6. DEN ”FØLTE” GRÆNSE: GRÆNSETRAFIK OG GRÆNSEHANDEL
6.5 De dansk-tyske forhandlinger 1921-22
for genetablering af handelsforbindelser, der skulle give den tyske industri og handel øget produk-tion og beskæftigelse. Den lave markkurs var drivkraften i denne økonomiske politik, bakket op af særlige udførselslempelser til den flensborgske industri og handel. Det var en bevidst strategi, der skulle opveje tabet af de militære ressourcer og give Tyskland et udenrigspolitisk spillerum.
Eksportdumpingen kunne samtidig, som den britiske historiker Patrick Salmon har skrevet, presse Danmark til at optage forhandlinger med Tyskland om en bilateral grænseaftale.22 Problemet var, at strategien havde meget følelige konsekvenser på den danske side af grænsen, og det skærpede den danske vilje til at begrænse og afskære den tyske og flensborgske indflydelse i grænseregionen.
indbyrdes. Den 23. maj 1921 indledtes forhandlinger mellem Danmark og Tyskland i Reedtz Thotts Palæ på Kongens Nytorv i København om de tilbageværende spørgsmål. Det var første gang Tysk-land gik i direkte forhandling med en anden nation om et emne med tilknytning til Versaillestrak-taten udenom ententen, hvad der i Tyskland blev anset for et resultat af det økonomiske pres, der var lagt på Danmark.24 Den danske regering var repræsenteret ved udenrigsminister Harald Scave-nius, den danske gesandt i Berlin Carl Moltke, direktør i Udenrigsministeriet Otto ScaveScave-nius, amt-mand i Tønder grev Schack, kammerherre Lerche, samt kontorchef Martin Hammerich, der nu var tilknyttet Udenrigsministeriet. Den tyske regering var repræsenteret ved Geheimerat von Körner og Legationsrat von Jena fra Auswärtiges Amt samt den tyske gesandt i København Konstantin von Neuradt. Forhandlingerne drejede sig om praktiske forhold ved den fysiske grænse, såsom grænsens vedligeholdelse, benyttelse af grænseovergangene, besejling og fiskeri i farvandene og afvandning af marsken. Der var også spørgsmål af finansiel art, såsom dansk overtagelse af preussiske stats-ejendomme, hovedsagelig domænerne, og delingen af aktiver og passiver i de offentlige institutio-ner. Der var også det vanskelige spørgmål om optionsretten at tage fat på, samt Danmarks overtag-else af pensioner og krigsinvalideunderstøttovertag-else. Endelig var der spørgsmålet om udlevering af de for Nordslesvig relevante arkivalier, matrikeldokumenter, forvaltningsakter og museumsgenstande.
Forhandlingerne mundede ud i et samlet kompleks af aftaler, der blev underskrevet af de to parter den 22. april 1922. Traktaten har den dag i dag gyldighed for flere praktiske forhold ved den dansk-tyske grænse.25 Men forhandlingerne i 1921-22 var præget af stor uenighed i mellem de to parter. Det var grænsens fysiske definition og karakter, der var på spil, og som omtalt blev der set med meget forskellige øjne herpå på dansk og tysk side. Under de praktiske forhold lå også spørgs-målet om Tysklands officielle anerkendelse af grænsen og de nationale mindretals forhold. Den tyske regering var interesseret i at indgå en bilateral aftale om en gensidig anerkendelse af mindre-tallene. Set fra dansk side ville en sådan traktat være lig en trojansk hest for tysk indflydelse på interne danske forhold, hvorfor regeringen på ingen måde var interesseret i en sådan traktat. Til gengæld ville den danske regering gerne opnå en gensidig officiel anerkendelse af grænsen, hvad Tyskland ikke var interesseret i. Derfor kom disse forhold ikke til forhandling i 1921-22. I stedet blev de praktiske forhold ved grænsen til principielle politiske spørgsmål, hvor grænsepolitikken kunne udtrykkes og manifesteres. Det gav anledning til en del sammenstød i forhandlingerne.
24 Salmon (1997) s. 247.
25 Rasmussen (1996) s. 21 – 29. Troels Rasmussen har i sin bog Den dansk-tyske traktat redegjort for de samlede forhandlinger mellem Danmark og Tyskland 1921 til 1922, der derfor ikke skal fremstilles her. Kun de dele af forhandlingerne der havde forbindelse til grænsetrafikken og den regionaløkonomiske genopbygning tages op.
Den lille grænsetrafik blev også taget op under forhandlingerne. Fra tysk side blev der stillet forslag om, at den lille grænsetrafik også skulle gælde for grundbesiddere med jord på den anden side af grænsen, der ikke blev direkte overskåret af grænsen. Den tyske delegation foreslog des-uden, at alle indbyggere i grænseområdet uden hensyn til statstilhørsforhold fik ret til et grænsepas.
Det danske Justitsministerium slog den danske politik fast i et memorandum af 14. juni 1921, hvori der stod; ”Af økonomiske Hensyn (Beskæftigelses-momentet) og af Hensyn til Boligspørgsmålet er det nødvendigt at regulere Indrejsespørgsmålet saaledes, at der kun med yderste Vanskelighed op-naas Tilladelse til at tage fast Ophold her i Landet.”26 Den restriktive holdning til grænsetrafikken blev fastholdt i Justitsministeriet. Men en indre modstand mod den restriktive danske politik var ved at vise sig. Den 20. og 21. juni 1921 blev der afholdt et fællesmøde mellem danske og tyske arbej-derrepræsentanter i København. Med den generelle økonomiske krise som begrundelse foreslog repræsentanterne, at der blev indgået en aftale om, at grænsependlere med arbejde på den anden side af den nye grænse opnåede samme arbejdsløshedsrettigheder som det pågældende lands egne statsborgere. Det ville betyde, at arbejdsgiveren havde en opsigelsesfrist på to uger, og at grænse-pendleren fik rettigheder som arbejdsløs i de to følgende uger, før en udvisning til hjemlandet fandt sted. Til gengæld skulle de arbejdere og funktionærer, der tog arbejde i nabolandet, overholde det pågældende lands overenskomster. Yderligere foreslog repræsentanterne, at grænsepassene skulle gælde for første og anden afstemningszone, og at arbejdere, funktionærer og næringsdrivende, der boede i den ene zone og havde arbejde i den anden, skulle have ret til et gebyrfrit grænsepas.27 Denne resolution havde baggrund i det forhold, at mange arbejdere med tysk statsborgerskab var blevet udvist af Danmark i de første år efter genforeningen, efter at de var blevet arbejdsløse.
Udvisningerne gav grund til kritik fra tysk side over den hårdhændede behandling af tyske stats-borgere.28 Det var en kritik, som den danske gesandt i Berlin Carl Moltke tog til sig, og som han rettede videre til Udenrigsministeriet. I et memorandum til den danske udenrigsminister Harald Scavenius den 10. juli 1921 gik Moltke så langt som til kalde den hidtidige danske grænsetrafik-politik forfejlet: ”For det første fordi den ikke kunde opretholdes og derved har svækket den danske Regerings Autoritet, for det andet fordi der, ifald der findes en tysk Irredenta, er givet denne en kærkommen Aarsag til Agitation: det at lade Grænsen blive ”følt” har faaet en Virkning, der var
26 RA. UM Gr. 7. 7B 80.
27 RA. UM Gr. 7. 7B 80.
28 LASH. Abt. 309. Nr. 35304 Grenzabkommen. Landesgrenzpolizei Nord berettede i januar-april 1921 til regerings-præsidenten og den preussiske indenrigsminister om tyske statsborgeres udvisning af Danmark. I februar 1921 talte man om 82 kendte sager og i marts 1921 om 23 sager. Udvisningerne blev oftest begrundet med arbejdsløsheden i Danmark, men hertil bemærkede Landesgrenzpolizei; ”Nach ansicht dieser Arbeit ist der Grund der vielen Ausweisungen nicht wirtschaftlichen Verhältnissen, sondern liegt auf politischen Gebiet.” (16. marts 1921.)
netop modsat af den tilsigtede. Hvad skal der da gøres? Der skal føres en virkelig liberal og billig Grænsetrafikpolitik og de underordnede Organer maa instrueres i Overensstemmelse hermed.”29 Carl Moltke, der under krigen og genforeningen havde været meget loyal overfor den radikale rege-rings tyskorienterede politik og personligt støttede denne, anså den restriktive danske politik for unødig provokerende og skadelig for det dansk-tyske forhold. Som Bo Lidegaard skriver i sit værk om dansk udenrigspolitik 1914-45 mente Carl Moltke, at Danmark ved at tage imod de udprægede tyske byer Tønder og Højer havde udfordret Tyskland rigeligt. At Danmark siden afviste at for-handle om en gensidig mindretalstraktat var én ting, men at vise modvilje i spørgsmålet om grænse-trafikken var at udfordre skæbnen unødigt.30 Departementschef Frederik C.G. Schrøder fra Justits-ministeriet forsvarede efterfølgende den hidtil førte politik overfor udenrigsminister Harald Scave-nius med ordene: ”De tyske Forhandlere tilstræbte en Ordning, hvorved man ser bort fra, at der er draget en ny Grænse, medens man fra dansk Side holder paa, at Grænsen som eksisterende maa respekteres, men er villig til at gøre alle de Lettelser med Hensyn til Gods- og Persontrafik over Grænsen, som beboerne i Grænsedistriktet har naturligt og rimeligt Krav paa.”31 Det er ordet
”rimeligt”, der skal lægges mærke til. Hvis den nye grænse skulle have mening, måtte den respek-teres og have en vis adskillende funktion, var Schrøders argumentation. Schrøder påpegede dertil, at Tyskland ikke officielt havde anerkendt grænsen, og at Danmark i den praktiske forvaltning af grænsen og grænsepassagen havde mulighed for at vise, at grænsen var kommet for at blive.
Moltkes indvendninger har muligvis alligevel gjort indtryk, for med en tillægsoverenskomst af 12. juli 1921 om den lille grænsetrafik og om lettelser i pasbestemmelserne for grænselandsindbyg-gerne blev en mindre dansk indrømmelse givet. Med hensyn til grænsetrafikken blev denne udvidet til også at gælde landbrug beliggende på begge sider af grænsen uden at være direkte overskåret af grænsen. Det blev også bekendtgjort, at de lokale grænsemyndigheder skulle træffe aftale om trafik til fods over bestemte grænseveje, der ikke var åben for almindelig grænsetrafik. Med hensyn til pasbestemmelserne for indbyggere i det dansk-tyske grænseland hed det: ”Med Hensyn til den til Grundlag for Udstedelse af grænsepas liggende Slægtskabsinteresser er det ikke nødvendigt, at denne har bestaaet, før Andragende om Pas fremsættes. Derimod kan kun saadanne fagmæssige eller erhvervsmæssige Interesser paaraabes, som allerede bestod den 23. oktober 1920, og som er af Betydning for den paagældende.….Ligeledes kan Personer, der ikke selv er erhvervsdrivende, paaraabe sig en økonomisk Interesse, bestaaende i at holde en tidligere Handelsforbindelse mellem
29 RA. UM Gr. 7. 7B 80.
30 Lidegaard (2003) s. 203 – 207.
31 RA. UM Gr. 7. 7B 80.
Kunde og Sælger vedlige.”32 Arbejdere der havde haft arbejde på den anden side af grænsen før den 23. oktober 1920 fik også ret til et grænsepas. Endelig blev de familiemæssige interesser, der gav ret til grænsepas, præciseret. Det var en mindre udvidelse, men der var stadig mulighed for forskellige fortolkninger af overenskomsten.33 På tysk side gav aftalen ikke grund til tilfredshed.