat ville blive taget ilde op i Tyskland. Henvendelsen måtte dog komme fra Tysk-land, og han sonderede muligheden for en sådan i samtalerne med Rantzau, uden at dette førte til et resultat. Afgørende for Scavenius og den radikale regering i Danmark var, at den nationale selv-bestemmelsesret blev grundlag for en løsning. For den siddende regering var det en ufravigelig holdning, at Danmark kun indlemmede de dele af Slesvig, der havde et dansksindet
28 Hanssen (1924) s. 406.
29 Om grænsespørgsmålets udvikling se Fink (1979) Da Sønderjylland blev delt bd I-III og Becker-Christensen (1995) + Fink (1995) i ”Den nye grænse” i Grænsen i 75 år. Den danske grænsepolitik behandles også i kapitel 6.
flertal. Det slesvigske spørgsmål kunne nu endelig blive bragt til en løsning og den store knast i det dansk-tyske forhold forsvinde.30 Her var den radikale regering helt på linje med H.P. Hanssens op-fattelse af situationen og med ham et flertal af den nordslesvigske Vælgerforening. Også H.P. Hans-sen så i situationen en chance for endelig at løse det slesvigske spørgsmål på retfærdig ved selv-bestemmelsesretten. Partilederne i den danske rigsdag bakkede med vedtagelsen af en resolution om grænsespørgsmålet den 23. oktober 1918 op om regeringens holdning, med ønsket om ”at ingen anden Ændring i Slesvigs nuværende Stilling end en Ordning efter Nationalitetsprincippet stemmer med det danske Folks Ønske, Følelse og Interesse, og under det fra begge de krigsførende Parters Side godkendte Nationalitetsprincip: Folkenes Selvbestemmelsesret.”31 Men grænsespørgsmålet blev siden voldsomt politiseret. For det første fordi Dannevirkebevægelsen førte kampagne overfor de danske oppositionspartier og ententemagterne for hele Slesvigs indlemmelse i Danmark, med den historiske ret som grundlag.32 For det andet fordi den radikale regering i forvejen var særdeles upopulær blandt oppositionspartierne, der blot ventede på en mulighed for at vælte regeringen.33
For Scavenius og den radikale regering kom Aabenraa-resolutionen fra den nordslesvigske Vælgerforening som en gave. Ikke alene havde nordslesvigerne selv ønsket en afgørelse efter den nationale selvbestemmelsesret, men samtidig kunne det slesvigske spørgsmål rejses af nordslesvig-erne selv, og den danske regering undlade at tage stilling i det sprængfarlige spørgsmål. Scavenius sendte derfor Vælgerforeningens resolution videre til ententemagternes gesandter i København, uden at regeringen tog entydig stilling til resolutionen. Ifølge ententemagterne var en officiel an-modning fra den danske regering dog nødvendig, hvis slesvigspørgsmålet skulle rejses på freds-konferencen, hvilket Scavenius så gjorde den 12. december 1918. Som Bo Lidegaard skriver i sit værk om dansk udenrigspolitik 1914-45, kom Scavenius’ tysk-orienterede og defensive politik her til kort. Den danske regering havde, som Lidegaard skriver, store interesser at varetage i Slesvig- spørgsmålet og kunne aktivt have argumenteret for sin grænsepolitik på fredskonferencen.34 I stedet fik regeringens grænsepolitiske modstandere et stort politisk spillerum, som de forstod at udnytte.
30 Lidegaard (2003) s. 120 – 121.
31 Ibid. s. 124.
32 Dannevirkebevægelsen havde navn efter ønsket om en Dannevirkegrænse. ”Sønderjysk kreds af 1918” og studenterforeningen ”To Løver” var samlingsted for kredsen, hvis vigtigste medlemmer var overkirug Ionas Collin, rektor H.P. Hansen, oberstløjtnant Erik With (afgået efterretningschef), folketingsmand for Venstre Jens Sørensen Vanggaard og dr. Valdemar Harsløf. Fink (1979) Bd. I s. 42.
33 Den radikale regering var upopulær på grund af dens førende rolle i reguleringspolitikken under den Første Verdenskrig. Indenrigsminister Ove Rodes ”Gimle-tale” i folketinget under finanslovsdebatten i 1916, hvori Rode udtrykte håb om at reguleringspolitikken ville styrke statsmagtens kræfter i fremtiden bekræftede i den henseende oppositionspartierne Venstre og de konservatives frygt for indførelsen af statssocialisme af bagdøren. Sørensen (2005) s. 234 – 240. Se også Mørch (1996) s. 299 – 308.
34 Lidegaard (2003) s. 160 – 162.