Udligningskassen for Sønderjylland

I forhold til den danske stats udgifter i finansloven 1919/20 på 286,5 millioner kroner, var 97 milli-oner krmilli-oner overordentligt mange penge. Det var ikke Rigsdagen ubekendt, at genforeningen og genopbygningen af Nordslesvig ville koste store summer for den danske stat. Af den grund havde rigsdagen allerede i september 1919 vedtaget, at staten skulle optage et såkaldt ”genforeningslån”

på 145 millioner kroner, i form af salg af 5% obligationer.⁹ Dertil havde rigsdagen besluttet, at også salgssummen for de vestindiske øer, som Danmark havde afstået til USA i 1917, skulle anvendes til genforeningen. Salgsummen for øerne var i 1920 ikke endeligt opgjort, men den endte på 25 millio-ner dollar, svarende til omkring 153 milliomillio-ner kromillio-ner i juli 1920. Dermed var indlemmelsens finan-siering foreløbigt sikret.

Udligningskassen for Sønderjylland fik 350 kroner per indbygger i Nordslesvig til rådighed, i alt 58,66 millioner kroner.¹⁰ Udligningskassens formål var at udligne de indtægts- og formuetab, som krigen og inflationen havde påført de nordslesvigske borgere. Det betød konkret, at

7 Danmarks Riges Grundlov. Lovtidende 1915. s. 617.

8 Rigsdagspartiernes sønderjyske Udvalg. Forhandlingsprotokol s. 978.

9 Rigsdagstidende 71de ordentlige samling 1918-19 III sp. 7519.

10 Ved vedtagelsen af loven blev indbyggertallet i Nordslesvig af 1910 på 167.603 anvendt, hvilket gav en rådighedssum på 58,66 millioner kroner. Folketællingen den 21. februar 1921 viste et indbyggertal på 163.622.

Rådighedssummen på 58,66 mio kr. blev dog fastholdt og der var derfor 359 kroner per indbygger til rådighed.

Beretning om Udligningskassens virksomhed. s. 23.

slesvigere, der havde tabt markformuer eller dele heraf i perioden fra den 1. januar 1914 til den 1.

januar 1920, og kunne påvise et sådan tab, kunne søge om erstatning for dette tab i kronemønt ved udligningskassen. Formuen 1914 blev omregnet ved parikurs 8 kroner for 9 mark, og 1920-formuen til kursen i januar 1920 på 7,25 kroner for 100 mark. Ansøgerne skulle have været bosat i Nord-slesvig siden den 1. januar 1914, og ansøgningen skulle være Valutarådet i hænde senest den 1.

august 1920. Udligningskassens virksomhed var ment som en social foranstaltning, der skulle give hjælp til de af krigen hårdest økonomisk ramte, og til dem, der i forvejen ikke havde mange midler til rådighed. Derfor blev erstatningerne givet efter en glidende kursskala, således at mindre formu-ende fik en højere erstatning end mere formuformu-ende. Det var på forhånd bestemt, at personer der den 1. januar 1914 havde haft en mindre formue på indtil 5.000 reichsmark, skulle have deres formuetab erstattet ved parikurs 8 kroner for 9 reichsmark. Personer med formuer på indtil 15.000 reichsmark den 1. januar 1914, skulle have de første 5.000 reichsmark tabt erstattet ved parikurs og de næste 5.000 reichsmark til en kurs 45 kroner for 100 reichsmark. Havde de pågældende tabt mere end 10.000 reichsmark kunne en erstatning af disse til en lavere kurs komme på tale, såfremt udlig-ningskassens beløb rakte. Erstatningstildelingen til personer med større formuer end 10.000 reichs-mark i 1914 afhang derfor af, hvor mange ansøgninger der kom fra personer med tabte formuer på indtil 10.000 reichsmark. Formuer måtte dog ikke bringes op over 25.000 kroner per individ ved erstatningen. Det var også lovbestemt, at familieforsørgere skulle have fuld erstatning, mens ikke-familieforsørgere måtte nøjes med 2/3 af erstatningssummen, en regel som var vedtaget på forslag af Thorvald Stauning.¹¹ Endelig kunne personer, der levede af renter og pension, som ikke blev overtaget af den danske stat, tilkomme et årligt indtægtstilskud. En årlig indtægt på indtil 2.000 reichsmark gav ret til at få indtægten forøget med et beløb, svarende til en omveksling ved parikurs 8 kroner for 9 reichsmark. For indtægter over 2.000 reichsmark kunne Valutarådet fastsætte en omregningsskala, men den årlige indtægt måtte ikke forøges til et beløb over 4.000 kroner. Denne regel kunne også benyttes af personer, der levede af renter fra en stående kapital, men i så fald skulle den stående kapital tilfalde staten ved den pågældendes død.¹²

”Sønderjysk Valutaråd”, der skulle lede udligningskassens virksomhed, bestod af 14 valgte medlemmer fra Nordslesvig, samt af formand for rådet og generaldirektør for skattevæsenet Michael Koefoed, og sekretær J.V. Schou-Nielsen, fuldmægtig i Departementet for Told og Forbrugsafgifter. Fra Tønder Amt var bygmester Martin Møller, Bredebro, købmand P. Sørensen, Tønder og gårdejer H. Lorenzen, Ballum valgt. Fra Aabenraa Amt købmand Jørgen M. Hansen,

11 Se Andersen. ”Det nordslesvigske valutaspørgsmål 1918-20.” Utrykt speciale ved SDU Odense. s. 62 – 63.

12 Lov Nr. 297 om en Udligningskasse for de sønderjydske landsdele. Lovtidende 1920. s. 1125.

Aabenraa og rentier Chr. Nissen, Varnæs. Fra Sønderborg Amt amtsassesor A.V. Karberg, Sønder-borg, hjulmager Jørgen Petersen, Avnbøl og fisker Chr. P. Hansen, Kragesand. Fra Haderslev Østeramt vinhandler Warthoe, grosserer H. Dahl, og købmand G. Hintze alle Haderslev, og fra Haderslev vesteramt gårdejer N.S. Hörlyck, Rurup, gårdejer Jens Høyer, Billeslund og møllebygger R. Rasmussen, Toftlund. Den 1. juni 1920 mødtes valutarådet på kredshuset i Haderslev, for at tilrettelægge udligningskassens forretningsorden. Her blev man enige om, at ansøgningsskemaerne skulle tilstilles kommuneforstanderne i sognene og borgmestrene i byerne, hvorfra de kunne afhentes af befolkningen. De udfyldte ansøgningsskemaer skulle afleveres til kommunalbestyrels-erne, der skulle vurdere ansøgningen og give et skøn over ansøgningens berettigelse. Dernæst skulle ansøgningen overgives valutarådets amtsudvalg, der bestod af de fra amtet valgte medlemmer, som skulle efterprøve ansøgningen og sende denne videre til Finansministeriet i København med an-mærkninger. Finansministeriet stod for den regnskabsmæssige opgørelse af de enkelte erstatningers størrelse og skulle sikre en ensartet behandling af sagerne. Til sidst ville ansøgningen blive sendt til Valutarådet i Haderslev, der gav endelig svar på de enkelte ansøgninger.¹³ Det kan umiddelbart synes som en noget omstændelig foretningsgang, men for at sikre en både ensartet behandling af sagerne samt en føling med lokale forhold, var forretningsgangen formentlig hensigtsmæssig.

Som bevis for formueangivelsen for 1. januar 1914 og 1. januar 1920 skulle skatteattesten for skatteårene 1914-15 og 1920-21 vedlægges. Formuebestandens fordeling skulle specificeres i kon-tante beløb, indskud i banker og sparekasser, værdipapirer, fast ejendom, varelagre, inventar, maskiner og besætninger. Det kunne selvsagt blive en noget skønsmæssig opgørelse, hvis ikke en skatteattest kunne fremskaffes. I beretningen om Udligningskassens virksomhed bliver mangelfulde ansøgningsskemaer, og angivelsen af ejendoms- og besætningsværdier da også nævnt som proble-matiske, men det hævdes, at rådet havde tilstrækkelig med kontrolmidler til at kunne forhindre uret-mæssige erstatninger. Skatteattestreglen blev en af de mest kritiserede regler ved Udligningskassen.

Det blev af flere udlagt som en straf for svig mod de preussiske skattemyndigheder, altså en straf for bevidst at have formindsket foremueopgørelsen i 1914 overfor de preussiske myndigheder.

Valutarådet havde dog mulighed for at dispensere fra bestemmelsen, hvis ansøgere ad anden vej kunne bevise en højere formuebestand end den i skatteattesten angivne. Problemet var, ifølge P.A.

Callø, at de preussiske myndigheder havde håndhævet skatteligningen meget liberalt og tilfældigt.¹⁴ Når først formuen den 1. januar 1914 og 1. januar 1920 var fastlagt, kunne erstatningsydelsen beregnes i et dertil udformet skema. En tilfældig udvalgt ansøgningssag i Udligningskassens arkiv

13 Hejmdal 2. juni 1920 og Beretning om virksomheden i Udligningskassen s. 4 – 6.

14 Callø (1923).

kan illustrere beregningen, samt give et eksempel på de særlige forhold, der ofte prægede den enkeltes privatøkonomi. Hans Jessen Dam, Agerskov, der i 1920 var 42 år gammel, underskrev sin ansøgning om erstatning den 28. juni 1920. Hans Jessen Dams situation var, at han i november 1916 var flygtet til Danmark for at undgå tysk krigstjeneste. Hans Jessen Dam havde indtil da ejet 28 hektar jord, samt kreaturer til en værdi af 2.000 reichsmark. På grund af hans flugt blev ejen-dommen beslaglagt og solgt af de tyske myndigheder for 19.100 reichsmark, der efterfølgende blev anbragt i et krigslån i Hans Jessen Dams navn. Således var han den 1. januar 1920 ejer af et krigs-lånsbevis på 19.100 reichsmark. Vedlagt Hans Jessen Dams ansøgning var en attest fra skattekon-toret i Haderslev, der godtgjorde, at der ikke var lignet formueskat for Hans Jessen Dam i 1914, og at der heller ikke ved indtægtsskatteligningen i 1920 var taget hensyn til nogen formue. Ved bereg-ning af Hans Jessen Dams erstatbereg-ning blev formuebestanden den 1. januar 1914 ansat til 10.000 mark og formuen den 1. januar 1920 til 14.335 mark. Valutarådet anvendte den almene dispensa-tionsregel, at bevisliggjorte fomuer på indtil 10.000 mark i 1914 blev antaget uden skatteattestbevis, og Hans Jessen Dams ejendomsværdi i 1914 blev således sat til 10.000 mark. Krigslånet på 19.100 blev omregnet med ¾, formentlig krigslånets daværende kursværdi. Så kunne erstatningen

beregnes, som i nedenstående skema.

Obligatorisk Erstatning

Navn Hans Jessen Dam

Bopæl Agerskov

Markformuer 5.000-10.000 Mark.

Formue 1/1 1914 10.000

Heraf 5.000 M (x 8/9) = 4.444,44

+ Resten 5000 (x 0,45) = 2250

Tilsammen 6694,44

Formue 1/1 1920 14.325 (x 0,0725) = -1.038,56

Erstatning i kroner 5.655,88

Familieforsørger ja/nej (x 2/3) = 3.770,59

Kilde: LAA. Sønderjysk Valutaråds arkiv. Haderslev Amt 65. Agerskov 70/130.

Hans Jessen Dam fik i alt udbetalt 3.771 kroner af Udligningskassen, som erstatning for det tab, markkursens fald havde forårsaget. Dermed stillede Hans Jessen Dam sig imidlertid ikke tilfreds.

Den 27. april 1920 skrev han til Valutarådet, at han fandt det udbetalte beløb for utilstrækkeligt.

Årsagen var, at Hans Jessen Dams tidligere ejendom var blevet solgt til 23.000 kroner i efter- året 1920, hvorfor han mente at have lidt et tab på omkring 15.000 kroner, som han nu havde krav på. Kravet blev afvist af Valutarådet. Eksemplet viser, at der var tale om en noget skønsmæssig

erstatningstildeling, men også at det dårligt kunne være anderledes Jessen Dams situation taget i betragtning. Der har givetvis måtte foretages mange skøn af den salgs i Valutarådets arbejde.

I november 1920 mente Valutarådet, at have så meget overblik over de pligtmæssige erstat-ninger for formuer på indtil 10.000 mark, at man kunne fastsætte omregningskurser for højere formuer. Skalaen blev derefter, at for formuer indtil 5.000 mark erstattedes tabet til parikurs, for formuer over 5.000 mark indtil 25.000 mark erstattedes de første 5.000 tabte mark til parikurs og de følgende op til 25.000 mark til kurs 45. For formuer indtil 35.000 mark erstattedes tab indtil 25.000 mark som ovenfor nævnt, og de næste indtil 35.000 til kurs 40, og så fremdeles. Erstatningskalaen for rente og pensionstilskud blev fastsat efter samme princip. Indtægter op til 2.000 mark gav ret til indtægtsforøgelse ved parikurs, indtægter mellem 2.000 og 4.000 mark gav ret til indtægtsforøgelse for de første 2.000 ved parikurs og de næste indtil 4.000 mark til kurs 45. Det var, som der står i Udligningskassens beretning, faktisk en mere rundhåndet skalering, end man på forhånd havde ment at kunne opstille.

Enkelte grupper var blevet uheldig stillet i valutareguleringen. For de ældre kapitalrente-nyderne, der havde sparet en mindre markkapital op til alderdommen, var rentereguleringen proble-matisk. Deres opsparede kapital blev med inflationen og overgangen til kronemønt udhulet, og arbejdsindtægter var der ingen af. Mange tidligere kreditorer, hvis kreditter var blevet indfriet i overgangstiden, var også ilde stedt. Finansministeriet udarbejdede derfor et lovændringsforslag, der blev forelagt Rigsdagen i december 1920. Der blev ikke mindst af de sønderjyske folketingsmed-lemmer gjort opmærksom på nødvendigheden af en hurtig lovbehandling, og den 22. december 1920 blev forslaget til lov ved kongelig stadfæstelse. Det centrale ved lovændringen var, at

personer, der i januar 1914 havde haft en formue på over 10.000 reichsmark, nu kunne vælge at få et årligt renteindtægtstilskud i stedet for en kapitalerstatning af én gang. Renteindtægten af en markkapital blev beregnet som 4% af formuen årligt, og indtægtstilskuddet hertil beregnet efter de i november fastsatte kursskalaer. En tredje mulighed var at få udbetalt en såkaldt livrente ved en årlig ydelse, på grundlag af den kapitalerstatning, der kunne være kommet personen til del. Lovændring-en betød også, at personer, hvis formuer blev bragt over 25.000 kroner ved valutareguleringLovændring-en, kunne få renteregulering, hvis de opfyldte de øvrige betingelser herfor. Endelig bortfaldt reglen om tilbagebetaling af kapitalen ved pågældendes død, hvilket havde været en afgørende hindring for mange ældre, der ikke ville belaste deres efterkommere økonomisk og fratage dem arven på grund af renteindtægtstilskuddet.¹⁵

15 LAA. Sønderjysk Valutaråds arkiv. pk. 368. Brev fra Valutarådet i Kbh. til underudvalget for Sønderborg Amt.