Yasmin indleder den metalingvistiske episode med undrende at gøre gældende, at Souad tilsyneladende kender arabiske bogstaver (”sagde hun ikke det der alif ba ta tha”) og i øvrigt havde sagt, at hun ville gå til arabisk. Efter en pause svarer Salma ved at indføre en distinktion mellem at gå til koran og at gå til arabisk (linje 4) og foreslår, at Souad måske går til koran, men ikke til arabiskundervisning; en
distinktion, der kan høres som en aktivering af den samme forskel, som Temples søger at indfange ved at skelne mellem ’religious heritage learners’ og ’arabic heritage learners’. Yasmin har imidlertid et andet bud på en forklaring; hun siger, at Souad godt kunne (det fremgår ikke tydeligt, om ’kunne’ her henviser til at være i stand til eller at have lov til – eller begge dele), men var for genert og tolker tilsyneladende i stedet udfaldet af adgangsforhandlingen som et spørgsmål om personlighed.
DET ARABISKE SPROGS JANUSANSIGT
Gennem kapitlet har vi set, hvordan det arabiske sprog ikke alene tilskrives værdi blandt de børn, som tages af modersmålskategorien arabisk, men også blandt en bred gruppe af børn, som vi med Temples kan opfatte som ’religious heritage learners’ i forhold til arabisk; børn, som ikke taler arabisk i hjemmet, men som har kendskab og tilknytning til arabisk gennem religiøs praksis – uanset deres sproglige baggrund. Mens Gilliam har beskrevet arabisk som ’hemmeligt fodboldsprog’ og som ’balladesprog’, har jeg fokuseret på værditilskrivning til det arabiske sprog knyttet til dets rolle og status som religiøst sprog i islam. Det udelukker ikke, at det arabiske sprog herudover kan tilskrives og bliver tilskrevet værdi som fodboldsprog eller balladesprog, både blandt børnene i 2. klasse og blandt børn i almindelighed; det er blot ikke rationaler, der er fremtrædende i mit empiriske materiale.
Det lokale værdisystem omkring 2. klasse på Søndervangskolen er samtidig en del af større
værdikomplekser. Hvor arabisk for mange børn i 2. klasse – men ikke alle – fremstår som et attraktivt investeringsobjekt, tegner der sig et mere broget billede i den brede offentlige debat, hvor arabisk ofte indekseres radikalt anderledes – netop i kraft af den stærke værditilskrivning til arabisk blandt muslimer.
Helle Lykke Nielsen beskriver, hvordan arabisk i en uspecificeret ’dansk offentlighed’ fremstår som ”et tilbagestående religiøst underklasse-sprog, der hindrer indvandrerbørn i at lære dansk og tilegne sig kristne værdier” (Nielsen 2009). Med udgangspunkt i en analyse af en række stærke reaktioner på et københavnsk forslag om at tilbyde arabisk som andet fremmedsprog i folkeskolen på linje med tysk og fransk peger Nielsen på, hvordan arabisk tilskrives politisk motiveret symbolværdi og konstrueres som
”tabersprog”. Det arabiske sprog fremstår i denne kontekst ikke som attraktivt investeringsobjekt, men derimod som et udtalt fjende- eller skræmmebillede. Til den aktuelle beskrivelse af værditilskrivning til arabisk hører det faktum, at klassisk arabisk i skriftlig og mundtlig form de senere år er blevet
eksponeret i forbindelse med ekstreme islamistiske bevægelser. Det sker i skriftlig form på Islamisk Stats karakteristiske sort-hvide flag, hvor shahada, den muslimske trosbekendelse, fremtræder i en enkel arabisk skrift, og det sker mundtligt, når den muslimske takbir i form af udtrykket ”allahu akhbar”
anvendes som slagord til ledsagelse af voldshandlinger – en eksponering af klassisk arabisk, som vækker stærke følelser, negative såvel som positive. Det arabiske sprog optræder her som symbol, og som Gilliam og Gulløv påpeger, er symboler komplicerede, fordi de ”aldrig er statiske, men skifter betydning i vekslende sociale sammenhænge og over tid” (Gilliam & Gulløv 2012a:260). Det så vi tydeligt i januar 2015, hvor et arabisksproget skilt i et sønderjydsk supermarked blev udlagt som ”et knæfald for islam”
(jf. Kloster 2015) – uagtet at den arabiske tekst på skiltet, der gør opmærksom på nedsatte priser på sko, er skrevet på moderne standardarabisk og ikke på det klassiske arabisk, der tydeligere knytter sig til islam, og uagtet at der ikke synes at være nogen direkte linje fra islam til rabatter på sko. Denne form for sprogideologisk forenkling betegner Judith Irvine og Susan Gal som erasure (Irvine & Gal 2009). Når det arabiske sprog – i al sin mangfoldighed – gennem en sådan udviskning sættes lig islam, sker der en kolonialisering af betydningspotentiale, der skygger for, at arabisk er andet og mere end islam. Det arabiske sprog er således centrum for såvel intens investering som lige så intens modinvestering.
Analyserne af værditilskrivning til arabisk blandt børnene i 2. klasse på Søndervangskolen i dette kapitel har peget på, hvordan andre sprog end modersmål kan danne grundlag for investering blandt børnene.
I kapitel 8 så vi det eksemplificeret ved, at børnene søger adgang til modersmålsundervisning i andre sprog end dem, som den sproglige orden tilsiger, at de skal gå til modersmålsundervisning i; i dette kapitel har vi set, hvordan det arabiske sprog kan udgøre et særligt investeringsobjekt for børn med muslimsk baggrund – uanset modersmål. Vi har desuden set, hvordan Hawra som modersmålslærer i arabisk må navigere i et komplekst sociolingvistisk rum, og hvordan det stiller store krav til hendes opfindelsesevne. Fordringen om – og frirummet til – at opfinde modersmålsundervisning gælder imidlertid ikke eksklusivt Hawra; både Emal og Iidle fungerer ligeledes som opfindere af
modersmålsundervisning i dari, pashto og somali. Denne opfindelseproces vender jeg blikket mod i næste kapitel, hvor jeg sætter fokus på modersmålslærerne som opfindere.
Skiltning på arabisk (Kloster 2015) Arabisk på Islamisk Stats flag (http://da.wikipedia.org)
10 At opfinde modersmålsundervisning
I kapitel 5 beskrev jeg, hvordan Makoni og Pennycook fremhæver, at de nationalstatslige
uddannelsesystemer spiller en afgørende rolle i opfindelsen af sprog. Skolen udgør for Makoni og Pennycook den primære ramme for børns opdagelse af sprog som afgrænsede, tællelige enheder, fordi skolens måde at ordne sprog i fag på leder elever til at opdage og opfatte sprog som separate,
artefaktualiserede entiteter (Makoni & Pennycook 2012:445). I opfindelsen af modersmålsundervisning på Søndervangskolen spiller de tre modersmålslærere Emal, Iidle og Hawra en central rolle; det er i høj grad dem, der i hverdagens pædagogiske praksis performativt kalder sprog til live, og denne proces sætter jeg fokus på i dette kapitel.
Kapitlet indledes med en kort redegørelse for det rum til opfindelse, som modersmålslærerne tildeles på Søndervangskolen, hvorefter jeg i resten af kapitlet fokuserer på opfindelsen af
modersmålsundervisningen i dari og pashto for børn med afghansk baggrund. Som afsæt for analyserne foretager jeg et kort rids af det sociolingvistiske landskab i Afghanistan, hvorefter vi med Emal bevæger os fra Afghanistan til Aarhus og følger grænsedragningen mellem dari og pashto i forbindelse med modersmålsundervisningen. Centralt i denne grænsedragning står en særliggørelse af pashto, som Emal er drivkraft i, men som børnene ligeledes er medskabere af. Mens sprogene optræder som adskilte i modersmålsundervisningen, fremstår de snarere som sammenvævede og sideordnede i børnenes hverdag uden for modersmålsundervisningen. Der er da heller ikke tale om en statisk og entydig separationsideologi; de sproglige grænser mellem dari og pashto perforeres også i
modersmålsundervisningen af hverdagens sproglige praksis og forstyrres af nye sproglige grænsedragninger.
Denne komplekse opfindelsesproces er omdrejningspunktet for analyserne i dette kapitel. Opfindelsen finder sted inden for de rammer, der er givet nationalt, kommunalt og skolelokalt og i den lokale kontekst i et samspil med børnene og deres forældre. En afgørende pointe i kapitlet er, at denne lokale opfindelse af modersmålsundervisning ligeledes er forbundet til en større verden – på tværs af tid og rum. Opfindelsen af modersmålsundervisning for afghanske børn i udkanten af Aarhus kan således ikke forstås uafhængigt af det sociolingvistiske landskab i Afghanistan, og derfor pendler analysen – præcis som de børn og voksne, den angår – mellem Aarhus og Afghanistan.