Den økonomiske spekulation

Den nordslesvigske Vælgerforenings Aabenraa-resolution af 17. november 1918 blev afgørende for grænsespørgsmålets forløb, da Vælgerforeningens forslag om en én-bloc afstemning i Nordslesvig, uden Flensborg, siden blev en realitet. Én-bloc afstemningen ville med stor sandsynlighed betyde, at Nordslesvig ville stemme sig til Danmark, mens det var næsten lige så sandsynligt, at de sydligere distrikter i den anden zone ikke ville kunne opnå dansk flertal. Flensborg by var reelt det eneste

41 Se Winkler (1998) kap. 2.-3. Arbejdsløshedsprocent fra tabel 23 i Deutsche Geschichte 1918-1933. Dokumente zur Innen und Aussenpolitik. (2002).

42 Feldman (1997) s. 130.

43 Ibid. s. 132 – 134.

åbne spørgsmål i afstemningen. Dermed var folkeafstemningen eller folkeafstemningerne så godt som afgjort på forhånd. Det forhold og de forventninger det affødte, skulle give anledning til stor-stilet økonomisk spekulation i det kommende nationale tilhørsskifte.

I foråret 1919 blev der i Nordslesvig talt om en ”invasion” af tyskere og tyske firmaer. Om denne invasion skriver Bankdirektør Hübbe; ”De fleste Emigranter, der kom herop, skildrede deres Fremtid som umulig i Tyskland, begrundet paa Fabrikkernes Socialisering, Manglen paa Raa-stoffer, Arbejdernes Høje Lønkrav og udfordrende Holdning, Tysklands isolerede Stilling i Verdens-handelen og ikke mindst de store Afgifter, som man frygtede, den tyske Stat vilde paalægge Formue og Indtægt.”⁴⁴ Da Nordslesvig stod overfor en afståelse til Danmark, håbede man, at værdierne her var udenfor de tyske myndigheders rækkevidde. Ifølge Hübbe etablerede 130 firmaer sig i Hader-slev i 1919, heraf var cirka halvdelen handelshuse fra hansestæderne Hamborg, Lübeck og Bremen.

Samtidig skulle der være ankommet omkring 4.000 nye tilflyttere. Det betød boligmangel og stærkt stigende ejendomspriser.⁴⁵ Ifølge en redegørelse af H.P. Hanssen, overfor Rigsdagspartiernes søn-derjyske Udvalg den 10. august 1919, havde 40 nye firmaer tilmeldt sig handelsregistret i Aabenraa og 32 nye firmaer handelsregistret i Sønderborg i perioden fra den 1. oktober 1918 til 1. juli 1919.

Kapitalflugten fra syd gav sig også udtryk i stigende indskud i de nordslesvigske pengeinstitutter.

Indskuddene var steget gennem krigstiden, men i 1919 var væksten enorm. At kapitalflugten ikke kun var et nordslesvigsk fænomen, vidner en skrivelse fra den preussiske indenrigsminister til samt-lige overpræsidenter i de preussiske grænseområder af 6. juni 1919 om. Her henstillede ministeren til, at kendskab til kapitalanbringelser i de truede grænseegne omgående blev indberettet til skatte-myndighederne. I det preussiske indenrigsministeriums arkiv findes der også flere beretninger om tyske statsborgere, der var flyttet til Nordslesvig eller havde oprettet virksomheder her.⁴⁶

Kapitalflugten tog også form af lagervareanbringelser. I slutningen af august 1919 beslaglagde de tyske myndigheder flere varelagre i Nordslesvig, hvilket gav anledning til protester i den nord-slesvigske handelsstand. Regeringspræsidenten i Slesvig var gennem Reichwirtschaftsministerium blevet pålagt at beslaglægge varer i afstemningsområderne, som efter formodning var blevet ophob-et under dække af almindelige økonomiske forrophob-etninger med henblik på kapitalflugt, omgåelse af udførselsbestemmelser og andre spekulative formål.⁴⁷ Den 1. september opsøgte den af den tyske regering udnævnte statskommissær for Slesvig Adolf Köster (MSPD) H.P. Hanssen, der i maj 1919

44 Hübbe (1925) s. 114.

45 Ibid. og Fangel (1996) s. 408.

46 LASH Abt. 301. Nr. 5359 og GstA. Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 46 Steuerflucht nach...

47 RA. UM Gr.7. 7T.35 Breve fra von Neuradt til Scavenius af 30. august og 3. september 1919.

var blevet minister for sønderjyske anliggender, i Aabenraa. Köster og H.P. Hanssen blev enige om, at beslaglæggelserne kun skulle foretages overfor firmaer, der havde etableret sig i Nordslesvig efter den 1. oktober 1918, og at beslaglæggelser fra den hjemmehørende handelsstand blev frigivet med undtagelse af de kunstgødningslagre, der var beslaglagt ved tre hjemmehørende firmaer. Et udvalg med repræsentanter for handelsstanden blev nedsat til forhandle med myndighederne om tilbageleveringerne og til at fordele den beslaglagte kunstgødning i Nordslesvig.⁴⁸

Der var også danske firmaer på spil i Nordslesvig. Firmaet Georg Krüger København havde i januar 1919 købt tømmerhandler J. Paulsens forretning i Haderslev, med den hensigt at oprette tømmer, jern, kul, korn og foderstofsforretning efter genforeningen. Til den fremtidige drift havde Krüger indkøbt en del varer, blandt andet et parti jernbanesveller og jernbjælker i Tyskland. Kapi-talen medførte Krüger fra Danmark. Den 6. september 1919 beslaglagde 2 militærkriminalbetjente i Haderslev 3.000 jernbanesveller, 50 tons jerntråd og 50 tons jernbjælker hos Krüger. Krüger hen-vendte sig efterfølgende til købmand Holger Fink i Aabenraa, der sad i det af Köster og H.P. Hans-sen nedsatte udvalg. Fink fortalte Krüger, at efter aftalen var kun indfødte nordslesvigere sikret mod beslaglæggelser. Krüger bad i stedet det danske udenrigsministerium om at tage affære. Ministeriets forhandlinger med regeringspræsidenten endte med at kun jernbjælkerne blev givet tilbage til Krüger. Mindre heldig var firmaet Isidor Bernstein, en københavnsk maskinfabrik. Bernstein havde i marts 1919 købt et jernstøberi i Gråsten, for at starte en maskinfabrik. Dertil havde Bernstein købt maskiner og redskaber fra tyske firmaer til et beløb af 100.000 mark. En ingeniør blev engageret til at lede fabrikken og rejste den 1. september 1919 til Gråsten, kun for at erkende at arbejdet ikke kunne påbegyndes på grund af elektricitets- og kulmangel. I stedet søgte Bernstein om udførsels-tilladelse til Danmark af de indkøbte varer. Nu fik Bernstein imidlertid besked om, at maskinerne var blevet beslaglagt og ført til Hamborg. Bernstein satte sig i forbindelse med det sønderjyske ministerium, men en henvendelse fra ministeriet til regeringspræsidenten gav intet resultat, da denne fastholdt at Bernsteins forretning udelukkende var af spekulativ art. Efter yderligere korre-spondance meddelte Udenrigsministeriet den 26. august 1920 Bernstein, at hans maskiner ville blive solgt i Hamborg, og at der intet mere kunne foretages i denne sag. Bernstein havde dermed tabt sine maskiner.⁴⁹

Var det spekulativ virksomhed de to københavnske firmaer bedrog? Der var hvertfald tale om en gråzone. Der var gevinster at hente ved at købe ind i Nordslesvig, mens området stadig var under tyske styre. Varene var billige på grund af inflationen, og hvis man var heldig, ville værdierne blive

48 RA. UM Gr. 7. 7T.35. Beretning af mininster H.P. Hanssen 4. september 1919.

49 RA. UM Gr. 7. 7T-35. Korrespondance mellem de to firmaer og udenrigministeriet.

omsat til kroneværdi. P.A. Callø skriver i sin beretning om de økonomiske forhold i Nordslesvig i overgangstiden, at varehamstringen var massiv i 1919, og at det navnlig var jern, kali, biler, land-brugsmaskiner, legetøj, papir, kemikalier og vine der blev opkøbt. Også folk uden for handels-standen så muligheder i disse forretninger, og håbede derigennem at kunne sikre en fordelagtig omveksling af deres tyske Reichsmarkværdier til danske kroner.⁵⁰

4.6 Valutaspørgsmålet

Markkursen var siden 1914 faldet betydeligt, men i 1919 tog kursfaldet for alvor til, som det ses i nedenstående tabel, og værdiforskellen mellem mark og krone øgedes dag for dag.

Markkursen noteret på Hamborg børs 1914 - 1920 Kr. pr. 100 mk. Månedlig gennemsnit.

1914 1915 1916 1917 1918 1919 1920 Januar 88,90 87,15 67,79 61,23 62,90 46,28 9,52 Februar 88,95 85,95 65,82 60,65 62,13 42,51 7,11 Marts 89,00 83,50 62,43 56,39 63,59 38,29 7,77 April 89,00 80,40 61,63 54,40 63,18 32,77 9,94 Maj 89,00 78,96 61,38 53,54 62,88 33,24 14,02 Juni 89,10 77,71 62,60 49,00 60,38 30,85 15,55 Juli 89,05 78,65 63,65 48,48 55,24 29,09 15,64 August 89,20 78,55 63,76 46,62 52,67 23,74 14,30 September 89,15 79,51 63,99 45,48 50,89 19,09 12,69 Oktober 87,00 78,62 64,08 43,42 55,69 17,26 10,85 November 85,00 74,91 63,26 43,87 51,17 12,47 10,12 December 87,20 70,64 60,24 57,63 45,19 11,38 9,57 Gennemsnit 88,38 79,55 63,39 51,73 57,16 28,08 11,42 Tabel 4.1 Kilde: Statistisk Aarbog 1914-23. Tabeller for vekselkursen noteret på Hamborg.

Værdiforskellen mellem den danske krone og den tyske reichsmark blev en spekulationsfaktor, men også et problem for den nordslesvigske befolkning, der allerede i foråret 1919 indstillede sine økonomiske dispositioner på at skulle indlemmes i Danmark. I foråret 1919 blev den danske krone-mønt uofficielt indført som måleenhed i det nordlige Slesvig, først på ejendomshandler og siden ved alle former for handel. Kronemøntens indførelse forstærkede prisstigningerne på ikke-rationerede varer betydeligt i regionen. De slesvigske landmænd måtte derfor stadig sælge en stor del af deres produktion til fastsatte maksimalpriser i tyske reichsmark, mens stadig flere af deres udgifter skulle afholdes i kroneværdi.⁵¹

50 Callø (1922) s. 203 – 204.

51 Se Fangel (1996) s. 408 – 413 og Svendsen-Thorsen (1935) om smughandel og strejker i overgangstiden.

Kronemøntens indførelse blev derfor et stadig større ønske hos den nordslesvigske befolk-ning. Valutaspørgsmålet var blevet rejst af den nordslesvigske Vælgerforening på tilsynsrådsmødet den 16.-17. november 1918. Her blev en række forberedende udvalg angående de praktiske sider ved Nordslesvigs indlemmelse nedsat, blandt andet et økonomisk udvalg, der skulle beskæftige sig med ”agrariske og finansielle Spørgsmaal ved Overgangen, herunder Valutaspørgsmaalet.”

Formanden for det økonomiske udvalg blev medlem af den preussiske landdag H.D. Kloppenborg-Skrumsager, og bogholder ved Frøs- og Kalvslund Sparekasse P.A. Callø blev udvalgets sekretær.

Det økonomiske udvalg blev yderligere opdelt i fem underudvalg for henholdsvis landbrug, handel, industri, håndværk og finansvæsen, hvortil de pågældende erhvervsorganisationer skulle udpege repræsentanter. Finansudvalget fik en overordnet rolle, da det skulle sammenfatte de fire øvrige udvalgs betænkninger angående den pågældende branches stilling og ønsker. Finansudvalget skulle ud fra denne sammenfatning udarbejde et forslag til valutareguleringen. I finansudvalget sad direk-tør for Haderslev Bank Christian Hübbe, de to direkdirek-tører for Nordslesvigsk Kreditforening, Marten Refslund Poulsen og J.H. Schmidt, samt P.A. Callø.⁵²

Den 22. januar 1919 mødtes Vælgerforeningens økonomiske udvalg med økonomisk sagkyn-dige og repæsentanter for den danske finansverden i København, heriblandt nationalbankdirektør Marcus Rubin, professor i nationaløkonomi Axel Nielsen, professor og konservativt folketingsmed-lem L.V. Birck, Niels Neergaard fra Venstre og redaktør for Finanstidende Carl Thalbitzer, for at drøfte valutaspørgsmålet. Bankdirektør Hübbe lagde for med at præsentere det forslag, som et fler-tal i det økonomiske udvalg skulle komme til at stå bag, forslaget om en omveksling af nordslesvig-ernes reichsmarkbeholdning, både gæld, tilgodehavender, indeståender og kontanter til fredskurs, kursen fra august 1914 på 89 kroner for 100 mark. I januar 1919 var kursen 46 kroner for 100 mark, og forslaget var, at den danske stat skulle bevilge midler til at udligne kursforskellen ved nordsles-vigernes omveksling. Forslaget blev begrundet med, at debitorer ikke skulle beriges på bekostning af kreditorene ved at få omvekslet deres gæld ved den lave markkurs. Udtalelser af de danske repræsentanter viste tydeligt, at en omvekling til fredskurs over en kam ikke var realistisk, og at der måtte tages hensyn til den enkeltes økonomiske situation ved grundige undersøgelser. Medlem-merne af finansudvalget P.A. Callø, Marten Reflund Poulsen og J.H. Schmidt bekræftede, at der var tale om meget ulige økonomiske forhold i Nordslesvig. Landbrugets likviditet betød ifølge de tre, at debitorene selv burde kompensere kreditorenes tab, i stedet for at den danske stat fik ansvaret

52 Andersen (2002) s. 78 – 79. Medlemmer af Landbrugsudvalget var H. Andresen, Jens Høyer, Konsulent Hans Hansen og Johs. Jensen. Handelsudvalget: Købmand Holger Fink og Sophus Thomsen. Industriudvalget: Dir. Christensen og Dir. Aage Gram. Håndværkerudvalget: Væver Th. Kaufmann og J. Christensen.

for. Mødet i København fik betydning for valutaspørgsmålets videre udvikling, da flertallet af det økonomiske udvalg mente, at have fået positive tilsagn om en omveksling til fredskurs, hvilket var lidt af en misforståelse. Callø, Refslund Poulsen og Schmidt havde derimod aflæst udtalelserne derhen, at en fredskursomveksling var urealistisk, og at en økonomisk støtte måtte søges ad andre kanaler. Mest betegnende for mødet var, at det økonomiske udvalg ikke blev lovet noget som helst, hvad de danske repræsentanter heller ikke havde mandat til.⁵³

Den nordslesvigske vælgerforening skulle ikke få nogen stor indflydelse på valutaspørgs-målets videre udvikling. Efter mødet i København blev valutaspørgsmålet overdraget til Finans-ministeriet og finansminister Edvard Brandes, som efterfølgende satte sig tungt på valutaspørgs-målets beslutningsproces. Her var holdningen klar. Statens udgifter til valutareguleringen måtte begrænse sig til en økonomisk støtte til de af krigen hårdest ramte, og ikke spredes til hele den nordslesvigske befolkning. Hertil opfordredes finansministeren også af det sønderjyske udvalg af 1918, Kriegerudvalget, der var nedsat af regeringen på H.P. Hanssens opfordring, som et for gen-foreningen forberedende udvalg. På et møde med finansministeren den 26. marts 1919 anmodede udvalgets sekretær Martin Hammerich finansministeren om at overveje, hvad der kunne gøres for at dæmpe sønderjydernes forventninger til den kommende valutaregulering. Det ville være uheldigt, sagde Hammerich, hvis store forventninger medførte ”falske” danske stemmer i Flensborg. Finans-ministeren pegede på det vanskelige ved at skulle komme med en sådan udtalelse, men ville være opmærksom på sagen.⁵⁴ Da finansministeren den 30. juli 1919 fremlagde sit forslag til en valuta-regulering, blev nordslesvigernes forventninger da også dæmpet betydelig. Omvekslingen skulle foregå til gældende dagskurs. Til gengæld ville finansministeren oprette en udligningskasse, som skulle udstyres med 25 millioner kroner til at yde mindrebemidlede i det indlemmede område økonomisk hjælp. Dertil kom oprettelsen af en afregningskasse, der skulle kunne yde kronelån mod deponering af kontante markbeløb til dagskurs. Som finansministeren udtalte: ”Det kan nok være, at dette er en Skuffelse for mange i Slesvig, men vi maa overhovedet regne med, at vi kommer til at skuffe visse Forventninger om, at der øjeblikkelig vil være pengelige Fordele ved Indlemmelsen. Vi er nødte at handle saaledes, som Statens Stilling kræver det.⁵⁵ Med finansministerens forslag havde regeringen afvist en valutaregulering efter et kursreguleringsprincip og lagt op til et erstatnings-princip og en begrænset social foranstaltning i forbindelse med valutareguleringen.

53 Andersen (2002) s. 82 – 84. Et stenografisk referat af mødet findes i RA. Det midlertidige min. for sønderjyske anliggenders arkiv. Journalnr. 353/1920.

54 RA. Martin Hammerichs Privatarkiv pk. 21. Protokol for udvalgets aktiviteter.

55 Rigsdagspartiernes sønderjyske Udvalg. Forhandlingsprotokol s. 48.

I forhold til den betænkning, som Vælgerforeningens økonomiske udvalg lod publicere den 30. april 1919, var finansministerens forslag dimentralt modsat. Betænkningen havde heller ikke givet regeringen noget konkret bud på en løsning, men afspejlede de divergerende interesser og opfattelser af valutareguleringen, der fandtes i Nordslesvig. Udvalget havde valgt at lade de fire brancheunderudvalg udtale hver sit synspunkt. Handelsudvalget, landbrugsudvalget og industri-udvalget slog alle til lyd for en omveksling ved fredskurs. Håndværkerindustri-udvalget derimod, anbefalede en omveksling til dagskurs. Begrundelsen derfor var, at mange håndværkere siden krigens afslut-ning havde været nød til at optage lån for at genrejse virksomheden. Skulle disse lån omregnes til kroner ved fredskurs ville lånene fordyres kraftigt. Det samlede økonomiske udvalg havde på bag-grund af disse betænkninger valgt at anbefale en omregning af gæld og tilgodehavende ved en for-bedret kurs, helst fredskurs. Finansunderudvalget havde til gengæld efterfølgende valgt at se bort fra denne anbefaling i deres forslag til en valutaregulering. Det begrundedes med, at mange debito-rer allerede havde afviklet deres markgæld ved optagelse af kronelån i Danmark, og på den måde havde udnyttet kronemøntens høje værdi i forhold til marken. Den mulighed skulle andre debitorer ikke afskæres fra, lød opfordringen. Efterfølgende kunne debitorene pålægges en dansk statsafgift på deres avance, der kunne anvendes i valutareguleringen og i genopbygningen af Nordslesvig.⁵⁶

Forholdet mellem debitorer og kreditorer var blevet det mest centrale spørgsmål i valuta-reguleringen. I den tyske befolkning og i finanskredse verden over blev markkursens fald anset for at være et temporært fænomen. Det tyske riges økonomiske fremgang og den til guldet bundne stabile Reichsmark i perioden 1870 til 1914 stod i frisk erindring. Før eller siden ville Reichsmark-en gReichsmark-envinde sin styrke, mReichsmark-ente man, også i Nordslesvig. Det gjaldt derfor om at udnytte chancReichsmark-en for at få afviklet sin markgæld, før kursen på Reichsmarken ville stige igen. Mange nordslesvigere optog derfor kronelån i Danmark, for med denne værdifulde valuta at afvikle markgælden til en fordelagtig kurs. Denne lånetrafik begyndte allerede i november 1918 og kulminerede i efteråret 1919. Senere amtmand Kresten Refslund Thomsen vurderede i 1926, at der eksisterede en samlet prioritetsgæld i det nordslesvigske landbrug på 220 millioner mark i 1914, fordelt på kreditlån, sparekasselån, banklån og private udlån. Heraf var cirka 95 millioner mark lån til kreditorer syd for den kommende grænse. Landwirtschaftlicher Kreditverband für die Provinz Schleswig-Holstein stod alene med et udlån til nordslesvigske landmænd på 54 millioner mark og Schleswig-Holstein-ische Landschaft med 27 millioner mark.⁵⁷ De resterende 125 millioner mark var udlånt af lokale banker og sparekasser. Refslund Thomsen beregnede i 1926 låneudviklingen i 18 større

56 LAA. Nordslesvigsk Vælgerforenings arkiv pk. 35. ”Det økonomiske Udvalgs Betænkning.”

57 Refslund Poulsen (1926) s. 86 og Callø (1937) s. 406.

vigske sparekasser i perioden 1913 til 1920. I disse sparekasser blev der alene indfriet hypoteklån for 24,1 million mark i 1919, mod 2 millioner i 1918. Præcise opgørelser findes ikke, men der er god grund til at antage, at en meget stor del af den samlede prioritetsgæld på de 220 millioner mark i 1914 blev indfriet i årene 1919 og 1920. Til gengæld blev der taget nye lån i Danmark. På initiativ af det midlertidige ministerium for sønderjyske anliggender blev der den 18. december 1919 nedsat et udvalg af den danske regering, der skulle undersøge forholdene ved de nordslesvigske kronelån.

Udvalgets navn blev Udvalget for Afhjælpning af de med Kronemøntens Indførelse i Sønderjylland forbundne Vanskeligheder, og blev i daglig tale kaldt ”Sønderjysk Kroneudvalg”. På baggrund af udsendte spørgeskemaer til samtlige danske pengeinstitutter konkluderede kroneudvalget i sin betænkning af 1921, at der var optaget lån i Danmark for et sted i mellem 50 og 60 millioner kroner i perioden fra oktober 1918 til maj 1920. Der var som regel tale om kortfristede veksellån med et par måneders løbetid til en rente på 5-8%.⁵⁸ Det var med andre ord relativt dyre lån. Det blev en hovedopgave for kroneudvalget, at fremme en lempelig afvikling af disse veksellån for nordslesvig-erne, ved at omlægge lånene til danske kreditforeningslån. Dermed var en del af den økonomiske genopbygning sat i gang.

Gældsafviklingen gav fordele, men problemet var, at kreditorene tabte store værdier herpå og at indlemmelsen i Danmark trak så meget ud, at de midlertidige kronelån blev meget dyrere end for-ventet.⁵⁹ Ifølge både P.A. Callø og Christian Hübbe var markgældsafviklingen hovedårsag til, at den danske stat ikke ville bekoste en omveksling af gæld, tilgodehavender og kontanter til freds-kurs, og de var enige om, at debitorenes gældafvikling i det lange løb var til skade for regionens økonomi.⁶⁰ Som Kresten Refslund Thomsen skrev i 1926, kan man ikke fortænke de nordslesvigske landmænd i at benytte den lave markkurs til at konvertere gælden. Det var som omtalt ikke kun i Nordslesvig, at troen på markkursens genrejsning var udbredt. Muligheden for en fredskursomveks-ling af gæld og tilgodehavender ansporede til at få afviklet gælden. Men også muligheden for en dagskurs omveksling af gæld og tilgodehavender på et tidpunkt, hvor markkursen igen var steget virkede som en spore til at få afviklet gælden i tide.⁶¹ Argumentet om at gældsafviklingen skulle være årsag til fredskursomvekslingens forkastelse har også en tidsmæssig svaghed. Allerede på

58 Beretning fra Udvalget for Afhjælpning af de med Kronemøntens Indførelse i Sønderjylland. 1921.

59 Der var generelt både negative og positive sider af inflationen i Tyskland. Flere forskere, som Carl-Ludwig Holt-frerich og Karsten Laursen og Jørgen Pedersen har peget på den tyske inflations gavnlige effekt på beskæftigelsen og den økonomiske vækst, og ikke mindst for det tyske riges gæld. Gerald Feldman vurderer også, at inflationen havde produktionsfremmende betydning, men påpeger dertil den psykologiske traumaeffekt inflationen fik i den tyske befolkning. Feldman (1997), Holtfrerich (1980), Laursen og Pedersen (1964).

60 Hübbe (1925) s. 101 og Callø (1938) s. 407.

61 Refslund Thomsen (1926) s. 91.

mødet i København den 22. januar 1919 blev der fra rigsdansk side peget på en omveksling til dags-kurs, som det mest sandsynlige. Og med finansminister Brandes forslag til en valutaregulering den 30. juli var kursreguleringsprincippet i realiteten forkastet. Det var før gældsafviklingen for alvor tog fart, og før kroneudvalget havde fået overblik over gældsafviklingen. Fra et rigsdansk perspek-tiv var det ikke nordslesvigernes gældsafvikling, der var det primære problem, men derimod mulig-heden for spekulation i kronemøntens indførelse. Således udtalte det konservative folketingsmed-lem L.V. Birck i en folketingsdebat den 17. juni 1919: ”Naar jeg taler om dette, er det fordi jeg gerne vil slå fast i den offentlige Bevidsthed, at der er den Fare for dette Land, at Marken skal omklamre os og rive vore Kroner med, og jeg vil derfor være lykkelig om den højtærede Finans-minister vil benytte denne Lejlighed til at sige, at alle Forventninger om, at vi skal indløse Slesvig-ernes Mark til Pari eller en anden Kurs er falske Forventninger, for ellers er der ingen Grænse for hvor mange Mark der vil strømme til her.”⁶²