Mens modersmålsundervisning i dansk som nævnt herover har en historie, der er lige så lang som den danske folkeskoles historie, er modersmålsundervisning i andre modersmål end dansk et relativt nyt fænomen. Og mens der nok gennem tiderne har været og fortsat er diskussion om
danskundervisningens indhold, organisering og formål, har der ikke i nyere tid i samme grad – med Engen og Kulbrandstads formulering – været kamp om danskundervisningens være eller ikke være.
Noget tilsvarende gælder for skolens fremmedsprogsundervisning. Tilbage i middelalderen blev der undervist både i og på latin i danske kloster- og katedralskoler, og siden kom undervisning i de traditionelle fremmedsprog engelsk, tysk og fransk til og bredte sig fra latin- og realskoler til
købstadsskoler for at blive en obligatorisk del af folkeskolens undervisning i 1958 (Skovgaard-Petersen 2002). Latin er siden blevet marginaliseret, og engelsk har fortrængt både det franske og det tyske sprog fra rollen som 1. fremmedsprog. De senere år har man eksempelvis debatteret, hvor tidligt skolens engelskundervisning kan og bør starte, eller hvornår og hvorfor eleverne skal kunne vælge hvilke sprog som andet fremmedsprog (se fx Sprog er nøglen til verden:18ff), men det synes ikke at stå til diskussion, hvorvidt den danske folkeskole skal udbyde fremmedsprogsundervisning. Anderledes forholder det sig med modersmålsundervisning i andre modersmål end dansk, der har en relativt kort og særdeles omtumlet historie i det danske curriculum.
Modersmålsundervisning optræder første gang i 1975 i det, som Kristjánsdóttir betegner det danske nationalcurriculum og forstår som det hierarki af tekster og bestemmelser, der regulerer skolegangen for børn i Danmark (Kristjánsdóttir 2006a:84ff). Her skabes der i folkeskoleloven lovhjemmel for modersmålsundervisning i nedenstående paragraf:
Undervisnings- og forskningsministeren kan bestemme, at der tilbydes fremmedsprogede elever undervisning i deres modersmål. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter nærmere regler om denne undervisning (§4, stk. 7, Lov nr. 313 af 26. juni 1975 om folkeskolen)
Lovhjemlen følges i 1976 op af en bekendtgørelse (BEK nr. 179 af 8. marts 1976 om folkeskolens undervisning af fremmedsprogede elever). Elevgruppen ’fremmedsprogede elever’ defineres her som
”fremmedsprogede børn, der bor her i landet, eller som skal opholde sig her i landet i minimum seks måneder” (§1). Det specificeres, at kommunerne er forpligtede til at tilbyde modersmålsundervisning i et omfang på 3-5 timer ugentligt, hvis der er 12 tilmeldte elever, og hvis der kan findes en kvalificeret lærer, og det fastslås, at modersmålsundervisning skal finde sted uden for den ordinære
undervisningstid (Kristjánsdóttir 2006a:150). I en generel undervisningsvejledning for
’fremmedsprogede elever’, som følger i 1979, optræder der for første gang en formålslignende målsætning for modersmålsundervisningen:
Formålet med undervisningen er, at eleverne vedligeholder og udvikler deres kendskab til modersmålet og forholdene i hjemlandet.
Stk. 2. Det skal tilstræbes, at eleverne ikke mod forældrenes ønske mister tilknytningen til deres hjemland, og at deres eventuelle tilbagevenden til hjemlandet kan lettes.
(§12, Undervisningsvejledning for folkeskolen. Fremmedsprogede elever 1979)
’De fremmedsprogede’ opfattes tilsyneladende som en midlertidig målgruppe, der er gæster i den danske folkeskole (jf. Kristjánsdóttir 2006b), og modersmålsundervisningen skal da også ifølge bekendtgørelsen ”så vidt muligt skal tilpasses hjemlandet” (§13). Da der fem år senere kommer en ny bekendtgørelse, er dette grundsyn ændret (BEK nr. 583 af 20. november 1984 om folkeskolens
undervisning af fremmedsprogede elever). Det præciseres nu, at ”de nye regler og vejledninger tager deres udgangspunkt i det forhold, at de fremmedsprogede elever i modsætning til tidligere nu fortrinsvis er født og opvokset her i landet” (Kristjánsdóttir 2006a:201). Elevgruppen omtales fortsat som ’fremmedsprogede’, men defineres nu som ”børn fra hjem, hvor der fortrinsvis tales et andet sprog end dansk” (Kristjánsdóttir 2006a:202). Hvor undervisningen tidligere skulle tilpasses undervisningen i hjemlandet, skal modersmålsundervisningen nu ”tage udgangspunkt i elevernes situation her i landet på grundlag af deres beherskelse af modersmålet (nationalsproget) og deres forhåndsviden om hjemlandets kultur” (§14).
Denne bekendtgørelse er gyldig til 2001, hvor den afløses af BEK nr. 536 af 12. juni 2001 om folkeskolens modersmålsundervisning for tosprogede elever – for første gang en bekendtgørelse, som alene
omhandler modersmålsundervisning. Der er nu sket en terminologisk justering, så elevgruppen omtales som ’tosprogede elever’; en betegnelse, som sammen med ’dansk som andetsprog’ blev indført i 1996 (Kristjánsdóttir 2006a:279; for en kritisk diskussion se fx Gitz-Johansen 2006). Med den nye
bekendtgørelse indføres der desuden nye, komplekse afgrænsninger af hvilke ’tosprogede’, der har ret til modersmålsundervisning. Elever, hvis bedsteforældre er tilflyttet Danmark, har således ikke længere ret til modersmålsundervisning, mens elever, som selv er tilflyttet Danmark, eller hvis forældre er tilflyttet Danmark, har ret til modersmålsundervisning – hvis forældrene da kommer fra samme land (Kristjánsdóttir 2006a:289). Bekendtgørelsen fra 2001 følges samme år for første gang af en egentlig pædagogisk vejledning for modersmålsundervisning i form af Faghæfte 34. Modersmål for tosprogede elever. Heri opstilles der – ligeledes for første gang – et egentligt fagformål for
modersmålsundervisningen:
Formålet med undervisning i tosprogede elevers modersmål er, at eleverne videreudvikler deres samlede sproglige og kulturelle kompetence og deres erfaringer med sprog som kilde til indsigt, oplevelse og indlevelse.
Undervisningen skal udvikle elevernes modersmål, så de får øget lyst til og færdighed i at bruge deres sprog i et personligt og alsidigt samspil med andre. Den skal fremme den enkelte elevs sproglige og kulturelle udvikling og forståelse af samspillet mellem elevens kulturelle baggrund og danske kulturformer. Den skal udvikle elevernes muligheder for som tosprogede borgere at deltage og handle i det danske og i det øvrige internationale samfund.
Undervisningen skal fremme elevernes viden om modersmål, tosprogethed, sprogbrug og sprogtilegnelse og dermed styrke deres grundlag for at lære dansk og få udbytte af skolens øvrige undervisning.
Undervisningen skal styrke elevernes identitet og selvværd. Den skal udvikle deres bevidsthed om forholdet til familie og etnisk gruppe og deres indsigt i kulturelle og samfundsmæssige forhold i Danmark og i
oprindelseslandet.
(Faghæfte 34. Modersmål for tosprogede elever:13) Allerede året efter indførelsen af 2001-bekendtgørelsen erstattes den imidlertid af en ny, BEK nr. 618 af 22. juli 2002 om folkeskolens modersmålsundervisning af børn fra medlemsstater i Den Europæiske Union, fra lande, som er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt fra Færøerne og Grønland (se bilag 1). Som bekendtgørelsens titel peger på, sker der en drastisk ændring af målgruppen for modersmålsundervisningen. Det sker, efter at modersmålsundervisningen har været genstand for heftig debat under valgkampen i 2001; en debat, som munder ud i, at ”afskaffelse af den obligatoriske modersmålsundervisning” bliver en del af det nye regeringsgrundlag (Kristjánsdóttir 2006a:394). I 2002 vedtages en lovændring, som betyder, at det statslige tilskud til
modersmålsundervisning bortfalder – for alle undtagen de ’børn fra medlemsstater i Den Europæiske Union, fra lande, som er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt fra Færøerne og Grønland’, der er nævnt i bekendtgørelsens titel. Det skyldes, at børn af EU-borgere i henhold til et EF-direktiv er berettiget til gratis modersmålsundervisning (EF-direktiv 77/486/EØF af 25. juli 1977 om skolegang for børn af migrantarbejdstagere). Denne forpligtelse udvides til at gælde børn af borgere fra Island, Norge og Liechtenstein samt grønlandske og færøske børn, mens de øvrige
’tosprogede’ fra såkaldte ’tredjelande’ ikke længere er omfattet af den kommunale forpligtelse til at udbyde modersmålsundervisning:
Mens kommunalbestyrelserne forpligtes til at tilbyde modersmålsundervisning til børn fra EU- og EØS-lande samt fra Færøerne og Grønland, er kommunerne frit stillet med hensyn til at tilbyde modersmålsundervisning til børn fra tredjelande, som led i skolernes undervisning i fritiden, hvor der kan kræves betaling
(bemærkninger til Lovforslag nr. 142 af 28. februar 2002) Fire år senere foretager tidsskriftet SPROG & INTEGRATION i anledning af 30 års dagen for den første bekendtgørelse om modersmålsundervisning et tilbageblik på, hvad denne fritstilling har betydet. Man konkluderer, at ”modersmålsundervisning ikke er tilstrækkeligt levedygtig uden statslig støtte”, og at
”udbuddet af modersmålsundervisning for elever med modersmål uden for EØS-landene er blevet drastisk formindsket” (Skovholm 2006). Den vurdering bakkes i 2008 op af Timm, som på baggrund af en kortlægning af modersmålsundervisning i landets kommuner i skoleåret 2007/2008 konkluderer, at næsten halvdelen af kommunerne ikke længere tilbyder modersmålsundervisning, og at tendensen i den anden halvdel af kommunerne er ”en privatisering af modersmålsundervisningen til børn fra tredjelande, mens europæiske børn får modersmålsundervisningen organiseret og betalt af det offentlige” (Timm 2008:8). Timm og Kristjánsdóttir vurderer, at den samlede gruppe ’tosprogede’ i 2008 fordeler sig på 7.500 ’europæiske børn’ med ret til gratis modersmålsundervisning og 62.500 ’børn fra tredjelande’, for hvem adgangen til modersmålsundervisning er stærkt afhængig af hvilken
kommune, de bor i (Timm & Kristjansdotttir 2011:76). I sin kortlægning anslår Timm, at der i 2008 samlet
set er 5.000 børn, svarende til 7% af den samlede gruppe af ’tosprogede’, som deltager i statsfinansieret modersmålsundervisning (Timm 2008:9) i sammenligning med en anslået andel på 41% i 1997 (Timm &
Kristjansdotttir 2011:78).
Da der i 2009 under overskriften Fælles Mål udsendes nye faghæfter for folkeskolens fag, er det fortsat det særlige EU/EØS-udsnit af ’de tosprogede’, som Faghæfte 46. Modersmålsundervisning har som målgruppe. Det præciseres i indledningen til undervisningsvejledningen, at:
Modersmålsundervisning skal tilbydes undervisningspligtige børn, som forsørges af en i Danmark bosiddende person, der er statsborger i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union eller i en stat, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, endvidere undervisningspligtige børn i hvis hjem færøsk eller grønlandsk benyttes som talesprog (Faghæfte 46. Modersmålsundervisning:18) De øvrige ’tosprogede’ tilgodeses til gengæld i et andet faghæfte, Faghæfte 31. Indvandrersprog.
Muligheden for at udbyde såkaldte ’indvandrersprog’ som valgfag på 8.-10. klassetrin indføres allerede i forbindelse med folkeskoleloven fra 1993, men først i 2009 udsendes der et faghæfte for valgfaget. Af undervisningsvejledningen fremgår det, at undervisningen omfatter ”almindelige indvandrersprog”, og det lades op til enkelte kommune at ”vurdere, hvilke indvandrersprog, der kan komme på tale”. Det understreges, at der ikke er tale om ”begynderundervisning i hverken indvandrersproget eller dansk”
(Faghæfte 31. Indvandrersprog:12); tværtimod er det formålet, at eleverne ”videreudvikler en aktiv tosproget kompetence på grundlag af allerede erhvervede færdigheder i såvel dansk som
indvandrersproget” (Faghæfte 31. Indvandrersprog:3). Valgfaget får imidlertid begrænset udbredelse;
Timm og Kristjánsdóttir beskriver det i 2011 som en ”ukendt mulighed i kommunerne”, der ”stort set [ikke] anvendes” (Timm & Kristjansdotttir 2011:157), og i 2012 er det undervisningsministerens vurdering, at der kun er ganske få steder, hvor valgfaget er blevet udbudt, og at der kun på en enkelt skole i
Odense er blevet oprettet et hold i arabisk (Antorini 2012; Otkjær 2012).
I 2011 optræder modersmålsundervisningen for anden gang i et regeringsgrundlag; denne gang i form af en udmelding om, at ”[r]egeringen vil prioritere modersmålsundervisning” (Et Danmark der står
sammen. Regeringsgrundlag. Oktober 2011:18). Som nævnt i det indledende kapitel følges denne hensigtserklæring i 2013 op af iværksættelsen af et forsøgsprogram om modersmålsbaseret undervisning, hvor op mod 3900 elever i 1. og 4. klasse i 2o13-16 skal deltage i forskellige
forsøgsindsatser, herunder modersmålsundervisning i arabisk, tyrkisk og somali. I den ophedede debat, der følger i kølvandet på lanceringen af forsøget, understreger ministeriet gentagne gange, at der ikke er tale om en genindførelse af obligatorisk modersmålsundervisning, og undervisningsministeren forsikrer i et samråd om sagen, at ”det kun er en meget lille del af forsøgsprogrammet om
modersmålsundervisning, der omhandler modersmålsundervisning” (Børne- og Undervisningsudvalget 2013).
Siden iværksættelsen af forsøgsprogrammet er den foreløbigt seneste bekendtgørelse om
modersmålsundervisning udsendt i forbindelse med folkeskolereformen i 2014 (BEK nr. 689 af 20. juni 2014 om folkeskolens modersmålsundervisning, se bilag 2), ligesom der i 2014 er udarbejdet såkaldt Forenklede Fælles Mål for såvel modersmålsundervisningen som for valgfaget, der nu betegnes
’Almindelige indvandrersprog’. Denne udvikling i det nationale curriculum udgør baggrunden for
kommunernes forvaltning og fortolkning af bestemmelserne om modersmålsundervisning, som jeg nu retter opmærksomheden mod.