7. REGIONALØKONOMISK GENOPBYGNING I SYDSLESVIG
7.4 Nordmarkfondens fordeling og anvendelse
politisk middel overfor Versaillestraktaten. De politiske hensigter bag kulturpropagandaen havde således stor lighed med de politiske hensigter bag inflationen. Kulturpropagandaen skulle dog også afværge den indre uro og seperatiske tendenser. Hvis ikke det tilbageværende Tyskland kunne holde sammen på sig selv, ville de afståede områder heller ikke ønske at vende tilbage, og i værste fald ville flere provinser løsrive sig fra Tyskland. I den forbindelse spillede den tyske kultur en altafgør-ende rolle som republikkens sammenhængskraft. Indtil videre var kulturpropagandaen dog kun en mindre del af den økonomiske genopbygning i Sydslesvig, men det skulle snart ændre sig.
boede i Flensborg by, 30% i Flensborg landkreds og 25% i Sydtønder kreds. Når Flensborg land-kreds kun fik 12,5 millioner, hang det ifølge Carl Severing sammen med, at bevillingen til Flens-borg by også ville komme landkredsen til gode. For Sydtønders vedkommende var det tabet af hele den nordlige kredsdel og især kredsbyen Tønder, der begrundede en betydelig støtte. Afgørende var det, at de 100 millioner mark skulle overføres til kredsene via overpræsidenten eller regeringspræsi-denten, efter accept af det preussiske finans- og indenrigsministerium.
Frihavnen i Flensborg blev finansieret af Nordmarkfonden, og den var det største regionale genopbygningsprojekt overhovedet. Forventningerne til frihavnen og dens afkast var store. Ideen var, at frihavnen ville skaffe Flensborg mulighed for at finde nye afsætningsmarkeder efter tabet af Nordslesvig. Frihavnen skulle være Flensborgs mulighed for at blive Østersøens Hamborg, som Dr.
Schirmeister fra Handelskammeret i september 1919 havde skrevet i en betænkning. Schirmeister havde særlig stor forventning til den russiske samhandels betydning for frihavnen.27 Frihavnen skulle også medvirke til at opretholde handelen med Nordslesvig og Danmark. Havnen skulle ind-rettes på den østlige havnebred ved Kielseng, hvor der stod omkring 130.000 m2 til rådighed. Fri-havnen stod færdig den 17. juli 1923, hvor den blev indviet af rigsindenrigsminister Oeser og den preussiske handelsminister Siering.28 Men frihavnen skulle aldrig komme til at indfri de store for-ventninger. Det hang blandt andet sammen med, at den toldundtagelse der var blevet havnen i Flensborg til del ved det preussiske statsministeriums beslutning af 6. august 1919, med en beslut-ning i rigsrådet (Reichsrat) den 30. marts 1920, blev tildelt flere havne, heriblandt havnen i Kiel.
Dermed var Flensborgs fordel forsvundet, før frihavnen overhovedet var en realitet. Det fik den preussiske minister for offentlige arbejder til at overveje, at lade projektet falde, hvad ministerialrat Rathenau modsatte sig. Det ville være politisk uforsvarligt at lade frihavnen falde, mente Rathe-nau.29 Den 1. maj 1924 skrev magistraten i Flensborg en betænkning, hvor i frihavnsanlægget blev betegnet som en fiasko. En bortforpagtning af frihavnen havde vist sig umulig ligesom dannelsen af et frihavnsaktieselskab. Havnens vareindgang lå stadig langt under førkrigsniveau. Fra juli 1923 til marts 1924 var 34.770 tons blevet indsejlet, heraf 19.393 tons kul og brændsel. I 1913 var 336.000 ton blevet indsejlet i Flensborg havn, og her var kul og brændsel ikke iberegnet. Nu ville magistra-ten forsøge at forpagte frihavnen ud til det tyske speditionsfirma Schenter og Co, hvis direktør Ulderup stammede fra Aabenraa. Schenters tilbud var dog for lille og den tilbudte løbetid på 50 år for lang. Alternativt kunne Flensborghandelen selv overtage driften af havnen, men overordnet set
27 Stadtarchiv Flensburg. XIII. Gr. Abstimmungsarchiv. 18-452.
28 Geschichte einer Grenzstadt. (1966) s. 431.
29 GstA. Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 49 Bereitstellung von Mitteln.. og Schütt und John (1964) s. 124 – 125.
var Schenter og Co’s overtagelse ifølge magistraten at foretrække. Det blev også resultatet i august 1925, hvor Schenter og Co forpagtede frihavnen. Sammen med enkelte Flensborgkøbmænd
dannede de så selskabet Flensburger Freihafen- und Lagerhaus A.G., Freihala i daglig tale.30 Hvor frihavnen var ment som en hjælp til den flensborgske handel og industri og dets genrejs-ning efter krigen, var de øvrige poster på Flensborg bys andel af Nordmarkfond rettet mod en gen-opbygning af byens infrastruktur til gavn for byens borgere. Der var 4 millioner til gennemførelse af byens kloakering og 8 millioner til boligbyggeri, som skulle gennemføres i samarbejde med de to boligselskaber, Siedlungsgenossenschaft Friedheim, Flensburg-Mürvik, og Kleinsiedlung Flensburg E.G.m.b.H. I første omgang skulle der bygges 237 boliger. Endelig havde en udligningsfond fået tildelt 3,5 millioner mark, hvilket var en art reservepulje, som byen kunne anvende til andre formål efter eget valg i samråd med overpræsidenten.
For Flensborg landkreds’ vedkommende blev de 12,5 millioner mark fordelt ud på mange mindre poster. Kredsens cirka 100 km kredsbaner, som var rygraden i kredsens økonomi og af stor betydning for landbrugets forsyning og afsætning, var under krigen og afstemningen blev voldsomt forsømt. Kredsen havde siden forhøjet priserne for både person- og varetrafik, med det resultat at denne var faldet med 25%. Tilskuddet på ½ million mark fra Nordmarkfond skulle således dække et stort underskud. Under den internationale besættelse af afstemningsområdet var landrådsamtet, eller kredsforvaltningen, flyttet til Sørup syd for den 2. zone, hvad der havde påført kredsen meromkost-ninger for 45.000 mark. Her dækkede Nordmarkfond 21.000 mark. 6 millioner mark skulle fordeles på grundforbedringer og elektrificering. Severing begrundede denne post med den belastning, kred-sen havde været udsat for ved indkvarteringen under afstemningen.31 Da man ikke kunne holde enkeltpersoner skadesløs, ville man i stedet tilbyde en kollektiv erstatning ved at inddæmme ube-nyttet land til landbrugsjord og udbygge elektricitetsforsyningen, hvilket ifølge Severing også var egnet til ”das Deuschtum an der gefärdeten Stelle wirksam zu kräftigen.”32 Inddæmningen af jord skulle således skabe grundlag for en tysk befolkningsmæssig vækst i grænseområdet.
Flensborg landkreds mistede med grænsedragningen det meste af Bov Sogn, samt Frøslev landkommune. Derfor fik kredsen 2,2 millioner mark stillet til rådighed gennem Nordmarkfond som erstatning for tab af værdier i de nordlige sogne. De tabte værdier var blandt andet en til kredsen hørende tørringsanstalt og stivelsesfabrik i Padborg, samt et eletricitetsanlæg i Padborg. Grænsen
30Stadtarchiv Flensburg. XIII. Gr. Abstimmungsarchiv. 18-455. Og Geschichte einer Grenzstadt (1966) s. 431.
31 Folk der var født i afstemningsområdet, men siden var flyttet derfra, fik stemmeret under afstemningerne i 1920. Det betød, at der kom mange tilrejsende fra både nord og syd for at stemme. Mange af disse blev privat indkvarteret, oftest ved tilbageværende familie. De færreste betalte for opholdet da deres afgivne stemmer har været anset for en god pris.
32 LASH. Abt. 309. Nr. 22229 Nordmarkfonds.
afskar desuden elforsyningen til de små landkommuner Wassersleben, Niehuus og Berghof, hvorfor der måtte anlægges nye forsyningsledninger hertil fra kraftværket i Flensborg. Landkommunerne Kobbermølle og Niehuus fik med tabet af banegården i Padborg og Smedeby afskåret den trafikale forbindelse til Flensborg, hvorfor der måtte anlægges chausseer herfra og ind til Flensborg. Dertil gav Nordmarkfonden 950.000 mark. 125.000 mark skulle gå til anlægning af en kirkegård for Nie-huus og Kobbermølle landkommuner, da sognebefolkningen førhen havde begravet deres døde på Bov kirkegård. Vejen mellem Kobbermølle og Wassersleben måtte brolægges af hensyn til fabrik-ken Kobbermølles vareudkørsel. Endelig var der også boligmangel i Flensborg landkreds, hvorfor 1 million mark blev afsat til boligbyggeri. Til udligningsfondsreserve blev der stillet 2.719.000 mark til rådighed for Flensborg landkreds. Dem ville kredsen bruge i Glücksburg og på fjordens sydkyst for at forbedre de rekrative muligheder for Flensborgs borgere efter tabet af fjordens nordkyst.
I Sydtønder kreds skulle der stort set bygges en infrastruktur op fra bunden. Afvandningen af marsken var et særligt problem, da denne var afhængig af forbindelsen til Vidåen og Højer Sluse, der nu lå på dansk side af grænsen. Det blev under de dansk-tyske forhandlinger 1921-22 besluttet at nedsætte en grænsevandløbskommission bestående af en repræsentant fra hver af de to lande valgt af henholdsvis amtsråd og kredsudvalg, samt en dommer fra hver af de to lande, der skulle tage sig af grænsevandløbsspørgsmål og – uoverensstemmelser mellem de to lande. På daværende tidspunkt var afvandingen af marsken langtfra gennemført og i vinterhalvåret lå det meste af marsken, cirka 4.000 ha, under vand. Diger stoppede havvandet, men til gengæld kunne Vidåen ikke rumme det fra indlandet kommende overfladevand. I regnfulde somre stod meget af marsken derfor under vand.33 Marskforholdene og afvandningen syd for grænsen var derfor afhængige af en dansk vilje til at afhjælpe problemet. Muligheden for selv at kunne regulere afvandingen af den sydlige marsk stod derfor højt på ønskelisten i Sydtønder Kreds. Dertil stilledes der 8 millioner mark til rådighed fra Nordmarkfonden.
Også vejforholdene i Sydtønder kreds måtte udbedres. Tønder by havde hidtil været kredsens centrum og vejforbindelserne gik i høj grad over Tønder. Særligt vigtigt var det, at der blev anlagt en ny vej mellem Aventoft og Süder Lögum, da den gamle vej var ufarbar, og da Aventofts fiskeri og netindustri med grænsedragningen havde mistet sit afsætningsmarked i Tønder. Generelt skulle vejforbindelserne rettes mod den nye kredsby Nibøl. Under vejbyggeriet måtte der også foretages åreguleringer. Med hensyn til boligbyggeriet skulle de 2,5 millioner mark bruges til at bygge bolig-er til de tjenstemænd og medfølgende familibolig-er, dbolig-er flyttede med kredsforvaltningen fra Tøndbolig-er til
33 Se Rasmussen (1996) s. 46 – 48 og Schultz Hansen (1994) s. 245.
Nibøl. Det var også muligt, at en del af de 2,5 millioner mark kunne bruges til bygningen af et nyt Kredshus. 2,5 millioner mark blev overført til udligningsfondsreserven. Her blev en udbygning af den statslige havn i Dagebøl nævnt som en mulig investeringsgenstand. Endelig skulle 5 millioner mark overføres til landkommunen Westerland på Sild, hvis forbindelse med moderlandet som om-talt i forrige kapitel var blevet afskåret. Situationen var katastrofal, og det var af politiske grunde nødvendigt at undgå øsamfundets sammenbrud, skrev Severing. Derfor skulle de 5 millioner mark anvendes til en sanering af badestedet og til en udbedring af strandforholdene på øen.
Der var blevet stillet 2,5 millioner mark til rådighed for en fiskerifond. Bevillingen beroede i første omgang på, at fiskerne i Flensborg mistede en stor del af deres fangstområder i Flensborg fjord. Der var derfor behov for nye og større fiskerbåde, og for en ny fiskerihavn i Flensborg med plads til tørringsanlæg, reparation af fiskenet, samt sorterings- og salgspladser. Man havde dog anset det for uheldigt kun at yde erstatning til fiskerne i Flensborg, når fiskeriet i hele grænselandet blev ramt. Der var også behov for oprettelsen af et nyt åleopdrætsanlæg, efter at et sådant beligg-ende ved Højer Sluse var gået tabt. Derfor var de 2,5 millioner mark til fiskeriet blevet stillet til rådighed for overpræsidenten, der sammen med preussiske landbrugsminister kunne fordele de 2,5 millioner mark. Endelig skulle de 14½ millioner mark til kulturelle formål først fordeles når kreds-ene havde udformet ansøgninger hertil, men det var indenrigsministerens synspunkt, at Flensborg by som hovedby i grænselandet stod med det største behov på dette område. Her skulle fordelingen af midlerne dog først igennem endnu en forhandlingsrunde.34
De enkelte bevillinger skulle udbetales løbende gennem overpræsident Heinrich Kürbis, og de tre kredsforvaltninger skulle udforme ansøgninger til hver portion, som de ønskede udbetalt. Det var et omstændeligt system, men en kontrolleret udbetaling var på den anden side nødvendig, set fra den preussiske stats side. Det er vanskeligt at følge udbetalingen, men for Flensborg landkreds ved-kommende var de 12,5 millioner mark udbetalt i november 1921. Da havde Sydtønder kreds fået udbetalt 18 millioner mark og fiskerifonden deres 2,5 millioner mark. For Flensborg bys vedkom-mende var de 47,5 millioner mark udbetalt med overførslen af 7 millioner mark den 18. juli 1922.35 Størstedelen af Nordmarkfonden blev således anvendt til genopbygningen af grænsekredsenes infra-struktur og til udbedring af grænsekredsenes erhvervsmæssige vilkår. Men grænselandets kulturelle styrke var blevet ofret stor opmærksomhed i forbindelse med Nordmarkfondens endelige bevilling, og nu skulle 14,5 millioner mark fordeles til kulturen i Sydslesvig.
34 LASH. Abt. 309. Nr. 22229 Nordmarkfonds.
35 Stadtarchiv Flensburg. II C Nr. 459. Nordmarkfond. Og GstA. Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 49. Bereitstellung von Mitteln..