Carl Severing og preussisk-tysk genopbygnings- og grænsepolitik

bevillinger blev deltagerne enige om, at en mindre del af midlerne kunne afsættes hertil. Samme dags eftermiddag blev fordelingen drøftet med de to landråder Wallroth og Böhme, samt med Flensborgs overborgmester Todsen, men der blev ikke foretaget væsentlige ændringer i fordelingen.

Fordelingen af de 100 millioner mark endte derfor med at være følgende: Flensborg by 47,5 milli-oner mark, Flensborg land 12,5 millimilli-oner mark og Sydtønder kreds 23 millimilli-oner mark. Derudover skulle der afsættes 2,5 millioner mark til en særlig fiskerifond og 14,5 millioner mark til kulturelle formål.¹⁹ Fordelingsplanen skulle nu en tur over den preussiske indenrigsminister Carl Severings bord og efterfølgende godkendes i det preussiske statsministerium.

belastninger. Siden var det fra lokalt hold blevet beklaget, at bevillingen ikke var rettet mod en økonomisk og kulturel styrkelse af grænselandet. Indenrigsministeriet havde derfor valgt at lade bevillingens anvendelse følge et bredere princip: ”Im Einzelnen sollte die Verteilung von den Gedanken geleitet werden, mit den Mitteln möglichst grössere wirtschaftliche Aufgaben zu unter-stützen und zu fördern.“ En vigtig politisk ændring var, at en del af fondens midler alligevel kunne anvendes til kulturelle formål. Det begrundede Severing med overpræsident Kürbis’ ord: ”Es lässt sich nicht verkennen und kann als Niederschlag der Überzeugung weitere Kreise der Bevölkerung beziechnet werden, dass eine starke deutsche Kulturpolitik im Interesse der Deutscherhaltung der Nordmark und der Festhaltung unserer Brüder am Deutschtum im verlorenen Gebiet von grösster Bedeutung ist; man erkennt immer mehr, dass einer der wichtigsten Gründe, die zum Verlust der ersten Abstimmungszone geführt haben, der Umstand war, dass es in Nordschleswig von altersher an einer systematischen Kulturpropaganda gefehlt habe.“ Severing kunne varmt tilslutte sig dette synspunkt, og Severing begrundede investeringen i grænselandets kulturliv med ordene: „Nachdem der unglückliche Krieg einen Schutz der Reichsgrenze mit militärischen Mitteln unmöglich gemacht und die Abstimmung und Entscheidung des interallierten Ausschusses gemäss Art. 110 des Frie-densvertrages die zunächst unabänderliche Grenzziehung gegenüber Dänemark herbeigeführt hat, steht uns dem unaufhörlich andrängenden Ansturm des Dänentums gegenüber lediglich der Schutz mit Waffen des Geistes zur Verfügung.“²¹ Med andre ord handlede genopbygningen af det slesvig-ske grænseland om et forsvar af områdets tyslesvig-ske tilhørsforhold.

Indenrigsminister Severings begrundelse kan synes noget dramatisk, men den skal ses i lyset af, at den nye tyske republik i oktober 1920 var alt andet end politisk stabil. Carl Severing var blevet preussisk indenrigsminister den 29. marts 1920 ved den preussiske regeringsomdannelse, der fulgte efter det mislykkede ”Kapp-Putsch” den 13.-14. marts. Dette kupforsøg havde vist, at stærke anti-republikanske kræfter stod på spring for at omvælte den demokratiske republik ved førstkomne lejlighed. Carl Severing afskedigede efterfølgende adskillige preussiske overpræsidenter og rege-ringspræsidenter med Kapp-sympatier. Severing havde desuden fungeret som mægler i den Ruhr-opstand, der fulgte kupforsøget. Arbejderhæren, ”den røde Ruhrhær”, havde nedkæmpet kupmager-nes militære støtter i Ruhrområdet, men ville efterfølgende ikke slippe kontrollen over Ruhr. Seve-rings mægling mellem regering og fagforeninger endte med en aftale om en fredelig afvikling af arbejdernes Ruhrbesættelse, som imidlertid ikke blev respekteret. Et ultimatum til arbejderhæren om at aflevere våbnene førte heller ikke til resultat, og efterfølgende blev regeringstropper sat ind

21 LASH. Abt. 309. Nr. 22229 Nordmarkfonds.

mod arbejderhæren. En regulær Ruhrkrig udspillede sig i april 1920, hvor 50.000 bevæbnede arbej-dere kæmpede mod rigshæren. Mere end 1000 arbejarbej-dere mistede livet, før modstanden blev op-givet.²² Den nye regering under Hermann Müller (SPD) satte hårdt mod hårdt for at vise sin magt-vilje, men skubbede derved de Ruhrarbejdere fra sig, der havde overvundet det militære kupforsøg.

Som Hans-Ulrich Wehler skriver i ”Deutsche Gesellschaftsgeschichte 1914-1949”, var det et politisk mirakel, at den unge Weimarrepublik overlevede de mange ”hæsblæsende og borgerkrigs-lignende kriser”, som republikken stod model til i dets første fire leveår.²³ Den politiske ustabilitet var åbenlys, og flere af de mest uroplagede regioner lå indenfor Preussens grænser. Carl Severing var ikke blot bekendt med urolighederne, men involveret i forsøg på at dæmpe disse. I sammenlig-ning med disse uroligheder var forholdene i det slesvigske grænseland anderledes harmoniske, men heller ikke den slesvig-holstenske loyalitet overfor den preussiske stat blev taget for givet, hvad overpræsident Kürbis havde antydet i sin betænkning. Kombinationen af indre ustabilitet og ydre trusler blev af både Kürbis og Severing anset for en reel fare. Der var antipreussiske strømninger i Slesvig-Holsten, der stammede tilbage fra den udeblevne selvstændighed og indlemmelsen i Preus-sen i 1867. Under den Første Verdenskrig var denne skepsis blevet styrket af en vokPreus-sende mistillid til den preussiske krigsforvaltning. Det i december 1918 oprettede Schleswig-Holsteinische Landes-partei, der dog aldrig blev en politisk magtfaktor i provinsen, spillede bevidst på den traditionelle Preussenskepsis i Slesvig-Holsten og på en skepsis overfor det nye ”røde Preussen”.²⁴ Samme Preussenskepsis gjorde sig gældende i Rhinlandet, hvor seperatistbevægelsen var mere fremskred-en. Preussen var et meget heterogen forbundsland og sårbar overfor regionalismer. Spredte de poli-tiske opstande og seperatismen sig, ville Preussen og Tyskland ligge åben for fjendtlig udenlandsk indflydelse, og det var præcis i dette tilfælde, at også grænsen til Danmark kunne blive truet. Seve-ring anbefalede derfor det preussiske statsministerium at godkende Nordmarkfonden ved førstkom-ne lejlighed, da grænseområdet havde brug for en hurtig afgørelse. Det preussiske statsministe-riums godkendelse fulgte den 29. oktober 1920.²⁵

Frygten for seperatismen og opløsningen af det tyske rige var ikke kun et preussisk fænomen.

Det vidner en betænkning udarbejdet og underskrevet i Auswärtiges Amt den 30. oktober 1920 med titlen: ”Aufgaben und Aufbau der nationalen Propaganda” om. Heri stod: ”Der Vertrag von Ver-sailles hat die Einheit des deutsches Volkes zerrissen und den deutschen Reiche Grenzen

22 Se Wehler (2003) s. 397 – 408. Om Kapp-putsch og Ruhropstanden se også Winkler (1998) kap. 6.

23 Wehler (2003) s. 397.

24 Rietzler (1982) s. 46 – 49 og 93 – 100 og Möller (1985) s. 13 – 14. Landespartei blev grundlagt af ledelsen af schleswig-holsteinische Bauernverein, der var stiftet under krigen i protest mod tvangsafleveringer og maksimalpriser.

25 LASH. Abt. 309. Nr. 22229 Nordmarkfond.

zugewiesen, die nicht nur aus nationalen, sondern auch aus politischen, wirtschaftlichen und geo-graphischen Grunden unmöglich Dauer haben können. Darüber hinaus hat der Vertrag gleichzeitig Handhaben geschaffen, durch welche der Prozess der Absplitterung deutschen Gebietes fortgeführt werden soll. Solche Handhabe bietet vor allem nicht nur die Okkupation im Westen, sondern auch die Art der Grenzführung im Norden und Osten, die entweder eine Wiedergewinnung deutscher Gebiete erheischt, oder aber dank der gegnerrischen Nationalpropaganda in Verbindung mit der wirtschaftlichen Verhältnisse zu weiteren Loslösungen zu führen droht.“ Den nationale propaganda havde ifølge betænkningen flere formål. Den første opgave var at opretholde og styrke tyskheden i de nu afståede områder. Den anden opgave var at forsvare Tyskland mod den fremmede nationale propaganda i de nye tyske grænseprovinser. Propagandaen skulle for det tredje bekæmpe de interne autonomibestræbelser, og for det fjerde skabe en nationalpolitisk enhedsfront i hele det tyske rige.

Herefter fulgte en begrundelse for hver af de fire indsatsområder, hvor de enkelte grænseområders situation blev beskrevet. Det slesvigske grænseområde blev på linie med Øst- og Vestpreussen, Schlesien, Rhinlandet og Saarområdet beskrevet som truede grænseegne. Slesvig blev fremhævet som et eksempel til efterlevelse, fordi der i forbindelse med afstemningerne havde dannet sig natio-nale foreninger og organisationer, der allerede arbejdede med den nationatio-nale propaganda. Betænk-ningen konkluderede, at den nationale propaganda måtte udgå fra rigsadministrationen for at have en enhedsorganisation bag sig, og fordi propagandaen havde nær sammenhæng med den tyske udenrigspolitik. Den preussiske stat var uegnet som spydspids, ikke mindst i Slesvig-Holsten, hvor den danske propaganda var rettet mod Preussen. Omvendt var det nødvendigt at gøre brug af

”Heimatskultur“ i propagandaen: ”Nur der Schleswig-Holsteinische Gedanke im bewussten gegen-satz zum preussisch-berlinischen Zentralismus ermöglichte eine erfolgreiche Abwehr hiergegen.“

Betænkningens konklusion var „Über die gesamten Aufgaben und den Aufbau der nationalen Propaganda kann zusammenfassend gesagt werden, dass sie nach aussen hin eines der vornehm-sten Mittel zur Revision des Versailler Vertrages zur Wiederstarkung des deutschen Volkes und zur die erstellung seines Ansehens und seiner Gleichberechtigung unter den übrigen Völkern dar-stellt…….Zum anderen ist die nationale Propaganda eines der wesentlichsten Mittel zum inneren Wiederaufbau und zwar dadurch, dass sie systematisch die Gedanken der Bevölkerung auf die Schicksalsgemeinschaft der Nation, und zwar der organisierten Nation, d.h. also auf den Staat hinlenkt.“²⁶ Som Auswärtiges Amts betænkning så præcist beskrev, skulle den nationale kulturpro-paganda være en væsentlig del af den indre tyske genopbygning og samtidig være et

26 RA. 860 Håndskriftsamlingen. XVL. Danica. Auswärtiges Amt. 144. Betænkning af 30. okt. 1920.

politisk middel overfor Versaillestraktaten. De politiske hensigter bag kulturpropagandaen havde således stor lighed med de politiske hensigter bag inflationen. Kulturpropagandaen skulle dog også afværge den indre uro og seperatiske tendenser. Hvis ikke det tilbageværende Tyskland kunne holde sammen på sig selv, ville de afståede områder heller ikke ønske at vende tilbage, og i værste fald ville flere provinser løsrive sig fra Tyskland. I den forbindelse spillede den tyske kultur en altafgør-ende rolle som republikkens sammenhængskraft. Indtil videre var kulturpropagandaen dog kun en mindre del af den økonomiske genopbygning i Sydslesvig, men det skulle snart ændre sig.