Afhandlingen er baseret på et omfattende flersproget og multimodalt empirisk materiale. Som en simpel kvantitativ inventarliste kan det empiriske materiale fremstilles som følger:
150 siders håndskrevne feltnoter fra deltagelse i sprogundervisning (’den blå bog’) 6 øvrige notesbøger med håndskrevne noter og refleksioner fra hele projektperioden 700+ fotos og 63 professionelle fotos
35 timers videooptagelser fra klasserummet
3 timers videooptagelser af gruppeinterviews med børn 2 timers lydoptagelser af enkeltinterviews med lærere 1 times lydoptagelse fra interview med skoleledelse Diverse tekster fra klasserummet og skolen
Hertil kommer udskrifter af lyd- og videomateriale samt diverse digitale noter og andre udkast og skriverier. I dette kapitel sætter jeg fokus på dette empiriske materiale og dets tilblivelse. Når jeg gennem afhandlingen refererer til ’empirisk materiale’ frem for ’data’, til ’deltagere’ frem for
’informanter’ og til ’produktion’ frem for ’indsamling’, er det for at signalere, at jeg ikke opfatter ’data’
som noget, der ligger afgrænset og klart i felten, parat til at blive indsamlet og hjembragt af forskeren;
men tværtimod som noget, der opstår i et møde mellem forskeren og deltagerne i felten. Med Gulløv og Højlunds formulering:
”Det, vi udvælger som empiri, er ikke sammenfaldende med virkeligheden, men et perspektiv på den. Vi kan ikke tale om rene data som noget, der faktisk findes og kan fremdrages, hvis blot man bruger de bedste redskaber. Empirien er den registrering, man foretager i mødet med forskningsobjektet inspireret af teoretiske perspektiver og personlige erfaringer og prioriteringer. Data – eller empiri – er således konstruktioner, skabt i forskningsprocessen, men konstruktioner er ikke det samme som spekulationer, for ens data står altid i reference til de forhold, man undersøger” (Gulløv & Højlund 2003:25-26) Med afsæt i denne grundlæggende forståelse rummer kapitlet en kaleidoskopisk belysning af det empiriske materiale, som jeg gennem kapitlet anlægger forskellige synsvinkler på. Jeg redegør
indledningsvis for min forståelse af feltarbejde, og herefter belyser jeg det empiriske materiales struktur fra et semiotisk, tidsmæssigt, rumligt og sprogligt perspektiv. Efterfølgende ser jeg på de typer af empiri, der konstituerer det empiriske materiale – feltnoter, fotos, videooptagelser og tekster – og beskriver dem én for én, hvorefter jeg retter opmærksomheden mod den del af det empiriske
materiale, der er produceret gennem forskellige former for interviews. Afslutningsvis ser jeg på samspil, sammenhænge og huller i det empiriske materiale og på mine analytiske bevægelser på tværs af
materialet og redegør for repræsentationelle til- og fravalg.
FELTARBEJDE
Feltarbejde udgør omdrejningspunktet i min lingvistisk etnografiske undersøgelse. Feltarbejde optræder i en række videnskabelige discipliner: arkæologi, botanik, geografi, lingvistik og antropologi (Hastrup 2010:56). Kendetegnende for feltvidenskaberne er, at forskeren foretager sin undersøgelse in situ, hvor der er en konkret og til enhver tid unik situation at studere (Hastrup 2010:57), hvorved feltarbejdet adskiller sig fra såvel såkaldte skrivebords- eller lænestolsvidenskabelige praksisser som eksperimentelle videnskaber. I min lingvistiske etnografi er det primært den lingvistiske og
antropologiske tradition for feltarbejde, der er relevant. Den lingvistiske tradition for feltarbejde kan spores tilbage til kristne missionærers arbejde med at beskrive ’indfødte sprog’ som et nødvendigt led i deres bestræbelser på at sprede det kristne budskab, men formaliseres og professionaliseres med Boas’
skelsættende arbejde med at beskrive nordamerikanske indianersprog og -kulturer, og herfra udvikler disciplinen feltlingvistik og det lingvistiske feltarbejde sig. Jeanette Sakel og Daniel Everett definerer lingvistisk feltarbejde i sin prototypiske form som følger:
”Prototypical fieldwork entails the linguist working with speakers in a small setting far away for a long period of time. The language is spoken in its natural language context, the data are naturalistic and the motivation for conducting fieldwork is entirely language-driven” (Sakel & Everett 2013:3) En særlig variant af lingvistisk feltarbejde er det sociolingvistiske feltarbejde, som i sin oprindelige form er tæt knyttet til den labovianske variationssociolingvistik. Som Quist påpeger, synes feltarbejde blandt sociolingvister og dialektologer ofte at optræde som betegnelse for ”indsamling af ikke-korpus- og tekstbaseret sprogligt materiale” snarere end som en egentlig forskningsstrategi, og der er således en tendens til, at den etnografiske viden fremstår som implicit baggrundsviden i feltbaserede
sociolingvistiske undersøgelser (Quist 2012:108-109). I den antropologiske tradition indtager feltarbejdet omvendt så central en placering, at antropologi indimellem opfattes som lig feltarbejde og omvendt. I sin oprindelige form dækker ’feltarbejde’ i antropologien over ”studier af (små og angiveligt
velafgrænsede) ikke-europæiske samfund” (Hastrup 2003a:11), hvor feltarbejderen må ”leve primitivt langt fra alfarvej og være uden forbindelse med omgivelserne i ét til to år” (Hastrup 2010:58); en
tradition som indledes med Bronislaw Malinowskis feltarbejde på Trobiandøerne. Forskerens deltagelse og tilstedeværelse i felten står således centralt; det antropologiske feltarbejde ”involverer
feltarbejderens hele person og liv i et stykke tid, hvor han eller hun ikke alene lever i felten, men med den” (Hastrup 2010:57, original kursivering); med Hastrups metafor handler det om at komme ”ind i verden” (Hastrup 2003a).
I min lingvistiske etnografi er deltagerne i felten ikke alene ’talere’; de er børn og voksne i deres institutionelle roller som elever og lærere, der taler, skriver og gør mange andre ting. Mit feltarbejde finder ikke sted ’langt væk fra alfarvej’, men både i fysisk og symbolsk forstand særdeles tæt på, og
mens min motivation for feltarbejdet, som det er kendetegnende for lingvistisk etnografi, nok er drevet af en sprogligt informeret interesse, er det i form af en forståelse af sprog som social praksis og ikke af sprog som grammatisk system. Jeg trækker på en grundlæggende antropologisk forståelse af
feltarbejde, hvor feltarbejde ses som andet og mere end teknikker og metoder til indsamling af data (jf.
Blommaert & Jie 2010:5ff). Som Gulløv og Højlund pointerer, er feltarbejde snarere en
forskningsstrategi (Gulløv & Højlund 2003:16); en samlebetegnelse for en række strategier, som ikke tages i brug for at ’afsløre virkeligheden’ i felten, men for at få øje på og forstå kompleksiteten ved menneskelig sameksistens (Gulløv & Højlund 2003:15-17). Feltarbejde beskrives ofte som karakteriseret ved en vekselvirkning mellem deltagelse og observation; et samspil mellem nærvær og distance, mellem indlevelse og analyse, som er kanoniseret i begrebet ’deltagerobservation’ (jf. kapitel 4). Mens Hastrup maksimerer forskellene mellem observation og deltagelse, når hun skriver, at ”[h]vor observation privilegerer synet og den neutrale forsker, så fordrer deltagelsen et totalt, sanseligt nærvær” (Hastrup 2003a:13), formulerer Gulløv og Højlund det i stedet som særskilte strategier, der tilsammen udgør erkendelsesprocessen under feltarbejdet:
”Den etnografiske tilgang er således dobbelt, idet den på én og samme tid indebærer en indlevelse og en distance – et forsøg på at forstå andres handlinger og opfattelser og samtidig fastholde en analytisk distance til det observerede og måske umiddelbart genkendelige” (Gulløv & Højlund 2003:21) Herved understreges det, at feltarbejde på den ene side er en relationel og social proces, der finder sted ved personlig mellemkomst og gennem positioneret og situeret deltagelse i felten, men samtidig er en refleksiv tilstand (Gulløv & Højlund 2003:23). Felten er, som Doreen Massey påpeger, både en magtfuld spatial metafor og en epistemologisk antagelse (Massey 2003:72). Som feltarbejder er man uvægerligt selv en del af det empiriske materiales tilblivelse, og i feltsituationen sløres grænsen mellem subjekt og objekt (Gulløv & Højlund 2003:23). Denne epistemologiske antagelse får betydning for den spatiale metafor, for herved sløres feltens omrids også. Som Massey påpeger, er felten ikke noget, der står klar derude, parat til at blive opdaget (Massey 2003:77); felten udgør ikke et afgrænset rum, men snarere et åbent og porøst rum (Massey 2004:84):
“The field, then, begins to seem less like a space which one goes to and subsequently leaves. Rather it is a much more complex structure which one transforms; it is still present, in transformed form, in your written report, and the process of transforming it are present, too, in every operation ‘within’ the field”
(Massey 2003:83) Massey taler i stedet om “engagement” (Massey 2003:86), og feltarbejde kan i denne optik ses som et engagement på tværs af tid og rum. Med opfattelsen af felten som et åbent og porøst rum udviskes modsætningerne mellem deltagelse og observation ligeledes. Hvis man som feltarbejder uvægerligt selv er en del af empiriens tilblivelse, mindskes den oxymoroniske spænding mellem deltagelse og observation. Der kan være forskellige måder at være til stede i felten på, som kan være mere eller mindre indlevende, nærværende og indgribende, men der kan dårligt være tale om hverken ikke-deltagende observation eller ikke-observerende deltagelse. I stedet kan engagementet under feltarbejdet tænkes som et kontinuum af forskellige deltagelses- og tilstedeværelsesformer, som løbende ændres. Min deltagelse og tilstedeværelse ændrer således form gennem feltarbejdet, fra gang til gang og i løbet af en enkelt lektion afhængig af, hvad der sker i situationen og af dagsformen, både hos mig selv og de øvrige deltagere i sprogundervisning eller interviews. Det vender jeg tilbage til i næste kapitel og vender mig i det følgende mod det empiriske materiales struktur.