Kulturprogrammets genoptagelse

Johanssen og økonomiråd Jensen fra Landwirtschaftskammer gav da også udtryk for nogen skepsis overfor Rathenaus udlægning, og de fremhævede at den slesvig-holstenske infrastruktur stadig havde stort behov for investeringer. Frem for alt var der behov for at bygge en dæmning til Sild, sagde Johanssen.⁵⁵ Der var stadig praktiske og økonomiske gøremål i provinsen. Ifølge Tanja Bessler-Worbs kom det ikke i den følgende tid til en omsætning af Rathenaus ideer, da inflationen satte en stopper for talrige projekters gennemførelse.⁵⁶ At inflationen vanskeliggjorde en gennem-førelse af Rathenaus ideer er rigtigt, men ideerne blev netop forsøgt gennemført i tiden 1922-23. På mødet den 22. marts 1922 blev samtlige deltagere bedt om at udarbejde betænkninger og ansøg-ningsskemaer med præcise angivelser og begrundelser for finansielle behov til økonomisk og kulturelt påtrængende opgaver. Denne gang blev alle de slesvigske kredse og byer involveret samt de nationale foreninger og universitetet i Kiel. Der var lagt op til en ny slesvigsk grænsefond bevilget af de preussiske myndigheder med henblik på provinsens genopbygning. Og denne gang skulle kulturdimensionen, ifølge ministerialrat Rathenau, være et væsentligt fokuspunkt.

I dagene efter den 22. marts modtog overpræsident Kürbis en række betænkninger og ansøg-ninger fra de nævnte institutioner i provinsen Slesvig-Holsten. Hensigten var, at overpræsidenten skulle sammensætte en samlet begæring til det preussiske indenrigsministerium fra provinsen Slesvig-Holsten. I de begæringer, der i de følgende dage blev sendt til Kürbis, lå beløbsønskerne selvfølgelig langt ud over det realistiske. Samtidig blev der ikke sparet på de nationalpolitiske begrundelser for, at netop den pågældende institution havde behov for finansiel støtte. På det punkt havde provinsen forstået Rathenaus budskab om en øget betoning af den tyske nationalfølelse.

De første ansøgninger kom fra Slesvig Kreds og Slesvig by. Magistraten i Slesvig indledte med at konstatere: ”Schleswig, die alte Landeshauptstadt der Provinz Schleswig-Holstein, befindet sich in grösster wirtschaftliche und politischer Not.“ Derfor havde byen behov for et engangs-tilskud på 20,5 millioner mark og løbende engangs-tilskud på samlet 3 millioner mark. Det handlede om infrastrukturelle behov, som etablering af en direkte jernbanelinie fra Slesvig til Eckernförde, om forbedring af byens havn og afhjælpning af bolignøden. Magistraten foreslog også, at byen fik status som kredsfri by, og at overpræsidentens residens blev flyttet tilbage til Slesvig fra Kiel. Det handlede også om kulturelle behov, som tilskud til byteatret, udbygning af Altertumsmuseet, biblio-teket og realskolen, samt bygning af en ny skole i bydelen Friedrichsberg.

Sydtønder kreds indledte deres ansøgning med ordene: ”Die wirksame Bekämpfung der däni-schen Agitation lässt sich aber bei der heutigen wirtschaftlichen Notlage schlechterdings nicht

55 Bessler-Worbs (1997) s. 86 – 87.

56 Ibid. s. 87.

weiter durchführen, wenn nicht der Staat finanzieller kraftvolle Mithilfe, deutsches Land vor däni-scher Rauber zu retten, zusichert.“ Derfor ønkede kredsen et engangstilskud på 9,5 millioner mark.

Heraf skulle 5 millioner mark bruges til vejforbedringer, særligt i den nordlige del af kredsen om-kring Aventoft og Nykirken. Kulturelle opgaver var blandt andet oprettelse af en folkehøjskole og efterskole i Læk, samt støtte til realskolen i Nibøl.

Landråd i Eckernförde kreds, Eduard Adler, provinsens eneste socialdemokratiske landråd, indledte sin ansøgning med ordene: ”Die sämtlichen Kreise des vormaligen Herzogtums Schleswig sind durch die Art der dänischen Agitation bedrothes Grenzland geworden.“ Derfor havde også Eckernförde behov for økonomisk støtte fra den preussiske stat. En række ønsker blev beskrevet, herunder anlæggelse af en chausse fra Eckernförde til Flensborg. Landråden i Husum kreds erkend-te, at Husum kreds ikke var så kulturel trængt som Sydtønder og Flensborg kredse, men dansk-heden havde også fået tag i det sydlige Slesvig. En jernbanelinie Flensborg-Husum var blevet lovet under afstemningen, mindede landråden om, men løftet var endnu ikke realiseret. Og, fortsatte han:

“Erste Vorraussetzung für eine wirksame Bekämpfung der dänische Agitation ist, dass die Bevölke-rung Vertrauen zu der eigenen Staatsgewalt hat.“ En stikbane til Bredsted var også nødvendig, ligesom udbygning af vejnettet. Desuden ønskede Husum kreds hjælp til landindvinding og afvand-ing af Reussenkogen, forbedrafvand-ing af Husum havn og genopbygnafvand-ing af dæmnafvand-ingen mellem øen Nord-strand og fastlandet. De kulturelle behov lå i Husums humanistiske gymnasium, samt oprettelse af en realskole i Bredtsted.

Landråd Wallroth fra Flensborg landkreds havde ønsker for 7,3 millioner mark, hvoraf 3 millioner skulle gå til forbedring af kredsbanerne og andre 3 millioner til grundforbedringer og landindvinding. Dertil kom anlægning af sports- og legepladser i Harrislee, Schereberg og Glücks-borg, samt et forsamlingshus i Harrislee. I en senere tillægskrivelse skrev Wallroth: ”Solange jedoch die wirtschaftliche Notlage in Deutschland fortbesteht und die dänishe Krone ihren hohen Geldwert behält, muss in erster Linie die wirtschaftliche Lage der Grenzbevölkerung gestärkt werden.“ Overborgmester Todsen, Flensborg, skrev om danskhedens udbredelse på områderne skolevæsen, kirkevæsen, ungdomsarbejde, presse, bibliotek og foreningsliv, samt om understøttelse af krigsenker og -invalider. Todsen konkluderede derpå: “Zusammenfassend muss gesagt werden, dass den Dänen für ihre Propaganda sowohl auf politischem wie auch kulturellem Gebiet und ebenso in der Wohlfahrtspflege die reichlichsten Mittel zur Verfügung stehen und dass dem von deutscher Seite bislang nur in völlig unzureichender Weise entgegenarbeitet werden kann.“⁵⁷

57 Alle dokumenter (begæringer) i LASH. Abt. 301. Nr. 5682 Schleswigfonds.

Udover kredsene kunne også de nationale foreninger og erhvervsorganisationer indgive begæ-ringer om finansiel støtte. Deutscher Schutzbund, som Grenzmittelstelle Nord nu stod under, søgte om et engangsbeløb på 9,25 millioner mark og om 10,4 millioner mark i løbende tilskud til kultu-relle formål i organisationens regi. Schleswig-Holsteiner Bund anmodede om 1,35 millioner mark til afholdelse af ”Heimat”-kurser og fremme af ”Volkskunst” arbejde. Også Grenzbund für deutsch-dänische Verständigung søgte om midler, og flere kulturinstitutioner som Altertumsmuseet i Sles-vig mente at være berettiget til tilskud. Landwirtschaftskammer Schleswig-Holstein anbefalede økonomisk støtte til landbrugskolerne i Nibøl, Slesvig, Flensborg og Kappeln, samt til en folkehøj-skole i Berghof. Endelig bød rektor Sellin for universitetet i Kiel ind med en ansøgning om en milli-on mark, der skulle bruges til universitetets deltagelse i den natimilli-onale kulturkamp. Skrivelsen slut-tede med de manende ord: ”Die wirtschaftliche Kampmethode erfordert ungleich grössere Mittel und darf nach den Erfahrungen im polnischen Osten, wenn wir ihre Mithilfe auch freudig begrüs-sen, nicht überschätzt werden. Geld können die Dänen mehr geben, an Kultur sind wir die Reiche-ren und können, wenn wir alle unsere besten Kräfte ausnutzen und anspannen, Siege erfechten.“⁵⁸ Ministerialrat Rathenau havde lagt op til at den kommende grænsefond skulle anvendes mod den fremstormende danskhed. Det forudsigelige resultat var blevet, at alle ansøgere malede så stor en dansk trussel op som muligt. Den nationale modsætning blev drevet frem af et økonomisk incita-ment, og den danske trussel blev i hvert enkelt tilfælde beskrevet og fortolket på en måde, der ret-færdiggjorde finansiel støtte til netop den pågældende organisation. Til gengæld havde Rathenaus bud om kulturelt fokus ikke bundfældet sig endnu. I landkredsene var den infrastrukturelle genop-bygning stadig det mest påkrævede. Derimod var de nationale foreninger og ikke mindst rektor Sellin på linje med Rathenaus oplæg. Rektor Sellins afsluttende bemærkning om den tyske kulturs overlegenhed og det nytteløse i at bekæmpe den stærke danske krone var et ekko af krigstidens tysk-nationale retorik og ”ideerne af 1914”, der netop blev båret frem af akademikere og kunstere, som omtalt i kapitel 4. Det tyske ”Volksgemeinschaft” var i denne tankegang Tysklands stærkeste kort at spille, når nationens fjender var militært og økonomisk overlegne. Denne ”metafysiske”

opfattelse af det tyske Kulturgemeinschaft var dog et nummer for højtravende ude i landkredsene, hvor der endnu var et stort behov for en elementær økonomisk og infrastrukturel genopbygning.

58 Alle dokumenter i LASH. Abt. 301. Nr. 5682 Schleswigfonds.

7.10 ”Die dänische Gefahr und ihre Abwehr”

Det var nu op til overpræsident Kürbis at sammenfatte de mange ansøgninger til en samlet slesvig-holstensk betænkning. Den 3. maj 1922 havde Kürbis udarbejdet denne betænkning, der fik titlen

”Die dänische Gefahr und ihre Abwehr”, hvilket var en meget præcis gengivelse af betænkningens indhold. Betænkningen var delt i to. Første del omhandlede den danske fare og var en opremsning af de danske organisationer i Sydslesvig og deres finansielle grundlag. Anden del omhandlede det tyske forsvar, der med en bevilling fra den preussiske stat skulle etableres i Slesvig.

I store træk var situationen den, at danskheden var på fremmarch helt ned i den tredje zone og det sydligste Slesvig. Finansielle midler fra Danmark strømmede ind i provinsen, og endemålet var Sydslesvigs indlemmelse i Danmark. Den danske bevægelse havde særlig fokus på det kulturelle og sociale arbejde, gennem skolearbejde, dansksindede aviser som Flensborg Avis, Neue Flensburger Zeitung, Neue Schleswigsche Zeitung og Der Schleswiger, sprogkurser, biblioteker og foredrags-væsen, ferieophold i Danmark, samt opkøb af grunde og huse i Flensborg og på Sild. Den dansk-sindede presse var særlig giftig i sine angreb på Preussen, og danskernes hensigt var i første om-gang at løsrive Slesvig fra den preussiske stat og siden fra det tyske rige. Der blev også slået antise-mitiske toner an i den danske presse ved angreb på det forhadte ”Berliner Judenregiment”, skrev Kürbis. Det var en særlig farlig agitation, der ikke faldt på ufrugtbar jord, men havde paralleller i det partikularistiske parti Schleswig-Holsteinische Landespartei’s agitation. Kürbis sluttede beret-ningen med ordene: ”Die Stunde ist bitterernst, sie fordert gebietrich die Organisation eines gross angelegten Abwehrkampfes. Staats- und Reichsregierung müssen sich bewusst sein, dass ohne ihn ein kerndeutsches blühendes Land, bewohnt von einer lebenskräftigen, körperlich, geistig und sitt-lich hochstehenden urgermanischen Bevölkerung, die die natürsitt-lich Bedingungen besitzt, dem deut-schen Volkstum, wie bisher grosse Persönlichkeiten zu deut-schenken, Gefahr läuft, für immer mit allen in ihn schlummernden Hoffnungen, an das Dänentum verlustig zu gehen.“⁵⁹ Faren var tilsynelad-ende overhængtilsynelad-ende, og der havde indsneget sig et næsten desperat toneleje i Kürbis betænkning, set i forhold til ytringer herfra under Nordmarkfond bevillingens fordeling.

Forsvaret skulle bestå i kulturarbejde og sociale forhold. Frem for alt måtte den tyske presses

”Geist” stives af. Der måtte skabes en indenrigspolitisk enhedsfront i den tyske presse i provinsen.

Hejmdalgruppen omkring H.P. Hanssen og de danske socialdemokraters heftige angreb på de danske nationalister skulle udnyttes bedre af pressen. Et tilskud på 3 millioner mark til pressen var nødvendig og skulle bruges til at udgive en tysk avis i Nibølområdet og til at styrke

59 LASH. Abt. 301. Nr. 5679 Die dänische Gefahr und ihre Abwehr. (s.7 i Gefahr-betænkning)

Korrespondenzbüro Nordschleswig’s arbejde. Andre kulturpolitiske tiltag skulle være oprettelsen af tyske efterskoler i Berghof, Leck og et tredje endnu ikke fastlagt sted. De tre folkehøjskoler i

Rendsborg, Mohrkirch-Osterholz og Lunden skulle støttes med hver 50.000 mark. Der skulle opret-tes et grænsebibliotek til brug for alle de små landkommuner for 2 millioner mark, og bibilioteket i Flensborg skulle tilgodeses med 1,5 millioner mark. Der skulle stiftes en stipendiefond med 2 milli-oner mark, der gav unge mennesker fra hele Slesvig mulighed for undervisningsunderstøttelse. En indsats angående ”die Erweckung der Heimatsliebe”, det vil sige en udbredelse af kendskabet til landsdelens folk og historie, var nødvendig, blandt andet ved at støtte ansættelsen en professor i Landesgeschichte på universitetet i Kiel og udgivelser af tidsskrifter, sangbøger og historiebøger.

Universitetet i Kiel skulle yderligere tilgodeses med 1 million mark til universitetets nationale arbejde. På det sociale område skulle der arrangeres ferieophold for tysk-slesvigske børn i Tysk-land. Der skulle indrettes en Kinderwarteschule i Flensborg og gives hjælp til småsparerne i Flens-borg, der var særlig udsat for danske fristelser. Ungdomsarbejdet var et vigtig indsatsområde, og der måtte indrettes et tysk forsamlinghus i Harrislee. Med hensyn til økonomiske og infrastrukturelle formål ville Kürbis ikke komme ind på de enkelte behov, men bad blot om at få 4 millioner mark overført til en dispositionsfond. Vejanlæg i Husum kreds var en mulig investering. Der var mange ønsker på infrastrukturområdet, såsom en dæmning til Sild, anlæggelse af Flensborg-Husum jern-banelinjen, bedre forbindelser fra fastlandet til øerne Nordstrand, Føhr og Amrum, samt en finansie-ring eller overtagelse af kredsbanerne i Slesvig, Flensborg og Eckernförde kredse. Disse ønsker forventede Kürbis, sammen med en afhjælpning af bolignøden, ville blive finansieret af andre mid-ler og fonde. Til de fire grænseorganisationer i Nordauschuss, Schleswig-Holsteiner Bund, Grenz-bund, Wohlfahrts- und Schulverein og Verein des freien Bildungswesens, ønskede Kürbis 1 million mark. Endelig foreslog Kürbis, at overpræsidiet i Kiel fik lagt forvaltningen af de bevilgede midler over på sig. Som det havde vist sig ved Nordmarkfond, havde centralmyndighedernes løbende ind-blandning ikke altid tjent sagens fordel, skrev Kürbis diplomatisk. Et udvalg af sagkyndige person-ligheder fra provinsen skulle i stedet stå for fordelingen og udbetalingerne.⁶⁰ I alt ønskede

provinsen et engangsbeløb på 13.670.000 mark og 22.130.000 mark til løbende udbetaling stillet til rådighed af den preussiske stat. For nemhedens skyld rundedes beløbene op til 15 millioner i engangsbeløb og 25 millioner i løbende udbetaling og dermed i alt 40 millioner mark til den nye grænsefond. Fordelingsplanen er vist nedenstående.

60 LASH. Abt. 301. Nr. 5679 Die dänische Gefahr und ihre Abwehr.

Schleswigfond-fordelingsplan i rm.

Formål Beløb

Engangs Løbende

Presse 1.000.000 2.000.000

Deutsche Schule Berghof 1.200.000 300.000

Nachschule Leck 500.000 300.000

Tredje efterskole 3.000.000 300.000 Efterskoler

Folkehøjskoler (50.000 x3) 150.000

Foredragsvirksomhed 500.000

Grænsebibliotek 2.000.000 500.000

Bibilioteker

Flensborg bybibliotek 1.500.000

Almen undervisning 2.000.000

Stipendifonds 2.000.000

Ordinariat i Landesgeschichte 200.000

Urkundbuch 300.000

Geschichte der Baukunst 500.000

Museum Vaterländischer Altertümer 200.000

Volksbuch 100.000

Der Schleswig-Holsteiner 100.000

Jugendzeitschrift 50.000

Heimatschiften 20.000

Kunstkalender 60.000

Volkskalender 50.000

Liederbuch 40.000

Nordfriesische

Heimatgeschichte 30.000

Heimatsliebe

Schleswig-Holsteinische Verlag 1.000.000 200.000

Almene kulturelle formål 500.000

Kulturpolitik

Bistand til Landesuniversität 1.000.000

Tysk ferieophold for børn 5.000.000

Kinderwarteschule i Flensborg 400.000

Smårentnere i Flensborg 500.000

Jugendpflege 2.000.000 1.000.000

Forsamlingshus i Harrislee 200.000

Sociale

foranstaltninger

Børnerekreationshus i Glücksburg 100.000

Økonomiske formål Bistand til økonomiske formål 4.000.000

Organisationer Understøttelse af de fire grænseorg. I Nordausschuss. 1.000.000

I alt 13.670.000 22.130.000

Rundet op 15.000.000 25.000.000

I alt 40.000.000

Tabel 8.3 Kilde: LASH. Abt. 302. Nr. 5679. ”Die dänische Gefahr und ihre Abwehr.”

Den 16. juni 1922 besluttede det preussiske statsministerium at godkende overpræsidentens ansøgning, og de stillede derfor 40 millioner mark til rådighed for den såkaldte Schleswigfond. Den 17. juli 1922 fulgte første overførsel af midler fra fonden. Et bidrag på 1 million mark blev stillet overpræsidenten til rådighed af det preussiske finansministerium på særkontoen Girozentrale Schleswig-Holstein. 1,7 millioner mark blev stillet til rådighed for den preussiske minister for videnskab, kunst og folkeoplysning. Beløbene var, skrev finansministeren, at betragte som for-skudsbeløb. Ministeren for videnskab, kunst og folkeoplysning meddelte den 31. juli overpræsiden-ten, at 1,2 millioner mark ville blive bevilget til udbygningen af den tyske efterskole i Berghof og 500.000 mark til grænsebiblioteket. Det preussiske indenrigsministerium havde indvilget i at over-præsident Kürbis skulle have ansvaret for fondens fordeling for at forenkle administrationen. Men de 40 millioner mark ville først blive endeligt bevilget på 1923 budgettet, og som den preussiske finansminister meddelte indenrigsministeriet i september 1922, ville der kun blive forudbetalt enkelte beløb efter fag- og finansministeriernes godkendelse.⁶¹ Denne sagsgang gav ministerierne aldrig fra sig igen og derfor blev Schleswigfondens udbetaling ikke mere gennemskuelig, end udbetalingen af Nordmarkfond havde været. Tværtimod synes udbetalingerne med inflationens udvikling at falde stadig mere tilfældigt, hvad vi skal vende tilbage til.

Under alle omstændigheder havde provinsen fået tildelt en ny bevilling på baggrund af en til-tagende dansk trussel i grænseområdet. Spørgsmålet er, om den danske fare var blevet større? Som omtalt gav programforarbejdet et klart økonomisk incitament til at forstørre den danske fare betyde-ligt, for herigennem at retfærdiggøre finansiel støtte fra den preussiske stat. Den egentlige baggrund var den samme som i 1920, nemlig den indre politiske og økonomiske ustabilitet, der ikke var blevet mindre. Inflationen var taget til siden efteråret 1921, og markkursen var faldet fra 7,5 kroner for 100 mark i august 1921 til 2,68 kroner for 100 mark i januar 1922 og til omkring 1 krone for 100 mark i juli 1922. Denne inflationære udvikling gav, som både Johan Peter Noack og Axel John-sen har beskrevet, det danske mindretal i Sydslesvig gode betingelser for vækst. Det kom blandt andet til udtryk ved, at den dansksindede, tysksprogede avis Neue Flensburger Zeitung blev en seri-øs konkurrent til den tysksindede avis Flensburger Nachrichten. I 1921 udgav mindretallet også avisen Der Schleswiger i Nibøl området og fra marts 1922 Neue Schleswiger Zeitung i Slesvig by.

Alle tre aviser var finansieret af Grænseforeningen, og redaktør Andreas Grau, der sad i Grænse-foreningens ledelse udtalte åbent, at aviserne var et led i en slesvigsk bevægelse, der skulle

”opdanske” landsdelens befolkning. Neue Flensburger Zeitung’s abonnementstal steg betydeligt i

61 LASH. Abt. 301. Nr. 5683 Schleswigfonds og GstA. Rep. 77. Tit. 77B. Nr. 2013 Bereitstellung von Staatsmitteln..

inflationsårene fra omkring 1.200 i juli 1921 til 6.814 i april 1923. Der Schleswiger i Nibøl gik fra omkring 300 abonnementer i juli 1921 til 1.548 i april 1923. Aviserne nød godt af tilskud fra Dan-mark, der betød, at de kunne sælges til langt lavere priser end de tyske aviser. Flensburger Nach-richten var således 5-6 gange dyrere end Neue Flensburger Zeitung i efteråret 1922.⁶² Der blev også udført hvervearbejde i det sydlige Slesvig, og i Slesvig by var resultaterne lovende. I maj 1922 blev den danske forening Den slesvigske Forening for Gottorp Amt dannet, der i september 1922 havde 595 medlemmer. I slutningen af 1922 var det tal steget til omkring 800 medlemmer i Slesvig by plus 300 medlemmer fra Slesvig bys omegn.⁶³

Fra Danmark støttedes den dansksindede presse og fremstødet i det sydlige Slesvig af Grænse-foreningen, der var blevet dannet i oktober 1920. Dannevirkebevægelsen fik ganske hurtigt fodfæste i Grænseforeningen, og de kunne gennem foreningen udøve deres Dannevirkepolitik. Da Grænse-foreningen var officielt anerkendt som det danske mindretals interesseorganisation i Danmark, holdt Dannevirkebevægelsen dog forholdsvis lav profil. Men som medlem af foreningens hovedstyrelse og folketingsmand for Venstre J.S. Vanggard skrev til det danske mindretals ukronede leder Peter Lassen fra Strukstrup i januar 1921: ”Jeg skal derefter omtale dine indvendinger mod Grænsefore-ningens ledelse, også at vi ikke har sat grænseflytning på vort program. Selvfølgelig er grænse-flytning vort mål, og vi nævner det ganke ugenert på vore møder. Ingen som kender bestyrelsens medlem-mer, kan heller ikke tvivle på dette, og det ved jeg også, at du ikke gør” skrev Vanggard.⁶⁴ Det var på den måde ingenlunde forkert, at der var en revanchistisk dansk bevægelse på spil i Syd-slesvig, der var politisk og finansielt støttet af Dannevirkebevægelsen i Danmark under dække af Grænseforeningen. Overpræsident Kürbis smurte dog tykt på når han skrev: ”Vernimmt man ferner, dass auch in Husum, Tönning, ja selbst in Rendsburg der Schleswiger Verein mit Ortsgruppen Fuss gefasst hat, so muss man mit Erstaunen bekennen, dass die Losung ”Dänemark bis zur Eider” kein bösses Programm mehr überschäumender Chauvinisten ist, sondern dass sie beginnt, sich zu einer ernsten Schicksalfrage der jetzt noch kerndeutschen Provinz Schleswig-Holstein zu gestalten.“⁶⁵ Det er vigtigt at notere sig den mistillid til den slesvig-holstenske befolknings tyske loyalitet, der lå i udsagnet. Denne mistillid vejede tungere end frygten for det danske mindretal, og det var denne mistillid, der var kulturprogrammets egentlige baggrund. Det var den hjemmehørende befolknings tysknationale følelser og loyalitet, der skulle stives af med kulturprogrammet. Her kom den

62 Noack (1989) s. 150 – 163.

63 Johnsen (2005) s. 98.

64 Fra Johnsen (2005) s. 91.

65 LASH. Abt. 301. Nr. 5679 Die dänische Gefahr und ihre Abwehr.

miske ustabilitet ind i billedet. Det danske velgørenhedsarbejde, der blandt andet viste sig i de særlige julearrangementer i byer som Slesvig og Tønning og havde været rene tilløbstykker, blev anset for særlig problematisk.⁶⁶ Kürbis var klar over, at materielle goder fra Danmark kunne friste den nødlidende befolkning i den ustabile situation, som Tyskland befandt sig i. ”Speckdänen”-begrebet var et sælig levende begreb i inflationsårene. Her var det, at Kürbis satte sin lid til den tyske kulturs evne til at samle folket. Den omsiggribende økonomiske ustabilitet var således en væsentlig årsag til, at genopbygningen nu udelukkende skulle koncentrere sig om kulturelle forhold.

Der var formentlig ingen i Tyskland, der på det tidspunkt havde fantasi til at forestille sig, hvad året 1923 skulle bringe af økonomisk og politisk ustabilitet.

7.11 1923 og hyperinflationen

”Intet folk i verden har oplevet noget, der svarer til tyskernes 1923-oplevelse. Verdenskrigen har alle oplevet, de fleste også revolutioner, sociale kriser, strejker, økonomiske omvæltninger, infla-tion. Men ingen den fantastiske, grotesk-overdrevne blandning af alt sammen på én gang, som fandt sted i 1923 i Tyskland. Ingen denne gigantiske, karnevalsagtige dødedans, denne endeløse og blodigt-groteske Dionysosfest, hvor ikke blot pengene, men alle værdier blev devalueret, 1923 gjorde Tyskland rede – ikke specielt til nazismen, men til ethvert fantastisk eventyr.”⁶⁷ Således beskrev den tyske journalist Sebastian Haffner året 1923 i sine ungdomserindringer. Haffner målte ikke inflationens økonomiske fordele og ulemper, men talte om sin egen og formentlig mange tyskeres oplevelse af året 1923 og dets konsekvenser. Det var ikke kun de monetære værdier, der føltes devalueret, men også åndelige værdier som moral og anstændighed. Som Gerald Feldman har skrevet, følte særligt det tyske dannelsesborgerskab (Bildungsbürgertum) sine værdier trådt under fode, og de forbandt siden dette værdiskred med Weimarrepublikkens politiske kultur. Hyperinfla-tionen var ikke nazismens årsag i direkte linje, men en vigtig årsag til, at mange tyskere sidenhen valgte ikke blot demokratiet, men også civilisationen fra, som Gerald Feldman konkluderer i sit værk om inflationens Tyskland.⁶⁸

Trods Joseph Wirth regeringens accept af London-ultimatummet i maj 1921, havde krigs-skadeserstatningsspørgsmålet fortsat været en kilde til uro i den tyske økonomi. I 1921 betalte Tyskland 3,3 milliarder guldmark i krigsskadeserstatninger, hvoraf kun 150 millioner blev betalt i

66 Johnsen (2005) s. 99 – 100.

67 Haffner (2001) s. 52. Sebastian Haffner skrev sine ungdomserindringer En tyskers historie. Erindringer 1914-1933, i 1939, da han var i eksil i England. Erindringerne blev fundet efter hans død i 1999 og udgivet i år 2000. Erindringerne blev udgivet på dansk i 2001.

68 Feldman (1997) s. 858.

In document Fra Region til Grænseregion (Sider 158-169)