Sanaz’ ønske om adgang til somaliundervisningen repræsenterer et åbenlyst brud med den etnolingvistiske logik; med dari som registreret modersmål har hun ikke legitim adkomst til
modersmålsundervisning i somali. Souad har ifølge skolens registreringer kurdisk som modersmål og hører som sådan til gruppen af børn, der ikke tages af noget modersmål. Men en morgen fortæller hun mig glad, at hun skal til arabisk for første gang samme eftermiddag. Dagen i forvejen har klassen i dansktimerne som et led i et undervisningsforløb i Tegn på sprog-regi arbejdet med vejrsymboler og vejrord på tværs af sprog (jf. Daugaard 2013b). Da børnene af lærerne har fået til opgave at oversætte ord for enkle vejrfænomener som ’sne’, ’regn’ og ’sol’ til ”de sprog I taler derhjemme”, skynder Souad sig op til natur/tekniklæreren Torben for at spørge, om hun må skrive på arabisk. Det er mig, der som forskningsmedarbejder i Tegn på sprog et øjeblik senere fordeler de lilla kartonkort, hvor der skal skrives på arabisk, og efter en kort ordveksling med Souad giver jeg hende et lilla kort og autoriserer således Souad til at skrive på arabisk. Næste dag møder Souad da også op til dansktimerne med et lilla kort, hvor hendes far har skrevet سمش (shams), det arabiske ord for ’sol’, og Souad viser stolt kortet frem for de andre piger i klassen.
Da det samme eftermiddag er tid til modersmålsundervisning i arabisk, følger Souad med Yasmin, Saidah og Salma til lokalet og tager plads sammen med de øvrige børn. Men som den metalingvistiske episode på næste side vidner om, viser det sig at være langt vanskeligere at blive accepteret som fuldgyldigt medlem af kategorien ’arabisk’ i denne kontekst, og Souad ender med at forlade lokalet, før arabisktimen for alvor går i gang. Ved episoden start har Souad, Yasmin, Salma, Said, Rasha, Abir, Afrah, Osama og Manal fundet en plads ved det hesteskoformede bord, mens Hawra er ved at gøre klar til
Souads arabiske ordkort
dagens time. Da Hawra vender sig mod hesteskoen og skal til at starte timen, får hun øje på Souad, og herfra tager endnu en adgangsforhandling form:
8.3 Lidt eller meget? [udskrift af videooptagelse]
说 说 说
说 说 说
说 说
说
说 说
说
说 说 说
说
说
说
说
说
说
Der er en række lighedstræk mellem Sanaz og Souads adgangsforhandlinger. Præcis som Sanaz ender Souad med at måtte forlade arabisktimen efter adgangsforhandlingen, og som det var tilfældet under Sanaz’ adgangsforhandling, udspiller forhandlingerne sig ikke alene mellem den ansvarlige
modersmålslærer og det kandiderende barn, men involverer også de øvrige tilstedeværende. Yasmin, Manal og i særdeleshed Salma melder sig således aktivt ind i forhandlingerne og støtter Souads kandidatur; Salma mest offensivt (linje 22, 31) og på trods af Hawras formaninger til hende om at lade være med at blande sig (linje 25-27, 32-36). De intense forhandlinger følges opmærksomt af de øvrige børn og mig selv. På videooptagelsen viser min oplevelse af episodens intensitet sig ved, at jeg med en energisk bevægelse griber ud efter min feltdagbog, hektisk bladrer op på en ny side og begynder at notere flittigt; en anden voksen, der kommer ind i lokalet undervejs i samtalen for at spørge Hawra om noget, undlader da også at afbryde samtalen, men stiller sig afventende langs muren og henvender sig først til Hawra, da forhandlingerne er afsluttet, og Souad er på vej ud af lokalet. Et øjeblik efter forlader Hawra forlader kortvarigt lokalet med kollegaen, og da hun vender tilbage, starter arabisktimen.
I både Sanaz og Souads adgangsforhandlinger har spørgsmålet hvad laver du her? på henholdsvis somali og arabisk en fremtrædende placering, men spørgsmålene udfylder to vidt forskellige funktioner, som er tæt knyttet til de forskellige stemninger, der kendetegner de to episoder. I Sanaz’
adgangsforhandling er Iidles ”maxaad meesha ka qabaneysaa” ledsaget af smil og indgår i en muntert stemt samtale, som i øvrigt foregår på dansk. Da Iidle stiller spørgsmålet, er han formentlig velvidende om, at Sanaz ikke vil være i stand til at oversætte og besvare det, hvilket forstærker indtrykket af adgangsforhandlingens legende element. I Souads adgangsforhandling fungerer Hawras ”shetsawin 2hna” (linje 1) derimod som en konfronterende indledning af en adgangsforhandling, der foregår i en alvorlig og seriøs atmosfære og former sig som en insisterende afdækning snarere end som en leg.
Spørgsmålets konfronterende karakter understreges af Hawras demonstrative slåen ud med venstre arm mod Souad, og det følges af en række uddybende spørgsmål, hvorigennem Hawra – konsekvent på arabisk – søger at afdække, hvor meget arabisk Souad taler og forstår. Denne bestræbelse udfoldes gennem en række spørgsmål, der former sig som variationer over det grundlæggende spørgsmål
”te7chi 3arabi”, taler du arabisk (linje 10, 14, 17, 37, 41 og 44). Hawras insisterende spørgsmålsrække tyder på, at hun modsat Iidle ikke er i tvivl om, hvorvidt Souads kandidatur er alvorligt ment, og hvor
Iidles enlige spørgsmål må opfattes som en slags trickspørgsmål, fremstår Hawras spørgsmålsrække som særdeles reelle spørgsmål. Mens begge adgangsforhandlinger har afdækning af sprogfærdighed på henholdsvis somali og arabisk som omdrejningspunkt, tager afdækningen forskellige former. I Sanaz’
tilfælde realiseres afdækningen gennem et enkelt knald-eller-fald-spørgsmål designet til at vise Sanaz’
(manglende) evne til at oversætte fra somali til dansk; i Souads tilfælde knytter afdækningen sig til hendes evne til at tale og forstå arabisk. Mens den for Sanaz testes som et binært distinktivt træk: +/- somali, foregår der i Souads tilfælde en længere udredning, hvorigennem en gradbøjning af
arabiskkundskaber finder sted. Gradbøjningen af sprogfærdighed indvarsles allerede af Yasmin, der i linje 4 på arabisk og med høj stemme påstår, at Souad taler meget. Denne vurdering nedjusteres
imidlertid af Souad selv, der spagfærdigt på dansk siger ”lidt” (linje 16). Det beder Hawra hende uddybe med det kvalificerende spørgsmål ”shwayyah lo hwaye”, lidt eller meget? (linje 19). Igen er det Salma, der svarer; denne gang ved at oversætte Hawras spørgsmål til dansk for Souad (linje 31). I linje 46 gentager Souad sin vurdering, igen med et lavt dansk ”lidt” (linje 46). Hawra forklarer nu, stadig på arabisk, at hun ikke vil tale andet end arabisk i arabisktimerne, og hvis Souad ikke forstår arabisk, duer det derfor ikke, at hun bliver. Efter et sidste forståelsestjek (linje 59) drager Hawra konklusionen og sender med en sigende håndbevægelse og et smilende ”ru7i” (gå) Souad ud af arabisktimen (linje 62-65).
Gennem adgangsforhandlingen placeres og placerer Souad sig i en subkategori af ganske lidt arabisktalende børn. Hvor dette lidt arabisk i dansktimerne dagen før var tilstrækkeligt til at placere Souad i kategorien ’arabisktalende børn’, er det ikke nok til at give Souad adgang til
modersmålsundervisningen i arabisk. Souads eksempel peger på, hvordan adgangsforhandlingerne ligeledes udspiller sig voksenautoriteter imellem – i dette tilfælde mellem Hawra og mig selv. Som forskningsmedarbejder i Tegn på sprog bakker jeg den ene dag op om Souads anfægtelse af den eksisterende sproglige orden ved at autorisere en mere broget forståelse af, hvem der kan omfattes af kategorien ’arabisk som modersmål’, men næste dag må jeg som forsker på feltarbejde i
modersmålsundervisningen se min autorisation af Souad som arabisktalende annulleret af Hawra. Jeg indgår således også selv aktivt i praktiseringen af den sproglige orden og optræder selv som sproglig ordensagent. Hawra indtager i denne kontekst på mange måder en anden og mere magtfuld
voksenposition end mig. Hawra er ansat på skolen; hun er ansvarlig for arabiskundervisningen over for skolen, børnene og deres forældre, og hendes arabiskkundskaber overstiger langt mit relativt
overfladiske kendskab til arabisk. Selvom vi begge optræder som sproglige ordensagenter, gør vi således med forskellig autoritet, når det gælder arabiskundervisningen. Og denne eftermiddag i arabisk er det da også Hawras officielle sproglige orden, der sættes igennem og ikke Souads alternativ; en alternativ sproglig dagsorden, som jeg selv har bakket op om i dansktimerne, men ikke forfølger denne eftermiddag. Som det jævnligt er tilfældet i skolens pædagogiske praksis, oplever Souad, at forskellige voksne sender forskellige signaler om, hvad der er passende – i dette tilfælde i form af forskellige forståelser af, hvad der udgør en passende forståelse af kategorien modersmål.