Købstæder og centralsteder i Slesvig

industrialiserede områder, men nåede aldrig at få betydning for Nordslesvig. I 1914 kom verdens-krigen, og denne satte med sin rovdrift på mennesker og materiel landsdelen og Tyskland langt tilbage.” ²¹ Set i det lys var Nordslesvigs indlemmelse i Danmark måske en fordel for landsdelens industri, der under et tysk økonomisk system måske var deindustrialiseret yderligere? Leif Hansen Nielsen rejser her et interessant spørgsmål for denne afhandling.

sorter blev i hertugdømmerne undtaget fællestarifferne.²³ Købstæderne nød også erhvervsmæssige privilegier i form af monopol på handel og håndværk. I 1844 var det på tale at indføre næringsfrihed i hertugdømmerne, men de nationale modsætninger og siden krigen mod Danmark 1848-50 forhind-rede sagens videreførelse. Mens næringsfriheden blev indført i Danmark 1857, var det først efter indlemmelsen i Preussen i 1867 at næringsfrihed blev indført i Slesvig-Holsten, i øvrigt som det sidste af de tyske lande.²⁴ Privilegierne gav købstæderne økonomiske fordele, men de uensartede strukturer i hertugdømmerne var i lige så høj grad et økonomisk og politisk problem. En del af hel-staten Danmarks problematiske forhold til hertugdømmerne var netop manglende administrative og økonomiske reformer i hertugdømmerne, der ofte strandede på de priviligerede stænders modstand.

I hertugdømmerne fandtes også de særlige flækker, der var en mellemting mellem landsbyen og købstaden. Flækkernes rettigheder hvilede som købstædernes på sædvaner og var ligeledes meget uensartede. Det gjaldt ikke mindst de økonomiske særrettigheder, der var tildelt flækkerne.

Flækkebyer var et udbredt fænomen og begreb i Mellemeuropa, men det blev aldrig anvendt i Danmark og det øvrige Norden. I kongeriget blev der i stedet udstedt købstadsprivilegier til meget små bysamfund på indtil 1.300 indbyggere.²⁵ De slesvigske byer, der med sikkerhed fik flække-status var Bredstedt, Husum, Wyk, Højer, Løgumkloster, Nordborg, Augustenborg, Lyksborg, Kappel, Arnæs, Marstal, Christiansfeld og Frederiksort. Nogle flækker opnåede først denne status i 1800-tallet, og andre blev ophøjet fra flække til købstad, som Husum i 1603.²⁶

Den 14. april 1869 blev en særlig bylov for provinsen Slesvig-Holstens byer og flækker ved-taget, der for Slesvigs vedkommende var den første overordnede bylov. Da havde byerne Slesvig, Tønder, Haderslev, Sønderborg, Flensborg, Egernførde, Tønning, Garding og Frederikstad køb-stadsstatus. Flere flækker blev siden ophøjet til købstad, Kappel i 1870, Bredtedt i 1900, Wyk i 1910 og Arnæs i 1934. Desuden fik Westerland på Sild købstadsrettigheder i 1905. I Tyskland kan man den dag i dag tildele byer købstadsrettigheder, en ordning der blev afskaffet i Danmark i 1970.²⁷ Men officielle købstadsprivilegier gør ikke nødvendigvis byerne til centralsteder, selvom der er ofte findes en sammenhæng. Og selv en landsby kan være centralsted for et mindre opland.

23 Rerup (1982) s. 60 – 63.

24 Brockstedt (1983) s. 71.

25 Schlaber (2006) manuskript Hertugdømmet Slesvigs forvaltningshistorie indtil 1864. Kapitel om flækker og Boje-Hyldtoft (1978) s. 181.

26 Schlaber (2006) manuskript.

27 Ibid.

Klaus Greve har foretaget en grundig centralstedsanalyse på hertugdømmet Slesvig for året 1860.²⁸ Med de små kirkesogne, ”Kirchspiele”, som funktionelle enheder har han delt hertug-dømmet op i 246 rumlige enheder og undersøgt disse enheders oplands- og byfunktioner ved hjælp af adressebøger og folketællingen fra 1860. Disse Kirchspiele er kendetegnet ved at være centreret om en bymæssig enhed af varierende størrelse. Greve opererer med et hierarki af 24 funktioner eller erhverv, som han ved nøje eftertælling i kildematerialet har fundet tilstedeværende i en eller flere af de 178 sogne, hvortil der fandtes pålideligt kildemateriale. De pågældende funktioner eller erhverv har Klaus Greve rangeret i et hierarki efter deres hyppighed i samtlige sogne. Dernæst har Greve udregnet funktionsligheden imellem de enkelte sogne (phi-koefficiensanalyse og korrelations-analyse). Han finder herved otte grupper af forskellige centralsteder, med særlige karakteristika. De otte grupper er de højtcentrale sogne A og B, middel centrale sogne, og svagt-centrale sogne A, B, C og D, og endelig enkelte særsogne. Højt specialiserede erhverv som optiker, fotograf, instrument-handel, pelsinstrument-handel, hatteinstrument-handel, farvehandel og advokater var kun at finde i de højtcentrale sogne, mens erhverv som læge, apotek, urmager og guldsmed også kunne findes i de middelcentrale sogne.

Klaus Greve konkluderer, at centralstedssystemet i Slesvig 1860 var præget af stor regional variation, og at Slesvig derfor ikke var en homogen region.

Væsentligt er, at Greve fandt 10 såkaldt højtcentrale sogne A, og at disse var Aabenraa, Eckernförde, Flensborg, Garding, Haderslev, Husum, Kappel, Slesvig, Sønderborg og Tønning. De høj centrale sogne B var Bredsted, Frederiksstad, Højer, Løgumkloster og Tønder. Disse byer var, som ovenfor nævnt, alle enten købstæder eller flækker. Formentlig var der forskel på, hvor højtcen-trale de enkelte byer var, men fordi Greve ønsker at tage samtlige sogne med i sin analyse, kommer han ikke nærmere ind på forholdet imellem de højtcentrale steder. På den måde kan man sige, at resultatet bliver indlysende, da hver enkelt rumenhed har sit eget centralsted. Klaus Greves videre-bearbejdning af resultatet giver dog interessante resultater. Som Greve siger, forklarer centralsteds-modellen i den udførte form ikke regionale og tidsmæssige variationer, og den er en ahistorisk model. Derfor forsøger Greve at forklare den regional-geografiske variation og spredning af de forskellige højt- og svagtcentrale steder ved at se på det han kalder ”Umlandbedingungen”, som er oplandets befolkningstæthed , befolkningens købekraft og indkomstfordeling. Via en multipel regressionsanalyse viser Greve, at den generelle befolkningstæthed, antallet af gårdmænd og land-besidder koncentrationen i de administrative herredsenheder, der er geografisk større end sognene, kan forklare 63% af den geografiske spredning af centralsteder, som udbyder funktionerne

28 Greve, Klaus: Zentrale Orte im Herzogtum Schleswig 1860. Studien zur Wirtschafts- und Sozialgeschichte Schleswig-Holstein. (1987).

ere, læger, apoteker, manufakturhandlere, guldsmede, krydderihandlere og postkontorer. Med andre ord har befolkningstætheden og ikke mindst antallet af gårdmænd, der hørte til den købekraftige del af befolkningen, stor betydning for antallet af centralsteder på den pågældende egn. Det er, som Greve siger, en høj forklaringsgrad kildematerialet taget i betragtning. Ligeledes finder Greve, at antallet af større landejendomme og antallet af indbyggere med en årsindkomst på over 1200 rigs-dalere viser nær sammenhæng med fordelingen af centralsteder, uden dog at foretage en ny regres-sionsanalyse.²⁹ Overordnet set viser Klaus Greves analyse, at den vare- og tjenesteudbudsrelaterede centralstedsfordeling er efterspørgselsstruktureret og afhængig af oplandets indkomst og velstand.

Det er en veludført analyse og en god udnyttelse af kildematerialet, Klaus Greve har gennemført, og analysen bekræfter en sammenhæng, der ellers tages for givet. Interessant er også analysens påvis-ning af egnene Sundeved, Als og det sydlige Angel som de mest befolkpåvis-ningstætte og købekraftige egne i Slesvig. Også området omkring Haderslev købstad og enkelte steder på vestkysten, som Neu-kirchen og Ejdersted har udgjort økonomisk velstående egne. Den særlige slesvigske topografi, med østkystens frugtbare morænejord, geestens sandjord og den frugtbare marsk har haft stor betydning for den økonomiske udvikling i Slesvigregionen.