4. KRIG OG FOLKEAFSTEMNING
4.9 Delingen af Slesvig
skal ses i sammenhæng med den almene dansk-tyske samhandel. Den danske industri havde før krigen følt sig under pres af den stærke tyske industri, der i volumen og kapitalkraft havde været en overlegen konkurrent. Industrirådet kunne i den forbindelse se en fordel i, at skubbe grænsen så langt mod syd som muligt, for derved at øge hjemmemarkedet og begrænse konkurrencen fra syd.
Industrirådet ønskede da også at være Mellemslesvigsk Udvalg behjælpelig. Redaktøren af Industri-rådets organ, ”Tidskrift for Industri”, cand. polit. Povl Drachmann, skrev til Mellemslesvigsk Ud-valg den 17. januar 1920, at han som korrespondent for dagbladet ”København” skulle til Flens-borg og i den forbindelse gerne ville være til tjeneste med oplysninger om dansk erhvervsliv og industri. Med sig fik Drachmann en anbefaling fra Industrirådet, der skrev at udvalget næppe kunne få bedre assistance. Gennem Drachmann fik Mellemslesvigsk udvalg tilsendt en film om dansk industri og kataloger fra 126 danske virksomheder til brug i valgkampen.75
Hvorvidt de økonomisk-materielle valgparoler, hvis udtryk særligt huskes fra de farverige valgplakater, fik betydning for valgresultatet, er uvist. Den stadigt forværrede forsyningssituation i afstemningsområdet og Tyskland som sådan kan have givet incitament til at søge tilslutning til Dan-mark. Efter aftale med den internationale kommission kom der fødevareforsyninger til afstemnings-området fra Danmark til gengæld for kulforsyning fra Tyskland.76 Understøttet af udsagn som
”Wenn wieder die Fahne ist weiss und rot dann ist beendet die bittre Not” på afstemningsplakaten af Thor Bøgelund, gav denne situation grobund for det tyske skældsord ”Speckdänen” , om folk der stemte dansk af materielle grunde. Det var der givetvis folk der gjorde, men spørgsmålet er, om ikke størstedelen af befolkningen i afstemningsområderne var klar over, at der var tale om en særlig efterkrigssituation, der ikke kunne tages til indtægt for en kommende fremtid? Troen på Reichs-markens genrejsning illustrerer ganske godt de udbredte forventninger om, at Tyskland før eller siden ville genvinde sin styrke. Der er også grund til at tro, at befolkningens nationale sindelag stod over det materielle behov. Afstemningsresultaterne gav i hvert fald ikke de store overraskelser.
tyske stemmer og 20% danske stemmer. I Flensborg by var resultatet 75,2% tyske stemmer og 24,8% danske stemmer, som udover de 33% danske stemmer i St. Laurenti sogn på Vesterland Før var det bedste danske resultat.77 At grænselinien dermed skulle være lig grænsen mellem første og anden zone, var det dog langt fra alle, der anså for givet.
Den 18. marts 1920 sendte den tyske statskommisær Adolf Köster en længere skrivelse til præsidenten for plebiscit-kommissionen Sir Charles Marling med Johannes Tiedjes forslag til en grænse nord om Højer, Tønder og Tinglev, samt betragtninger over de økonomisk-geografiske forhold der nu skulle tages hensyn til. Skrivelsen indeholdt i korte træk en accept af en kommende deling af Slesvig, og dernæst opfordringen til at trække en grænse, der ville give mindst mulige økonomiske følgevirkninger for regionen. Tønder bys afhængighed af kvæghandelen mod syd og af marsklandskabet sydvest for byen var, sammen med byens tyske flertal, et vægtigt argument for byens forbliven i Tyskland. Samtidig måtte man påpege, at det var Tønder by, der var afhængig af oplandet mod syd, og ikke oplandet mod syd der var afhængig af Tønder. Det sidste kunne jo give grund til en sydligere grænse og det var ikke lige det der skulle fremmes. Med hensyn til Flensborg og Flensborg fjord fulgte skrivelsen op på Flensborg magistratens betænkning. Således konklude-redes det, at ”ganske vist vil tabet af Nordslesvig være et uhyre svært slag for Flensborg, særligt for enkelte af byens erhvervsgrupper, men tabet af Sydslesvig, særligt det rige landskab Angel, uden sammenligning det vigtigste og mest trofaste kundeområde for byen, vil slet og ret være tilintet-gørende for byen.”78 Først og fremmest var forbindelsen til det tyske marked af livsvigtig betyd-ning for Flensborgs handel og industri, som ikke kunne nøjes med et afsætbetyd-ningsmarked svarende til hertugdømmet Slesvigs omfang.
Når Flensborgs indlemmelse i Danmark stadig var frygtet på tysk side, var det fordi der fra dansk side blev arbejdet på en internationalisering af den anden afstemningszone og Kielerkanalen, med henblik på at give danskheden en chance ad åre. Også disse overvejelser havde økonomiske og erhvervsmæssige aspekter. Ikke mindst en internationalisering af Kielerkanalen blev i det danske erhvervsliv anset for en mulighed for at stække den tyske indflydelse i Østersøområdet, og for en økonomisk mulighed for Danmark. Ø.K.’s direktør H.N. Andersen var særlig aktiv i arbejdet for en internationalisering eller blokering af Kielerkanalen.79 I Dannevirkebevægelsen havde man stadig håb om en sydligere grænse, grundet forbindelsen til plebiscitkommissionens franske medlem Paul Claudel. Han lod Dannevirkebevægelsen forstå, at plebiscitkommissionen var villig til at give
77 Samlet valgresultat er trykt i L.P. Christensen: Slesvig Delt. Flensborg 1922.
78 RA. FO 852 17. s. 31 i betænkning til CIS.
79 Lidegaard (2003) s. 133 – 141 og Lange (1991) s. 124 – 135.
mark Flensborg, hvis regeringen ville tage imod, hvorfor det gjaldt om at vælte den radikale rege-ring omgående. Med Christian den 10.’s afsættelse af ministeriet Zahle den 29. marts 1920 og Påskekrisen opstod den alvorligste parlamentariske krise i Danmarks politiske historie.80 Den ende-lige grænse blev ikke sydende-ligere af den grund, men påskekrisen viste, at der var alt andet end politisk konsensus i Danmark om grænsespørgsmålet.
For selve indlemmelsen af Nordslesvig fik påskekrisen stor betydning. Der blev udskrevet folketingsvalg den 31. marts, og den 21. april udløb tingets mandat. Folketingsvalget blev afholdt den 26. april og først den 7. maj trådte det nye Folketing sammen. Mellem den 21. april og den 7.
maj 1920 var Rigsdagspartiernes Sønderjyske Udvalg et slags erstatningsparlament for Folketinget, i en tid hvor ganske mange love skulle vedtages med hensyn til indlemmelsen af Nordslesvig.81 Samtidig blev det midlertidige ministerium for Sønderjylland nedlagt, og lagt under Statsministe-riet. Det var i administrativ henseende et noget besynderligt tidspunkt at nedlægge ministeriet på.
Den 16. april underskrev et flertal i plebiscitkommissionen et forslag til den nye dansk-tyske grænse, der var lig grænsen mellem den første og anden afstemningszone, mens et mindretal bestå-ende af det franske medlem Claudel og nordmanden Heftye, anbefalede en næsten ubetydelig syd-ligere grænse. Flensborg blev end ikke i mindretallets forslag tilbudt Danmark. Ambassadørrådet i Paris fulgte flertallets linje og vedtog den 8. maj 1920, at grænsen mellem Danmark og Tyskland skulle forløbe langs den første afstemningszones sydgrænse. Nu manglede blot en tysk accept og suverænitetsoverdragelse. Den lod imidlertid vente på sig. I mellemtiden bevægede de økonomiske forhold i Slesvigområdet sig mod det uholdbare. Den 15. april afholdt H.P. Hanssen møde med bestyrelserne for de sønderjyske arbejderforeninger, handelsforeninger, håndværkerforeninger og landboforeninger i Aabenraa. De forskellige bestyrelser udtrykte alle bekymring for situationen i Nordslesvig. Manglen på kolonialvarer og materialer ville snart føre til plyndringer og generel uro, hævdedes det. Hvis ikke kronemønten snarest blev indført kunne situationen ende i kaos. H.P.
Hanssen anbefalede bestyrelserne at henvende sig til plebiscitkommissionen, men han indrømmede også, at den parlamentariske situation i Danmark var en hindring for hurtig handling.82
Det var klart for plebiscitkommissionen, at kronemøntens indførelse var påkrævet. Problemet var suverænitetsspørgsmålet og toldgrænsen. Kronemøntens indførelse krævede en flytning af told-grænsen, hvis ikke varer og kapital uhindret skulle strømme ind og ud af Nordslesvig efter
80 Om Påskekrisen se Kaarsted (1973)
81 Furdal (1999) s. 139.
82 RA. SM j.353/1919/1920 og FO 852 14. Kommissionen modtog resolutioner fra de samvirkende fagforeninger den 18. april 1920 og fra fællesrepræsentationen for de Nordslesvigske Handelsforeninger den 20. april 1920.
reformen. Men toldgrænsen er af vital symbolsk betydning for en stats suverænitet, og den tyske regering var ikke villig til at flytte grænsen, før den formelle suverænitet over Nordslesvig var over-givet Danmark. Forhandlinger herom med den tyske regerings repræsentanter gik i hårdknude. I stedet indgik plebiscitkommissionen og den danske regering en aftale udenom den tyske regering, om en fysisk afspærring af grænsen mellem den første og anden afstemningszone, den 29. april.
Dermed var vejen banet for en dansk besættelse af den første zone og for kronemøntens indførelse.
Den 5. maj 1920 besatte Danmark den første afstemningszone, overtog administrationens højere embeder indenfor post-, telegraf-, telefon- og jernbanevæsenet samt ved domstolene. Den danske regering havde forinden udpeget amtmand for Ringkøbing Amt Viggo Rothe Haarløv til Admini-strator for de sønderjyske Landsdele, indtil suveræniteten blev endelig overført. Samme dag blev grænsen til den anden zone fysisk afspærret ved det danske grænsegendarmeri. Indlemmelsen i Danmark var endnu ikke officiel, men symbolværdien var ikke til at tage fejl af. Den 14. maj udstedte plebiscitkommissionen en række anordninger angående adskillelsen af den første og den anden afstemningszone, blandt andet om kronemøntens indførelse, der blev gennemført den 20.
maj. Protester fra den tyske regerings repræsentant blev overhørt.83
Den 15. juni 1920 modtog den danske gesandt i Paris en note fra fredskonferencens ambas-sadørråd, hvori Danmarks formelle overtagelse af Nordslesvig blev accepteret. Natten mellem den 16. og 17. juni rejste de tyske toldere ved Kongeågrænsen sydpå, og den 17. juni påbegyndte både det danske og tyske toldvæsen deres opgaver ved den nye grænse. Slesvigs deling var dermed en realitet. Men der var mange uafklarede forhold ved delingen at tage vare på i den følgende tid, ikke mindst fordi Tyskland ikke ville underskrive en tresidet traktat med Danmark og ententemagterne om overdragelsen af suveræniteten over Nordslesvig. En officiel tysk anerkendelse af suverænitets-overdragelsen, og dermed af den nye grænse, skulle aldrig følge. På det økonomiske område var der også, både nord og syd for grænsen, store opgaver at gå i gang med efter delingen. Krigen og den 1½ år lange overgangstid havde efterladt sig sine spor i regionen, både økonomisk og mentalt.
83 RA. FO 852 14. Den tyske fredsdelegation til præsidenten ved forhandlingerne den 11. maj og brev fra Mezger til Heftye den 16. maj 1920.