Gennem kapitlet har jeg beskrevet, hvordan Emal fungerer som separationsideolog. Det gælder, når han over for skoleledelsen argumenterer for, at modersmålsundervisningen i afghansk må opdeles i dari og pashto; når han henvender sig til børnenes forældre på dari og pashto og indbyder børnene til
modersmålsundervisning i enten dari og pashto; og når han gennemfører modersmålsundervisning i dari på dari og i pashto på pashto. Demarkationslinjen mellem dari og pashto forstyrres imidlertid af en anden grænsedragning mellem ’gammelt’ og ’moderne’ pashto. Dette skel skubber til grænsen mellem dari og pashto, så dari og gammelt pashto rykker sammen og står i modsætning til moderne pashto; en forskubning, der udfordrer Emal som forfatter, som far og som modersmålslærer. Grænsedragningen blev antydet i 10.5, hvor Emal fortæller mig om, hvordan ”de her folk som lærer sprog” i forbindelse med hans bogudgivelse møder ham med krav om beherskelse af et andet pashto end det, han selv har lært. Dette forhold uddyber han i en uformel samtale i en pashtotime, mens børnene skriver. Denne dag er der undtagelsesvis et fælles sprogligt fokus på bogstavet د i både dari og pashto. Dagens sætninger indeholder i begge timer ord med د, der tematiserer det semantiske felt ’sygdom’. Hovedpersonen i sætningerne på tavlen, Dawud, går igen fra dari til pashto, og både i dari og pashto er Dawud syg og skal have medicin af lægen – i dari for hovedpine, i pashto for mavepine. Der er således to forskellige sæt sætninger med delvist forskelligt ordforråd, men også med overlap i form af navnet Dawud og enkeltord som dawā, ’medicin’. I pashtotimen har Emal udvalgt fire grundlæggende gloser:
Gloser på tavlen
Romanisering nāruq dawud dāru dawā Oversættelse syg Dawud medicin medicin
Som det fremgår, har Emal valgt at præsentere børnene for to synonymer for ’medicin’: dawā og dāru.
Da den sædvanlige fælles læsning og oversættelse af sætningerne på tavlen er gennemført, og børnene er gået i gang med at skrive dagens sætninger på pashto i deres skrivehæfter, henvender Emal sig til mig og forklarer hvorfor, han har valgt at tage begge ord med:
10.9 Moderne pashto er lidt besværligt [udskrift af videooptagelse]
ā ā
ā
ā
ā ā
ā
ā
ā
·
Emal forklarer i den metalingvistiske episode, at de to synonymer for ’medicin’ knytter sig til to forskellige varianter af pashto, som jeg for overskuelighedens skyld herefter kalder ’gammelt pashto’
og ’moderne pashto’. dawā er den traditionelle betegnelse, mens dāru er den moderne betegnelse, og det samme gælder for ordparrene mariz – nāruq (’syg’) og ḏāktar – ranz poh (’læge’). dawā er den betegnelse, Emal altid har brugt på pashto, men fordi det nu opfattes som et dariord, laves der nye, specielle ord med den begrundelse, at pashto skal adskille sig tydeligt fra dari. Dette pashtoiserede pashto udgør det nye, moderne standardpashto. Det fremgår ikke tydeligt, hvem de konkrete
sprogpolitiske aktører i denne pashtoisering er; men de forankres tidsmæssigt i en senere generation end Emals egen – ”en ny generation, som vil gerne lave om” – og mødet med den nye generation knyttes specifikt til Emals bogudgivelse. Den systematiske anvendelse af neologismer, som Emal i denne metalingvistiske episode beskriver, er et velkendt sprogpolitisk fænomen og kendes blandt andet fra islandsk og norsk sprogpolitik. Rzehak vurderer som Emal, at fænomemet er udbredt, når det gælder pashto:
“In the recent past, numerous neologisms were introduced into Pashto to replace words which previously had been borrowed from or via Dari and belonged to the common Afghan vocabulary of Dari and Pashto, e.g. wulusmǝ́shr (‘President’), ṭōlṭākǝ́na (‘plebiscite’), (‘referendum’), plāzamī́na (‘capital’), khwadzǝ́sht and ghūrdzáng (both in the meaning of ‘movement’), zēzhī́z (‘Anno Domini)’, larwī́n (‘television’). Some of these words are used exclusively in the written language, while others were accepted into the colloquial language as well” (Rzehak 2012a:4, original romanisering og kursivering) Rzehak beskriver introduktionen af neologismer som et centralt element i det, han kalder en ”politisk intenderet lingvistisk divergens, der er et resultat af de etniske dynamikker i det moderne Afghanistan”
(Rzehak 2012a:4). Han understreger samtidig, at bevægelsen ligeledes går den anden vej; blandt andet med henvisning til, hvordan daritalende universitetsstuderende i Kabul og Mazar-e Sharif i 2008
gennemførte massive demonstrationer for gennemtvinge ændringer af universiteternes navne til mere
’rene’ darisprogede betegnelser (Rzehak 2012a:2; se også Alamyar 2010). Emals fokus er imidlertid alene på neologismerne i moderne pashto, og med afsæt i Emals fortælling kan den nye sproglige
grænsedragning skitseres som følger:
GAMMELT PASHTO MODERNE PASHTO Kaldes også… pashtoafghansk rent pashto, standardsprog Forhold til dari tæt på dari, bruger dariord adskilt fra dari, opfinder nye ord
Repræsentant Emal en ny generation
Eksempel dawā اود dāru وراد
De sproglige grænser trækkes her anderledes end i den hidtidige demarkationslinje mellem dari og pashto. I bestræbelserne på at maksimere forskellene mellem dari og pashto opstår der et nyt skel mellem det gamle og det moderne pashto. Spændingerne mellem dari og det gamle dariagtige pashto mindskes, og grænselinjen forskydes og sættes i stedet mellem det moderne pashtoiserede pashto på den ene side og dari og det dariagtige pashto på den anden side. I kølvandet på denne
grænseforskydning optræder en række andre forskydninger. Mens vi hidtil har set Emal i rollen som drivkraft i opfindelsen af afghansk modersmålsundervisning på Søndervangskolen, placerer han sig her i et større globalt fællesskab af opfindere af afghansk. Set fra sit perspektiv – som pashtun og
pashtotalende født, opvokset og uddannet i Afghanistan og nu reterritorialiseret til og bosat i Danmark;
med forskellige identiteter som modersmålslærer, vordende forfatter og familiefar; tilhørende en bestemt generation – fortæller han i episoden, hvordan han oplever andres sproglige grænsedragninger og særliggørelsespraksisser. I denne fortælling sker der en forskydning fra den positivt stemte fejring af pashtos sværhed, som vi hidtil har set, til en mere negativt stemt beklagelse af besværligheden knyttet til moderne pashto. Gennem episoden omtaler Emal moderne pashto som ”lidt besværlig”, ”rigtig besværlig”, ”et problem” og ”et stor problem”. Moderne pashto italesættes som en tidsrøver (jf.
kapitel 8); som forfatter har Emal måttet bruge lang tid på at lave de foreskrevne sproglige ændringer i sin bog. Moderne pashto udfordrer ligeledes Emal pædagogisk og didaktisk som modersmålslærer, fordi de rejser spørgsmålet om, hvilket pashto børnene kan og skal lære. Endelig udfordrer moderne pashto Emal som far, idet det moderne, rene standardpashto, som Emals bog skal skrives på,
tilsyneladende ikke er genkendeligt og forståeligt for Emals familie som pashto. Emal optræder således ikke alene og entydigt som separationsideolog; han træder også i karakter som brobygger og
frontkæmper, der relokaliserer og rekontekstualiserer sprogideologiske processer med epicenter i Afghanistan og søger at bringe dem meningsfuldt i spil i sprogundervisning for børn i 1. og 2. klasse i udkanten af Aarhus, og denne kreativitet er en del af opfindelsesprocessen.