6. DEN ”FØLTE” GRÆNSE: GRÆNSETRAFIK OG GRÆNSEHANDEL
6.4 Den flensborgske konkurrence
livet informationer om økonomiske forhold i udlandet, og det blev også Flensborgafdelingens op-gave. I magistratens arkiv på Stadtarchiv Flensborg findes således flere Vertraulicher Wirtschafts-berichte der Zweigstelle Flensburg des Auswärtiges Amtes für Aussenhandel, hvori der blev beret-tet om afsætningsforholdene i en række lande, herunder Danmark. I juni 1923 måtte afdelingen indskrænke sin virksomhed på grund af pengemangel, da man kun havde 500.000 reichsmark fra Aussenhandelverband Schleswig-Holstein til rådighed for året 1923. Auswärtiges Amt havde ned-lagt afdeling X i oktober 1921 og understøttede ikke længere afdelingen i Flensborg. De månedlige beretninger fra udlandet måtte derfor indstilles, og forespørgsler ville ikke længere være gebyrfri. I august 1923 kunne afdelingen dog afholde en firedages kongres på Hotel Flensburger Hof med temaet: ”Die wirtschaftlichen und politischen Verhältnisse in den Randstaaten, mit besonderer Berücksichtigung Estlands.“ I november 1923 meddelte Aussenhandelverband Schleswig-Holstein sine medlemmer, at Zweigstelle Flensburg skulle flyttes til provinsens største handelskammer i Altona, og at afdelingen derfor indstillede sin virksomhed den 30. november 1923. Fra den 1.
december skulle forespørgsler rettes til Handelskammeret i Altona.13 Trods den korte levetid for både Aussenhandelstelle og Zweigstelle Flensborg, afspejler institutionernes oprettelse handels-politikkens betydning for den økonomiske genopbygning i Tyskland og dermed Flensborg.
Som omtalt blev konkurrencen sydfra for alvor et aktuelt tema i Nordslesvig i vinteren 1921.
Den 25. januar modtog statsminister Neergaard en nordslesvigsk deputation, som repræsenterede samtlige af landsdelens erhvervsorganisationer indenfor industri, håndværk og handel. I deputa-tionen deltog også de konservative folketingsmedlemmer Holger Andersen og P. Drachmann, der også repræsenterede Industrirådet. Det var Drachmann, der på Industrirådets vegne havde været Mellemslesvigsk Udvalg behjælpelig under afstemningskampen. Deputationen overrakte stats-ministeren en oversigt over de vanskelige forhold i Nordslesvig, og som avisen Hejmdal skrev:
”I de mørkeste Farver skildrede Deputationens Medlemmer, hvilken Skade den legitime Erhvervs-virksomhed lider paa alle Omraader ved handelen med de tyske Varer, og anmodede Ministeriet om at iværksætte øjeblikkelige Foranstaltninger til hjælp for de truede Erhverv.”15 Aftenen forinden havde Fællesrepræsentationen for sønderjydsk Haandværk og Industri afholdt møde på Folkehjem i Aabenraa. Her blev en resolution fra Kliplev, Kværs og Holbøl sognes håndværkerforeninger disku-teret: ”gaaende ud paa , at beskytte Haandværkernes Eksistens langs Sydgrænsen, som dagligt lider under ulovlig Indførsel af Varer og den vilde Handel med disse Varer af Privatfolk paa denne side af Grænsen.” Fællesrepræsentationen bad derefter:”Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Haandværk at virke hen til, at dette forebygges, og at der hurtigst muligt gøres alt for at bevare Haandværkerne langs Sydgrænsen for fuldstændig Ruin.”16 Formanden for Fællesrepræsentationen for Haandværk og Industri, væver Thomas Kaufmann, gav den 18. februar 1921 i avisen Hejmdal følgende eksempel på håndværkernes vilkår i Nordslesvig: ”For et par Dage siden læste jeg en Annonce i nærværende Avis, hvori et flensborgsk Firma tilbød Vogne til billige priser. Disse priser er saa lave, saa herværende Haandværkere ikke engang kan købe Materialerne til den Pris, for hvilken man fra Flensborg tilbyder det færdige Fabrikat; og saa udloves der endda høj Provision til Genforhandlere.”17 De priser kunne håndværkerne i Nordslesvig dårligt hamle op med.
Der var delte meninger i Nordslesvig om, hvilke foranstaltninger der skulle iværksættes mod den flensborgske konkurrence. Mandag den 31. januar drøftede handelsforeningen i Tønder konkur-rencen fra Flensborg, og Hejmdal referede herfra følgende:”Som bekendt er Tønders handlende stemt imod enhver Foranstaltning, der kan vanskeliggøre Grænsefærdslen, bl. a. særlige Told-afgifter. Derimod ønskes et særligt Modtræk mod den kloge tyske handelspolitik, der priviligerer Flensborg. Som bedste Middel anses en særlig Præmie for Varer der importeres fra Tyskland, for at
15 Hejmdal 25. januar 1921.
16 LAA. Th. Kaufmanns Privatarkiv. pk. 8. og Hejmdal 25. januar 1921. Fællesrepræsentationen for dansk Industri- og Haandværk, der blev oprettet i 1879, skiftede i 1940 navn til Håndværksrådet.
17 Hejmdal 18. februar 1921.
sætte den sønderjydske Handelsstand i Stand til at sælge disse ligesaa billigt som Syd for Græn-sen.”18 I Tønder havde handelstanden brug for handel over grænsen og så med frygt på foranstalt-ninger, der ville begrænse dette. En importpræmie på de i forvejen billige tyske varer var dog et urealistisk forslag at stille i en tid, hvor importen fra Tyskland var stærkt stigende. Dagen efter, den 1. februar, afholdtes før omtalte møde i Sønderborg med deltagelse af de danske ministerier, der mundede ud i Carl Moltkes henstilling til Auswärtiges Amt om at indstille de flensborgske sær-foranstaltninger. Svaret til Moltke indeholdt en lille indrømmelse om en indskrænkning af brugen af de ”kleine Ausfuhrscheine”. Men snart fulgte yderligere udførselslempelser. En forordning fra den tyske rigsfinansminister den 5. april 1921 gav befolkningen indenfor en grænse fra Husum-Slesvig-Slien og op til Kongeåen, stort set det gamle Slesvig, ret til at udføre et kilo levneds- og nydelses-midler, samt en liter vin og spiritus om ugen over grænsen uden udførselsbevilling.19
I efteråret 1921 blev også kongerigske virksomheder opmærksom på de særlige handels-forhold i de sønderjyske landsdele. Den 10. oktober 1921 skrev den kongelige porcelænsfabrik til Industrirådet, at fabrikken havde haft besøg af H. Frees fra Haderslev, der var en af Haderslevs mest fremtrædende forretningsdrivende og forhandler af porcelænsfabrikkens produkter. Frees havde henvendt sig angående det hul, der var opstået i toldgrænsen ved Flensborg, som følge af den tyske regerings lempelser i eksportvilkårene for Flensborg by. Det havde udviklet sig til en regulær boy-kotning af danske forretningsdrivende nord for grænsen, da Flensborg handelen udelukkende solgte til tysksindede købmænd her. For de hæderlige forretningsdrivende var der kun en vej til at tage konkurrencen op, og det var ad uregelmæssig vej at anskaffe sig tyske varer - smughandel med andre ord. Det var derfor bydende nødvendigt, at ”faa lukket Hullet i Grænsen ved Flensborg.”
Industrirådet sendte skrivelsen videre til Handelsministeriet med en henvisning til de vanskelige afsætningsmuligheder for danske industrivarer i de sønderjyske landsdele.20 Samme billede beskrev Kaalunds Sæbefabrik i Kolding i et brev til sæbe- og parfumefabrikantforeningen i København den 4. november 1921. Konkurrencen fra billig tysk sæbe var helt uholdbar i Sønderjylland, grundet de tyske eksportlempelser for Flensborghandelen, skrev Sæbefabrikkens direktør.21
Det var med markkursens fald og særlige eksportvilkår lykkedes industrien og handelen i Flensborg at bevare den handelsmæssige kontakt til Nordslesvig efter Slesvigs deling. Denne handelsmæssige strategi var en del af en samlet tysk strategi for den økonomiske genopbygning og
18 Hejmdal 3. februar 1921.
19 Flensborg Avis 3. september 1921 og Salomon (1980) s. 122 – 126.
20 EA. Industrirådets Arkiv. Journalsager 1920-50. Sønderjylland 1921. (Æ 39)
21 EA. Industrirådets Arkiv. Journalsager 1920-50. Sønderjylland 1921. (Æ. 37)
for genetablering af handelsforbindelser, der skulle give den tyske industri og handel øget produk-tion og beskæftigelse. Den lave markkurs var drivkraften i denne økonomiske politik, bakket op af særlige udførselslempelser til den flensborgske industri og handel. Det var en bevidst strategi, der skulle opveje tabet af de militære ressourcer og give Tyskland et udenrigspolitisk spillerum.
Eksportdumpingen kunne samtidig, som den britiske historiker Patrick Salmon har skrevet, presse Danmark til at optage forhandlinger med Tyskland om en bilateral grænseaftale.22 Problemet var, at strategien havde meget følelige konsekvenser på den danske side af grænsen, og det skærpede den danske vilje til at begrænse og afskære den tyske og flensborgske indflydelse i grænseregionen.