Schleswigfond og hyperinflation

Kulturprogrammet Schleswigfonds gennemførelse faldt sammen med året 1923 og den mest usta-bile periode i Weimarrepublikkens historie. Det var også en af grundene til, at Schleswigfond blev realiseret. Inflationen betød til gengæld også, at fondens til rådighed stående midler meget hurtigt blev utilstrækkelige for de påtænkte projekter. I første omgang blev Schleswigfonden, som omtalt, slet ikke realiseret, da de 40 millioner mark først ville stå til rådighed i 1923. Den 5. august 1922 afholdt Kürbis et møde med de implicerede parter i provinsen om fondmidlernes fordeling. Her blev man enige om at forsøge at få de enkelte beløb udbetalt af hensyn til inflationens udhuling af beløb-enes værdi.⁷² Da overpræsidenten senere på måneden var i Berlin for at drøfte realiseringen, var beskeden til Kürbis igen, at da den bevilgede sum ikke indgik i 1922 budgettet, kunne der kun udbetales enkelte beløb i indeværende år, hvis der kunne påvises et særligt behov i de enkelte tilfælde.⁷³ Altså skulle provinsen ikke regne med, at den samlede Schleswigfond blev gjort likvid før 1923. Enkelte projekter, som den tyske skole i Berghof og folkehøjskolen i Leck, blev dog

71 Winkler (1998) s. 188 – 199, Feldman (1997) s. 631 – 697 og Preise in den Berliner Markthallen og Preise in Berlin, juni 1923. 42.-43. s. 79 i Deutsche Geschichte 1918-1933 Dokumente zur Innen- und Aussenpolitik.

72 LASH. Abt. 301. Nr. 5683. Schleswigfonds .

73 LASH. Abt. 301. Nr. 5684. Schleswigfonds.

realiseret i året 1922. Den preussiske minister for videnskab, kunst og folkeoplysning sendte i december 1922 Kürbis en oversigt over ministeriets indtil da overførte midler af Schleswigfonds, der samlet udgjorde 9 millioner mark i engangsbidrag og 3,3 millioner mark i løbende bidrag.

Efterskolerne, grænsebiblioteket og universitetet havde hermed fået tilført deres lovede midler.⁷⁴ I november 1922 modtog Kürbis en skrivelse fra det preussiske indenrigsministerium, der endnu engang slog fast, at der kun i undtagelsestilfælde kunne blive tale om at forskudsbevilge fra fonden, på trods af inflationen. Udgifterne i de enkelte projekter ville ganske vist være højere end først antaget på grund af inflationen, men derfor var det også vigtigt, at kulturprogrammet blev efterprøvet for eventuelle indskrænkningsmuligheder. Ministeriet gjorde overpræsidenten opmærk-som på, at provinsen var blevet tilgodeset med en forholdsmæssig stor del af 500 millioner fonden i 1920, og at værdiforringelsen af disse midler havde været væsentlig mindre, end tilfældet var med den nye fonds midler. Kürbis svarede i februar 1923, at han var klar over statsfinansernes sørgelige tilstand, og at indskrænkninger i kulturprogrammet var nødvendig. Derfor havde han også opgivet at bygge forsamlingshuset i Harrislee og at starte et slesvig-holstensk bogforlag. De vejanlæg i Hus-um kreds, der havde været nævnt som et muligt projekt for de til økonomiske formål afsatte 4 milli-oner mark, kunne heller ikke gennemføres, da udgifterne ved anlæggene i mellemtiden var vokset til omkring 20 millioner mark.⁷⁵ Budgettet var begyndt at skride, før fondsmidlerne kom i omløb.

Den 3. marts 1923 havde overpræsident Kürbis indkaldt til møde i Kiel om Schleswigfondens fordeling og realisering. På mødet deltog, udover repræsentanter for provinsens forvaltning og kul-turliv, ministerialrat Rathenau på indenrigsministeriets vegne, ministerialrat von Schenk på finans-ministeriets vegne og ministerialdirektor Kaestner fra kulturministeriet, samt Oberregierungsrat Hinze fra folkevelfærdsministeriet. Overpræsident Kürbis indledte mødet med en brandtale og et angreb på Versaillestraktaten og afståelsen af Nordslesvig. ”Wir erkennen diese Grenze nicht an und hoffen, und erwarten von der Zukunft, das sie der Gerechtigkeit zum Siege verhelfen wird”, sagde Kürbis. Nu var indflydelsesrige kredse i Danmark i færd med at skubbe grænsen yderligere mod syd, og bestræbelserne understøttedes af den danske krones værdioverlegenhed. Situationen betød, at Slesvig-Holsten stod i umiddelbar fare for fjendtlig overtagelse: ”Da es uns an äusseren Machtmitteln fehlt, steht uns als einzigste Hilfe die Kraft des Geistes und die Gesinnung zur Verfü-gung, die sich aber, wie die Geschichte lehrt, immer noch stärker erwiesen haben als Gewalt und Unterdrückung.“ De preussiske myndigheder havde vist stor vilje til at støtte provinsen i denne åndelige kamp, og det takkede Kürbis for. Men nu var der behov for, at provinsen styrkede sin egen

74 LASH. Abt. 301. Nr. 5685. Schleswigfonds.

75 LASH. Abt. 301. Nr. 5686. Schleswigfonds.

indsats, åndeligt såvel som finansielt. Efter de højtidelige ord blev de forskellige indsatser drøftet, men noget konkret udbytte af drøftelserne blev der ikke tale om.⁷⁶

Først i april 1923 blev de 40 millioner stillet til rådighed for Slesvig-Holsten af den preussiske regering. I samme ombæring stillede regeringen 60 millioner mark til rådighed for de preussiske grænseområder i øst, som skulle fordeles med 30 millioner til Østpreussen, 8 millioner til Grenz-mark Posen-Vestpreussen, 12 millioner til Øvre Schlesien, 3 millioner til Nedre Schlesien samt 750.000 mark til regeringsdistriktet Köslin. De 100 millioner mark blev stillet til rådighed for

”Förderung deutscher Witschaft und Bildung” i grænseområderne, og de skulle fortrinsvis anvend-es i landdistrikterne, mens de mindre truede byer måtte træde i baggrunden, som indenrigsminister Severing skrev til rigsindenrigsminister Oeser (DDP). Da inflationen ville udhule værdien af de 100 millioner mark kraftigt, håbede Severing, at der også ville blive stillet rigsmidler til rådighed for grænseprovinserne. Det blev der få dage senere da rigsindenrigsministeren stillede 25 millioner mark til rådighed for ”Deutschtumszwecke” i provinsen Slesvig-Holsten. Ministeren begrundede bevillingen med ordene: ”Angesichts der ernsten Gesamtlage unseres Volkes, insbesondere durch die Vorgänge in Ruhr- und Rheingebiet, ist es mein Bestreben, auch in den, Vorgängen nicht un-mittelbar betroffenen Landesteilen die Wirksamkeit der mit der Bewahrung des Deutschtums betrauten Verbände und Einrichtungen zur vollen Enfaltung zu bringen.“⁷⁷ Beløbet skulle fordeles mellem den tyske skole i Berghof, grænsebiblioteket, Flensborg bys theater og byorkester, Grenz-bund, Schleswig-Holsteiner Bund og Wohlfahrts- und Schulverein.⁷⁸

Værdien af de 100 millioner mark, der blev stillet til rådighed for de preussiske grænseprovin-ser i april 1923, var mindre end beskeden. I juni 1923 besluttede den preussiske regering derfor at forøje sumen til 850 millioner mark, der skulle fordeles med 250 millioner mark til henholdsvis Slesvig-Holsten og Østpreussen, 150 millioner til Øvre Schlesien, 80 millioner til Grenzmark Posen-Vestpreussen, 30 millioner til Nedre Schlesien og 7 millioner til regeringsdistrikt Köslin, plus en reservefond. Som indenrigsminister Severing skrev til rigsindenrigsminister Oeser, var de preussiske ressortministerier enige om at beløbet stadig ikke rakte, og at også riget måtte forhøje summen.⁷⁹ Der kom også yderligere midler til fra rigsmyndighederne. Den 19. juni 1923 meddelte ministerialrat Rathenau overpræsident Kürbis, at rigsministeren for genopbygning, Dr. Albert, havde stillet 50 millioner mark til rådighed til brug for ”stärkung des Deutschtums in der

76 LASH. Abt. 301. Nr. 5687 Schleswigfonds.

77 GstA. Rep. 77. Tit. 77B. Nr. 2013 Bereitstellung von Staatsmitteln..

78 LASH. Abt. 301. Nr. 5687 Schleswigfonds.

79 GstA. Rep. 77. Tit. 77B. Nr .2013. Bereitstellung von Staatsmitteln..

gefärdeten Nordmark”. Da beløbet blev overført den 26. juni 1923, var det vokset til 90 millioner mark. Grenzmittelstelle Nord og den tyske skole i Berghof var ifølge ministerialrat Rathenau de primære mål for bevillingen. Rigsminister Dr. Albert skrev få dage senere til Kürbis, at han var glad for at have hjulpet provinsen, og at han også i fremtiden ville være opmærksom på behovet i Nord-mark. De 90 millioner mark fra genopbygningsministeriet var ikke at betragte som en del af Schles-wigfond. Til gengæld kunne Rathenau meddele Kürbis i juli 1923, at rigsregeringen forhøjede deres andel af Schleswigfond med 150 millioner mark af rigsregeringen. Sammenlagt ville der således være 400 millioner mark til rådighed for Schleswigfond, det tidobbelte af den oprindelige bevilling.

Det fik dog ikke Kürbis til at juble. Den 14. juli skrev Kürbis til Rathenau, at de 250 millioner mark fra den preussiske regering ikke rakte til andet end de tyske skoler i Berghof og Leck samt grænse-biblioteket. En yderligere forhøjelse var nødvendig.⁸⁰

Den 20. august 1923 blev der afholdt møde i det preussiske indenrigsministerium om endnu en forhøjelse af bevillingen til de preussiske grænseprovinser. Det preussiske finansministerium var klar til at tidoble de 850 millioner til 8,5 milliarder mark. Dermed ville der blive 2,5 milliarder mark til rådighed for Slesvig-Holsten. Det forventedes igen at rigsregeringen ville følge trop med en for-højelse af deres bidrag fra 150 millioner til 1,5 milliarder mark til kulturelle formål i provinsen Slesvig-Holsten.⁸¹ Den 10. september 1923 meddelte ministerialrat Rathenau overpræsident Kürbis, at rigsregeringen ville bevilge yderligere 750 millioner mark til Schleswig-fonden. Med de i forvej-en bevilgede 150 millioner blev der i alt stillet 900 millioner mark til rådighed fra rigsregeringforvej-en.

Med 2,5 milliarder mark fra Preussen og 900 millioner fra riget, var der således 3,4 milliarder mark til rådighed for Slesvig-Holsten. Størstedelen af denne sum valgte overpræsident Kürbis at fordele med 850 millioner mark til ungdomsarbejde og 2,5 milliarder til overlærer Christian Träckners kulturpolitiske arbejde i Slesvig by. I en meddelelse fra ministerialrat Rathenau til overpræsident Kürbis den 24. september, om at rigsministeren for genopbygning ville stille 800 millioner mark til rådighed for en styrkelse af tyskheden i Slesvig-Holsten, bebrejdede Rathenau samtidig Kürbis, at han havde bevilget den overvejende del af de til rådighed stillede 3,4 milliarder mark til overlærer Träckner og ladet alle andre muligheder falde. Rathenau fandt denne fordeling usympatisk. Kürbis svarede Rathenau få dage senere, at fordelingen var foretaget på grundlag af mødet den 20. august i det preussiske indenrigsministerium, hvor man var blevet enige om at de tyske skoler i Berghof og Leck, samt grænsebiblioteket ikke længere skulle finansieres gennem Schleswigfond, men gennem ministeriet for videnskab, kunst og folkeoplysning, og at restbeløbet var blevet udbetalt til Träncker

80 LASH. Abt. 301. Nr. 5688 Schleswigfonds.

81 GstA. Rep. 77. Tit. 77B. Nr. 2013. Berreitstellung von Staatsmitteln..

på grund af inflationen. Skulle de 3,4 milliarder mark have nogen kontant værdi, kunne de ikke fordeles yderligere ud, argumenterede Kürbis.

I tiden fra august til december 1923 strømmede der milliarder af reichsmark fra Berlin til Slesvig-Holsten i stadig større beløb. Den 25. september 1923 meddelte rigsindenrigsministeriet, at man ville overføre 500 millioner mark til Grenzmittelstelle Nord, og at man forventede et tilsvar-ende beløb overført fra den preussiske regering. Den 5. oktober bekræftede det preussiske finans-ministerium, at der også herfra ville overføres 500 millioner mark. Den 15. oktober skrev Rathenau på ny til overpræsidenten, men denne gang med budskab om, at der ikke kunne bevilges yderligere på grund af den finansielle nødsituation. Anledningen var, at overpræsidenten havde søgt om for-nyede tilskud fra Berlin. Rathenau beklagede, at Kürbis ikke havde præciseret, hvad beløbet skulle anvendes til, men kun påstået at det kulturpolitiske arbejde ville blive indstillet, med mindre nye midler blev stillet til rådighed. Hvilket arbejde, spurgte Rathenau? Den danske trussel var alvorlig, men måtte beskrives præcis og kunne ikke blot afværges ved gaver fra Berlin. Rathenau ville ikke undlade at fortælle overpræsidenten at: ”hier immer und immer wieder der Gedanke auftaucht, dass eine Bevölkerung, die mit ihrem Abfall zum Dänentum droht, falls ihr nicht finanziell vom Reich und Staat geholfen werde, nicht verdiene, unterstützt zu werden.“ Rathenau selv tog afstand fra denne tanke, men advarede Kürbis mod at fremprovokere tanken yderligere. Set på baggrund af de ansøgninger og betænkninger, der var udarbejdet i provinsen i forbindelse med Schleswigfond, beskrev Rathenau her et faktisk forhold. Men efter denne advarsel bekræftede Rathenau Kürbis i, at provinsen havde behov for yderligere støtte. Sagen var, skrev Rathenau, at: ”So wenig wie Staat und Reich selbst in der Lage sind, sich aus Eigenem zu sanieren, so wenig können das die Provin-zen, Kreise und Städte. Und wenn man vielleicht auch anderswo sagen könnte, es müsse der voll-kommende Zusammenbruch erduldet werden, um dann neu aufbauen zu können, so besteht hier an der Grenze die Gefahr, dass nach dem Zusammenbruch der Wiederaufbau nicht von uns, sondern von unseren Feinden vorgenommen werden wird!“⁸² Derfor skulle provinsen fortsætte sine forsøg på at råbe centralmyndighederne i Berlin op. Det ville være en fordel, hvis overpræsidenten og regeringspræsidenten mødte personligt op hos rigskansleren og den preussiske ministerpræsident, og fremlagde den alvorlige situation.

Rathenau påstod i sin skrivelse, at han ikke havde sendt overpræsidentens betænkning videre på grund af de nævnte mangler. Men to dage senere, den 17. oktober, meddelte Rathenau over-præsidenten, at rigsministeren for genopbygning havde stillet 30 milliarder mark til rådighed for

82 LASH. Abt. 301. Nr. 5689 Schleswigfonds.

provinsen, og at dette beløb skulle overføres til Grenzmittelstelle Nord. Regeringspræsidenten havde ved samme lejlighed modtaget 20 milliarder mark. For det andet meddelte det preussiske finansministerium, at der ville blive stillet yderligere 60 milliarder mark til rådighed i Schleswig-fond. Overpræsident Kürbis skrev efterfølgende til indenrigsminister Carl Severing, at bevillingen på 60 milliarder var meningsløs. Den 17. oktober havde 60 milliarder mark svaret til 10,9 dollar, og var siden faldet til en værdi, der lå under en enkelt dollar. Berlin forstod ikke alvoren i situationen.

Det lod sig ikke afvise: „dass in steigendem Masse in der Provinz das Gefühl um sich greift, dass man in der Entfernung von Berlin und überhaupt im Reich die Nordmark als einen Aussenposten betrachtet, den zu verlieren man schlimmstenfalls hinnehmen kann.“ Man måtte også betænke, at det danske fremstød havde noget tiltrækkende over sig. Fremstødet kom fra et stammebeslægtet folk med en sund økonomi og kultur, som sandsynligvis ville indrette et humant herskab i grænse-området og bringe store økonomiske forbedringer for befolkningen.⁸³ Kürbis overhørte så ganske Rathenaus advarsler om ikke at overdrive trusselsbilledet for at skaffe flere bevillinger. Om det var foranlediget af Kürbis skrivelse er uvist, men den 31. oktober kunne Rathenau meddele overpræsi-denten, at rigsministeren for genopbygning bevilgede 700 milliarder mark til provinsen, hvoraf mindst halvdelen burde overføres til Grenzmittelstelle Nord. Kürbis overførte derfor 400 milliarder mark til Grenzmittelstelle og 300 milliarder til overlærer Tränckner og dennes foredragsvæsen.⁸⁴ Efter gennemsnitskursen på reichsmark i oktober 1923 svarede 700 milliarder til omkring 28 Dollar.

Det er imidlertid meningsløst at tale om en gennemsnitskurs i en tid, hvor markkursen faldt med milliarder dag for dag og time for time.