7. REGIONALØKONOMISK GENOPBYGNING I SYDSLESVIG
7.5 Kulturprogram for Slesvig-Holsten
ansøgning blev den kulturelle danske trussel fremhævet som yderst alvorlig for Flensborgs tyskhed.
Der blev henvist til statsminister Neergaards meddelelse i Folketinget den 10. november 1920 om en finansiel støtte på 100.000 kroner årligt til det danske kulturliv syd for grænsen. Byen ønskede støtte til Stadttheater, Kunstgewerbemuseet, kunsthåndværkerskolen og byorkestret samt til et nyt
”Volkshaus”. Flensborg ønskede også midler til oprettelse og drift af en selvstændig handelsskole i Flensborg. I den forbindelse blev opretholdelsen af de handelsmæssige forbindelser til Nordslesvig brugt som argument. Som et sidste punkt blev også roklubben i Flensborg nævnt. Klubben havde 90 medlemmer, men kun 6 både og manglede desuden et skur til bådene. At roklubben i Flensborg havde behov for bedre forhold er overvejende sandsynligt. Men også her blev den nationalpolitiske dimension sat i forbindelse med den ønskede bevilling, med betragtningen: Sie sind auch national-politisch insofern von Wert, als die Ruderboote die schleswig-holsteinische Flagge häufig an den dänischen Küsten und in den Häfen Nordschleswigs zeigen.“37 Så kunne den nationalpolitiske argumentation næsten ikke strækkes længere ud.
Landråd Böhme fra Sydtønder kreds mente ikke, at Flensborg by havde ret til hele bevilling-en: ”Jedenfalls sei eine Zentralisierung aller Kulturbestrebungen in Flensburg nicht zweckmässig und wünschwert.“38 De andre institutioner var alle bekymret for at Flensborg ville rende med hele hele puljen, men samtidig opstod en anden og mere principiel konflikt imellem deltagerne. Som Tanja Bessler-Worbs har beskrevet i sin dissertationsafhandling, opstod der på mødet i Flensborg en skillelinje mellem en praktisk-erhvervsmæssig opfattelse og en kulturel ”metafysisk” opfattelse af, hvorledes bevillingen bedst kunne anvendes. Praktikerne var repræsenteret af landkredsene og de preussiske landbrugs- og handelsministerier samt Landwirtschaftskammer, og de var af den opfat-telse, at midlerne skulle bruges til de praktiske uddannelser på fagskolerne. Den kulturelle fløj var repræsenteret ved Nordausschus og rektor Sellin fra universitetet samt af det preussiske kulturmini-sterium. Her var holdningen, at bevillingen var bedst anvendt på folkeoplysning, national propa-ganda og åndelig styrkelse af befolkningens ”Geist und Kultur”. Dertil mente man, at oprettelsen af folkehøjskoler, efter dansk mønster, samt udbygning af folkebiblioteker var den bedste investering.
De sidstnævnte opnåede på mødet den 30. november 1920 deltagernes accept af, at der blev stillet 6 millioner mark tilside til folkehøjskoler og folkebiblioteker. De øvrige 8½ million mark skulle fordeles på et nyt møde, som det preussiske indenrigsministerium, der stod imellem de to fløje, senere ville indkalde til.
37 Stadtarchiv Flensburg. II C. Nr. 459. Nordmarkfond. ”Nachweisung der Anträge auf Bewilligung von Mitteln für kulturelle Zwecke aus dem Nordmarksfonds.“ 24. november 1920.
38 GstA. Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 57. Kulturprogramm für Schleswig-Holstein.
Den 16. december 1920 skrev den preussiske minister for handel og erhverv til indenrigs-minister Severing, at han fandt bevillingen af 6 millioner mark til folkehøjskoler og folkebiblioteker for uheldig: ”Vielmehr wird es zweckmässig sein, die in der zweiten Zone vorhandenen, seit langem erprobten und bewährten Unterrichtsanstalten in dem nötigen Umfange auszubauen und zu unter-stützen. Dies gilt insbesondere von den gewerblichen Fach- und Fortbildungsschulen meines Geschäftsbereichs.“39 Indenrigsministeren svarede den 22. december, at mødedeltagerne havde været enige om at der kunne stilles midler til rådighed for fagskolerne af de resterende 8½ million mark. Men også landbrugsministeriet, der i øvrigt også havde beklaget sig over folkehøjskole-bevillingen, havde rejst ønske om 5 millioner mark, og der var nu en gang kun 14½ million at tage af. Nu indkaldte indenrigsministeriet så til et nyt møde i Flensborg den 8. januar 1921.
På mødet den 8. januar 1921 trådte skillelinjen mellem praktiker- og kulturfløjen endnu skar-pere frem. Geheimerat Jordan fra det preussiske ministerium for handel og erhverv fremlagde en fordelingsplan med ordene: ”Wesentliches Gewicht sei auf die Staatsbürgerkunde zu legen, die in den genannten Fachschulen gelehrt werde; überhaupt sei mehr als auf abstrakter Ideologie auf dem Fachlichen aufzubauen; die Forderung des Kultusministeriums erscheine ihm daher besonders an-fechtbar.“ Repræsentanten for Landwirtschaftskammer Landesökonomierat Jensen bakkede Jordan op og sagde dertil: ”Die Fachausbildung sei ebenso wichtig als die Ausbildung auf Volkshochschu-len; zudem sei die Landwirtschaft in der Provinz die Hauptsache….Die landwirtschaftsliche Bevöl-kerung gehe weder in die Theater noch in das Museum; die hierfür in Aussicht genommenen Gelder würden also ihren Zweck nicht erreichen.“ Pastor Nissen, der repræsenterede Nordausschuss svar-ede hertil: „dass es sich hier um einen Kampf über die Frage handle, ob Fachschulen oder Persön-lichkeits- und Kulturschulen im nationalen Kampf mehr nützten. Für alle die, die wie er, in der ersten Zone den Kampf miterlebt hätten, könne die Frage nicht zweifelhaft sein; das Fachschul-wesen habe uns in den Kampf wenig geholfen.“ Overlærer Tränckner, der også repræsenterede Nordausschuss og Schleswig-Holsteiner Bund, mente at det kulturelle ungdomsarbejde måtte til-godeses fordi ”Es sei immer noch nicht genügend klar, dass es sich jetzt nur noch darum handele, ob wir die zweite Zone überhaupt noch halten können angesichts der auffälligen Zunahme des Dänentums in dieser zweiten Zone.“ Overborgmester Todsen repræsenterede ikke nogen af fløjene, men derimod Flensborg by, og anførte da også at bybefolkningen ville komme til kort i den hid-tidige fordeling og erindrede om, at Flensborg var den nationalt mest udsatte del af Slesvig.40
39 GstA. Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 52 Kulturprogramm für Schleswig-Holstein.
40 GstA. Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 53 Kulturprogramm für Schleswig-Holstein. (Ref. af møde 8 jan. 1921) og Bessler-Worbs (1997) s. 84 – 85.
Uenigheden på mødet den 8. januar bundede delvis i varetagelsen af ressortinteresser, ikke mindst for de preussiske ministeriers vedkommende. Men opfattelsen af ”kulturens nytte” var også principiel forskellig. Kulturfløjen vægtede den nationale kamp højere end praktikerfløjen, der anså faguddannelserne for et vigtigere element i genopbygningen. Indenrigsminister Carl Severing underskrev den 16. januar 1921 en anbefalet fordeling af midlerne, der siden blev vedtaget af det preussiske statsministerium. Bevillingens formål var: ”Menschen heranzubilden, die gekräftigt und befähigt seien, zum Widerstande gegen den Ansturm des Dänentums…Diesem Ansturm des Dänen-tums kann nur dann wirk-sam begegnet werden, wenn tatsächlich in der zweiten Zone die Bevölke-rung widerstandsfähig gegen die VerlockeBevölke-rungen verschiedenster Art seitens der Dänen gemacht wird .“41 Kulturbevillingen ville ikke blive begrænset til grænsekredsene, da kulturen ikke var bundet til kommunale grænser. Fordelingen så ud som i nedenstående tabel.
Nordmarkfond – Kulturbevillingens fordeling
Nr. Formål Beløb
1 Folkehøjskoler (3x1.mio.) 3.000.000
2 Folkebibilioteker 2.000.000
3 Fri uddannelsesvæsen 700.000
4 Landbrugsskole i Niebøl 1.000.000 5 Landbrugsfaglig seminar i
Flensborg 1.000.000
6 Erhvervs- og købmandsskoler 1.000.000 7 Kunstgewerbemuseum Flensburg 1.000.000 8 Flensborg bys Theater 1.000.000
9 Flensborg Byorkester 1.000.000
10 Ungdomsarbejde 1.000.000
11 Universitetet i Kiel 750.000
12 Kulturpropaganda i Nordslesvig 550.000
I alt 14.000.000
Forudbetalt Pastor Schmidt-Vodder 200.000 Wohlfahrts- und Schulverein 100.000 Schleswig-Holsteiner Bund 200.000
I alt 14.500.000
Tabel 7.2 Kilde: GstA. Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 53. Kulturprogramm für Sch..
Det var kulturfløjen og Flensborg by, der havde fået mest ud af de 14,5 millioner mark, der i januar 1921 svarede til 1,3 millioner danske kroner. Fagskolerne, de to landbrugskoler og køb-mandsskolen, fik hver en million mark og således kun 3 millioner af de 14,5. Kulturfløjens
41 GstA. Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 53. Kulturprogramm für Schleswig-Holstein. (Betænkning af 16. jan. 1921.)
enter for åndelig vækkelse og national propaganda havde således båret igennem. Det havde over-borgmester Todsens tale for Flensborg også, da i hvert fald 5 millioner mark ville ende i byen.
Kulturfløjen, repræsenteret ved Nordausschuss og særligt overlærer Tränckner og pastor Nissen, havde talt meget om danskhedens fremmarch på møderne i Flensborg, og det var også et centralt element i indenrigsminister Severings anbefaling. Men var der reelt noget at frygte fra den side? Svaret må blive både og. Det politiske flertal i Danmark anså grænsespørgsmålet for afsluttet, og således forblev det. Men der var folk i Danmark og i det danske mindretal i Sydslesvig, der gerne så grænsen flyttet længere mod syd. Danskheden havde ganske vist lidt et nederlag ved afstemningen i den anden afstemningszone, men på den anden side havde afstemningen vist, at det kunne lade sig gøre at vinde sympatier for det danske gennem agitation og propaganda. Som Axel Johnsen har påvist i sin bog ”Dannevirkemænd og Ejderfolk”, blev den danske agitation fortsat i Sydslesvig i de første år af 1920’erne gennem aktivister som vandrerlærer Jørgen Jørgensen og bog-trykker Jesper Hansen, støttet af Grænseforeningen og private personer i Danmark. Grænsefore-ningen gav i 1920’ erne mellem 110.000 og 130.000 kroner årligt i støtte til det danske mindretal i Sydslesvig, hvoraf størstedelen gik til skolearbejdet og hovedkvarteret i Flensborg. Den danske stat gav 100.000 kroner til det danske mindretal i anden halvdel af 1920, og efterfølgende omkring 200.000 kroner årligt til mindretallet, hovedsageligt til mindretallets skole- og kirkearbejde.42 Officielt skulle den danske støtte fra både staten og Grænseforeningen sikre mindretallets vedlige-hold og daglige drift, men en eksakt grænse mellem daglig drift og udadvendt rekrutterende arbejde kan være svær at drage. På tyske side havde man i hvert fald svært ved at se denne grænse. Fra et tysk synspunkt, havde det danske mindretal forårsaget afstemningerne i 1920 efter Tysklands mili-tære nederlag. Mindretallet kunne derfor forårsage endnu en afstemning, hvis det tyske rige gik i opløsning, hvad der blev anset for en reel mulighed i årene efter Versaillestraktatens vedtagelse.
100 millioner mark, af de 500 millioner afsat til de preussiske afstemningsområder, var blevet benyttet i Slesvig-Holsten. De øvrige 400 millioner mark blev fordelt med 50 millioner til Marien-werder og 100 millioner til Allenstein i Østpreussen. Den sidste halvdel, 250 millioner mark, blev anvendt i Øvre Schlesien. Af en betænkning skrevet af indenrigsminister Severing den 16. januar 1921 fremgår det, at fordelingen af de 150 millioner mark der blev anvendt i Allenstein-Marien-werder i store træk svarede til fordelingen og anvendelsen af Nordmarkfond, og de blev brugt på kredsbaner, sanitære foranstaltninger, elektrifisering, vejudbygninger og kulturelle formål.43 På den
42 Se Johnsen (2005) kap. 5 s. 64 – 76 og kap. 7 s. 91 – 104. Om støtte fra Grænseforeningen og den danske stat se.
Noack (1989) s. 85 og 108.
43 GstA. Rep. 77. Tit. 4030. Nr. 12. 100-Millionenfonds für Schleswig-Holstein. Handakten Ministerialrat Rathenau.
måde blev Nordmarkfond en inspiration for 500-millioner fondens anvendelse i de øvrige preus-siske grænseprovinser, hvor afstemningerne faldt senere end den slesvigske. Fordelingen af 500-millioner fonden er et vidnesbyrd om, at den tyske genopbygning og grænsepolitik i Slesvig var en del af en generel tysk-preussisk grænsepolitik, men ikke en ubetydelig del. Nordmarkfonden blev et erfaringsgrundlag for andre grænsefonde, og 100 millioner mark ud af 500 var en betragtelig andel set i forhold til det slesvigske grænseområdes geografiske og demografiske størrelse.