Krigsøkonomien - korporatisme eller Zwangswirtschaft

Krig kræver krigsøkonomi, og her kunne det tyske folkefællesskab vise sin nytteværdi. Direktøren for Allgemeine Elektrizitätsgesellschaft AEG Walther Rathenau blev i august 1914 leder af Kriegs-rohstoffabteilung i det preussiske krigsministerium, der skulle sikre den tyske industris råstoffor-syning under krigen. Det lykkedes Rathenau at opretholde en relativ velorganiseret råstofforråstoffor-syning krigen igennem, trods ententens blokade, via et udbygget og intensiveret statslig-privat korporativt system.¹³ På andre områder skulle den tyske krigsøkonomi vise sig temmelig fejlslagen.

Den økonomiske planlægning af krigsmobiliseringen var i august 1914 præget af troen på en kortvarig krig. I første omgang anså de tyske myndigheder det derfor ikke for nødvendigt at ind-drage landbruget og fødevareindustrien i krigsforberedelserne. Marneslaget i september 1914 ændrede denne opfattelse, og da England i november 1914 indledte søblokaden, hungerblokaden med tyske ord, var en udbygning af den tyske krigsøkonomi en simpel nødvendighed. Blokaden afskar Tyskland fra import af kunstgødning, kraftfoder og landbrugsmaskiner, og det fik stor betyd-ning for landbrugets produktivitet. Rationeringer og maksimalpriser blev en central del af den tyske krigsøkonomi. Ved at sikre statslige maksimalpriser på forbrugsvarer og derved indføre en effektiv kontrol med landbrugets afsætningspriser, fik SPD en modydelse for borgfreden. Brødkorn og kød var de første varer, der blev rationeret, siden fulgte rationeringer på stort set alle varer i handelen.¹⁴

12 Wehler (2003) s. 34 – 38.

13 Wehler (2003) s. 49 – 50 og Sørensen (2005) s. 200 – 201.

14 Wehler (2003) s. 59.

Mest af alt prægedes den tyske krigsøkonomi af en stadig stigende buraukratisering og udvikling hen imod en statslig korporativ økonomi eller ”Zwangswirtschaft” med datidens tyske ord. Talrige statslige korporationsorganer indenfor krigsernæringsvæsenet, som Reichgetriede-gesellschaft, Reichkartoffelstelle, Reichpreisprüfungsstelle og Kriegsernährungsamt blev oprettet for at forbedre hærens og civilbefolkningens fødevareforsyning. Udnævnelsen af Hindenburg og Ludendorff til den øverste hærledelse i august 1916 og lanceringen af Hindenburgprogrammet og den patriotiske hjælpetjenesteakt, med krav om en totalmobilisering af det tyske samfund, forøgede bureaukratiseringen yderligere. Et Kriegsamt, med generalløjtnant Wilhelm Groener i spidsen, blev nedsat som overordnet instans med diktatoriske beføjelser for hele den tyske krigsøkonomi.¹⁵

Bureaukratiseringen af krigsøkonomien var også et regionalt og lokalt fænomen. Som leder af de i januar 1915 etablerede kommunalforbund, der bestod af kredsene og deres kommuner, havde landråden ansvaret for inddragelsen og afleveringen af 60% af kredsens brødkornshøst til Reich-getreidegesellschaft. Kommunalforbundene var en slags kollektiv bedrift bestående af kommunale produktionsafdelinger. Landråden og kommuneforstanderne skulle sørge for at udligne og fordele afleveringsmængder blandt større og mindre landejendomme, og for at fordele menneskelig og mas-kinel arbejdskraft mellem bedrifterne. Den korporatistiske tankegang bag kommunalforbundene var tydelig, selvom etableringen af disse i januar 1915 også var en erkendelse af, at appellen til natio-nalt fællesskab og loyalitet ikke alene kunne sikre brødkornsforsyningen, men at også det lokale fællesskab måtte inddrages og udnyttes.¹⁶

Myndighedernes erkendelse af forværrede ernæringstilstande gav oftest anledning til yder-ligere bureaukratisering. En fejlslagen høst i 1916 førte til oprettelsen af regionale og lokale afde-linger af Groeners Kriegsamt, i form af Kriegswirtschaftsämter på provinsniveau og Kriegwirt-schaftsstellen på kredsniveau. Kriegwirtschaftsamt Schleswig-Holstein fik sæde i Altona og blev ledet af overpræsident von Moltke og en militær embedsmand, og var øverste instans i alle krigs-økonomiske forhold i provinsen Slesvig-Holsten. Kontoret skulle sørge for tilvejebringelse af bedriftsledere, arbejdere, heste, maskiner og brændstof til provinsen og forvalte provinsens jern-banenet. Kriegwirtschaftstelle blev ledet af den lokale landråd og bestod desuden af 4-8 lokalt land-brugskyndige. Kriegwirtschaftstelle var først og fremmest en øvre kontrolinstans, da kommunal-forbundene stadig skulle udføre det praktiske arbejde.¹⁷

15 Feldman (1997) s. 66 – 67 og Sørensen (2005) s. 201 – 203.

16 Østergaard Schultz (1996) s. 226.

17 Andersen (2004) s. 173 – 174.

Trods den omsiggribende bureaukratisering og kontrol forværredes ernæringssituationen dag for dag. I vinteren 1915-16 afværgedes en hungerkatastrofe kun ganske knapt. Høsten i 1916 slog som omtalt fejl, og i vinteren 1916-17 nåede ernæringssituationen et lavpunkt i den såkaldte ”Kål-rabivinter.”¹⁸ Samtidig steg priserne på ikke rationerede varer kraftigt. Hindenburgprogrammet havde forøget efterspørgslen på krigsindustriproduktionen massivt og gav rum for stigende lønning-er til industriarbejdlønning-erne. Det skabte en løn- og prisspiral, dlønning-er sammen med den tyske rigsbanks dækningsløse krigsfinansieringspolitik skabte en monetær inflation, der skulle blive en fast del af den tyske økonomi frem til november 1923. Fra efteråret 1914 satte kursfaldet ind, som det ses på tabel 4.1.(s. 66).¹⁹ Da de fastsatte maksimalpriser på fødevarer af gode grunde ikke omfattedes af prisstigningerne, udvikledes der med tiden en sortbørshandel, der blev stadig mere attraktiv for de tyske landmænd. Sidst i 1917 var sortbørshandlen så omfattende at det officielle distributions-system var på sammenbruddets rand.

Den tyske krigsøkonomis overordnede formål var at brødføde det størst mulige antal soldater og arbejdere i krigsindustrien for at holde krigsmaskinen kørende og sikre en militær sejr. Krigs-økonomien havde udgangspunkt i en korporativistisk, militaristisk tankegang og en tillid til det nationale folkefællesskabs disciplin og loyalitet. Men den stigende bureaukratisering, militarisering, kontrol og sortbørshandel fremmede splittelse og demoralisering frem for fællesskab. Som histori-keren Gerald D. Feldman har skrevet, spredte der sig en følelse af at være uretfærdig ramt af krigs-økonomien i samtlige tyske samfundslag fra efteråret 1916, og det gav grobund for politisk og social uro og splittelse samfundslagene imellem.²⁰

Ernæringssituationen i Tyskland forværredes løbende igennem krigen, men den enorme sort-børshandel gør det vanskeligt at bedømme graden af nødtilstand. Det var også tilfældet i Slesvig-regionen, hvor store dele af befolkningen havde adgang til landbrugsvarer enten ved egen bedrift eller gennem familie og bekendte. I det lange løb var krigen til skade for landbrugets produktivitet, men som det ofte er tilfældet i krigssituationer, åbner der sig også nye indtægtsmuligheder. Direktør for Haderslev Bank 1901 til 1939 Christian Hübbe skiver i sin beretning om Haderslev Banks

18 Wehler (2003) s. 61 – 62.

19 Gerald D. Feldman leverer i sit værk The Great Disorder en omhyggelig analyse af den tyske krigsfinansiering og krigsøkonomis inflationære konsekvenser. Hvad angår krigsfinansieringen var det de den 4. august vedtagne bestemmelser om rigsbankens seddeludstedelsespolitik, der gav mulighed for at udstede flere sedler med mindre dækning, samt rigsbankens oprettelse af Lånebureauer med hensyn til salg af krigslånsobligationer, der førte til en stigende inflation. Det tyske folk kunne låne penge ved Lånebureauerne til køb af krigslånsobligationer, og siden anvende krigslånsobligationerne som sikkerhed for nye lån ved Lånebureauerne. Desuden kunne Rigsbanken anvende inkasserede lånebureau-sedler som dækning for nye markseddel udstedelser. Deri lå der, som Feldman siger, et stort inflationært potentiale.

20 Feldman (1997) s. 68 – 80 og Sørensen (2005) s. 205 – 212.

virksomhed 1875-1925 om dette: ”Tysklands Levnedsmiddelnød gav mangen en driftig Landmand Muligheder for en god Ekstrafortjeneste ved Dyrkning af Roer, Kaal og Ærter og Roernes foræd-ling i de nyoprettede Tørrerier til ”Dörrgemüse”. Der var i disse Aar heller ikke saa faa Tilfælde paa, at et enkelt Aars Afgrøde i disse Urter kunde give et saa lønnende Udbytte, at det svarede til det benyttede Areals Jordværdi. Men trods alt Arbejde og de rigelige Pengeindtægter var det i det lange Løb ikke muligt for Landbruget blot nogenlunde at bevare sin høje Standard fra Freds-tiden.”²¹ Der opstod stor likviditet i landbruget på grund af driftsmidlernes realisering og en god sortbørsindtjening, men kapitalen blev ikke investeret i en forbedring af driften, da indkøb af nye driftsmidler ikke var mulig. I stedet blev de forøgede likvide midler anbragt i pengeinstitutterne eller brugt til afvikling af gæld.²²

Bybefolkningen fik, ikke uden grund, indtryk af, at landbruget tilbageholdt fødevarer fra det officielle distributionssystem for at sælge disse på det sorte marked til skyhøje priser. Denne situa-tion gav anledning til en dyb mistro til landbruget i den øvrige befolkning og til en konflikt mellem by og land, der var endnu et eksempel på det tyske samfunds splittelse.²³ Denne konfliktsituation var også at finde i Slesvigregionen. Således udsendte Fælleslandboforeningen for Nordslesvig i november 1915 et opråb til den nordslesvigske befolkning, der opfordrede landmændene til at ud-vise solidaritet med de mindre velstillede borgere i landsdelen og til at danne velfærdskomiteer i de enkelte sogne. ”Nu er Tiden kommen, da det skal vise sig, at Befolkningen i Nordslesvig ikke deler sig i Klasser, der hver for sig mener at være sig selv nok og hver for sig mener at skulle sørge for sig selv og lade andre gøre det samme.”, stod der i opråbet.²⁴ Det har givetvis ikke været en tænkt situation Fælleslandboforeningen her hentydede til, men derimod en realitet. Der har ikke været megen fokus på den indre sociale konflikt i det slesvigske område under den Første Verdenskrig.

Historievidenskaben har, af gode grunde, i stedet fokuseret på det nationale spørgsmål. Det har samtidig været opfattelsen, at den dansk-tyske modsætning nedtonede de sociale modsætninger i regionen. Sagen er imidlertid, at åbningen af grænsespørgsmålet i oktober 1918 intensiverede den økonomiske spekulation, og at de sociale modsætninger øgedes i tiden 1918 til juni 1920.

21 Hübbe (1925) s. 80.

22Refslund Thomsen (1926) og Schultz-Hansen (1994) s. 215. Driftsmidlernes realisering var et resultat af afleverings-tvangen. I de nordslesvigske sparekasser steg indskuddene fra 89 mio. mark i 1914 til 152 mio mark i 1918 og yder-ligere til 213 mio mark i 1920. Historikeren Jonathan Osmond, der har forsket i de tyske bønders forhold under den Første Verdenskrig, bekræfter dette billede. De små landbrug i det vestligeog nordlige Tyskland nød ifølge Osmond en høj grad af økonomisk beskyttelse krigen i gennem, uden dog at kunne forbedre produktionen. Osmond (1982)

23 Feldman (1997) s. 73 – 85.

24 Schultz Hansen (1994) s. 216 – 217.