Forvaltning, kultur og militær

Som det ses, var Flensborg uden sammenligning det absolutte industrielle centrum i Slesvig, med en intensiverende tendens over årene. I dette tilfælde er der en klar sammenhæng mellem urbanise-ring og industrialiseurbanise-ring. Derefter følger gruppen Haderslev, Slesvig, Sønderborg, Aabenraa og Eckernförde, med små variationer i rækkefølgen. Tønning kommer i år 1900 med op i denne gruppe ved hjælp af skibsværftet Schömer og Jensen, der havde 300 af de 307 arbejdere ansat i 1900.

Vestkystbyerne Husum, Tønder, Bredsted og Niebøll står i en gruppe for sig, med meget lidt eller ingen industri. I store træk giver industrialiseringsniveauet i byerne samme billede som indbygger-tallet, med Flensborg som eneste landsdelscenter, og dernæst en række regionale centre og enkelte oplandsbyer. Flensborg var blevet regionens uden sammenligning førende økonomiske kraftcenter.

regeringsdistrikter. Provinsens parlament, Provinsiallanddagen, der ikke havde skattebevillingsret og kun begrænset indflydelse, fik indtil 1905 hovedsæde i Rendsborg, og derefter i Kiel.

Med indlemmelsen i Preussen blev provinsen administrativt delt i kredse, svarende til danske amter. Byerne Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Flensborg, Slesvig, Eckernförde, Husum og Tønning blev alle kredshovedbyer, og husede kredsens forvaltning med landrådskontoret, kreds-dagen og kredsudvalget. Landråden var kredsens øverste embedsmand udpeget af den preussiske regering, mens kredsdagen var en forsamling af repræsentanter for købstæder, større landejendoms-besiddere og landkommunerne, valgt efter det preussiske treklasse system. Kredsudvalget blev fra 1889 kredsdagens udførende organ. Landråden var formand for både kredsdag og kredsudvalg.

Kredshovedbyerne var således forvaltningsmæssige centerbyer. Af de ovenfor behandlede elleve slesvigske byer var ni kredshovedbyer. Kun Bredstedt og Nibøl var ikke kredsbyer, men husede som alle de ni andre byer en amtsret, den lokale domstol. I april 1889 blev Flensborg omdannet til selvstændig bykreds, eller med andre ord en kredsfri by. Administrationsformen var en forvalt-ningsmæssig reaktion på byernes vækst i Preussen. Altona var allerede i 1867 blevet bykreds, mens Kiel fulgte i 1883, og Wandsbeck og Neumünster i 1901. I de kredsfrie byer blev overborgmesteren som byens øverste embedsmand også udpeget af den preussiske regering.³³ Flensborg var og blev den eneste by i Slesvigområdet med status af bykreds.

Forvaltningsmæssigt var Slesvig således hovedbyen for provinsen Slesvig-Holsten, mens Flensborgs økonomiske betydning kom til udtryk ved, at byen var den eneste bykreds i Slesvig regionen. Der havde altid eksisteret en vis konkurrence mellem de to byer om at være Slesvigs centerby, en konkurrence som Flensborg siden anden halvdel af det 18. århundrede havde ført økonomisk, men hvor Slesvig forvaltningsmæssigt og kulturelt forblev på linie med eller over Flensborgs niveau, med undtagelse af den korte periode 1850 til 1864, hvor Flensborg også var forvaltningscentrum. Slesvig by var regionens gejstlige centrum med Domkirken og St. Johannes Kloster som centrale institutioner, hvad der sammen med byens status som forvaltningscentrum gav byen karakter af højkulturelt center. Byen havde også siden Gottorpfyrsternes velmagtsdage i 1600-tallet haft et teater, som i 1839 blev omdannet til et egentligt byteater.³⁴ I Flensborg blev der bygget et teaterhus i 1795 og igen i 1895, men først fra 1934 kom teatret under byens finansiering.³⁵ Kreds- og/eller bysygehuse fandtes i alle de elleve byer, om end af varierende størrelse. I Flensborg fandtes

33 Om den slesvig-holstenske forvaltning indtil 1920 se Geschichte Schleswig Holsteins s. 281 – 287 og 427 – 485 og Historischer Atlas Schleswig-Holstein 1867 bis 1945 s. 167 – 185.

34 Oldetop (1906) s. 87 – 99.

35 Johannsen (1966) s. 501 – 504.

to hospitaler, den evangelisk-lutherske Diakonisseanstalt og det katolske St. Fransiskus Hospital, der begge er at finde i byen den dag i dag. Borgerskoler af forskellig art var også at finde i alle elleve byer, realskoler i Aabenraa, Sønderborg, Flensborg og Eckernförde, mens Haderslev, Flensborg, Slesvig og Husum også husede gymnasier. I Flensborg var der tilknyttet en købmands- og handels-skole til Realskolen. I Haderslev, Tønder og Eckernförde fandtes lærerseminarier, i Slesvig og Augustenborg lærerindeseminarier. I søfartsbyerne Flensborg og Aabenraa fandtes kongelige navigationsskoler, i Flensborg også en landbrugsskole.³⁶ Et universitet skulle man derimod til Kiel for at finde, mens en håndværkerskole, Gewerbliche Fortbildungsschule, var at finde i Flensborg og en byggeteknisk skole, Baugewerbeschule i Eckernförde.

Militære forlægninger kom til at spille en meget stor rolle for byudviklingen i Slesvig-Holsten. Kiels udnævnelse til preussisk marineby i 1865 og tysk rigskrigshavn i 1871 var en væsentlig baggrund for byens befolkningsmæssige og økonomisk-industrielle vækst frem til 1914.

Den tyske flådeoprustning frem mod den Første Verdenskrig var massiv og gav værfterne i Kiel, Det kejserlige Værft, Germaniaværft og Howaldtswerke, store ordrer. Det kejserlige værft var et rent statsligt foretagende, der i år 1900 havde 6.200 ansatte og var provinsen største arbejdsplads.

Germaniaværft havde 2.029 ansatte og Howaldtsværftet 1.350 ansatte i år 1900.³⁷ Anlæggelsen af en marinestation i Sønderborg i 1907 fik også relativ stor betydning for Sønderborgs udvikling. I 1910 var et personale på 2.000 mand tilknyttet Marinestationen.³⁸ I 1910 blev der anlagt en marine-officer skole i Mørvik ved Flensborg, der dog aldrig skulle få den store økonomiske betydning for byen. Haderslev havde haft en garnision i byen i flere omgange siden 1867, men søgte i 1871 om at få en større garnision henlagt til byen, som en hjælp til byens skrantende

erhvervsliv. I 1885 på-begyndtes bygningen af en ny kaserne for preussiske midler, der stod færdig i 1888, og som stadig kendetegner bybilledet i Haderslev. En infanteribataljon på 520 mand blev derefter flyttet fra Aabenraa til Haderslev, hvad der ikke var velset i Aabenraa, og da slet ikke i byens tysksindede kredse.³⁹ 520 mand har ganske givet haft betydning for byens handelsliv.

Sønderborg havde indtil 1883 også en infanteribataljon liggende på Sønderborg Slot, og også her blev nedlæggelsen af denne beklaget, mens anlæggelsen af marinestationen i 1907 blev hilst

velkommen af byens tysk-sindede kredse. Slesvig og Flensborg husede infanterigarnisioner både før og efter den Første Verdenskrig. Skoler og uddannelsesinstitutioner, samt militære forlægninger

36 Oplysninger hentet i Topographie des Herzogtums Schleswig von Henning Oldetop (1906)

37 Hansen Nielsen (2005) ph.d. afhandling s. 110 – 111.

38 Iversen ( 1966) s. 40 – 42.

39 Fangel (1996) s. 60 – 63.

syntes således at være jævnt fordelt på de slesvigske østkystbyer, uden at der kan tales om et egentligt centrum. Derimod havde Kiel længere sydpå en kulturel og militær centerkarakter med provinsens eneste universitet og den kejserlige marines tilstedeværelse. Hvad angik offentlige tjenester og forvaltning, samt kulturelle institutioner i Slesvig regionen, var det således sværere at tale om et overregionalt center. Slesvig og Flensborg delte her værdigheden. Alligevel havde Flensborg alt i alt en større regional betydning i Slesvig regionen end Slesvig by, alene i kraft af en geografisk central beliggenhed.

3.7 Centralstedet Flensborg

Flensborgs omstilling efter tabet af det danske marked i 1864 er bemærkelsesværdig. En række af byens handelshuse grundlagde i 1869 aktieselskabet og rederiet ”Flensburger Dampfschiffahrts-Gesellschaft von 1869”, som i første omgang skulle transportere kul fra England til Flensborg og andre Østersøhavne. Det blev i 1871 fulgt op med grundlæggelsen af værftet ”Flensburger

Schiffsbau-Gesellschaft”, der i 1875 beskæftigede 425 arbejdere, og i 1876 færdiggjorde sit første dampskib ”Septima”. Frem til 1914 byggede værftet 342 dampskibe, hvad der gjorde værftet til et af Preussens mest produktive værfter. I år 1900 beskæftigede værftet 2.144 mand og var provinsens største privatejede virksomhed.⁴⁰ Værftet havde en meget stor beskæftigelsesmæssig betydning for byen. Det skal nævnes, at værftet fortrinsvis byggede handels- og transportskibe, og ikke for den kejserlige marine. Grundlæggelsen af ”Aktienbrauerei” i 1873 og dettes meget gunstige udvikling i de følgende år var også medvirkende til Flensborgs industrielle fremgang. Det bemærkelsesværdige ved fremgangen var, at byens købmænd finansierede rederi, værft og bryggeri som en reaktion på indlemmelsen i Preussen og den svære omstillingstid derefter. Der var med andre ord tætte forbind-elser mellem byens handforbind-elserhverv og den nye industri. Samtidig gav spredningen på rederivirk-somhed, storhandel og industri en vis alsidighed i byens økonomi, som betød at byen ikke var afhængig af en enkelt branche. Skibsbyggeriet og skibsfarten var dog af væsentlig betydning for byen. I perioden 1890 til 1910 havde Flensborg efter Hamborg og Bremen det tyske kejserriges tredjestørste handelsflåde.⁴¹ Samtidig blev Flensborg med den forbedrede infrastruktur en stadig mere central handelsby for hele Slesvigområdet.

Professor Karl Weigand fra det geografiske institut på den pædagogiske højskole i Flensborg, foretog i 1966 en analyse af Flensborg som centralsted og som grænsehandelsby. Som et led i denne

40 Hansen Nielsen (2005) ph.d. afhandling s. 109 – 110.

41 Geschichte einer Grenzstadt (1966) s. 356 – 370.

analyse foretog Weigand også en historisk analyse af Flensborgs centralitet i 1913. Som Weigand omtaler, var Flensborg før Napoleonskrigene mere en fjernhandelsby end en oplandshandelsby. Det var fjernhandelen med Norge og Vestindien, der var byens økonomisk drivkraft, mens byens handelsmæssige betydning for det umiddelbare opland var af mindre betydning. Alligevel skrev August Niemann 1799 i Handbuch der Schleswig-Holsteinische Landeskunde om Flensborg:

”Nach Norden, jenseits von Hadersleben, nach Westen und Süden, bis Eiderstedt und Ditmarschen erstreckt sich der innere Landhandel. Die Landleute kommen ihres Absatzes und Ankaufes von allem, was sie brauchen, gewiss, von Ferne hieher lieber als nach anderen schleswigschen

Städten.“⁴² Hvis denne tiltrækningskraft har været tilstede må den, som Weigand siger, mestendels have vedrørt forsyninger til søhandelen, der udgik fra Flensborg. Med jernbanenettets udbygning i Slesvigregionen fra 1854 blev Flensborgs regionale centralitet væsentligt styrket. Og med de små kredsbaners udbygning fra 1880’erne blev forbindelsen til oplandet af eksistensiel betydning for byens samlede erhvervsliv. En opgørelse over Reinertrag aller gewerbesteuerlichen Betriebe in Flensburg, det skattepligtige nettoudbytte i Flensborgske virksomheder i 1913 i tabellen nedenfor viser, at detailhandelen havde størst betydning målt i indtjening, hvad der hænger sammen med Flensborgs rolle som handelsby for oplandet. Også håndværkets indtægt på næsten to millioner guldmark skal findes i byens oplandsforbindelser, siger Weigand. Skibsfartens økonomiske betyd-ning for byen var dog også stor. Men her var fjernhandelen af større betydbetyd-ning end de regionale skibfartsforbindelser. Med en flåde på 100 skibe med 72.681 registerton og 205.874 kubikmeter laderum havde 17 flensborgske rederier i 1910 den største handelsflåde i alle tyske østersøhavne.

"Reinertrag" – Skattepligtig nettoudbytte i Flensborg virksomheder

1913

Branche Guldmark

Detailhandel 4.039.350

Håndværk 1.952.900

Engroshandel og

Banker 1.440.700

Industri 1.090.400

Forskellige 787.200

Skibsfart 3.205.060

I alt 12.515.610

Tabel 3.3 Kilde: Weigand (1966) I s. 28.

Dampfschiffahrts-Gesellschaft af 1869 var her en drivkraft. Selskabets forretninger var rettet på fjernhandelen og var i 1890’erne specialist i kinesisk kystfart. Østersø- og Nordsøhandel hørte også

42 Weigand (1966) Geschichte einer Grenzstadt s. 477.

til rederiets hovederhverv. Rederiet Baltic AG drev handel på de tyske østprovinshavne i Königs-berg og Stettin. Det af Hermann Schuldt i 1896 oprettede ”Flensburger Dampschiffskompagnie” og i 1905 ”Flensburger Ozean AG” drev liniefart på ruter fra Hamborg til Mexico og Cuba. Derimod koncentrerede det i 1866 oprettede rederi ”Flensburger-Ekernsunder Dampfschiffahrtskompagnie”

sig om den regionale og lokale skibsfart. I 1875 blev selskabet slået sammen med et rederi i Sønder-borg og ændrede navn til ”Flensburger-Ekernsunder und Sonderburger Dampfschiffs-Gesellschaft.”

Passager- og fragtsejlads på Flensborg fjord blev rederiets hovedbeskæftigelse, men rederiet havde også ruter til Aabenraa, Kolding, Korsør, Faaborg, Svendborg, Kiel, Lübeck og Hamborg. Også kvægtransport fra Als og Sundeved til Flensborg hørte til rederiets beskæftigelse. I år 1910 havde rederiet fragtet 1.089.669 passagerer og over 60.000 tons varer på sine 28 skibe. Passagertrans-porten var hovedsagelig koncentreret på Flensborg fjord.⁴³ Med hensyn til industrien var Flens-burger Schiffsbau Gesellschaft den absolut største virksomhed, der mest byggede skibe til rederier i Hamborg og Bremen.⁴⁴ Men for den øvrige industri og ikke mindst for engroshandelen var det regionale og lokale afsætningsmarked af stor betydning.

De ovenfor nævnte ”reinertrag-tal” har Weigand hentet fra det ”Denkschrift”, (betænkning), som bystyret i Flensborg udformede i 1928, og som også vil blive behandlet i denne afhandling.

Betænkningen har som kildemateriale til den faktiske økonomiske situation sine begrænsninger, men de ovenfor viste tal er taget fra byens regnskaber og må betragtes som pålidelige. Værre ser det ud med hensyn til betænkningens angivelse af handelens afsætningsmarked i Nordslesvig før 1914.

Betænkningens formål var i 1928 at beskrive de alvorlige økonomiske følger, som Flensborg havde været udsat for efter tabet af Nordslesvig, for de centrale myndigheder i Berlin. I den forbindelse blev virksomhederne i Flensborg ved et spørgeskema bedt om at beskrive Nordslesvigs betydning for deres omsætning før 1914. Det kunne meget vel tænkes, at virksomhederne i den forbindelse satte Nordslesvigs andel i omsætningen før 1914 højere end rimeligt, for at udløse en kompensation for tabet.⁴⁵ Betænkningens rundspørge gav anledning til udarbejdelsen af et kort, som viste detajl- og engroshandelens opland før den første verdenskrig. Kortet er vist i Weigands gengivelse i Bilag 3. Weigand har i sin analyse forsøgt at efterprøve kortet gennem en arkivundersøgelse af tre

Flensborgvirksomheders afsætningsmarked i året 1913. Weigand har herved ikke blot kortlagt virk-somhedernes geografiske afsætningsmarked, men også afsætningens størrelse i de enkelte

43 Geschichte einer Grenzstadt (1966) s. 363 – 364 og Jahresbericht der Handelskammer zu Flensburg für 1910.II s. 19.

44 Weigand (1966) I s. 28. Oplysning om Flensborgs handelsflåde fra Jahresbericht der Handelskammer zu Flensburg 1919. II s. 17.

45 Weigand (1966) I. s. 29.

tioner. Først virksomheden N. Andresen C.S., en kolonialvare engroshandel, der forsynede land-befolkningen med dagligvarer af alle arter. I år 1900 byggede firmaet en femetagers lagerbygning på Hinrichstrasse i Flensborg, der var den første af sin art i byen. N. Andresens afsætningsmarked opgjort i guldmark er aftegnet i Bilag 4. Her var der vitterligt tale om det samlede Slesvig som afsætningsområde, med tyngdepunkt i Angel, og i området mellem Aabenraa og Sønderborg. Også Tønder by, samt Westerland på Sild har udgjort væsentlige markeder for virksomheden N. Andre-sen, mens midtlandet har haft mindre betydning. Opgjort i procent udgjorde Flensborg by 12,5%, Nordslesvig 30,4% og Sydslesvig 53,2% af omsætningen, mens kun 3,9% af omsætningen blev hentet i det øvrige Tyskland.

Familievirksomheden Otto Stoehr var en ”Feinkostgeschäft”, en delikatesseforretning.

Firmaets afsætningsmarked opgjort i antal kunder er afbildet på Bilag 5. Her var Angel og

Schwansenegnen omkring Eckernförde tyngdepunktet, mens også Gråstenområdet har haft nogen betydning. På geesten har man ikke haft råd til delikatesser, mens marskbønder og turister på Sild har kunne nyde Stoehrs delikatesser, som Weigand skriver. Af 472 kunder var 123 eller 26% fra Nordslesvig og 349 bosat syd for den kommende grænse. Den sidste virksomhed C.C. Christiansen, var en gærfabrik, hvis ejer C.C. Christiansen også havde været grundlægger af ”Aktienbrauerei”.

Virksomhedens afsætningsmarked opgjort i guldmark er aftegnet på Bilag 6. Virksomheden havde sit væsentligste afsætningsmarked på den slesvigske østkyst med tyngdepunkter i byerne Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Slesvig og Eckernförde, samt i Kiel udenfor Slesvigregionen. Kun Tønder og Husum havde nogen afsætningsmæssig betydning på vestkysten. 12% af omsætningen blev hentet i Flensborg by, 31% i Nordslesvig og 57% syd for den kommende grænse. Weigand kon-kluderer på dette grundlag, at omkring en tredjedel af virksomhedernes afsætningsmarked lå i Nord-slesvig, hvad han mener har været en generel tendens for mange af de flensborgske virksomheder.

Flensborgs opland begrænses af nabocentrene, skriver Weigand. Tønder udgjorde en konkurrent i vest, hvis opland strakte sig til Løgumkloster og Tinglev. Mod syd nåede Flensborgs opland til Husum kredsgrænse, mod øst til Slien og Kappel. Mod nord strakte oplandet sig til Sundeved, Als og Aabenraa egnen. Statsbanerne og de små kredsbaner omkring Flensborg til Sundeved, Als og på Angel, har således, skriver Weigand, udgjort rygraden i det flensborgske opland.⁴⁶ Weigand har ret i, at Als og Sundeved samt Angel har været Flensborgs vigtigste opland. Dette nære oplands betyd-ning havde også baggrund i, at landbruget på Als og Sundeved samt i Angel var teknisk set meget veludviklet i retning mod intensivt mejeribrug, hvilket gav god indtjening. Desuden var landbruget

46 Weigand (1966) I s. 29 – 35.

på østkysten også begunstiget af den gode lerjord.⁴⁷ Som Weigand siger, er der stor overens-stemmelse mellem de tre virksomheders afsætningsmønstre og jordbundsforholdene i Slesvig, i form af den gode lerjord, den fattige geestjord og den næringsrige marskjord.

Weigands analyse peger ganske rigtigt i den, af ham skitserede retning, med hensyn til Flens-borgs opland. Men da der kun er tale om tre virksomheder, er generaliseringen usikker. Hvad angår nabocentrenes konkurrence, er der flere aspekter, som Weigand ikke er inde på i sin analyse. Byer som Tønder, Haderslev og Slesvig har naturligvis også haft et opland og på den måde udgjort en handelsmæssig konkurrent for Flensborg. Kiel og Hamborg har formentlig haft et økonomisk opland, der strakte sig langt op i Holsten og det sydlige Slesvig. Men for N. Andresen og C.C.

Christiansens vedkommede udgjorde de nævnte byer i sig selv væsentlige afsætningsmarkeder.

Tønder kan have begrænset Flensborg handelen på vestkysten, men Tønder by var også med sine 4.807 indbyggere i 1910 en afgørende årsag til, at der overhovedet var et marked i det vestlige Slesvig. Med andre ord står regionens centralsteder ikke blot i en konkurrencesituation i en slags nulsumsspil om oplandets gunst, men er gensidig afhængig af hinanden, ikke mindst hvad angår byernes købekraft. Kiel og Hamborg har været store konkurrenter, Haderslev en mindre, men samtidig var byerne også potentielle markeder for Flensborgs erhvervsliv.

At centralstederne i Slesvig regionen ikke kun stod i skarp konkurrence, vidner det Industri- og Handelskammer Flensborgs aktiviteter i tiden før 1914 om. Handelskammeret i Flensborg blev grundlagt i år 1870 på opfordring af regeringen i Slesvig. Der eksisterede i forvejen en handels-forening, men med omdannelse til Handelskammer ville man få en officiel rolle som rådgivende interesseorganisation overfor den preussiske stat med hensyn til lovgivningen på de handels-, industri- og trafikmæssige områder. Også uddannelsen af købmænd og sømænd blev et emne, Handelskammeret skulle tage sig af.⁴⁸ Efter grundlæggelsen i 1870 repræsenterede Handels-kammeret udelukkende Flensborg bys erhvervsliv. I 1895 fandt den preussiske handelsminister, at det var tid for en reform af handelskammerorganisationen. Man ville fra den preussiske stats side skabe et net af ligestillede Handelskamre, der kunne repræsentere de enkelte regioners erhvervsliv overfor staten. Regeringen i Slesvig ville dele provinsen Slesvig-Holsten mellem de tre Handels-kamre i Altona, Kiel og Flensborg. Da handelsHandels-kamrenes distriktsområde i nogen grad skulle afspej-le de tre byers ”naturlige” opland, opstod der følgelig en diskussion Handelskamrene imelafspej-lem om denne fordeling. Rendsborg kreds blev et stridspunkt mellem Kiel og Flensborg, og Neumünster kreds et stridspunkt mellem Kiel og Altona. Rendsborg endte som en del af Handelskammeret i

47 Schultz-Hansen (1994) s. 127.

48 Schütt und John (1964) s. 38.

Kiel’s distriktsområde. Flensborg Handelskammers distriktområde blev med handelskammerloven af 19. august 1897 udgjort af Flensborg by og landkreds, samt Slesvig, Husum, Tønder, Sønder-borg, Aabenraa og Haderslev kredse. Flensborg Handelskammerdistrikt nåede således ikke ud i hele det gamle hertugdømme Slesvig, da Eckernförde, Ejderstedt og Rendsborg kredse hørte til Kiels distriktområde. Dernæst skulle man blive enige om de enkelte kredses repræsentation i Handels-kammeret. Også her opstod der uenighed, da de nye kredse frem for alt ønskede at begrænse de flensborgske virksomheders indflydelse. Med regeringspræsident Zimmermanns mellemkomst endte man med en forsamling på 27 repræsentanter, hvor 13 kom fra Flensborg by og 14 fra de øvrige kredse, to fra hver. Den 5. april 1898 konstituerede det nye Industri- og Handelskammer Flensborg sig, og rederidirektør H.C. Dethleffsen blev genvalgt som præsident for kammeret. Som en reaktion på udvidelsen af distriktsområdet blev Verein für Handel und Industrie in Flensburg e.V. dannet i 1906, med henblik på at kunne varetage Flensborg bys interesser bedre end det nu regionale Handelskammer.⁴⁹ H.C. Dethleffsen blev i 1909 afløst af Ernst Kallsen, der var præsident for Handelskammeret til 1920, hvorefter rederiejer Hermann Schuldt tog over indtil 1933.

Konkurrence mellem kredsene og byerne her i var således stadig til stede, trods det fælles Handelskammer. Men Handelskammeret forsøgte at varetage fælles interesser, som foreksempel de regionale trafikforbindelser. En forlægning af jernbanelinien Flensborg-Vamdrup fra højderyggen og ind i gennem Haderslev og Aabenraa blev i flere omgange foreslået af Handelskammeret overfor jernbanedirektionen i Altona, uden at blive opfyldt. Handelskammeret havde andel i beslutningerne om at opstille fyranlæg i distriktets havne, og i beslutningen om at udgrave havnene i Haderslev, Husum og Frederikstad. I 1903 blev der på Handelskammerets initiativ oprettet en særlig afdeling for handelssager ved den kongelige landret i Flensborg, der skulle tage sig af handelstvister.⁵⁰

Industri- og Handelskammeret havde som omtalt officiel status som statsligt anerkendt interesseorganisation. Det var på den måde en del af en særlig tysk korporatismetradition, som udviklede sig under industrialiseringen 1870 til 1914, og som skulle blive intensiveret voldsomt under den Første Verdenskrig. Samtidig var Handelskammeret udsprunget af det preussiske stands-samfund, og det repræsenterede industrien og handelen og dermed borgerskabets interesser. Som Dr. Schütt skriver om Handelskammeret i perioden 1898 til 1914 kunne kammeret heller ikke und-gå at tage stilling til den politiske konflikt mellem kapitalen og arbejdskraften, der med den inten-sive industrialisering blev stadig mere aktuel. I den konflikt tog Handelskammeret arbejdsgivernes

49 Schütt und John (1964) s. 59 – 61.

50 Ibid. s. 61 – 63.

In document Fra Region til Grænseregion (Sider 48-57)