I litteraturen om lingvistisk etnografi fremhæves det ofte, at sprog er i forgrunden for den lingvistisk etnografiske forskningsinteresse. At sprog spiller en fremtrædende rolle i en forskningstradition, der kalder sig lingvistisk, er ikke overraskende, men hvor sprog og sproglig praksis kan spille en større eller mindre rolle i andre former for etnografisk forskning, udgør sprog for den lingvistiske etnograf ”the principal point of analytical entry into the problems they seek to address” (Rampton et al 2004:11).
Denne analytiske prioritering af sprog og sproglig praksis formuleres indimellem som værende i modsætning til og på bekostning af ’kultur’, sådan som det er tilfældet, når Rampton hævder, at
”[e]thnography’s traditional object of study, ’culture’, is a more encompassing concept than ’language”
(Rampton 2007:595). Blommaert forholder sig med rette skeptisk over for denne tendens til unuanceret at gøre ’kultur’ til etnografiens genstand og ’sprog’ til lingvistikkens og spørger kritisk, hvor studiet af sprog og kultur i sammenhæng efterlades med opfattelsen af sprog snarere ned kultur som analytisk indgang i lingvistisk etnografi (Blommaert 2007:685)? Blackledge og Creese argumenterer i den forbindelse overbevisende for en lingvistisk etnografi, der fremhæver arven fra den lingvistisk antropologiske forskning snarere end at skabe kunstige skel, og de trækker linjer tilbage til Edward Sapirs forståelse af sprog og kultur som både tæt sammenvævede og som dynamiske størrelser (Blackledge & Creese 2010:68-72). Sproglig praksis er også kulturel praksis, og derfor er en prioritering af ’det sproglige’ ikke lig med en udgrænsning af ’det kulturelle’.
Et andet kendetegn, der ofte fremhæves, er, at forskningsprocessen i lingvistisk etnografi kan beskrives som en ‘indefra-ud-bevægelse’ snarere end en som en ’udefra-ind-bevægelse’. Beskrivelsen kan
lokaliseres til en LEF-konference i 2002 (Rampton et al 2004:12) og har gennem rekontekstualisering i diverse programmatiske lingvistisk etnografiske tekster udviklet sig fra citat til noget nær en vedtaget
sandhed. Den oprindelige formulering kan tilskrives Julian Edge og lyder i en tidlig parafrase:
“[T]he research process involves an overall shift from the inside moving outwards, trying to get analytic distance on what’s close-at-hand, rather than a move from the outside inwards, trying to get familiar with the strange” (Rampton et al 2004:11, original kursivering) Spørgsmålet er imidlertid, om dette skift kan betragtes som et særkende ved lingvistisk etnografi, og om det giver mening at opfatte det som et skift i absolut forstand? At udforske felter, der på den ene eller anden måde er ’kendte’ for forskeren på forhånd, er ikke forbeholdt lingvistiske etnografer; det er en udvikling, som præger antropologien som videnskab og er desuden et fremtrædende træk i
forskellige former for professionsforskning (jf. kapitel 6). Antropologisk viden skabes netop i en
vekselvirkning og spænding mellem indlevelse og distance (jf. Gulløv & Højlund 2003:21); en oxymoroni, som gennemsyrer deltagerobservation som metode. Som Eva Gulløv og Susanne Højlund pointerer, er der en fare for at overdrive forskellene mellem feltarbejde ’ude’ og ’hjemme’:
”Det kendte kan forblinde og det fremmede åbne øjne, men kategorierne kendt og fremmed er relative og må betragtes som dimensioner ved enhver etnografisk forskningsproces […] Ude og hjemme er ikke geografiske begreber, men analytiske aspekter” (Gulløv & Højlund 2003:20) Håndteringen af balancen mellem distance og involverethed udgør utvivlsomt en væsentlig udfordring i lingvistisk etnografi (se fx Lefstein & Israeli 2015 for en aktuel diskussion), men der er efter min
vurdering tale om en generel udfordring, som lingvistisk etnografi deler med andre antropologiske og etnografiske forskningstraditioner snarere end et særkende ved lingvistisk etnografi.
I stedet vil jeg fremhæve to andre kendetegn ved lingvistisk etnografi, nemlig den typisk relativt skarpt beskårne etnografi og den lingvistiske etnografiske analyse. I lingvistisk etnografi udfoldes etnografien typisk som tematisk orienterede undersøgelser af specifikke og afgrænsede former for interaktion, begivenheder eller kontekster snarere end som såkaldte ”comprehensive ethnographies”. Denne forkærlighed for relativt afgrænsede og skarpt beskårne etnografier beskrives af Rampton som en
“proclivity for ‘topic-oriented’ ethnographies of specific types of professional interaction, literacy event, speech style, etc., rather than comprehensive descriptions of speech communities” (Rampton
2007:590-591). Fokuserede feltarbejder – i tid, rum og tema – kendes også i andre etnografiske og antropologiske forskningstraditioner; med Hastrups udtryk udføres ”antropologiske undersøgelser nu over hele verden og i en hvilken som helst målestok” (Hastrup 2003a:11, se også kapitel 6). I lingvistik etnografi udgør denne skarpere beskårne form for etnografi imidlertid snarere reglen end undtagelsen, hvilket på den ene side flugter med udviklingen i den antropologiske videnskab, men som også kan ses i et mere praktisk eller pragmatisk lys. Rampton peger således på, at lingvistiske etnografer oftere har deres baggrund i lingvistik eller som eksempelvis pædagogiske professionelle end i klassisk antropologi og derfor ikke er hverken uddannet eller ’opdraget’ til producere de såkaldte ”comprehensive
ethnographies” (Rampton et al 2004:11).
Til gengæld giver de afgrænsede lingvistiske etnografier mulighed for at komme særdeles tæt på sprog og interaktion. Som illustrative eksempler kan nævnes Jeff Bezemers analyser af kommunikation mellem kirurger og sygeplejersker på operationsstuen (Bezemer 2015, Bezemer et al 2011); Frances Rocks arbejde med sproglig praksis i forbindelse med anholdelser (Rock 2007); Lian Malai Madsens analyser af sproglig praksis blandt unge i en københavnsk taekwondoklub (Madsen 2008, 2011, 2013) eller Pernille Borregaards analyser af hverdagsinteraktion mellem pædagoger og børnehavebørn i en
jysk børnehave (Borregaard 2014). Eksemplerne peger på, hvordan lingvistik etnografi i dag bringes i anvendelse i udforskningen af sproglig praksis i et bredt spektrum af arenaer, der rækker ud over – men ikke overser – de pædagogiske institutioner i bred forstand, der traditionelt har udgjort et ”core site”
for lingvistisk etnografisk forskning (Creese 2008:236).
Det særlige ved en lingvistisk etnografisk analyse er, at den ikke alene søger en konkret og detaljeret analyse af afgrænsede udsnit af social interaktion, sådan som det eksempelvis er tilfældet i
konversationsanalysen, eller en overordnet analyse af magt- og værdistrukturer, men insisterer på at forbinde de to. Karrebæk beskriver således sin undersøgelse af sprog, interaktion og deltagelse i børnefællesskabet i børnehaven som lingvistisk etnografi med følgende begrundelse:
”… både fordi den bygger på en antagelse om, at vi ikke kan forstå sammenhænge mellem sprog(brug) og sociale forhold uden at bygge på en detaljeret beskrivelse og indsigt i den virkelighed, sproget anvendes i, og fordi den insisterer på at det, der sker i det små og lokale, og det, der sker i det helt store, har en hel del med hinanden at gøre” (Karrebæk 2011:13) Denne antagelse udmøntes i en analyse, der med Creeses ord stræber mod at “… look closely and look locally, while tying observations to broader relations of power and ideology” (Creese 2010:141). Adam Lefstein og Julia Snell beskriver denne bestræbelse som ”a particular analytical disposition” (Lefstein &
Snell 2014:185-186). Denne analytiske disposition er kendetegnet ved at være datadrevet: det er
”language and communication data”, som er afsæt for det analytiske arbejde. Den er kendetegnet ved detaljeorientering praktiseret gennem omhyggelig undersøgelse af ”small-scale phenomena” i en analytisk orientering mod ”the aesthetics of smallness and slowness” (jf. Silverman 1998). Endelig er den omhyggeligt eklektisk, idet den trækker på og kombinerer analytiske teknikker fra forskellige tilgange til studiet af sprog og kommunikation – fra mikroetnografi til konversationsanalyse. Potentialet i en lingvistisk etnografisk analyse knytter sig til, at den ikke blot har som teoretisk udgangspunkt, at sprog er socialt, og at det sociale er sprogligt skabt, men at den går tæt nok på sprog og interaktion til at pege på, hvordan denne dialektik skabes og gøres. Det sker gennem detaljerede analyser af, hvordan det sociale udfoldes interaktionelt og gennem konkrete sproglige valg – men uden at miste blikket for hverken den umiddelbare kontekst eller indlejringen i større værdimæssige sammenhænge. Fra konversationsanalysen låner den lingvistiske etnografi en grundlæggende antagelse om, at betydning frembringes i et samarbejde mellem deltagerne i en samtale, og at denne betydningsskabelse bliver tilgængelig for analyse, fordi deltagerne løbende fremviser deres forståelse af, hvad der sker, for hinanden (jf. Steensig 2010). Men i skarp modsætning til konversationsanalysen insisterer en lingvistisk etnografisk analyse på at se denne analyse af det små i lyset af en forståelse af noget større. Den lingvistisk etnografiske analyse forudsætter desuden, at den lingvistiske etnograf placerer sig selv centralt i undersøgelsen; i modsætning til konversationsanalytikerens ”hit-and-run-metodologi” (Jakob Steensig, personlig kommunikation), der i grove træk består i at tænde og slukke for lyd- eller
videooptageren, må den lingvistiske etnograf være til stede og vedkende sig sin tilstedeværelse gennem hele forskningsprocessen.
Netop kvaliteten i det analytiske arbejde i lingvistisk etnografisk forskning står centralt, da Keith Richards i 2009 fremhæver lingvistisk etnografi i en state-of-the-art-artikel, der har til formål at gøre status over kvalitativ forskning relateret til sprogundervisning siden årtusindskiftet:
“An exciting development in QR [qualitative research] in this period has been the emergence of linguistic ethnography, focusing on the relationship between language and social life. There seem to me to be at least three reasons why this should be welcomed by researchers in our field: at the heart of the tradition is an attempt to bring together linguistics and ethnography; the process of emergence brings to the surface fundamental issues relating to the nature of QR; and the quality of core work in the tradition so far is exemplary” (Richards 2009:157) Som eksempler på denne kvalitet nævner Richards effektivitet og elegance i fremstillingen af empirisk materiale (Creese 2005), detaljerigdom i såvel repræsentation som analyse af empirisk materiale (Rampton 2006) og ’analytisk stil’ (Maybin 2006), og han konkluderer, at disse lingvistisk etnografiske undersøgelser fungerer som ”model for the sort of methodological transparency that is often
demanded but rarely delivered” (Richards 2009:157). Netop betydningen af en høj grad af metodologisk bevidsthed fremhæves på tværs af fremstillingerne af, hvad lingvistisk etnografi er, kan være og bør være, omend med forskellige begrundelser. Rampton, Maybin og Roberts fremhæver således
”heightened methodological reflexivity” som den eneste adækvate respons på de mange måder, som lingvistisk etnografi praktiseres og approprieres på (Rampton, Maybin & Roberts 2014:1), mens Blackledge og Creese i stedet taler for ”strong reflexitvity” som et led i en metateoretisk begrundet bestræbelse på at demystificere forskningsprocessen og vinde økologisk validitet i den lingvistisk etnografiske forskningsproces (Blackledge & Creese 2010:58ff).