Flensborg Skibsværft

Flensborg Skibsværft var byens og regionens største industriarbejdsplads med omkring 1400 arbejdere i 1920. I krigens sidste år var værftets aktiviteter blevet indskrænket på grund af mate-rialemangel, og værftsarbejderne havde i flere omgange strejket i de urolige år 1917 til 1920. Under afstemningen i marts 1920 var værftsarbejdernes stillingtagen et af de mest åbne spørgsmål, og propagandaen fra både dansk og tysk side havde i høj grad værftsarbejderne som målgruppe.

46 Stadtarchiv Flensburg. II C. Nr. 407 II Der Handel – Allgemeines.

47 Stadtarchiv Flensburg. II C. Nr. 408 Die Flensburger Handelskammer.

48 Stadtarchiv Flensburg. II C. Nr. 407 II Der Handel – Allgemeines. .

I august 1920 henvendte magistraten i Flensborg sig til skibsværftets ledelse med henblik på at være værftet behjælpelig med anskaffelse af materialer til skibsbyggeriet som led i byens arbejds-løshedsbekæmpelse. Værftsledelsen svarede magistraten den 31. august 1920, at man var beæret over magistratens forslag, men værftet havde i forvejen over 550 udenlandske underleverandører og bestilte kun materialer med kort varsel. Trods dårlige tider mente værftet at have materialer nok til beskæftigelsen i nærmeste fremtid. Værftet beskæftigede desuden kun 195 ufaglærte arbejdere, hvilket var 14% af samtlige ansatte, og derfor ville man have svært ved at ansætte nye arbejdere uden værftsuddannelse.⁴⁹ Værftsledelsen fandt tilsyneladende ikke situationen alvorlig.

To år senere, i maj 1922, var situationen blevet en anden. Arbejder- og driftsrådet på skibs-værftet henvendte sig da til indenrigsminister Carl Severing med en advarsel om, at skibs-værftet stod i fare for at skulle indstille driften. Ved udgangen af krigen havde værftet haft rigeligt med ordrer fra nogle af de største tyske rederier, som H.A.L.N.D, Lloyd, Hansa, Austral og Kosmos, men ordrerne var løbende blevet trukket tilbage. Da værftet var byens største og vigtigste arbejdsplads, ville en indstilling af driften være katastrofal. Rådet gjorde også Severing opmærksom på, at værftsledelsen under afstemningen i 1920 havde truet med at flytte værftet til Hamborg, hvis Flensborg blev ind-lemmet i Danmark. Det ville være en ironi, hvis udflytningen nu skulle blive en realitet. Derfor bad driftsudvalget Severing om at reagere. Rigsindenrigsministeren, der nu hed Adolf Köster (SPD) og havde et indgående kendskab til Slesvig, havde fået en tilsvarende henvendelse. I juni 1922 blev henvendelsen fulgt op ved Handelskammerpræsident Schuldts, driftsrådsmedlem Nicolaisens og borgmester Loebers besøg hos rigsindenrigsminister Köster og geheimerat Simons fra Reichwirt-schaftsministerium, samt hos Reichausschuss für Wiederaufbau der Handelsflotte. Der var ingen ordrer at komme efter med hensyn til handelsflådens genopbygning, men der kunne måske være noget at komme efter hos Reichsausschuss für Schiffsbau und Schiffsablieferungen, der stod for skibsbygningen til fremmede stater indenfor krigsskadeserstatningernes ramme. I juli måned fulgte overborgmester Todsen op på kampagnen med en skrivelse til Reichwirtschaftsministerium og rigsindenrigsminister Köster. Værftet var i fare for at skulle afskedige 300 arbejdere til september, skrev Todsen. Af økonomiske og nationalpolitiske grunde var det vigtigt, at værftet ikke kom i vanskeligheder. ”Nur wenn die Stadt Flensburg wirtschaftlich stark bleibt, kann sie ihre Aufgabe, ein festes Bollwerk gegenüber dem Andrang des Dänentums zu sein, erfüllen”, sluttede Todsen, og derfor håbede han, at værftet kunne få nogle af de opgaver, der var opstået i forbindelse med de tyske krigsskadeserstatninger.

49 Stadtarchiv Flensburg. II C. Nr. 407 II. Der Handel – Allgemeines.

I august 1922 opfordrede Reichausschuss für Schiffsbau und Schiffsablieferungen skibsværf-tet i Flensborg til at byde på bygningen af syv såkaldte Rhinkaner, det vil sige flodpramme, på hver 1.350 ton. Fartøjerne skulle leveres til henholdsvis den franske og belgiske regering. Tilsyneladende bød værftet på opgaven, for i oktober 1922 modtog skibsreder og handelskammerpræsident Schuldt et afslag af Dr. jur. Georg Kautz fra Reichausschuss für Wiederaufbau der Handelsflotte. Kautz beklagede, at ordren var givet til værfter ved Rhinen, fordi den franske og belgiske regering havde forudsat, at flodprammene blev bygget på Rhinværfter. Her var der en vis ekspertise i den slags skibe. Kautz beklagede også, at Flensborg skibsværftet ikke havde henvendt sig noget før, da udvalget tidligere havde haft flere hundrede skibsbygningsopgaver at dele ud af. Flensborg havde faktisk først henvendt sig ved den allersidste ordre, der var at give. Den 11. november 1923 kunne skibsværftet så takke overborgmester Todsen for indsatsen. Samtidig kunne værftet svare negativt på Todsens forespørgsel om eventuelle nye ordrer. Der var ingen nye ordrer.⁵⁰ Det var en trist udvikling for skibsværftet, men noget tyder på at værftsledelsen havde sovet i timen. Tyskland skulle som følge af Versaillestraktaten udlevere 90% af landets handelsflåde til ententemagterne.

Det havde skabt et enormt behov for nye skibe. Dertil kom naturalieafleveringer under krigsskades-erstatningerne. Det havde Flensborg skibsværftet tilsyneladende ikke formået at udnytte.

7.8 Hamborg-spørgmålet og Rigspræsident Eberts besøg

I oktober 1921 blev spørgsmålet om en udvidelse af Hamborg forvaltningsdistrikt bragt på bane af senatet i Hamborg. Udvidelsen skulle omfatte områder af provinsen Slesvig-Holsten, primært Altona, samt dele af provinsen Hannover, syd for Hamborg. Provinsen Slesvig-Holstens reaktion på Hamborgs forslag fortæller en del om provinsens selvopfattelse. En serie af betænkninger blev skrevet med advarsler mod konsekvenserne af Hamborgs udvidelse. Overpræsident Heinrich Kürbis skrev således, at han sammen med overpræsident Gustav Noske fra provinsen Hannover frygtede, at Hamborgs udvidelse kunne blive første skridt i retning af Preussens opløsning. Det var blevet for-udsagt af flere, at Hamborg ville få samme magt som Bayern, hvis udvidelsen af forvaltnings-distriktet blev en realitet. Dermed kunne udvidelsen også blive en trussel mod rigsenheden. Ham-borg burde i stedet blive en preussisk provins, hvorved Preussens fremtidige udvikling kunne sikres.

Endelig ville en yderligere territorial formindskelse, efter afståelsen af Nordslesvig, være et hårdt slag at rette mod Holstens befolkning. Også Provinsialudvalget for provinsen Slesvig-Holsten, hvis formand var Flensborgs overborgmester Todsen, skrev en betænkning om

50 Alle dokumenter i Stadtarchiv Flensburg. II C. 407. II. Der Handel - Allgemeines

spørgsmålet. Her blev provinsens svækkelse i kampen mod Danmark fremhævet. Provinsen ville med Altona miste 1/5 af sin økonomiske og åndelige kraft, og tabet af et antal rigsdagsforordnede ville yderligere svække provinsen. En eventuel afståelse måtte kræve en folkeafstemning. Den preussiske handelsminister Fischbeck skrev, at den preussiske statsregering ikke kunne tiltræde Hamborgs forslag, da genopbygningen af tysk liv, tysk magt og tysk økonomi kun ville lykkes, hvis Preussen forblev stærkt. Vejen til en tysk enhedsstat førte ikke over Preussens svækkelse.⁵¹ Igen var det rigets, preussens og provinsens indre sammenhængskraft, der blev fremhævet som skrøbelig og under pres. Og igen blev den nationale trussel sat i sammenhæng med den indre skrøbelighed. Den preussiske protest var stærk og udvidelsen af Hamborgs forvaltningsdistrikt blev ikke gennemført i denne omgang. Det var imidlertid en stakket frist for Preussen. Femten år senere blev Hamborgs udvidelse en realitet uden Preussens eller Slesvig-Holstens billigelse.

Den 7. september 1922 aflagde rigspræsident Friedrich Ebert besøg i Flensborg sammen med rigsindenrigsminister Köster, Reichswehrminister Gessler, den preussiske kulturminister Boelitz, samt ministerialrat Rathenau fra det preussiske indenrigsministerium. Rigspræsidenten selv holdt ikke nogen officielle taler ved sit besøg, og overborgmester Todsen var på forhånd blevet bedt om at dæmpe angrebene på Danmark i sin tale til præsidenten, efter råd fra Auswärtiges Amt. Alligevel berørte Todsen faren for ”das Dänentum” i sin tale. Danskernes endemål var en løsrivelse af hele det gamle hertugdømme, sagde Todsen. Danskerne havde den økonomiske overmagt med den værdifulde kronemønt, der muliggjorde tilegnelse af grunde og virksomhedsandele. Erhvervslivet var hårdt trængt, men det forsøgte at vinde nye afsætningsområder. Her var frihavnens anlæggelse en stor hjælp, og Todsen takkede præsidenten for støtten hertil. Nu håbede byen, at rigsregeringen og den preussiske stat fortsat ville yde økonomisk støtte. I sidste ende, sagde Todsen, var kampen et spørgsmål om ”Geist und Kultur”. På det felt var danskerne stærke, og riget og Preussen måtte være behjælpelig i den kamp. Den 8. september modtog Todsen et kort takketelegram fra rigspræsi-denten, der udtrykte sin overbevisning om, at Flensborg ville overvinde sine kvaler og tabet af Nordslesvig.⁵² Nogen konkrete løfter gav præsident Ebert ikke. Hamborgspørgsmålet og præsident Eberts besøg i Flensborg giver indtryk af en provins, der i stigende grad følte sig under pres og afhængig af centralmyndighedernes støtte. Truslen om indre splittelse og ydre angreb optog sindene. Men der var hjælp på vej fra Preussen til en genoptagelse af kulturprogrammet.

51 Alle dokumenter i Stadtarchiv Flensburg. II C. Nr. 17 Die Stadt Flensburg und ihr Verhältnis zu Provinz Schleswig-Holstein. Gross-Hamburg Frage.

52 Stadtarchiv Flensburg II C. Nr. 10 Besuch des Reichspräsident. Og Flensborg Avis 8. september 1922.