Med bruddet med et artefaktualiseret syn på sprog forskydes den forskningsmæssige opmærksomhed fra sprog som lukkede systemer til, hvad mennesker gør med sprog. Som Monica Heller har formuleret det, er der tale om en opfattelse, der ”privileges languages as social practice, speakers as social actors and boundaries as products of social action” (Heller 2007:1). Pennycook beskriver, hvordan det at se sprog som praksis involverer at se på sprog som aktivitet snarere end som struktur; som noget, vi gør snarere end som et system, vi trækker på; som en materiel del af vores sociale og kulturelle liv snarere end en abstrakt enhed (Pennycook 2010:2). Samtidig advarer han mod mod ureflekteret brug af
begrebet om sproglig praksis (Pennycook 2010:8). Det er således værd at præcisere, at jeg ikke opfatter praksisbegrebet som stående i modsætning til teori; mit sproglig praksis-begreb er et teoretisk
forankret begreb. Samtidig ser jeg som Pennycook sproglig praksis som andet og mere end isolerede, afgrænsede aktiviteter:
”Practices are not just things we do, but rather bundles of activities that are central to the organisation of social life […] Practices prefigures activities, so it is the ways in which language practices are moulded by the social, cultural, discursive and historical precedents and concurrent contexts that become central”
(Pennyc0ok 2010:29) En tilsvarende forståelse formuleres af Brian Street, hvis skelnen mellem en autonom og en ideologisk forståelse af literacy markerer det teoretiske omdrejningspunkt for forskningstraditionen (New) Literacy Studies (Street 1984, 1995, 2001). Street påpeger, at der til literacy knytter sig værdiladede forestillinger, som øver indflydelse på forskning, pædagogik, uddannelsessystemer og menneskelig interaktion. Dette grundsyn betegner han en ideologisk model, som står i modsætning til en såkaldt autonom model. Mens literacy i en autonom model forstås som et psykologisk, individuelt og relativt stabilt og entydigt fænomen, ses literacy i en ideologisk model som et samfundsmæssigt fænomen indlejret i magtrelationer, som historisk og som grundlæggende modsætningsfuldt. Denne ideologiske model henter jeg ind i min forståelse af sproglig praksis. Herved understreger jeg, at sproglig praksis ikke er et kognitivt, individuelt fænomen, som uden videre lader sig regulere og måle. Tværtimod er sproglig praksis et socialt fænomen, som er foranderligt, flertydigt og uforudsigeligt. Sproglig praksis er ikke et neutralt fænomen; der knytter sig værdiladede forestillinger til sproglig praksis, og sproglig praksis er både genstand og medium for debat, forhandling og kamp.
Gennem afhandlingens analyser vil vi møde en række sådanne sproglige praksisser, herunder til- og fraskrivning af sproglig ekspertise (kapitel 7), særliggørelse af sprog (kapitel 10), helliggørelse af sprog (kapitel 9) og indlærergørelse af sprog (kapitel 11).
Sprogideologier
Opmærksomheden på sprogideologier følger ligeledes af opgøret med et artefaktualiseret syn på sprog. I Paul Kroskritys definition refererer sprogideologier til menneskers ”beliefs, or feelings, about languages as used in their social worlds” (Kroskrity 2005:498). Det er en vidensform, som af
strukturalistiske antropologer og lingvister som Franz Boas blev fraskrevet enhver videnskabelig værdi som udtryk for ”linguistic false consciousness of culturally deluded natives who could not adequetely interpret the linguistic facts” (Kroskrity 2005:499) – en forestilling, der står som et stærkt eksempel på, hvordan sprogideologier ikke alene handler om sprog, men i høj grad også om den sociale organisering af sprogbrugere:
”[I]deologies of language are not about language alone. Rather, they envision and enact ties of language to identity, to aesthetics, and to epistemology. Through such linkages, they underpin not only linguistic form and use but also the very notion of the person and the social group, as well as such fundamental societal institutions as religious ritual, child socialization, gender relations, the nation-state, schooling, and law” (Woolard 1998:3)
Som vi tidligere har set, har Bakhtin en radikalt anderledes opfattelse af det sproglige tegn som iboende ideologisk, og det er denne ideologiske grundopfattelse, som rehabiliteres i den amerikanske
lingvistiske antropologi i løbet af 1970’erne og 1980’erne og blandt andet afspejles i Silversteins lancering af ’det totale lingvistiske faktum’. Hvor valget af det autoritativt ladede substabtiv ’faktum’
kan vække forestillinger om vis entydighed og afgrænsethed, insisterer Kroskrity på både at benævne og tænke sprogideologier som et ”default plural concept” (Kroskrity 2005:498). Det indebærer en grundlæggende forståelse af sprogideologier som iboende multiple (”normally (unmarkedly) multiple”, Kroskrity 2005:503). Sprogideologier er ikke monolitte enheder, som deles af hele samfund eller
samfundsgrupper; sprogideologier afspejler sociale erfaringer, som aldrig er jævnt eller ens distribueret, og derfor kan sprogideologier være modsatrettede og give anledning til anfægtelse og konflikt – både når de er ekspliciterede eller artikulerede, og når de er usagte eller tavse.
Gennem afhandlingens analyser møder vi sprogideologier om rigtige og forkerte sprog, om store og små sprog og om lette og svære sprog, ligesom vi møder sprogideologier, der tilsiger, hvad der gælder som rene, ægte, korrekte og hotte sprog og sprogideologier, som er knyttet til, hvem der skal lære hvilke sprog, og hvordan det bør ske.
AFRUNDING
I dette kapitel har jeg redegjort for den sociolingvistiske og poststrukturalistiske forskningshorisont, som min lingvistiske etnografi er forankret i. Jeg har beskrevet, hvordan jeg forstår det analytiske objekt, værditilskrivning til sprog og sproglig praksis, i lyset af to ledende teoretiske antagelser om sprog som opfindelse og investering i sprog, og jeg har redegjort for metalingvistiske episoder som det analytiske forbindelsesled mellem de ledende teoretiske antagelser og det empiriske materiale, og for den analytiske tredeling i sproglige ressourcer, sproglig praksis og sprogideologier, som jeg orienterer mig mod i analyserne af de metalingvistiske episoder. Dette analysekompleks bringer jeg i anvendelse i
afhandlingens analysekapitler. Først gælder det imidlertid i kapitel 6 det empiriske materiale, som afhandlingens analyser er baseret på.