I et krydsfelt af viljestyrke og ansvarsfralæggelse

I et rehabiliteringsforløb møder vi i en undervisningssituation en gruppe KOL-deltagere, der modtager undervisning om rygestop af rygestopinstruktøren, Alice. Her ses følgende sekvens:

Alice siger, at ”det lyder godt nok lidt groft, men man kan sidestille rygning med alko-holisme”. Alle i gruppen siger ja og nikker.

Alice fortæller om 3 søjler. Den ene er ’fysisk afhængighed’, hvor kroppen beder om, at man ryger, den anden er ’psykisk afhængighed’, og den sidste er ’vanen’.

Alice siger henvendt til Tage og gruppen: Det er, som du siger noget med psyken og noget med at ændre rutiner, for ellers tænker man ’tobak’. Tage siger at, ”ja det kan væ-re hårdt at stoppe efter mange år”.

Alice fortæller, at hun selv har røget /er ryger. Tage siger: ”Det er jeg glad for at høre”.

(Bilag 1, s. 11)

Og lidt senere fortsætter dialogen:

Tage siger, at man skal ville rygestoppet selv.

Alice siger bekræftende, at ”ja det er ikke det, at man får at vide, man skal stoppe, det er motivation x 2”. (Bilag 1, s.12)

Vi ser her, hvordan viljesarbejdet antager en ganske hybrid form. Rygestopinstruktøren ska-ber indledningsvis en afhængighedsoptik, inden for hvilken deltagerne kan fortolke sig selv.

Det at være ligestillet andre misbrugere, som f.eks. alkoholikere, åbner andre fortolknings-muligheder, idet det momentant fritager en selv fra ansvaret for det usunde valg. Som af-hængig er ens frie vilje på sin vis sat ud af spillet, og skylden for de usunde valg, der har ledt til KOL-diagnosen, påhviler ikke i samme grad den enkelte KOL-patient. Fortsætter man med at ryge på trods af sygdommen, så står man som afhængig i mindre grad til at be-brejde, idet ens vilje er sat ud af kraft netop af afhængigheden. Denne figur identificerer del-tagerne sig med.

Omvendt åbnes så i samme session op for en ganske modsatrettet optik, nemlig at det kun kan lade sig gøre at stoppe med at ryge, hvis man vil det selv, hvis man kan manife-stere dobbelt så stærk motivation – ’motivation x 2’. Vi ser her hvordan sessionen fremby-der sig som et krydspunkt af forskellige, ja endog modsatrettede rationaler. Viljesarbejdet får en hybrid karakter, som dog fungerer i situationen. Den sundhedsprofessionelle integre-rer altså en vis komplementaritet ved at italesætte rygning som et fænomen, der samtidig kan fungere som både frivillig last og ufrivillig afhængighed. Hun lægger på sin vis to meta-motivationelle spor ud (Apter 2003), som deltagerne kan veksle imellem.

132

5.5.5.1 Underliggende forskel i forståelsen af motivation

Tage og rygestopinstruktøren, Alice, er tilsyneladende enige om, at motivationen, den en-keltes viljestyrke er afgørende, men er det helt sikkert, at de taler ud fra samme motivations-anskuelse her? Tage udtrykker flere gange igennem rehabiliteringsforløbet en vis skepsis for overhovedet at skulle diskutere rygestop med sundhedsprofessionelle. Som f.eks. da han en af gangene forinden får at vide af deres instruktør i den fysiske træning, at der kommer en rygestopinstruktør:

Tage og Tina taler om at der næste gang kommer en rygestop instruktør og taler om ry-gestop. Tage siger, at ”hun har jo nok ikke noget nyt at fortælle”. Tina siger ”bare rolig, hun sidder ikke og giver en masse teori om, hvorfor det er godt at stoppe med at ryge.

Hun holder dig ikke op på noget.” Tage siger, at ”det er godt”. (Bilag 1, s. 6)

Først i det øjeblik at Tage føler sig forsikret om, at rygestopundervisningen ikke kommer til at handle om, hvorfor det er godt at stoppe med at ryge, accepterer han modstræbende.

Samme figur ses senere, da rygestop instruktøren ankommer til selve undervisnin-gen hvor hun pointerer, at det ikke skal være en masse fagsnak:

Alice siger, at hun ikke vil give en masse fagsnak. Tage siger at ’det var godt, for vi ved det jo godt – og det er ved at tage overhånd. (Bilag 1, s. 11)

Tage reagerer altså positivt på, at hun som fagperson ikke vil snakke fagligt. For ’det er ved at tage overhånd’.

Peters pointering af hverdagssprogets betydninger af motivation, kan kaste et fortol-kende lys over, hvad der på færde. Vi husker Peters udpegning af, hvordan det at begynde at diskutere motiver først finder sted, når vi finder, at en handling falder uden for de socialt re-gulerede rammer, som vi normalt følger. Og også, at vi finder det upassende, hvis andre be-gynder at spørge til eller diskutere vores motiver, når der ikke er tale om en sådan handling, netop i kraft af at dette indebærer en stadfæstelse af, at handlingen er af en – så tvivlsom – art, at særlig begrundelse og vurdering er nødvendig. Når Tage derfor afviser at høre om ry-gestop fra de sundhedsprofessionelle, viser dette os, at han vægrer sig ved at se det at ryge som den form for handling, som man kan stille spørgsmålstegn ved. I Tages udsagn om ry-gestop, som vi så i det først angivne citat, at ’man skal ville det selv’, så ligger der i det

’ville’, at andre ikke kan og skal forsøge at presse en til at stoppe med at ryge (underforstået

133

heller ikke sundhedsprofessionelle). Han reaktion er, ’at det er ved at tage overhånd’ med (fag)snakken, ganske i tråd med Peters udpegning af folks reaktion, når de professionelle har travlt med at spørge til deres motiver.

5.6 Opsamling.

Denne analyse viser helt overordnet, at motivation ikke kan ses som blot en psykologisk mekanisme iboende den enkelte. Denne anskuelse var ellers den, der kunne findes i forskel-lige centrale statsforskel-lige dokumenter og sundhedsfremmemetoders modeller og instrukser. Her anskuedes motivation som en psykologisk mekanisme den enkelte iboende, som et kvantita-tivt givent fænomen forårsagende handling, og noget der kunne og burde blive aktiveret og styrket af den sundhedsprofessionelle.

Men denne konceptualisering blev udfordret fra overordnet tre teoretiske perspekti-ver. Frem for indre psykologisk entitet præsenteredes alternative forståelser, henholdsvis som en rettethed mod forskellige motivationsstile, som sproglig begrundelse, og som magt-udøvelse.

Igennem denne tredelte teorioptik, kunne det fremanalyseres, hvordan ’Du bestem-mer’ metoden og ’Den motiverende samtale’ frem for neutrale redskaber, indkoorperede forskellige styringsteknologier, som producerede motiveret-umotiveret subjekter.

Den diskrepans, der sås på det teoretiske niveau, kunne genfindes i de sundhedspro-fessionelles refleksioner over deres arbejde med deltagernes motivation, som på den ene side udtrykte en overensstemmelse med grundanskuelsen af motivation som en indre psyko-logisk mekanisme, der kunne og skulle identificeres og aktiveres. På den anden side viste en opmærksomhed på elementer der vedrørte deltagernes motivation, men som var forholdsvis utilgængelige for dem som sundhedsprofessionelle.

Analysen af deltagernes motiver og motivation for at komme i det kommunale sundhedscenter viste netop, hvordan det kun er en ganske begrænset forståelsesmodus, som den dominerende motivationsanskuelse kan bidrage med. Og at mange centrale elementer vedrørende deltagernes motivation kun kan begribes, hvis andre teoretiske perspektiver brugtes til at zoome ind og stille skarpt på sundhedscenterets praksis. F.eks. at det er i kon-krete, situerede og sociale praksisser deltagerne forstår sig selv og henter deres ’motivation’

fra.

Det er altså ikke ligegyldigt, ’hvad man ser med’ i sundhedscentrets praksis, når man skal forstå deltagernes motivation og f.eks. som sundhedsprofessionel arbejde med den.

Samlet set peger kapitlet på, hvordan grundanskuelsen af motivation som en indre entitet

134

ikke rækker særlig langt i forhold til at få nuancerede og præcise beskrivelser af, hvad der relaterer sig til motivation i sundhedscentrets praksis.

135