Livsstilsholdet - motivationskontrakt og akrasia-forsikring

På livsstilsholdet indleder den sundhedsprofessionelle første undervisningsgang med at spørge deltagerne, hvor motiverede de er, på en skala fra 1 til 10. Her følger hun anbefalin-gerne fra sundhedsfremmemetoderne ved at etablere en type motivationskontrakt, hvor man i gruppens officielle rum forpligter sig på sin motivation. Denne fortælling udspiller sig i følgende sekvens:

Louise: ”Hvis vi her til start lige skulle høre, hvor motiverede er I? Hvis der skal karak-ter på, på en skala fra 1 til 10, nu her ved starten, hvor motiverede er I så?

Astrid svarer først. Hun siger, det er 7. ”Men det er nok også, fordi jeg ikke helt ved hvad det handler om endnu.”

Louise spørger: ”Hvad skal der til for at øge det?”

Astrid svarer, at det ved hun ikke.

Louise spørger: ”Er der noget jeg kan gøre?”

Astrid siger: ”Nej”

Louise siger, at det er bare helt i orden.

Iben fortsætter. Hun er på 8. Hun ser frem til nogle tips, så hun kan styre sin sult og ik-ke tager de nemme løsninger. Hun glæder sig til, at de bliver et hold og kan få ’noget grin’ sammen.

Grethe siger, at hun gerne vil have nogle tips til mad, og at hun savner sine gåture.

Louise spørger: ”Så hvis du skulle sætte tal på?”

Grethe siger: ”8”

Louise siger: ”Jeg ser det her som jeres åndehul i en travl hverdag. Her skal i tænke på, hvad der er ’godt for mig’. Vi er lidt i vores egen boble her.”

Grethe siger, at de skal have ’et godt grin, ja’.

Runden fortsætter.

Karens ligger på en 8-9 stykker.

Louise spørger, ”Hvad med dig, Stine?”

149

Stine taler om, at hun gerne vil have nogle kostråd.

Louise siger : ”Men hvis du skulle sætte tal på?”

Stine: ”Den er helt i top”

Runden afsluttes, alle deltagere har markeret fra 7 og op.

Louise siger: ”Grunden til, at jeg spørger, er, at man kan godt have det sådan, at ”nu skal der ske noget”, men når det så kommer til stykket, så 'arhh, hvorfor skal det være lige nu'”

(Bilag 1, s. 32)

Her iagttages, hvordan den sundhedsprofessionelle følger anvisningen fra 'Den motiverende samtale' om, at lade deltagerne sætte tal på graden af egen motivation. Som deltager tvinges man hermed til at forpligte sig offentligt på sin egen viljesstyrke over for de andre i grup-pen. På sin vis tager den sundhedsprofessionelle et ’akratisk’ forbehold, i og med at hun, som grund til at spørge, angiver modsætningsforholdet mellem, på den ene side, at ’der skal ske noget nu’, og så på den anden side, alligevel ikke handle derefter, men udskyde, for

’hvorfor skal det være lige nu’. De kvalitative udsagn fra deltagerne om gerne at ville have

’tips’, ’kostråd’ og ’gode grin’, konverteres over i en kvantitativ angivelse af motivationstal – på en skala fra 1 til 10. Adspurgt retter deltagernes ’motivation’ sig faktisk mod nogle specifikke goder, og de skal mindes om, at det er ’graden’ de skal angive.

Hovedparten af deltagerne på dette hold foretager ikke de store ændringer af kostva-ner undervejs i forløbet med kostundervisningen. De viser alle interesse for forløbet, de lyt-ter, spørger og deltager i undervisningen, og anvist af Louise sætter de sig handlemål fra undervisningsgang til undervisningsgang. Louise spørger hver gang til, hvordan det er gået med målene. Det er varierende, i hvilken grad deltagernes mål er nået. Således også med deltageren Stine, som Louise fortæller, har haft vanskeligheder med at implementere de æn-dringer, hun fastlægger som mål fra gang til gang. Følgende sekvens er hentet fra netop en samtale om målsætningen fra sidst:

Louise spørger til: ”hvordan har det været her siden sidst, hvad siger du Stine?”

”Travlt”, siger Stine

Louise har tidligere fortalt mig, at Stine er frustreret. Louise er spændt på om hun har nået de mål, hun har sat sig sidste gang. Stine har haft som mål at skrive alt, hvad hun spiser ned i 3 dage, plus at hun skulle gå 2x10 km.

Stine fortæller, at hun har nået den ene gåtur, men at hun har haft for travlt til at skrive ned.

Louise siger, at hun så skal overveje, om det skal være et mål for hende til næste gang.

Runden fortsætter til Grethe. Hun har haft fødselsdag og festet, så hun har ikke været opmærksom på kosten. Men hun har fået cyklet, fortæller hun. (Bilag 1, s. 41-42)

150

Hvis vi indledningsvis lader blikket falde på Grethe, så fortæller hendes udsagn os noget om, hvordan det, der i sundhedscentersammenhængen fremstår, som det rette valg - at være opmærksom på kosten, i en anden kontekst, hendes fødselsdag, ikke er det. Dette er analogt til De Souzas billede af bygningerne, der skifter størrelse, afhængigt af hvor man er på sin gåtur. Kosten har været Grethes fokus i den tidsligt situerede ramme, som livsstilsholdet ud-gør; når rammen ændres, fremstår det ikke længere på samme måde som et gode, der skal forfølges.

For Stine er målsætningerne (delvis) druknet i ’travlhed’. Det at skrive sin kost ned i tre dage har ikke kunnet lade sig gøre. Louise responderer her med forslaget om at ændre målet. Det er altså ikke Stine som person, der har fejlet, men målet, der har været forkert formuleret og kan justeres. Denne adskillelse af person fra mål indeholder en akrasia-profylaktisk dimension, idet Stines 'viljestyrke' sættes uden for fortællingen. Den manglende succes handler ikke om, hvorvidt hun vil ændringerne nok, det handler om, at hun får sat sig de rigtige mål.

At det er få og små justeringer i kosten, som deltagerne foretager, underbygges sene-re i det gruppeinterview, jeg laver ved forløbets afslutning. Adspurgt fortæller de om, hvad de har ændret som følge af undervisningen. I deres svar virker de noget drevet af en art høf-lighed overfor programmet (og muligvis overfor mig som interviewer): De undskylder, at de ikke har ændret så meget¹¹⁵, og rapporterer selv meget små ændringer, såsom, at have æn-dret at ’jeg putter mayonnaise på en i en lige streg’ eller ’jeg bruger olie i stedet for marga-rine’. (Bilag 5, s. 8 og s. 11)

Jeg spørger deltagerne om, hvorfor de har meldt sig til at deltage i livsstilsholdet. En enkelt svarer, at hun synes, hun var blevet for fed, og det skulle der gøres noget ved; en an-den at hun gerne ville høre noget om kost, når man arbejder på nathold; to som følges ad, fortæller at de gerne ’ville lidt ud’. Grethe og Karen fortæller nu om deres grund til at være der, at:

Grethe: Vi kom egentlig med på livstilsholdet, fordi vi plejer at gå til gymnastik nede ved fysioterapeuten… Men der blev ikke nok til at danne et hold. Så siger hun, fysiote-rapeuten, at der nok blev noget igennem det her, og der kom vi med. Det var altså ikke lige sådan på grund af selve det her (kostundervisningen, JM) først. Det var med motio-nen, vi øh...

Jane: Det var med motionen

115På nær en deltager, Iben, som har ændret sin kost ifølge vejledningen, men dog allerede har været i gang inden hun be-gyndte på livsstilsholdet.

151

Karen: Det var det, vi øh...

Grethe: Det var det vi øh...

Karen: Ja

Grethe: Men så ville vi da godt se, hvad det her det var.

Jane: Så ville I godt se, hvad det var også Grethe: Ja

Jane: Med selve kostdelen

Grethe: Ja. Men det er vi nok ikke (ser på Karen og smiler, Karen smiler tilbage) dem, der har gjort mest ud af. (De begynder at le)

Jane: Det er i ikke dem, der har gjort mest ud af. (De griner) Karen og Grethe siger i munden på hinanden:

Karen: Nej, men vi har da fået lidt ud af det, ikke også.

Grethe: Det gør man da.

Karen: Men altså, det var det, der var meningen fra starten af.

Grethe: Det får os da til at tænke noget mere over nogle ting.

Jane: Men det var motionen.

Karen: Det var det, ja.

Grethe: Ja.

(Bilag 5, s. 2)

Ved forløbets begyndelse markerer begge disse deltagere en forholdsvis høj grad af motiva-tion, da den sundhedsprofessionelle efterspørger et tal. Hvis vi blot anlægger en ’rational decision theory’ ramme i analysen af denne sekvens, så kan Grethe og Karin ses som akrati-ske agenter, der, velvidende det bedste for dem ville være at lægge deres kost om, faktisk angiver en høj grad af motivation til det indledende møde. Efterfølgende har denne vilje-styrke så måtte kapitulere, man har ikke formået at implementere ændringsforslagene i næv-neværdig grad. Man har ikke fået gjort så meget ved det. Og fortolket i dette perspektiv vir-ker det som en efterrationalisering, at kostdelen ikke var så betydningsfuld. Man ville gerne, men kunne ikke, viljen var ’for svag’. Og fortolket i et sådant perspektiv, åbnes der for, at den sundhedsprofessionelle tilrettelægger en evt. indsats som ’viljesoptimering’ af hver in-dividuelle deltager.

Men omvendt kan vi spørge, om dette perspektiv indfanger præcist, hvad der på færde i sekvensen? For spørgsmålet er, hvad Grethe og Karen svarede på indledningsvis, da de satte deres motivation til at være høj? Det at spørge til graden af motivation, viljestyrken kvantitativt forstået, skygger for, hvad det egentlig er, de er motiveret for i forløbet. Det de egentlig er der for – motionen - og så får man ’da lidt ud af’ det med kosten. Med Nussbaum kan vi sige, at det kvalitativt gode for disse kvinder ved at følge livsstilsholdet ikke præcist kan indfanges og formuleres, når spørgsmålet om vilje og motivation stilles ud fra et kvanti-tativt perspektiv.

152

Med Paldanius kan vi endvidere udpege, at der måske slet ikke er tale om en form for viljessvaghed eller fiasko, men i stedet uinteresse. Man var der ’ikke lige for kosten’, men for motionen, og derfor har selve kostomlægningen ikke betydning for en. Man har blot taget den med i købet. Men når man spørges til motivationsgrad, så svarer man med hele forløbet – kost og motion i tankerne. At spørgsmålet om, ’hvor motiveret er du på en skala fra 1 til 10?’, når det stilles i praksis, faktisk er flertydigt eller vagt overses, for hvad er det, motivationen retter sig imod her? Grethe og Karen er motiverede for motionen, og det sva-rer de på. De er også motiverede for at være med på kostdelen og få lidt tips og gode råd.

Men som det ses, er de allerede indledningsvis slet ikke motiverede for at lægge deres kost-vaner decideret om. Det vil sige, at deres svar retter sig mod de aktiviteter, som de finder meningsfulde, grundene til, at de overhovedet har meldt sig. Den sundhedsprofessionelle derimod spørger til, om de er motiverede for at lægge hele deres livsstil om.

Grethe og Karen har tilsyneladende fundet ud af denne diskrepans mellem, hvad der forventedes, og hvad de har været indstillet på undervejs. De tøver en smule, når de svarer og fniser lidt af deres egen manglende formåen, hvad angår kostomlægningen: ’Det er vi nok ikke dem, der har gjort så meget ved’.

Den kvantitative forståelse af motivation, som blev diskuteret ovenfor, kan her siges at forplante sig på afgørende måde i den sundhedsprofessionelles praksis. Den motivations-teknologi, hun forsøger at bringe i spil, er netop med udgangspunkt i motivation som kvanti-tativt målbar størrelse, og i kraft heraf befinder hun og Grethe og Karen sig aldrig helt på samme spor i kostundervisningen. Og dette uden at Grethe og Karins handlinger kan karak-teriseres som irrationelle former for viljessvaghed.