5. GENOPBYGNINGSTRATEGIER OG GRÆNSEPOLITIK
5.6 Genforeningsprogrammet
Grev Schacks ønske om at Nordslesvig skulle blive en fuldgyldig del af Danmark, og at skellet ved Kongeåen var fortid, var kendetegnende for tilgangen til den praktiske indlemmelse af Nordslesvig både i landsdelen selv og i Danmmark. Direktør for Haderslev Bank Christian Hübbe udtalte sig i flere omgange om den økonomiske genforenings mål i forbindelse med valutareguleringsforhand-lingerne i overgangstiden. På mødet med de økonomiske eksperter i Danmark den 22. januar 1919 i København sagde Hübbe: ”Vi haaber og ønsker, at den nordslesvigske Befolkning, naar den en Gang bliver en fast Del af det danske Folk, i Fremtiden maa blive fuldtud ligestillet med det danske Folk. Det er en Skitse af vore Haab og Ønsker i Nordslesvig, at vore økonomiske Forhold i Frem-tiden maa jævnstilles med det danske Folk.”29 Det var bankdirektør Hübbes opfattelse, at nordsles-vigerne havde noget at indhente, hvad angik det økonomiske, og en fredskursomveksling af reichs-marken ville være første skridt i denne ligestilling. Men der var som omtalt i forrige kapitel allerede på dette tidspunkt divergerende opfattelser af situationen blandt nordslesvigerne. Således udtalte direktør for Nordslesvigsk Kreditforening J.H. Schmidt på samme møde: ”Jeg tror godt, man kan sige, at de sønderjydske Landmænd er godt stillet i Øjeblikket, og saa mener jeg ikke, det er rigtigt, at vi stiller krav til den danske Statskasse om at træde hjælpende til. Jeg mener, vi saavidt muligt skal klare os selv.”30 Valutaspørgsmålet overskyggede alle andre økonomiske spørgsmål i Nord-slesvig, og interesserne i valutaspørgsmålet var mange og forskellige. Det gav det økonomiske
28 Olsen (1968) s. 62 – 65 og Cohn (1961) s. 35 – 36.
29 LAA. H.D. Kloppenborg-Skrumsagers privatarkiv pk. 7 – Stenografisk referat af møde den 22. jan. 1919. s. 28 – 29.
30 Ibid. s. 32
udvalgs bænkning af 30. april 1919 klart vidnesbyrd om. Der var enighed om, at Nordslesvig skulle integreres i den danske økonomi, men der var divergerende opfattelser af, hvor stor en opgave der lå i dette, og hvor stor en økonomisk hjælp fra Danmark, der var påkrævet til integrationen.
I København satte den radikale regerings frygt for at sætte neutralitetspolitikken over styr i det aktualiserede grænsespørgsmål præg på de første indlemmelsesforberedelser. H.P. Hanssen foreslog den 3. december 1918 den danske regering at nedsætte et forberedende udvalg for genforeningen.
Det gik regering og rigsdagen med til, og ”Sønderjysk Udvalg af 1918” blev nedsat under Stats-ministeriet. Kongens kabinetsekretær A. Krieger blev udpeget som formand for udvalget, og herredsfuldmægtig Martin Hammerich fra Stege som sekretær. Sidstnævnte var foreslået af H.P.
Hanssen, der kendte Hammerich fra hans arbejde i studenterforeningen ”To Løver”.31 Også stats-minister C. Th. Zahle, der havde været borgmester i Stege, kendte Hammerich, der med tiden skulle få stor betydning for den økonomiske genopbygning af Nordslesvig. Den 16. december 1918 holdt udvalget møde med statsminister Zahle, hvor også H.P. Hanssen var til stede. Zahle lod her forstå, at udvalget skulle stå til rådighed for forespørgsler fra de af sønderjyderne nedsatte udvalg, og bistå dem i deres virksomhed. Både H.P. Hanssen, Krieger og Hammerich talte for at give udvalget en selvstændigere ramme, hvad Zahle da også hurtigt gav samtykke til.32 Zahles udtalelse skal ses som et udslag af regeringens ønske om, at det var nordslesvigerne selv, der rejste Slesvigspørgsmålet.
Martin Hammerich blev den 27. december 1918 af Krieger bedt om at overveje og nedskrive de problemer, som han mente kunne opstå i forbindelse med indlemmelsen, og i hvilken rækkefølge problemerne skulle løses. Dette havde Hammerich gjort den 28. december. Overdragelsen af Nord-slesvig og af den tyske stats ejendomme, aktiver, tilgodehavender, gæld, pensioner, arkivalier og andre forpligtelser måtte løses via en dansk-tysk traktat, og den skulle kun i særlige tilfælde berøres af udvalget. Med hensyn til den praktiske indlemmelse af Nordslesvig var det ifølge Hammerich vigtig at gøre sig klart:”At et Landområde inddrages under den danske Stat maa medføre, at visse Foranstaltninger nødvendigvis snarest skal foretages for at markere, hvor Statens nye grænse gaar, og det inkorporerede Landområde hører under Danmark.”33 De nødvendige foranstaltninger, der havde stor symbolsk og national værdi var ifølge Hammerich følgende: Toldgrænsens flytning til den nye grænse, den danske kronemønts indførelse, indførelse af dansk mål og vægtsystem, dansk overtagelse af postvæsenet, telegrafvæsenet og statsbanerne, dansk overtagelse af den lokale
31 Studenterforeningen ”To Løver” var en dansk studenterforening oprettet i 1888 med henblik på at støtte de danske i Nordslesvig. Rigsarkivar A.D. Jørgensen for foreningens første formand. Se Fink (1999) s. 146 – 154 .
32 RA. Martin Hammerichs privatarkiv pk.21. Kriegerudvalgets forhandlingsprotokol.
33 RA. Martin Hammerichs privatarkiv pk. 21. Betænkning.
administration ved udnævnelse af danske amtmænd, indførelse af dansk kommunaladministration og sidst indførelse af dansk kirkesystem. Hammerich foreslog også, at det danske rationerings-system, danske maksimalpriser og dansk lægepraksis øjeblikkeligt blev indført af hensyn til befolk-ningens ve og vel i overgangstiden. Om indførelsen af dansk lov og ret skrev Hammerich, at denne burde blive indført hurtigst muligt og i størst mulig udstrækning. Men hvis de nødvendige for-arbejder for indførelsen af dansk lov og ret ikke var til stede ved indlemmelsen, anså Hammerich det for bedre at bibeholde tysk lov og ret i en tid, end at indføre dansk lov stykkevis. Hvad angik skatte-, patent-, nærings-, og sociallovgivningen samt loven om statshjælp til husmandsbrug og fiskerifartøjer kunne dansk lovgivning dog indføres straks.34 Med hensyn til lovgivningen på det økonomiske og erhvervsmæssige område, var det altså Hammerichs opfattelse, at danske regler snarest skulle indføres. Der ville være stor symbolsk værdi i at inkorporere Nordslesvig i den danske økonomi så hurtigt som muligt, og samtidig ville indførelsen af danske forhold på det øko-nomiske, og ikke mindst ernæringsmæssige område, være en hjælp til den efter krigen økonomisk og ernæringsmæssigt ildestedte befolkning i Nordslesvig. Det skulle imidlertid vise sig umuligt at indføre danske love og regler, før den officielle suverænitetsoverdragelse var en realitet, og den lå længere ude i fremtiden, end Hammerich eller andre kunne forestille sig.
Da Hammerichs betænkning blev forevist statsminister Zahle nytårsdag 1918, havde stats-ministeren ingen særlige indvendninger. På en forespørgsel fra Krieger om nedsættelsen af en særlig regeringskommission i Slesvig i overgangstiden, bemærkede statsministeren: ”at Overgangs-tiden gerne skulde gøres så kort som muligt, og at det gjaldt om hurtigst muligt at indføre danske Forhold i Slesvig, for at denne Landsdel ikke skulde vokse fast i en Særstilling, som det så ønskede at bevare.”35 En udvidelse af udvalget kunne statsministeren ikke bifalde, men opfordrede i stedet udvalget til at søge bistand om specialspørgsmål hos de relevante fagministerier.
Kriegerudvalgets og statsministerens indkredsning af indlemmelsens opgaver skulle blive et meget godt billede på centraladministrationens og Rigsdagens tilgang til indlemmelsen af Nord-slesvig. Hammerichs betænkning blev på mange måder et genforeningsprogram, om end denne genforening blev mere problematisk, end Hammerich havde forudset. Den symbolske og kraftige markering af grænsen, og den kortest mulige overgangstid, skulle blive overordnede retningslinier, og en form for indlemmelsesstrategi, som der var udbredt enighed om i Rigsdagen, central admini-strationen og de kredse og institutioner i både kongeriget og Nordslesvig, der kom til at beskæftige
34 Om den lovmæssige og administrative genforening se Fransen m. fl. Harmonisering eller særordning. Sønderjylland som administrativ forsøgsmark efter Genforeningen i 1920. (2002)
35 RA. Martin Hammerichs privatarkiv pk. 21. Kriegerudvalgets forhandlings protokol.
sig med den praktiske indlemmelse. Statsministeren udtalelse om, at landsdelen ikke skulle vokse ind i en særstilling, blev et kendetegn for den politiske tilgang til indlemmelsen. Der skulle ikke udvikles for mange særregler og særforvaltninger, men i stedet anvendes eksisterende lovgivning og organer som fagministerierne under indlemmelsen. At gøre Nordslesvig dansk betød, at landsdelen var ligestillet med andre danske landsdele, og at landsdelen ikke blev betragtet, eller betragtede sig selv, som en særlig landsdel med særlige privilegier.