Inflation og handel: Genopbygnings- og revisionspolitik i Tyskland

Efter Versaillestraktatens underskrivelse i juni 1919 stod den tyske regering overfor en række over-ordnede økonomiske problemstillinger. Demobiliseringen var stadig under gennemførelse, og den forløb som omtalt under voldsomme uroligheder, der var en trussel mod den nye republiks eksis-tens. Produktionen skulle omstilles fra krigsproduktion til fredsproduktion, så der var et arbejde at give de hjemvendte soldater. Dertil kom, at den tyske økonomi skulle omstilles efter de nye geogra-fiske forhold og de territoriale afståelser, der betød, at store indlandske områder nu var blevet ud-land. Endelig måtte regeringen forholde sig til de krigsskadeserstatninger, man i første omgang skulle betale og aflevere, samt til den krigsskadeserstatningssum, der endnu ikke var blevet endeligt fastsat. Usikkerheden omkring krigsskadeserstatningssummen var måske det mest kritiske element i

7 Se Wehler (2003) s. 241, Macmillan (2002) s. 492 og Sørensen (2005) s. 271.

8 Winkler (1998) s. 97.

9 Se Schwabe (1998).

den tyske økonomi, da den mindskede lysten til at investere i Tyskland nationalt såvel som inter-nationalt. Svaret på disse økonomiske problemstillinger skulle den tyske regering finde indenfor rammerne af, hvad Versaillestraktaten tillod. Her var de handelspolitiske artikler 264 til 281 i Versaillestraktaten en alvorlig begrænsning i Tysklands økonomiske handlefrihed.

Svaret på de økonomiske udfordringer lå imidlertid lige for. Reichsmarkens internationale værdi var siden krigsudbruddet i 1914 faldet fra 4,20 reichsmark per dollar til 8,20 ved årsskiftet 1918-19. Det var et fald, der hverken havde bekymret regeringen eller rigsbanken synderligt i krigstiden, hvor en militær sejr var i vente. Da nederlaget blev en realitet i november 1918, var sagen en anden, men det var også klart, at tiden ikke var til deflationspolitik og stabilisering af markens værdi, men derimod til at sætte produktionen og eksporten i forsædet. Demobiliseringen af tusindvis af tyske soldater, der alle skulle have et arbejde at vende hjem til krævede forøget produk-tion og beskæftigelse, og den lave markkurs gav her en fordel for den tyske eksport, der kunne sti-mulere produktionen og beskæftigelsen. Dermed håbede de nye tyske magthavere også at afværge yderligere social og politisk uro. Det handlede i bund og grund om at holde sammen på den nye republik og det tyske rige. Men inflationen var også et svar på Versaillestraktatens handelspolitiske bestemmelser. Tyskland var traditionelt en stor eksportnation, men havde under krigen haft et stort importoverskud. Efter søblokadens ophævelse i juni 1919 importerede Tyskland råstoffer og føde-varer for 5 milliarder guldmark for at fylde råstof- og levnedsmiddellagrene op. Hensigten med Versaillestraktatens handelspolitiske bestemmelser var, som historikeren Carl Ludwig-Holtfrerich har skrevet, at Tyskland også efter krigen skulle have importoverskud. Det havde Tyskland også, men bortset fra importen i 1919 var importoverskuddet aldrig for alvor truende, og i 1923 havde Tyskland endog et ekportoverskud på 530 millioner mark.¹⁰ Årsagen hertil var den lave markkurs og deraf følgende gode tyske konkurrenceevne og stigende eksportkvote. Inflationen og markkurs-ens fald blev en drivkraft for eksporten, produktionen, beskæftigelsen og genopbygningen i efter-krigstidens Tyskland og udhulede de handelspolitiske begrænsninger, Versaillestraktaten havde lagt på Tyskland. Endelig kunne den tyske inflation så tvivl om Tysklands økonomiske ydeevne med hensyn til krigsskadeserstatningerne. Inflationen gav således svar på mange økonomiske problem-stillinger.¹¹ Det skulle dog vise sig, at inflationen havde betydelige indenrigspolitiske

omkostninger.

Udnyttelsen af inflationen handlede mest om, at den tyske regeringen aldrig for alvor var interesseret i at få kontrol over valutasituationen. Ved krigsudbruddet i august 1914 havde Tyskland

10 I 1913-værdi. Tabel 16. i Deutsche Geschichte 1918-1933 Dokumente zur Innen und Aussenpolitik. (2002)

11 Feldman (1997) s. 73 – 96.

indført eksport- og valutakontrol. Denne kontrol blev delvis afviklet i foråret 1919, men rigsbanken havde fortsat behov for udenlandsk valuta til at betale renter af de lån, banken havde taget i neutrale lande under krigen. Reichwirtschaftsminister Rudolf Wissel (MSPD) foreslog i foråret 1919, at der blev oprettet eksportkontrolkommiteer, Aussenhandelsstellen, for de enkelte industrielle brancher, der skulle kontrollere eksportpriserne og valutaindtjeningen. De enkelte kommiteer skulle bestå af producenter, grossister og forbrugere og udøve en form for selvregulering på området. En række eksportkontrolkommiteer blev da også nedsat i foråret 1919, men eksportkontrollen var ikke velset i industrien og erhvervslivet, der modarbejdede kommiteernes arbejde. I juli 1919 blev Robert

Schmidt (MSPD) reichwirtschaftsminister i stedet for Rudolf Wissel. Ministerskiftet var et klart signal om, at regeringen ikke arbejdede for en permanent statslig regulering af økonomien, men for en liberal markedsbaseret økonomi. Schmidt var da heller ikke begejstret for eksportkontrollen, som kunne bremse den eksportdrevne genopbygning.¹²

Markkursen styrtdykkede i efteråret 1919 fra 15 reichsmark per dollar til 46,77 per dollar som følge af kapitalflugt, eksportdumping og regeringens indkøb af udenlandske fødevarer. Eksporten steg eksplosivt, men problemet var, at eksporten ofte blev betalt i reichsmark og ”eksportdumping”

til meget billige priser blev efterhånden et problem for Tyskland. Sammen med den omtalte kapital-flugt og de stigende importpriser, der var et resultat af markens kursfald, betød denne udvikling, at manglen på udenlandsk valuta blev alvorlig. Den 20. december 1919 relancerede reichwirtschafts-minister Schmidt derfor eksportkontrolkommiteerne med en forordning om udenrigshandelen. Med forordningen nedsattes nu en rigskommissær for import og eksport, der skulle øge kontrollen af udenrigshandelen. Selve udførselsreglerne blev dog ikke skærpet. Først den 10. maj 1920 fulgte en forordning, der skærpede udførselsreglerne noget.¹³

I januar 1920 genindførte Tyskland guldafregningen på tolden af importvarer, og i marts 1920 fik Tyskland toldsuveræniteten over det fransk besatte Rhinland tilbage og fik dermed lukket det

”hul i vesten”, hvor varer hidtil havde strømmet uhindret over grænsen. Sammen med finansminis-ter Erzbergers skatfinansminis-tereform betød disse tiltag, at Bauer regeringen i foråret 1920 fik inflationen bremset, og at markkursen endog forbedredes fra 99 reichsmark per dollar i februar 1920 til 39 i juli 1920. Dermed indledtes den periode i den tyske inflationstid, som er blevet benævnt den relative stabilisering. End ikke det militære kup ved Wolfgang Kapp den 13.-15 marts 1920 anfægtede stabiliseringen. Markkursens stabilisering og afreguleringen af økonomien medførte dog store pris-stigninger på varer i daglighandelen, og det førte igen til uroligheder i blandt andet Ruhrdistriktet,

12 Feldman (1997) s. 172 og Ruck (1993) s. 160 – 161.

13 Feldman (1997) s. 181 – 208 og Ruck (1993) s. 163 – 167.

Hamborg og Stuttgart. Stabiliseringen havde mærkbare negative sider.¹⁴ De skærpede udførsels-regler blev derfor implementeret på et tidspunkt, hvor markkursen forbedredes og den indenlandske aktivitet dæmpedes. Det forbedrede ikke industriens, handelens og arbejdernes begejstring for eksportkontrollen, der i vid omfang blev ignoreret uden at regeringen greb ind.¹⁵

Frem til maj 1921 forhandlede Tyskland med ententemagterne om en krigsskadeserstatnings-sum. Krigsskadeserstatningspolitikken var en væsentlig del af den tyske udenrigspolitik i denne tid, der handlede om at begrænse summen mest mulig. Det lykkedes rent faktisk at begrænse summen, og det såkaldte ”London-ultimatum” på 132 milliarder guldmark, der blev givet Tyskland den 5.

maj 1921, var en halvering af et i marts 1921 af ententen stillet forslag på 226 milliarder guldmark.

Tilbuddet var et ultimatum, fordi ententemagterne ville besætte Ruhrområdet, hvis ikke Tyskland accepterede summen og opfyldte Versaillestraktatens øvrige bestemmelser. Efter et regeringsskifte i Tyskland og Joseph Wirth’s (SPD) overtagelse af kanslerposten godkendte Tyskland Londonkravet.

I 1921 betalte Tyskland 3,3 milliarder guldmark, hvoraf over halvdelen var finansieret ved skat-kammerveksler. Det gav inflationen ny kraft og i efteråret 1921 faldt markkursen igen markant. Fra en galloperende inflation i efteråret 1921 gik prisudviklingen over i hyperinflation i løbet af foråret 1922. Med den fransk-belgiske besættelse af Ruhrområdet i januar 1923 løb inflationen mod nye højder, og Tyskland var i 1923 i en permanent borgerkrigslignende tilstand og i fare for

opløsning.¹⁶ Med undtagelse af foråret 1920 var markkursens fald og inflationen således aldrig under kontrol.

Udnyttelsen af inflationen blev også forbundet med en aktiv handelspolitik. Det viste sig ved at udenrigsministeriet, Auswärtiges Amt, i februar 1919 oprettede en afdeling X for udenrigshandel, der hovedsagelig skulle give det tyske erhvervsliv informationer om økonomiske forhold i udlandet.

Begrundelsen herfor var, som Auswärtiges Amt skrev til finansministeriet: „unsere ganze Entwick-lung als Volks- und Wirtschaftskörper in engstem Zusammenhang mit unserer wirtschaftlichen Aus-landsstellung zu sehen ist.”¹⁷ Som historikeren Hans-Jürgen Schröder har skrevet, betød den mili-tære situation efter Versaillestraktatens bestemmelser, at Tyskland måtte finde andre midler end den militære til at gøre sig udenrigspolitisk gældende. Handelspolitikken var den vej, der var åben og som ved hjælp af inflationen kunne blive et effektivt våben i den tyske revisionspolitik mod

14 Feldman (1997) s. 218 – 227.

15 Ibid. s. 242 – 245.

16 Se Winkler (1998) kap. 8. s. 186 – 243.

17 Schröder (1982) s. 236. Afdeling X blev nedlagt i oktober 1921 og erstattet af et Sonderreferat Wirtschaft, under ledelse af Karl Ritter. Nedlæggelsen af afdeling X var et udslag af den rivalitet der var opstået mellem Auswärtiges Amt og Reichwirtschaftsministerium om indflydelse på udenrigshandelen. Se Salmon (1997) s. 210 – 211.

traktaten. Det handlede om at skabe et økonomisk grundlag for tysk selvstændighed. Det kom også til udtryk ved bilaterale forhandlinger og indgåelse af handelsaftaler med de mindre europæiske stater Holland, Ungarn, Tjekkoslovakiet og Rumænien i juni 1920. Med Danmark blev kun en mid-lertidig overenskomst for 1920-21 indgået. Tyskland ville med de bilaterale forhandlinger bryde de franske bestræbelser på at afskære Tyskland fra handelen med de små lande, der også havde inter-esse i at få adgang til det tyske marked. Som den britiske historiker Patrick Salmon har skrevet, havde de handelsmæssige forbindelser til Danmark og Skandinavien en ikke ringe betydning i denne tyske handelspolitiske genopbygningsstrategi, og der var en betydelig tysk interesse i at drage Skandinavien med ind under et tysk domineret ”Mitteleuropa”.¹⁸ Med handelsaftalen med USA i december 1923 og med England og Belgien i december 1924, og endelig med Frankrig i 1927, for-måede Tyskland at genskabe den tyske handelspolitiske suverænitet på relativt få år. I det lys var den tyske politik en udenrigspolitisk succes.¹⁹ Men det var en skrøbelig succes, for samtidig havde Tyskland været i gennem en hyperinflation med enorme omkostninger til følge af både økonomisk, politisk og ikke mindst mental og sociologisk karakter. Den nye republik havde været meget nær en indre opløsning. Derfor havde der i samme periode også været rettet særlig opmærksomhed mod den indre sammenhæng i riget. Her spillede grænseregionerne en vigtig rolle.