Netop samspillet mellem forskellige typer empirisk materiale har været genstand for diskussion blandt fortalere for og modstandere af lingvistisk etnografi. Som sociolingvist synes Rampton at argumentere for, at der kan rejses stærkere videnskrav på baggrund af analyser af interaktion end med afsæt i feltnoter (Rampton et al 2004:6); som sociolog argumenterer Hammersley snarere for det modsatte (Hammersley 2007; se også Creese 2010:142). Creese foreslår alternativt, at det netop er samspillet mellem forskellige typer empirisk materiale, der er perspektivrigt: ”However, I would argue that it is the very balance of these data methods which defines linguistic ethnography” (Creese 2010:143). Hvor
’datametoder’ hos Creese primært refererer til feltnoter og udskrifter af interaktion, føjer jeg til dette et væsentligt visuelt element i form af fotos og videoptagelser. Denne betoning af det visuelle betyder ikke, at jeg definerer mit forskningsprojekt som visuel antropologi eller finder anledning til at lancere en
’visuel etnografisk lingvistik’; det ville være udtryk for den type ”re-branding and relaunching”, som Hammersley advarer mod i sin kritik af lingvistisk etnografi (jf. kapitel 4). Som Creese mener jeg, at den lingvistisk etnografiske analyse opstår i det krydsfelt, hvor forskellige typer empirisk materiale mødes og får mulighed for både at supplere, komplementere og modsige hinanden.
Mens en teoretisk informeret værdisætning af dette krydsfelt kan siges at have været retningsgivende for min planlægning af produktionen af det empiriske materiale, er det først undervejs i den analytiske bearbejdning af materialet, at det analytiske potentiale i krydsperspektiveringen for alvor træder frem. I min første bearbejdning gennemlæser jeg feltnoter og tekster, gennemlytter interviews og gennemser fotos og videooptagelser, og jeg foretager de første tværlæsninger af materialet. Gennem disse
tværlæsninger står det efterhånden klart, hvordan de forskellige typer empirisk materiale inviterer til og muliggør forskellige analytiske greb. Fotografierne træder i karakter som andet og mere end illustrative øjebliksbilleder; de fungerer som den nødvendige mulighed for at zoome ind på ansigtsudtryk,
artefakter og tekster, som videooptagelser eller feltnoter vækker min interesse for, men som jeg hverken kan komme tæt nok på i feltnoternes subjektive her-og-nu-beskrivelser eller på
videooptagelsens vidvinklede overbliksbillede. Den fastholdelse og forstørrelse af eksempelvis tekst på tavle, i bøger eller i børnenes skrivehæfter, som fotografierne giver mulighed for, har således afgørende betydning for mine muligheder for at forholde mig analytisk til de sproglige ressourcer, der bringes i anvendelse i og omkring sprogundervisningen.
Nogle gange oplever jeg kontinuitet på tværs af de forskellige typer af empirisk materiale; det gælder fx, når jeg forfølger en bestemt metalingvistisk episode på tværs af fotos, video og feltnoter, og hvor krydsperspektiveringen således virker konsoliderende og nuancerende. I andre tilfælde oplever jeg diskontinuitet eller dissonans. Der kan være forhold, som fanges af videokameraet, men ikke afspejles i feltnoterne, eller der kan være forhold, som jeg med afsæt i feltnoterne forstår på én måde, som imidlertid kompliceres eller modsiges af fotos eller videooptagelser. Dette komplekse samspil træder tydeligt frem, da jeg går i gang med den egentlige transskription af (dele af) videomaterialet – en intens multimodal proces, hvor jeg sammenholder videooptagelser og den løbende transskription heraf med tilhørende fotos, feltnoter og tekster og med gul overstregningstusch markerer de forhold i
feltnoterne, som videooptagelserne ikke fanger.
I denne kritiske analytiske fase har den første indkredsning af temaer til nærmere analyse fundet sted – i en refleksiv vekselvirkning mellem produktion af empirisk materiale, teoretisk fordybelse og behandling og analyse og fortolkning af det empiriske materiale.
Oversættelse
Et andet analytisk skred finder sted, da jeg indleder samarbejdet med mine sparringspartnere Iidle Abdi-Rahman (somali), Narges Ghandchi (dari og pashto) og Shahla Mohammadi (arabisk), som har hjulpet mig med at skabe mening i materialet fra modersmålsundervisningen. Mens jeg ikke har oversat fra engelsk til dansk, hverken i udskrifter eller citater, er oversættelserne fra arabisk, dari, pashto og somali til dansk lavet i samarbejde med Iidle, Narges og Shahla. De tre har et højt niveau i de respektive sprog til fælles, men bringer herudover forskellige baggrunde og forudsætninger ind i samarbejdet som henholdsvis fungerende ’tosproget lærer’ i Aarhus Kommune, kandidat i sprogpsykologi med
forskningsmæssig indsigt i modersmålsundervisning og kandidat i lingvistik med praktisk erfaring med modersmålsundervisning. Desuden har rammerne for samarbejdet været forskellige; for Iidle og Narges har det skullet håndteres sideløbende med anden beskæftigelse, mens det for Shahla primært har været en integreret del af et længerevarende praktikophold i VIA University College. Uanset disse forskelle har samarbejdet med både Iidle, Narges og Shahla haft en karakter, der rækker væsentligt ud over oversættelse og langt ind i analyseprocessen. Vi har naturligt fokuseret på sproglige detaljer, men ligeledes på deres indlejring i større sociolingvistiske, kulturelle, politiske og religiøse værdisystemer.
Iidle, Shahla og Narges har haft adgang til videooptagelser, fotos og tekster og har kunnet orienteret sig både bredt og i specifikke nedslag i form af metalingvistiske episoder, som jeg har udpeget. Vi har typisk først set videoptagelsen sammen og herefter arbejdet videre hver for sig for så igen at mødes og arbejde videre i fællesskab, nogle gange med adskillige gentagelser af denne cyklus, og gennem dette samarbejde bid-for-bid har såvel udskrifter og vignetter (se næste afsnit) som analyser gradvist taget form.
Et multimodalt empirisk materiale kalder på en multimodal analysestrategi
Lag-på-lag analyse – gradvis sproglig og analytisk præcisering
Arbejdspapiret herunder giver et indblik i denne betydningsskabende proces. Papiret hører til i den sidste fase af samarbejdet med Shahla omkring en metalingvistisk episode fra arabiskundervisningen.
Forud går en længere proces, hvor vi gentagne gange har arbejdet sammen og hver for sig og gradvist har kvalificeret udskriften og vores forståelse af den pågældende metalingvistiske episode. På papiret har jeg med blå kuglepen noteret iagttagelser fra vores snak på et print af en foreløbig analyse, som efterfølgende revideres endnu engang:
Hvor den første indkredning af temaer til nærmere analyse er tæt knyttet til de første tværlæsninger på tværs af typer af empirisk materiale, har læsningerne på tværs af sprog sammen med Iidle, Shahla og Narges bidraget afgørende til den endelige udvælgelse af analysetemaerne i afhandlingen. Jeg skylder Iidle, Shahla og Narges en varm tak for deres uvurderlige indsats i denne proces, omend ansvaret for udvælgelse, analyse og fremstilling heraf naturligvis alene påhviler mig.
Enhver oversættelse er udtryk for selektion og fortolkning, men oversættelsen har rejst forskellige spørgsmål for de forskellige sprog. Mens man i Somalia i 1972 vedtog at basere det somaliske
skriftsprog på en somalisk udgave af det latinske alfabet, skrives arabisk, dari og pashto officielt med forskellige variationer over arabisk skrift. Blandt de grundlæggende forskelle mellem det latinske og det arabiske skriftsystem er direktionalitet: arabisk, dari og pashto skrives fra højre mod venstre, mens dansk og somali skrives fra venstre mod højre. Hvor udsagn og ord på somali således uden videre kan gengives med det samme latinske alfabet, som det danske sprog skrives med, betyder forskellene mellem det latinske alfabet og skriftsystemerne på arabisk, dari og pashto, at jeg har måttet vælge mellem at gengive arabisk, dari og pashto gennem de respektive skriftsystemer eller i translittereret form. Jeg har af flere grunde valgt i udstrakt grad at translitterere. Dette valg er truffet med henvisning til en overordnet ambition om at lave udskrifter, der indbyder til at blive læst, men skal også ses i lyset af de praktiske vanskeligheder, der er forbundet med at håndtere skriftsystemer med forskellige direktionaliteter i samme tekstbehandlingsdokument – en på overfladen lavpraktisk udfordring, som imidlertid afspejler stærke underliggende magtstrukturer. Nicholas John beskriver, hvordan det engelske sprog ikke alene er dominerende på internettet; det latinske alfabet er ”hard-wired into its very architecture” (John 2013:323). Internettet i særdeleshed og computermedieret kommunikation i almindelighed er således præget af, at den bagvedliggende teknologiske infrastruktur har en stærk
indbygget bias, der privilegerer det latinske alfabet og udgrænser brugen af – og brugerne af – ikke-alfabetiske skriftsystemer og skrift med højre-venstre direktionalitet (jf. John 2013).
For såvel arabisk som dari og pashto findes der en række konkurrerende translitterationssystemer. Mit valg af translitterationssystem for de enkelte sprog er truffet i tæt dialog med mine sparringspartnere.
Jeg hævder i ingen af tilfældene at have fundet den optimale løsning; min udvælgelse udgør ét valg blandt flere mulige, og der er både fordele og ulemper knyttet til alle tre valg. For arabisk har vi valgt at anvende den såkaldte ACA-translitteration (Elmahdy et al 2011). ACA-translitterationssystemet bygger på det arabiske chatalfabet, også kendt som arabish, araby eller arabizi. Udviklingen af chatalfabetet udspringer af de teknologiske udfordringer med at skrive smidigt og effektivt på arabisk i
computermedieret kommunikation og er karakteriseret ved, at arabiske lyde, der ikke modsvares af latinske bogstaver, repræsenteres ved hjælp af tal, der grafisk minder om det arabiske bogstavtegn;
ع gengives eksempelvis som 3, ح som 7 og ء som 2. Chatalfabetet finder bred anvendelse blandt især yngre arabisktalende over hele verden og har bredt sig fra computermedieret kommunikation til
håndskrift og reklamer (jf. Yaghan 2008), og denne praksis bygger ACA-translitterationssystemet videre på. Der er tale om en enkel, effektiv og læsevenlig gengivelse af arabisk tale med høj grad af præcision uafhængig af hvilken form for arabisk, der gengives (jf. Lawson 2010). Når det gælder dari og pashto, er vores valg faldet på de såkaldte BGN/PCGN romaniseringssystemer, der er den vedtagne officielle standard for United States Board on Geographic Names (BGN) og Permanent Committee on Geographical Names for British Official Use (PCGN). I modsætning til ACA-translitterationen er der tale om traditionelle translitterationssystemer, hvor lyde på dari og pashto, der ikke findes i det latinske alfabet,
repræsenteres ved hjælp af diakritiske tegn. Der er tale om gennemskuelige og sammenlignelige standarder, der skaber sammenhæng i translitterationen af dari og pashto, men samtidig giver
mulighed for at gengive tale på begge sprog præcist. Translitterationskonventioner for arabisk, dari og pashto findes i bilag 12, 13 og 14.