5. GENOPBYGNINGSTRATEGIER OG GRÆNSEPOLITIK
5.3 Genopbygningsstrategi i Slesvig-Holsten
traktaten. Det handlede om at skabe et økonomisk grundlag for tysk selvstændighed. Det kom også til udtryk ved bilaterale forhandlinger og indgåelse af handelsaftaler med de mindre europæiske stater Holland, Ungarn, Tjekkoslovakiet og Rumænien i juni 1920. Med Danmark blev kun en mid-lertidig overenskomst for 1920-21 indgået. Tyskland ville med de bilaterale forhandlinger bryde de franske bestræbelser på at afskære Tyskland fra handelen med de små lande, der også havde inter-esse i at få adgang til det tyske marked. Som den britiske historiker Patrick Salmon har skrevet, havde de handelsmæssige forbindelser til Danmark og Skandinavien en ikke ringe betydning i denne tyske handelspolitiske genopbygningsstrategi, og der var en betydelig tysk interesse i at drage Skandinavien med ind under et tysk domineret ”Mitteleuropa”.18 Med handelsaftalen med USA i december 1923 og med England og Belgien i december 1924, og endelig med Frankrig i 1927, for-måede Tyskland at genskabe den tyske handelspolitiske suverænitet på relativt få år. I det lys var den tyske politik en udenrigspolitisk succes.19 Men det var en skrøbelig succes, for samtidig havde Tyskland været i gennem en hyperinflation med enorme omkostninger til følge af både økonomisk, politisk og ikke mindst mental og sociologisk karakter. Den nye republik havde været meget nær en indre opløsning. Derfor havde der i samme periode også været rettet særlig opmærksomhed mod den indre sammenhæng i riget. Her spillede grænseregionerne en vigtig rolle.
tvangsøkonomien. Samtidig modtog overpræsidenten skrivelser fra blandt andet rigsministeren for ernæring om nødvendigheden af fortsatte reguleringer på ernæringsområdet.21
Med den tyske udenrigsminister Solfs anerkendelse af H.P. Hanssens krav om en national folkeafstemning i Slesvig i november 1918 blev Slesvigs nationale fremtid et afgørende politisk spørgsmål for provinsen. Det var også et spørgsmål med økonomiske implikationer. En afståelse af Nordslesvig ville få stor betydning for provinsens økonomi, og de økonomiske fremtidsperspektiver for afstemningszonerne i enten Danmark eller Tyskland blev som omtalt i kapitel 4 en væsentlig del af valgkampen, især i den anden afstemningszone. Usikkerheden om den nationale fremtid påvirk-ede også den økonomiske udvikling i provinsen, særligt på grund af den økonomiske spekulation.
Men også fordi folkeafstemningerne forsinkede Slesvigs deltagelse i genopbygningsprocessen.
Først da den anden afstemningszones genforening med Tyskland var en realitet den 17. juni 1920, kunne Sydslesvig tage del i den tyske genopbygning. Med Nordslesvigs afståelse til Danmark mis-tede provinsen Slesvig-Holsten omtrent 4.000 km2 og 163.000 indbyggere, svarende til 21% af provinsens areal og 10% af befolkningen. Ligesom Versaillestraktatens bestemmelser og konse-kvenser blev af central betydning for den generelle økonomiske genopbygning i Tyskland, blev afståelsen af Nordslesvig af central betydning for genopbygningen i provinsen Slesvig-Holsten. Den centrale økonomiske problemstilling var, hvorledes provinsen skulle komme sig over tabet af Nord-slesvig og hvorledes dette tab kunne udlignes?
Industri- og Handelskammeret i Flensborg, der havde taget livligt del i afstemningskampen, tog tidligt efter grænsedragningen i juni 1920 initiativ til en udligning af regionalpolitisk karakter.
Handelskammeret sendte ved præsident Ernst Kallsen og den nyvalgte forretningsfører ”syndikus”
Erich Schirmeister den 5. juli 1920 en betænkning til Auswärtiges Amt samt det preusiske stats- og indenrigsministerium, med forslag om en udvidelse af Handelskammerets distrikt, som kompensa-tion for tabet af de nordlige kredse. Der var tilsyneladende fremsat et forslag om at fusionere Han-delskammeret i Flensborg med HanHan-delskammeret i Kiel efter tabet af Nordslesvig. Det var ikke et forslag, der faldt i det flensborgske Handelskammers smag. At nedlægge Handelskammeret i Flens-borg ville være det samme som at udlevere FlensFlens-borg til Danmark. Og fortsatte skrivelsen: ”Dazu kommt, dass Deutschland die Hoffnung nicht aufgeben darf, dass das Unrecht der Grenzführung in Nordschleswig in absehbarer Zeit berichticht wird, und die Gebiete wieder zurückgewonnen wer-den, die deutscher Nationalität sind. Der Wunsch mit Deutschland wieder vereinigt zu werwer-den, wird aber bei den deutschen Bewöhnern der ersten Zone umso lebhafter sein, jemehr sie sehen, was alles
21 LASH. Abt. 301. Nr. 47 Aufhebung der Zwangswirtschaft.
von seiten der Preussichen Regierung und des Deutschen Reiches für das volkswirtschaftliche Gedeihen der zweiten Zone getan wird. Es kann sich daher nicht darum handeln die Kammer aufzu-lösen, sondern nur darum, dass ihr Gebiet in entsprechender Weise vergrössert wird…….Der Aus-bau des Freihafens wird die Bedeutung Flensburgs als Handelsstadt ungemein heben, umsomehr, als, wenn nicht alle Anzeihen trügen, die wirtschaftliche Entwicklung in Dänemark dahin drängt, dass es seine landwirtschaftliche Produkte nicht mehr vorzugsweise nach England absetzt, sondern Absatz nach Deutschland sucht. Es muss dahin gestrebt werden, dass die abgetretene erste Zone wirtschaftlich Deutschland nicht verloren geht.“22 For at kunne opfylde opgaven og positionen som handelscentral for den danske eksport til Tyskland måtte Handelskammerets distrikt udvides. Antal-let af kontingentforpligtede virksomheder i Handelskammeret var med afståelsen af de nordslesvig-ske kredse faldet fra 1.214 til 809 og indtægten fra 62.000 mark til 49.000 mark årligt. Som udlig-ning for dette tab burde kredsene Rendsborg, Ejderstedt og Norderditmarschen indlemmes i det flensborgske Handelskammer distrikt. Med denne udvidelse ville kammerdistriktet i økonomisk henseende blive en naturlig enhed, skrev Kallsen og Schirmeister.23
Som omtalt i kapitel 3.7 havde Handelskamrene i Flensborg og Kiel allerede i 1895 været i strid om Rendsborgs erhvervsmæssige tilhørsforhold. Afståelsen af Nordslesvig var nu et stærkt argument for at udvide Flensborgs opland mod syd på Kiels bekostning. Handelskammeret i Flens-borg fik værdifuld støtte fra Auswärtiges Amt i Berlin, der den 12. juli 1920 skrev til den preussiske minister for handel og industri, at ministeriet fuldt ud kunne tilslutte sig Handelskammerets rede-gørelse. Begrundelsen var følgende: ”Es muss das Bestreben der deutschen und preussischen Behörden sein, die Stellung der Stadt Flensburg, die in der Abstimmung ihre Treue bewies und die der äusserste Grenzposten des Deutschtums gegen Norden für die Zukunft sein wird, in jeder Bezie-hung zu stärken.“24 Ministeriet mente dog ikke, at Rendsborgs tilhørsforhold kunne ændres, men anbefalede varmt, at Ejdersted og Norderditmarschen blev indlemmet i det flensborgske distrikt.
Den 23. september 1920 afholdt de tre Handelskamre i provinsen og Oberregierungsrat Dr. Neu-haus fra regeringspræsidiet i Slesvig møde om flensborgs ønske. Her blev man enige om, at Ejder-sted kunne ændre distriktstilhørsforhold fra Altona til Flensborg Handelskammer, mens de to andre Rendsborg og Norderditmarchen forblev i Altona Handelskammerdistrikt. Til gengæld ville
Handelskammeret i Altona overføre 15.000 reichsmark årligt over de næste to år til
22 Stadtarchiv Flensburg. II C. Nr. 408. Die Flensburger Handelskammer.
23 Ibid.
24 Ibid.
meret i Flensborg som en anerkendelse af Flensborgs økonomiske vanskeligheder. Ejdersted kreds blev officielt en del af Industri- og Handelskammer Flensborgs distrikt fra den 1. oktober 1922.25
Industri- og Handelskammer Flensborg fik ikke opfyldt alle ønsker, men den regional-politisk-økonomiske strategi, som skrivelsen af 5. juli indeholdt, skulle blive kendetegnende for Handelskammerets virksomhed i mellemkrigstiden. At opretholde den flensborgske industris og handels økonomiske og handelsmæssige forbindelser til det afståede Nordslesvig anså Handels-kammeret for det primære mål. Dermed ville Flensborg bevare et kundegrundlag og et økonomisk fundament som handelsstation mellem Tyskland og Danmark. Bevarede Flensborg sin økonomiske indflydelse i Nordslesvig ville chancen for og håbet om en revision af grænsedragningen desuden kunne bevares. Handelskammeret var fortsat den officielt anerkendte interesseorganisation for industri og handel i det nordlige Slesvig, og blev som sådan taget alvorlig af myndighederne i både Slesvig, Kiel og Berlin. Det var skrivelsen fra Auswärtiges Amt et godt eksempel på. I skrivelsen af 5. juli 1920 lå også en argumentationsform, der skulle blive kendetegnende for de politisk-økono-miske initiativer fra regionalt holdt. At henvise til den uretfærdige grænsedragning og dens negative økonomiske konsekvenser for regionen blev en fast del af den regionaløkonomiske politik og ikke mindst retorik i Slesvig-Holsten i mellemkrigstiden. Og i forlængelse af denne henvisning blev det også en tradition at henstille til den preussiske regering og rigsregeringen i Berlin at gøre en indsats for ”das Volkswirtschaft” i provinsen, for at sikre provinsens tyske tilhørsforhold og samtidig at fremme ønsket om en grænserevision nord for grænsen. Den nye republiks skrøbelighed under de urolige inflationsår og senere under den økonomiske krise fra 1927 og frem skulle forstærke denne tradition for at påkalde sig centralmyndighedernes økonomiske hjælp.
25 Stadtarchiv Flensburg. II C. Nr. 408. Die Flensburger Handelskammer. Brev fra preussisk min. for handel og industri til magistraten i Flensborg 7. oktober 1920 + LASH. Abt. 301. Nr. 5494. Handelskammer Flensburg. Brev fra preussisk min. for handel og industri til overpræsidenten 14. oktober 1920.