Motivation som sproglig begrundelse

En anden type af udfordring af grundanskuelsen, som fandtes i statsdokumenter og sund-hedsfremmemetodologi kan, som nævnt tidligere, lokaliseres med forskellige teoretikere, der peger på, at motivation, fremfor indre psykologisk tilstand, må forstås som sprogligt fæ-nomen. Her bringes et Wittgensteiniansk perspektiv ind i begrebsdiskussionen, som tager udgangspunkt i den betydning ordet ’motivation’ har i hverdagssproget. I stedet for at foku-sere på, hvilken slags indre fænomen ’motivation’ er, undersøges hvad motivationsbegrebet bruges til.⁸⁷

R.S. Peters placerer sig med “The Concept of Motivation” (1960) netop i et sådant perspektiv. Herfra peger Peters på en forbindelse mellem begrebet motiv og begrebet moti-vation, som er belysende i vores sammenhæng:

”the concept of ’motivation’ has developed from that of ’motive’ by attempting a caus-al interpretation of the logiccaus-al force of the term.” (Peters 1960: 28)

86 En lignende figur ses formuleret af Fjodor Dostojevskij, som det refereres i Nussbaum (1990:121). I Notes from the Un-derground foreslår Dostojevskij at driften til at handle imod fornuften (reason) netop er grundlaget for hele den menne-skelige frihed.

87 Dette er med henvisning til Ludwig Wittgensteins ”Filosofiske Undersøgelser” (1995), hvor bl.a. forestillingen om at indre oplevelser og fænomener har en privat karakter udfordres. Med det velkendte privatsprogsargument, afviser Witt-genstein netop muligheden af et sådant privat sprog, som beskriver indre fornemmelser, og ser f.eks. smerteudtryk – ikke som rapporter eller påstande (om indre smerteoplevelse), men som en del af vores tillærte smerteadfærd (Wittgenstein 1995: 139-146).

101

Der hævdes altså en relation mellem motiv og motivation, hvor motivation på sin vis bygger på forståelsen af motiv og en særlig logisk kraft heri. Motivation siges at være afledt heraf.

For nærværende vil det derfor være belysende at tage afsæt i begrebet ’motiv’ og undersøge dette begrebs funktion og brug i hverdagssproget, for efterfølgende derudfra at undersøge forståelsen af ’motivation’.

Ser vi altså først på den hverdagssproglige brug af ’motiv’, så peger Wittgenstein selv på, at et udsagn såsom ”Hans motiver kender kun han”, skal betragtes som et udtryk for, at nogle (andre) faktisk spørger til en persons motiver, frem for at blive forstået som et udsagn, der siger noget om motivers egentlige beskaffenhed, f.eks. at et motiv i virkelighe-den er et indre, subjektivt fænomen kun tilgængeligt for dét enkelte individ, som er i besid-delse af det. (Wittgenstein 1995: 284). Han formulerer videre, at alene det at stille spørgs-målet om, hvad der er pålidelige måder til at afgøre individers motiver, kræver, at man alle-rede ved ’hvad det at dømme om motiver’ betyder?’ (Wittgenstein 1995: 285). Dette under-streger, at det er som del af en sproglig fællesmenneskelig eller offentligt tilgængelig prak-sis, at vores handlinger kan give mening.

I lighed med denne opfattelse finder vi hos Peters (1960) en identificering af, at or-det ’motiv’ langt fra bruges om alle handlinger, men blot om en afgrænset gruppe: Nemlig de handlinger hvor vi finder, at der skal en ganske særlig begrundelse til, at en person har foretaget den. For Peters er praksissen at ’dømme om motiver’ (som det blev benævnt af Wittgenstein) altså ikke en generelt udbredt praksis vedrørende alle menneskelivets linger, men noget der relaterer sig til særlige situationer. Det er på den måde ikke alle hand-linger, hvor vi spørger, hvilket motiv der ligger til grund for den; som hovedregel, siger Pe-ters, spørger vi slet ikke til menneskers motiver. Kun når ganske særlige kriterier er til ste-de.

Udgangspunktet for Peters er, at mennesker er regelfølgende væsner. Dette skal for-stås således, at vi i vores handlen følger sociale regler og som oftest handler i overensstem-melse med konventioner, normer og i det hele taget socialt regulerede mønstre. Og når vi gør det, er pointen, så spørger vi ikke til motiverne for vore handlinger, faktisk ville dette være både unødvendigt og upassende. Når vi derimod afviger fra disse regler og handler uden for konventionelle begrundelsesmønstre, så spørger vi til ’motivet’ bag handlingen.

Som Peters formulerer det:

102

“…we only ask about a man’s motives when we wish, in some way, to hold his conduct up for assessment. The word is typically used in moral or legal discourse, where actions have to be justified and not simply explained.” (Peters 1960: 29)

Det vil altså sige, at vi spørger til et menneskes motiv, når vi ønsker at vurdere og diskutere motivet, og det ønsker vi kun, når der er tale om en handling, der overskrider ’normale’ reg-ler for handlen. Peters afviser på denne måde teoretiske positioner indoptagende det grund-syn, at der ligger motiver til grund for alle vore handlinger, og på den måde afviser han og-så, at alle handlinger skal og kan betragtes som motiverede⁸⁸. Tværtimod indebærer det at bruge ordet motiv, at det: ”… marks off certain sorts of reasons in certain types of contexts.

Motives, in other words, are distinguished by certain logical properties” (Peters 1960: 27-28).

En særlig logisk egenskab ved ordet motiv er således, at vi bruger det, når vi stiller spørgsmålstegn ved en handling, fordi den ikke uden videre giver mening i sin sociale sam-menhæng. Indlejret i det at bruge termen motiv er på den måde en række sociale betydnin-ger, som, pointerer Peters, principielt ikke kan undslippes, heller ikke i generelt formulerede teorier om motivation. Den sociale betydning spiller en rolle også for teoretiseringen af mo-tiv og momo-tivation, ’it haunts the theory’(Peters1960:30). Videre om disse sociale implikatio-ners betydninger for teoridannelse formulerer han at:

”This explains the sense of outrage which the ordinary man has when the psychologist gets busy on his motives…Some of them, indeed, suggest that we have a motive for everything that we do. The effect of such a suggestion is to put all actions up for as-sessment. We don’t mind being asked our motive for effecting an entry into our neigh-bour’s house without his permission; for this is the sort of action which obviously re-quires some sort of justification. But we take it amiss when our motives are questioned for getting married, playing chess or giving Xmas presents to our friends.” (Peters 1960: 30)

Vi finder det altså ganske upassende, at der stilles spørgsmål ved vores motiver til visse ty-per af handlinger, fordi de ikke opfattes som nødvendige at retfærdiggøre, hvorimod andre handlinger naturligt nok kalder spørgsmål om motiv frem. Overordnet identificerer Peters tre hovedtræk ved den måde, vi bruger ordet motiv i hverdagssproget:

(a) “It is used in contextes where conduct is being assessed and not simply explained, where there is a breakdown in conventional expectations.

88 I vores sammenhæng omfatter denne kritik også de forståelser af relationen mellem motivation og handling, som vi så det i dokumenterne fra stat og region, såvel som ’Den motiverende samtale’.

103

(b) It is used to refer to a reason of a directed sort and implies a directed disposition in the individual whose conduct is being assessed.

(c) It must state the reason why a person acts, a reason that is operative in the situation to be explained. The motive may coincide with his reason but it must be the reason why he acts.” (Peters1960: 35-36)

Peters peger på, at motivationsteorier overordnet set udspringer af et eksperimentelt ophav ved at bygge på forskellige former for stimuli/respons-designede dyreforsøg. På denne måde er disse, med Peters betegnelse, ’drive’-teoriers genstandsområde meget mere afgrænset end som oftest antaget.

”Theories, for instance, about the mechanisms underlying behaviour should not be mis-taken for sufficient explanations of behaviour.” (Peters 1960:154)

’Drive’- teorierne tages ofte til indtægt for at kunne forklare motiveret handling på et gene-relt niveau, men dette er ganske misforstået. ‘Drive’- teorierne kan ikke besvare spørgsmål om, hvad der kan gælde som begrundelser for vore handlinger i det hele taget, eftersom de udspringer af eksperimentel-psykologiens meget afgrænsede forståelser af årsag-virkningsmekanismer for menneskelig adfærd. At ophæve dette teoretiske rationale til et to-tal-inkluderende niveau og anvende det som forklaringsmodus for motiveret handling i det hele taget er ikke bare en teoretisk misforståelse: Det leder også til forvirring i mere prak-tisk-analytisk sammenhæng, fordi dette årsag-virkningsrationale, netop ved at være reduk-tivt, ikke kan bidrage med nuancerede og præcise beskrivelser af socialt situerede motiver og motiveret handling.

Denne kritik har implikationer for det, der i de statslige dokumenter og ’Den motive-rende samtale’ blev identificeret som en dominant motivationsanskuelse. Motivation sås jo netop her som en indre drivkraft forårsagende handling, på samme måde som i det Peters benævner ’drive’-teorierne. Når Peters nu peger på, at det er misforstået at ophæve model-ler om årsag-virkningsmekanismer ved menneskelig adfærd til at kunne beskrive et generelt niveau for menneskelig handlen dækkende, så peger dette på en lignende begrænsning eller mulig misforståelse i forhold til statsdokumenternes motivationsforståelse. Man må stille spørgsmålstegn ved, hvor lang denne anskuelses forklaringsmæssige rækkevidde faktisk går i forståelsen af, hvorfor mennesker vælger et sundt liv eller ej? Dette er en kritisk udpeg-ning, som er helt i tråd med David Buchanans udfordring af ideen om at opbygge en sund-hedsfremmevidenskab om ’hvis-så’ hypoteser (jf. afhandlingens Kapitel 2).

104

5.2.2.1 Socialt situerede motivvokabularer

Beslægtet med Peters’ position finder vi C. Wright Mills, der i “Situated Actions and Voca-bularies of Motive” (1940) på identisk vis tager udgangspunkt i den sproglige funktion af begrebet motiv:

”Motives are imputed or avowed as answers to questions interrupting acts or programs.

Motives are words. Generically to what do they refer? They do not denote any elements

”in” individuals’. They stand for anticipated situational consequences of questioned conduct.“ (Mills 1940: 905)

På trods af den tydelige beslægtethed er der et noget mere sociologisk sigte hos Mills, end vi så hos Peters. Mills lægger nemlig sit fokus på det, at der til forskellige sociale sammen-hænge eller situationer knytter sig bestemte vokabularer for, hvad der kan tælle som en ri-melig begrundelse – det han kalder motivvokabularer.

“Institutionally different situations have different vocabularies of motive appropriate to their respective behaviors.” (Mills1940: 905)

Motiver forstås altså som ord, vi bruger til noget i sociale kontekster. Dette markerer ansku-elsen, at motiver finder deres oprindelse – ikke i det enkelte individs indre - men i det so-ciale, og frem for alt defineres som et socialt fænomen. Med henvisning til Max Weber⁸⁹, be-tegner Mills det ”its intrinsic social character” (Mills 1940: 907). Og det der tæller som mo-tiv i én social sammenhæng tæller ikke nødvendigvis som sådan i en anden social situation (Mills 1040: 905). Et andet socialt træk ved brugen af motiv er mere funktionsrelateret: Når man forklarer sine motiver, beskriver man dem ikke bare for andre, man influerer og forsø-ger at præsentere dem som rimelige og relevante begrundelser for en handling under en spe-cifik social ramme. Det er altså ikke neutrale afrapporteringer om forudgående indre menta-le stadier, men noget vi gør med og i sprogets socialitet.

“As a word, a motive tends to be one which is to the actor and to the other members of a situation an unquestioned answer to questions concerning social and lingual conduct.

A stable motive is an ultimate in justificatory conversation.” (Mills 1940: 907)

89 Max Weber fremfører i Wirtschaft und Gesellschaft, relateret til hans begreb om ’fællesskabs-handling’, dette at moti-ver er meningskomplekser, som for den handlende og dennes omgivelser fremstår som tilstrækkelige grunde til en hand-ling. (Weber 2003: 198)

105

Det er på den måde situationen, som kalder bestemte motiver frem som sproglige begrun-delser over for det handlende individ selv, såvel som over for andre. At gøre noget gældende som et motiv er ikke relateret til, hvilken indre forud liggende psykisk tilstand, som den en-kelte kan rapportere om. Mills afviser, helt på linje med Peters, at motiver overhovedet skal forstås som sådanne entiteter fikseret i det indre. Han pointerer, at det er fejlagtigt at antage, at det er muligt at adskille de egentlige attituder fra verbaliseringen af dem. I stedet er moti-ver ord, de er socialt accepterede begrundelser eller retfærdiggørelse for nuværende, fortidi-ge og fremtidifortidi-ge handlinfortidi-ger (Mills 1940: 907).

Mills retter videre blikket imod, hvordan motivvokabularerne mere specifikt manife-sterer sig. Motivvokabularer, finder han, er præget af historiske og samfundsbundne tænke-måder (Mills 1940: 912). Bag om motivationskonflikter ligger konkurrerende og uoverens-stemmende situationelle mønstre og deres respektive motivvokabularer. En opgave bliver derfor at analysere forskellige motivterminologier, ikke som ahistoriske universelle fæno-mener, men at lokalisere dem som ”vocabularies of motive in historich epochs and speci-fied situations.” (Mills 1940: 913).

Med Mills kan der peges på en anden form for begrænsning i den grundantagelse, der sås i statsdokumenterne, nemlig at man ved at ophæve motivation til et generelt og prin-cipielt ahistorisk fænomen, den enkelte iboende, overser, hvordan motiver er ord, vi bruger i bestemte sociale sammenhænge, noget vi gør noget med, begrunder eller retfærdiggør i for-hold til, hvad der i en specifik social situation gælder som et motiv. F.eks. det at sige, at man er motiveret for at leve sundt, er ikke i sig selv en angivelse af et motiv, men gælder som et motiv i nogle ganske specifikke sociale situationer, f.eks. i mødet med sundhedsvæsen og professionelle.