Patientuddannelse – baggrund og formål

7.1.1 Patientuddannelsen historisk set

Patientuddannelse er langt fra et nyt fænomen i dansk sundhedsfremmesammenhæng, hver-ken i gruppebaseret eller individuel form. Hysse Forchhammer skitserer i ”Viden, der hel-breder” (Forchhammer 2010) patientuddannelsens historiske udvikling, som den har fundet sted i Danmark. Hun identificerer, hvorledes patientuddannelse igennem tiden transformeres fra en paternalistisk anvisende og påbydende form, til former, som sigter mod at skabe for-ståelse og opøve færdigheder: I 1700-tallet observeres, hvordan idealet om ’oplysning’ tog form af patient-oplysning, og, bl.a. igennem hygiejnebevægelsen, fokuserede på overholdel-se af love og opretholdeloverholdel-se af ro og orden (Forchhammer 2010: 86). Denne oplysning rette-de sig mod borgerne i bred forstand – ikke specifikke indivirette-der eller patientgrupper. Senere i begyndelsen af det 20. århundrede fokuseres mere specifikt på særlige sygdomsgrupper, så-som tuberkulose og cancer, så-som igen i tiden efter 2. Verdenskrig erstattes af en mere indi-vidorienteret og adfærdsregulerende type patientuddannelse (Forchhammer 2010: 86-89).

Op igennem 1950-60’erne kan man bevidne en udvikling, hvor patientuddannelsespro-grammer ikke blot tilrettelægges med adfærdsregulering for øje, men formes som hybrider af forskellige typer af metoder, teknikker, f.eks. fra kognitiv teori og psykoanalysen (Forch-hammer 2010:89). Denne bevægelse lokaliseres også hos Grøn et al (2012), der betegner det en udvikling fra ”medicinsk viden til pædagogisk arbejde med sjæl og krop” (Grøn 2012:

12). Og heraf udspringer altså de aktuelle patientuddannelser, som vi ser på den danske sundhedsfremmearena.

161

7.1.2 Patientuddannelse i grupper

Vender vi blikket fra patientuddannelse generelt og specifikt mod gruppebaseret patientud-dannelse, er det i 1990’erne, at danske udgaver af uddannelse af patienter i grupper kommer til syne¹²⁰ (Grøn 2012, Schnor 2010, Maunsbach 2002). Til at begynde med var patientud-dannelse på hold forankrede i sygehusenes praksis og sigtede mod at forhindre genindlæg-gelse og mod at reducere selve indlæggenindlæg-gelsestiden. Man fokuserede på overførsel af viden til patienterne, på sin vis i tråd med 1700-tallets ideal om oplysning.¹²¹ Senere er det dog tyde-ligt, at overførsel af viden ikke i tilstrækkelig grad medførte den ønskede effekt af patient-uddannelserne, en erkendelse der resulterede i ”et forøget fokus på de pædagogiske tilgan-ge” (Schnor 2010: 197).

Der peges således på to aktuelle hovedtendenser i dansk gruppebaseret patientun-dervisning, som på forskellig vis integreres, vægtes og blandes i patientuddannelserne (Maunsbach 2002). På den ene side en mediko-centrisk tendens, som retter sig mod øget vi-den (om sygdommens udvikling f.eks.), samt indlæring af tekniske og praktiske færdighe-der, såsom selv at foretage blodsukkermålinger, selv at kunne håndtere indsprøjtninger og medicinindtag, osv. Her er målet patient-komplians, dvs. patienternes efterrettelighed. På den anden side ses en tendens, der betoner ’patient empowerment’, altså patienternes mæg-tiggørelse. Her sigtes mod at udvikle patientens evne til at træffe valg om og forvalte et liv i sygdom, med et mål om øget patientautonomi (Maunsbach 2002, Grøn 2012). Flere steder peges på hvordan disse to, tilsyneladende modstridende tendenser, simultant indoptages i patientuddannelserne. Flere Foucault inspirerede studier er især kritiske over for den måde, hvorpå ’empowerment’-iscenesatte patientuddannelser dækker over instrumentaliserede komplians-mål (Juul Nielsen 2010, Olesen 2010). Det identificeres, hvordan patientuddan-nelser, som erklærer en ’empowerment’-målsætning med udgangspunkt i patienter og bor-gere, samtidig arbejder ud fra – nu mere maskerede – efterrettelighedsnormer, der fastsættes ud fra et adfærdsregulerende rationale. Patienter og borgere skal altså bringes til, eller ’em-powres’ til, om man vil, selv at ville de samme mål som den sundhedsprofessionelle – mål om et liv levet i KRAM-faktorernes regime.¹²² Heraf følger en ny type af ansvarliggørelse af patienten, hvor denne gøres ansvarlig for at tage vare på eget helbred på ganske bestemte måder (jf. denne afhandlings Kapitel 5: Motivation). Der ligger på den måde en dobbelthed

120 I USA ser man allerede gruppebaseret patientuddannelse af denne type i 1970’erne (Grøn 2012).

121 Særligt rettede disse tiltag sig imod astma og diabetes (Grøn 2012).

122 KRAM-faktorerne er en integreret del af sundhedsfremmediskursen. De anvendes i sundhedsvæsnets forskellige sekto-rer, hvor man skal spørge patienterne til KRAM-faktorerne. K står for kost, R for rygning, A for alkohol, M for motion.

Se også Glasdam red. (2009: 221-305), for analyser af KRAM-faktorernes rolle på folkesundhedsområdet.

162

i begrebet ’patient empowerment’ af på samme tid mægtig- og ansvarliggørelse, og Finn Olesen foreslår derfor at erstatte termen til ’brugerdreven komplians’, som mere præcist be-tegner, hvad der er på færde (Olesen 2010: 330).

Som altså så mange andre steder i det danske sundhedsvæsen er også en stor del af forebyggelsesaktiviteterne i Brønderslevs Kommunale Sundhedscenter struktureret som ud-dannelse i grupper. ¹²³ Både på den borgerettede side med grupper, såsom ’Krudtuglerne’,

’Motion på Recept’ og livstilshold og på den patientrettede side, hvor bl.a. rehabilitering af type2diabetikere og KOL-patienter tager form af gruppebaseret uddannelse. På denne måde er Brønderslev en del af en større udviklingshistorie.

7.1.3 Argumentationen for at gruppebasere

Af særlig interesse for denne analyse er, hvordan argumentationen bag det at etablere pati-entuddannelse i grupper, frem for individuelle forløb, tager forskellig form. Forchhammer (2010) peger på, hvordan det oprindeligt er ressource- og effektivitetsmæssige begrundelser, der ligger bag gruppeorganiseringen, mens der senere tilføjes andre typer af begrundelse, nemlig at deltagernes erfaringsdeling og ideudveksling vil bidrage positivt til undervisnin-gen. Metoderne anvendt i uddannelserne adopterer flere sociale og psykologiske teknikker sideløbende hermed (Forchhammer 2010: 90). Ideen bag undervisning af patienter i grupper frem for individuel uddannelse skulle altså, udover ressourcemæssige hensyn, være, at erfa-ringsdelingen mellem patienterne vil bidrage positivt til uddannelsen. Dette er en argumen-tation, som er værd at beskæftige sig nærmere med, fordi det viser, at ’det sociale’ tiltænkes en aktiv og positiv funktion i forhold til, at opnå den ønskede effekt af patientuddannelser-ne, hvad enten det er de tekniske og praktiske færdigheder eller selvarbejdet, som er i fokus.

’Det sociale’ tænkes altså ind i patientuddannelser på en måde, hvor sociale dynamik-ker og mekanismer skal aktiveres for at afstedkomme transformationer af borgere og patien-ters sundhedsmæssige adfærd. Håbet og hensigten, og dermed den forventede intenderede effekt, synes at være, at man ved at placere folk i en gruppe vil skabe en mere optimal ram-me for uddannelse og rådgivning end f.eks. ved individuelle uddannelsesforløb. Gruppen bliver dermed en pædagogisk teknik, og det sociale orkestreres som en art ’teknologi’, der i sig selv tænkes at bibringe patientuddannelsessituationen og læringen noget positivt. Men

123 Dette modsvares af internationale patientuddannelsestendenser. Mest kendt er patientuddannelsesprogrammet ’Lær at leve med kronisk sygdom.’ Dette er et koncept, som er udviklet af forskere på Stanford University og eksporteret til en række andre lande, heriblandt Danmark. Juul Nielsen 2010 analyserer netop denne uddannelse som en ’travelling tech-nology’.

163

på hvilken måde fungerer disse gruppemekanismer egentligt? Og præcist hvordan indvirker

’det sociale’ i forhold til patientuddannelse?