Sproglig sværhedsgrad er et omdiskuteret spørgsmål. Når sprog og sprogundervisning betragtes som opfindelser, bliver sproglig sværhedsgrad ligeledes et spørgsmål om kreative opfindelsesprocesser i specifikke kontekster snarere end et objektivt og universelt mål for sproglig vanskelighed og kompleksitet. At fremhæve et sprog som vanskeligt er således først og fremmest en subjektiv og sprogideologisk handling. I Emals modersmålsundervisning kommer det til udtryk som en
gennemgående gøren pashto vanskelig – vanskeligere end dari. Et eksempel på denne særliggørelse af pashto finder vi, da jeg i interviewet med Emal spørger ham til den forskel mellem skriftsproget på dari og pashto, som han i flere sammenhænge har fremhævet:
10.4 Det er rigtig rigtig svært [udskrift af interview]
Præcis som til mødet med skoleledelsen tilbage i 0. klasse fremhæver Emal de ”otte bogstaver ekstra”, som adskiller pashto fra dari (linje 3). De ekstra bogstaver og udtalen af dem er ikke bare svært, men
”rigtig rigtig svært” (linje 5), og der er ”rigtig rigtig stor forskel” på de to sprog. Godt hjulpet af mig, der solidarisk foreslår, at det ”er meget sværere på pashto” (linje 8), maksimerer Emal således forskellene mellem dari og pashto. Denne maksimering danner grundlag for en alternativ forklaring på den
grundlæggende ulighed, der knytter sig til, at flere pashtotalende taler dari end omvendt, og at dari har lingua franca-lignende status. Som det fremgik af det korte rids af det sociolingvistiske landskab i Afghanistan, ses denne ulighed i sociolingvistiske redegørelser typisk i lyset af den prestige, som dari nyder i hele den centralasiatiske region i kraft af slægtskabet med farsi. Emal kan imidlertid i
forlængelse af særliggørelsen af pashto tilbyde en alternativ forklaring. Ifølge ham taler alle afghanere samme sprog – underforstået dari – fordi pashto er så svært, at daritalende umuligt kan lære det (linje 11-12). Emals argumentation er et eksempel på den sprogideologiske differentieringsproces, som Irvine og Gal betegner ikonisering (Irvine & Gal 2009). Gennem ikonisering naturaliseres koblinger mellem sproglige træk og sociale grupper. I dette tilfælde er det pashtos iboende vanskelighed, som fremhæves på bekostning af dari med store konsekvenser for billedet af henholdsvis pashto- og daritalende, der både hierakiseres i de pashtotalendes favør og tilskrives stor forklaringskraft.
I en pashtotime uddyber Emal, hvad der gør pashto svært. Børnene sidder ved fællesbordet og skriver hver for sig, og da jeg spørger Emal om en detalje i en af sætningerne på tavlen, følger han op med en længere redegørelse for pashto – henvendt til mig og på dansk, men med løbende sideblikke til børnene ved fællesbordet. Undervejs bruger han flittigt tavlen til at give eksempler på de sproglige ressourcer,
han omtaler – hvorved han ligeledes synliggør sin sproglige ekspertise:
Emal gennemgår i sin tour de force gennem pashto fire forhold, som ifølge ham gør pashto til et ”rigtig, rigtig svært sprog”:
1) de mange særlige pashtobogstaver, som repræsenterer lyde, der er vanskelige at udtale 2) den vanskelige skrift, hvor små forskelle i prikkernes placering og antal har stor betydning 3) den store forskel, der er på nogle af bogstaverne i håndskrift og i digital form
4) de mange udgaver af bogstavet ی med forskellige grammatiske funktioner
De mange udgaver af bogstavet ی er en historie for sig; en historie, som Emal ligeledes fortæller mig i interviewet:
10.5 Vi har fire slags I [udskrift af interview]
1)
2)
3)
4)
Før vi vender os mod Emals fortælling om de fire I’er, må vi se nærmere det sproglige fænomen, som han tematiserer i episoden. De fire I’er går igen i grammatiske beskrivelser af pashto, og Emals
genfortælling kan således høres som en revoicing af autoritative lingvistiske diskurser om pashto. Som skemaet herunder illustrerer, er det fænomen, som Emal kalder ”de fire I’er” unægtelig lingvistisk komplekst – og Emals fortælling inkluderer endda kun de fire første – ی,ي,ېog ۍ – og undlader det sidste, ﺉ:
BOGSTAV GRAMMATISK FUNKTION EKSEMPEL
ی
- یsarey ړس (’mand’)ي
maskulinum, pluralisړس ي
sari (’mænd’)
ې
femininum, pluralisځښ ې
shDzē (’kvinder’)
ۍ
femininum ۍnjelêy لجن (’pige’)ﺉ
imperativ, 2. person pluralisړخو ﺉ
wokhrêy (’spis!’)
(skema udarbejdet med stor hjælp fra Narges Ghandchi)
I den metalingvistiske episode i 10.5 fortæller Emal, hvordan han selv har vanskeligt ved de fire I’er; han arbejder angivelig i døgndrift for at skabe mening i de meget komplicerede regler for, hvornår man skal bruge de forskellige slags ی (linje 3). Det fremgår også, at hans bekymringer om de fire I’er er af nyere dato. Emal har ikke selv lært om de fire I’er gennem sin skolegang i Afghanistan, men møder til gengæld krav om mestring af I’erne nu, hvor han arbejder på at udgive sine erindringer på pashto. I’erne
udfordrer således Emal som vordende forfatter – på trods af hans mangeårige erfaring med at skrive på pashto. Og kravene til Emal som forfatter rejser nye spørgsmål for Emal som modersmålslærer, for
hvordan skal han lære børnene i pashtotimerne om de fire I’er? Vil de være i stand til det? Skal de overhovedet lære de fire I’er? (linje 15-24). De fire I’er fungerer på linje med panḏak-bogstaverne som sproglige nationalsymboler, og de fremtræder sammen med panḏak-bogstaverne som
omdrejningspunktet for Emals ikonisering af pashto som et i særklasse komplekst sprog – en
opfindelse, som jeg gennem interviewet bidrager til at etablere gennem mine udtryk for anerkendelse af hvilke kraftanstrengelser, de fire I’er afkræver Emal og andre pashtotalende (linje 27,29,31).
Der er således på mange måder etableret et tydeligt skel mellem dari og pashto i den afghanske
modersmålsundervisning. Men der er også en række eksempler på, at der opstår sprækker, hvor dari og pashto glider sammen. Det giver sig et hørbart udslag ved, at pashto flytter med Emal fra pashto til dari i form af en let pashtoaccent i hans talte dari. Med afsæt i en analyse af dari- og pashtotalendes udtale af afghanske stednavne udpeger Corey Miller fem fænomener, hvor dari- og pashtoudtale adskiller sig markant fra hinanden (Miller et al 2014). Blandt disse er udtalen af bagtungevokalen /ɑ/:
FÆNOMEN STEDNAVN UDTALE DARI UDTALE PASHTO
dari [ɒ] ~ pashto [ɑ] Kapisa [kɒpisɒ] [kɑpisɑ]
(Miller et al 2014:71, min selektion og oversættelse) Som eksemplet viser, er daritalendes udtale af /ɑ/ typisk rundet, mens pashtotalende bruger en urundet variant. Denne sproglige ressource fra pashto tager Emal tilsyneladende med, når han taler dari. Det høres blandt andet, når han roser børnene ved at sige ’bravo’, som på dari hedder ’āfarīn’. I henhold til eksemplet herover ville den forventelige udtale være [ɒfɑrin]; i Emals daritimer lyder det i stedet [ɒfɑrin]. På samme måde ville den forventelige dariudtale af ’mibarad’ (på dansk: ’det regner’) være [mibɒrɑd]; på Emals dari lyder det i stedet [mibɑrɑd]. Løsrevne eksempler som disse må naturligvis tolkes med
forsigtighed, men én blandt flere mulige måder at forstå dem på er som små fonetiske afspejlinger af, hvordan grænserne mellem dari og pashto perforeres i hverdagens sproglige praksis.
I andre tilfælde er det stavemåder, der flyder sammen. Et eksempel på det finder vi i daritimen med fokus på ل - و - ن, som jeg skitserede tidligere. Under den første fælles læsning af sætningerne på tavlen laver Emal nogle småjusteringer i skriften. Mens de staver sig gennem den første sætning, visker han et و ud, og i den tredje sætning fjerner han et andet و. Efterfølgende får Sahim fra 1. klasse lov til at dele dagens skriveark ud. Da Sahim er færdig og har sat sig for at begynde at skrive, studerer han
omhyggeligt skrivearket og går tilbage til Emal. Emal nikker, tager en blyant og streger de to و ud på Sahims ark. Herefter fortsætter Emal venstre om fællesbordet og streger de to و ud på alle børnenes skriveark. Samtidig fortæller Sahim sine sidekammerater, at ”de her to و gælder ikke med”. ”Hvilke to و gælder ikke med?” lyder det utålmodigt fra den anden side af bordet. Sahim går nu højre rundt om bordet fra barn til barn og fortæller om de to ugyldige و. I pausen mellem dari og pashto nævner Emal selv justeringerne og siger til mig, at de to و skulle væk, fordi han ”tænkte på pashtomåde og var kommet til at tage den med i dari”. Der er således også grafiske ressourcer, der flyder på tværs af sproggrænserne og er med til at perforere den ellers skarpt optrukne linje mellem dari og pashto. Og som Sahims aktive mellemkomst peger på, er Emal ikke alene om sin opfindelse af dari og pashto i modersmålsundervisningen; opfindelsen er en ko-konstruktion, som også involverer børnene (og mig som forsker). Denne ko-konstruktion vender jeg mig mod i det følgende, hvor jeg retter
opmærksomheden mod børnenes konstruktion af pashto.