Fra denne poststrukturalistisk informerede tænkning om sprog kan der trækkes linjer til Mikail Bakhtins tænkning om sprog, som tog form i 1930’ernes og 1940’ernes Rusland – nogenlunde samtidig med den strukturelle lingvistiks storhedstid i Vesteuropa og Nordamerika, men med afsæt i en radikalt
anderledes forståelse af sprog. Hvor Saussure og Bloomfield opfattede sprog som lukkede systemer, ser Bakhtin sprog som socialt, flertydigt og ideologisk. Bakhtin lancerer således en metalingvistik, der overskrider den traditionelle lingvistiks grænser og studerer ’ordets liv’ snarere end sprogets system (Andersen 2002:77-80):
“Philosophy of language, linguistics and stylistics […] have all postulated a simple and unmediated relation of speaker to his unitary and singular ”own” language, and have postulated as well a simple realization of this language in the monological utterance of the individual” (Bakhtin 1981:269)
For Bakhtin er sprog ikke enhedsligt og ensartet, men heteroglossisk; sprog er ikke monologisk, men dialogisk; og sprog realiseres ikke ligefremt og umedieret, men i en oprørt og anspændt sfære. Som vi så i afhandlingens forord, betyder det, at ethvert sproglige udsagn uvægerligt er dialogisk forbundet med andre udsagn – fortidige, nutidige og fremtidige – og fyldt med andre(s) stemmer:
”It is entangled, shot through with shared thoughts, points of view, alien value judgements and accents. The word […] enters a dialogically agitated and tension-filled environment of alien words, value judgements and accents, weaves in and out of complex interrelationsships, merges with some, recoils from others, intersects with yet a third group” (Bakhtin 1981:276) Det enkelte ord genlyder således af andre ord; det trækker tråde bagud mod det allerede sagte og fremad mod det endnu usagte og skabes i mødet med det fremmede ord. Som Bakhtin formulerer det, lever ordet i grænselandet mellem en selv og den anden, og ethvert ord er altid halvt en andens
(Bakhtin 1981:293). Fra denne iboende dialogicitet udspringer ordets potentielle double-voicing (Bakthin 1984:189ff) eller ’tostemmighed’, som det hedder i Nina Møller Andersens danske oversættelse
(Andersen 2010:104; se også Rathje 2009).
Centralt i den bakthinske tænkning står begrebet heteroglossia. Bakhtin anvendte ikke selv betegnelsen
’heteroglossia’, som er opstået i forbindelse med oversættelsen fra russisk til engelsk. Den engelske term ’heteroglossia’ dækker over tre relaterede bakhtinske begreber. Raznoretjije – på engelsk
’diversity in speechness’ eller ’multidiscursivity’, i dansk oversættelse ’social forskelligsprogethed’ – henviser til det enkelte ords iboende heteroglossia og skiftende snarere end stabile betydning.
Rasnogolosita – på engelsk ’diversity in voicedness’ eller ’multivoicedness’, i dansk oversættelse
’individuel stemmemangfoldighed’ – refererer til, hvordan den enkeltes tale er iboende flerstemmig og rummer spor af andre(s) stemmer. Endelig henviser rasnojasytjije – på engelsk ’diversity in
languageness’ eller ’linguistic diversity’, i dansk oversættelse ’sprogmangfoldighed’ – til den naturlige tilstedeværelse af forskellige sprog, dialekter og registre i et givet sprogligt fællesskab (Andersen 2010:17; Busch 2014:30-36; Madsen 2014:44). Madsen fastslår, at ”[a]s a cover term for these aspects of linguistic diversity, heteroglossia describes how language use involves various socioideological
languages, codes and voices” (Madsen 2014:44), mens Benjamin Bailey understreger, at der til heteroglossiabegrebet desuden hører en understregning af ”the tensions and conflicts among those signs, based on the sociohistorical associations they carry with them” (Bailey 2012:499).
I modsætning til begreber som et- og tosprogethed tager heteroglossiabegrebet således ikke afsæt i en forståelse af sprog som afgrænsede (national)sprog, men i en forståelse af sprog som grundlæggende mangfoldigt og flertydigt. Fokus er på ”individuals as social actors using heteroglossic sets of linguistic ressources to negotiate their social world” (Bailey 2012:504) – uanset om disse sproglige ressourcer knytter sig til navngivne sprog, dialekter eller professionelle eller aldersrelaterede registre. Bakhtin var litteraturteoretiker og sprogfilosof, men efter udgivelsen af de første oversættelser af hans værker til engelsk i 198o’erne har hans tænkning i stigende grad vundet indpas i sociolingvistisk forskning. I indledningen til en antologi med titlen Heteroglossia as Practice and Pedagogy argumenterer Blackledge og Creese således for, at heteroglossiabegrebet ”offers a lens through which to view the social,
political, and historical implications of language in practice” (Blackledge & Creese 2014:1). Bakhtins heteroglossiabegreb lader sig da også villigt forene med forståelsen af sprog som opfindelse. Bakhtin
understreger netop, at sprog ikke er en givet og determineret størrelse, men snarere en åben opgave og udfordring: ”A unitary language is not something given [dan] but is always in essence posited [zadan] – and at every moment of its linguistic life it is opposed to the realities of heteroglossia”
(Bakhtin 1981:270, original kursivering). I Makoni og Pennycooks beskrivelse af opfindelse af sprog genlyder denne bakhtinske forståelse, når de fremhæver, at opfindelse af sprog netop kan betragtes som en proces, hvorigennem heteroglossisk materiale gøres monologisk (Makoni & Pennycook 2012:443).
Når sprog, modersmål og flersprogethed med Bakthin, Derrida og Makoni og Pennycook ses som opfindelser, går den abstrakte forestilling om the native speaker med naturaliseret fødselsret og -pligt til modersmålet ligeledes i opløsning, og fokus forskydes i stedet til, hvordan konkrete mennesker gør krav på og giver udtryk for sproglig tilknytning og ekspertise (jf. Makoni & Pennycook 2012:446).
Tidligere i kapitlet så vi Blommaert og Rampton beskrive, hvordan sprog kan fungere som genstand for passioneret personlig tilknytning (jf. Blommaert & Rampton 2011:1); en tilknytning, som Derrida
beskriver som ”…cette appartenace ou non-appartenance de la langue, cette affiliation à la langue, cette assignation à ce qu’on appelle tranquillement une langue” (’dette tilhørsforhold eller ikke-tilhørsforhold til et sprog, denne tilknytning til sproget, denne tilskrivning til det, vi roligt kalder et sprog’, Derrida 1996:35, original kursivering). En teoretisk destabilisering af sprogbegrebet, hvor sprog ses som opfindelser snarere end som faktum, udelukker ikke, at der konkret knytter sig stærke følelser og forestillinger til sprog, som kan fremskrives fra empiriske observationer og gøres til genstand for analyse. Som Alison Crump påpeger, findes der allerede blandt yngre børn stærke og levende forestillinger om sprog som noget, man kan navngive, tælle, eje og (rang)ordne (Crump 2014:210).
Pointen med at se sprog som opfindelse er således ikke at postulere, at sprog ikke findes eller er uden betydning, men snarere at få blik for, at hverken sprog eller menneskers forhold til sprog er givet apriorisk som en naturlig konsekvens af bestemte ejerskabsforhold og naturaliserede koblinger og kategoriseringer, men derimod må ses som kontekstuelt forankrede, sprogligt konstruerede og foranderlige. Hermed aktualiseres afhandlingens anden ledende teoretiske antagelse om investering i sprog, som jeg i det følgende vender mig mod.
Investering i sprog
Mens den teoretiske antagelse om sprog som opfindelse er udfoldet i sociolingvistikken, henter jeg den teoretiske antagelse om investering fra grænsefladen mellem sociolingvistik og
andetsprogstilegnelsesforskning. Begrebet knytter sig til Bonny Norton (Norton Peirce 1995; Norton 2000, 2013), som introducerede begrebet investering i 1995 som et alternativ til det psykologiske motivationsbegreb, som hidtil havde domineret andetsprogstilegnelsesforskningen. Det gælder
eksempelvis det indflydelsesrige dikotomiske begrebspar instrumentel-integrativ motivation (Gardner &
Lambert 1972), hvor den individuelle sprogindlærer ifølge Norton ses som et ahistorisk, statisk og endimensionelt menneske, og hvor motivation forstås som et målbart personlighedstræk, der entydigt lader sig koble til den enkelte (Norton Peirce 1995:17). Lanceringen af investeringsbegrebet er et led i en mere overordnet kritik af andetsprogstilegnelsesforskningens mangelfulde teoretisering af forholdet mellem den individuelle sprogindlærer og den sociale verden. I sin teori om andetsprogstilegnelse og social identitet trækker Norton på en poststrukturalistisk forståelse af subjektet som flertydigt, modsætningsfuldt, dynamisk og foranderligt over historisk tid og i et socialt rum og understreger, at
subjektivitet konstrueres diskursivt (Norton 2013:3-4). Det afspejles i investeringsbegrebet, hvor Norton i en Bourdieu-inspireret økonomisk metaforik tegner et billede af en socialt og historisk situeret
sprogindlærer med komplekse og ambivalente relationer til og forhåbninger om målsproget:
“[I]t signals the socially and historically constructed relationship of learners to the target language and their sometimes ambivalent desire to learn and practice it. If learners ‘invest’ in the target language, they do so with the understanding that they will acquire a wider range of symbolic resources (language, education, friendship) and material resources (capital goods, real estate, money), which will in turn increase the value of their cultural capital and social power” (Norton 2013:6) Med investeringsbegrebet sættes der fokus på det socialt skabte forhold mellem sprogindlærer og målsprog (Laursen 2001:21). Hvor motivation typisk ses et binært træk, som individet enten besidder eller ikke besidder, betegner investering en kompleks social proces, og investering i sprog er således
”også investering i ens egen sociale identitet, der ofte er flertydig og under stadig forandring, og i ens forestillinger om en ønskværdig fremtid” (Laursen 2013a:28). Disse forestillinger om det ønskværdige betones ligeledes af Claire Kramsch i hendes karakteristik af investeringsbegrebet, hvor hun desuden fremhæver den agens, som investeringsbegrebet – i modsætning til motivationsbegrebet – forsyner sprogindlæreren med:
”Unlike motivation, investment carries connotations of hopes of returns and benefits; it accentuates the role of human agency and identity in engaging with the task at hand, in accumulating economic and symbolic capital, in having stakes in the endeavor and in persevering that endeavor (…) In this view, learners are no longer passively structured by powerful institutions; nor are they simply moved to learn what others teach them. They can exercise agency, claim their right to be heard, change perceptions and institutional prejudices, and strive to become whoever they want to be”
(Kramsch 2013:195) I en dansk sammenhæng har især Helle Pia Laursen beskæftiget sig med investeringsbegrebet (Laursen 2001; 2010; 2013; Laursen & Fabrin 2013). I hendes forskning flyttes fokus fra voksne immigrantkvinders investering i det engelske sprog i Canada til børns investering i literacy i den danske skole, og
investeringsbegrebet kobles til begreberne forestillede verdener (”figured worlds”, Holland et al 1998) og literacysponsorer (Brandt 2001). De forestillede verdener er ’som om’-verdener eller
fortolkningssfærer befolket med en særlig konfiguration af aktører, artefakter, handlinger, værdier, kategoriseringer og sprogliggørelser (Holland et al 1998:52), mens literacysponsorer definereres som
”any agents, local or distant, concrete or abstract, who enable, support, teach, or model, as well as recruit, regulate, suppress, or withhold literacy – and gain advantage by it in some way” (Brandt 2001:19) – eller med Laursens formulering personer, der investerer i andres investering i literacy (Laursen 2013a:28). I en analyse af børns investering af literacy i de første år i skolen tegner Laursen og Fabrin et særdeles broget billede. Der findes børn, som investerer stærkt og uforbeholdent i at udvikle en identitet som læser og skriver, mens andre med samme konsekvens foretager en modinvestering i læser- og skriveridentiteten. Der er også børn, som på den ene side investerer stærkt i en fremtidig identitet som læser og skriver, men samtidig forbeholder sig ret til at til strategisk at positionere sig som et ikke-læsende og -skrivende barn med den adgang til hjælp fra voksne literacysponsorer, som denne positionering indebærer. Endelig viser de, hvordan et barn ved demonstrativt at stave ord som p-i-k for en voksen i skolen på den ene side demonstrerer stavefærdighed og orientering mod en typisk
skolesfære og de dertil knyttede normer om respektabel adfærd, men samtidig demonstrerer frækhed og opposition i forhold til – eller undergravning af – denne respektabilitet i en orientering mod en
balladesfære. Laursen og Fabrin viser således, hvordan investering ikke er et spørgsmål om enten-eller, men derimod rummer gradsforskelle, variation og omskiftelighed, kan tage form af modinvestering og kan indeholde modsatrettede og ambivalente elementer.
Norton beskriver sit teoretiske projekt som poststrukturalistisk, og hun fremhæver, at
”…poststructuralist theories of identity are liberating not only in destabilizing essentialist notions of identy but in challenging dominant theories of knowledge and text, while providing powerful conceptual tools that help to expose the partiality of claims of truth” (Norton 2013:5) Sammenholdes Nortons investeringsbegreb med Makoni og Pennycooks forståelse af sprog som opfindelse fremstår det poststrukturalistiske i investeringsbegrebet mere tydeligt, når det gælder subjektivitet og identitetsteori, end når det gælder selve sprogbegrebet. Hvor subjektivitet og identitet er til forhandling, fremstår sprog som relativt entydige og statiske størrelser, ligesom Norton betjener sig af en traditionel sprogindlærer-målsprogsterminologi. I denne potentielle underspecificering af den sproglige del af investeringsbegrebet ligger potentialet i det møde mellem sprog som opfindelse og investering i sprog, som jeg foranstalter. Dette møde vender jeg mod i det følgende.