• Ingen resultater fundet

Gyldighedskriterier – kvantitative aflejringer

2. DE KOMMUNALE SUNDHEDSCENTRE – BAG- BAG-GRUND OG TEORIRAMME

3.1 Det kvalitative metodelandskab – en kritisk karakteristik

3.1.4 Gyldighedskriterier – kvantitative aflejringer

Gyldighedsspørgsmålet har spillet en stor rolle i udviklingen af kvalitativ metode inden for sundhedsområdet. Allerede Steinar Kvale (Kvale: 1997) identificerer, hvordan kvalitativ forskning er blevet mødt af naturvidenskabeligt forankret kritik: Kvalitativ forskning lider under manglende reliabilitet (pga. ledende spørgsmål i interviewet), under manglende gene-raliserbarhed (pga. for få undersøgelsespersoner), samt manglende validitet (pga. usikkerhed om interviewpersoners virkelige holdning) (Kvale 1997: 296). Disse kritikpunkter har også været at finde på sundhedsområdet, hvor den kvalitative forskerskare har skullet formulere sig i opposition til gængse kvantitative gyldighedsstandarder. Denne historiske udvikling har efterladt os med en række problemområder, hvor kvantitative spøgelser synes at husere på trods af kvalitative forskeres forsøg på at mane dem i jorden igennem en gentænkning af gyldighedsstandarder ud fra kvalitative vilkår.

Ofte tager kvalitative gyldighedskriterier form af en art oversættelseskategorier, som modspejler kvantitative gyldighedskriterier. Et eksempel på en sådan kvalitativ oversættelse finder vi hos Guba & Lincoln (1994). Her følger jeg Maunsbach og Dehlholm-Lambersten (1998) danske udgave heraf46, som hyppigt citeres i humanistisk sundhedsforskning:

Konstruktivistiske gyldighedskriterier

Positivistiske og postpositivistiske gyldighedskriterier

Troværdighed Credibility

Intern validitet Pålidelighed

Dependability

Reliabilitet Bestyrkelse/bekræftelse

Confirmability

Objektivitet

Overførbarhed Generaliserbarhed

46 Af tids- og pladshensyn udelader jeg dog den midterste kolonne, som anfører ’Essentielle, videnskabelige gyldigheds-kriterier’.

48

Transferability

Denne tabel illustrerer en erstatningsmetaforik: Kvalitative gyldighedskriterier fremstår som en slags gyldighedens ’erstatningskaffe’: Det vi må udtænke i stedet for de egentlige og me-re ’gyldige’ gyldighedskriterier’, nemlig de kvantitative. Risikoen forbundet hermed er, at kvalitativt formulerede gyldighedsstandarder fremstår lidt ’uegentlige’, det som vi må ’nøjes med’. Eksempler på denne forståelse kan ses af følgende overvejelser: ”En svaghed ved den semistrukturerede form er, at kvaliteten af hvert interview i så høj grad er person- og situati-onsbetinget, at reproducerbarheden er ringe.” (Maunsbach og Deholm-Lambertsen 1997:27), eller som man kan læse hos Hall (1998) ”Generaliserbarhed , det vil sige at hæve sig over tid og sted, er i kvalitative undersøgelser et alvorligt problem…”, eller ”Krav om reliabilitet og pålidelighed kan ikke honoreres på samme vilkår i kvalitativ forskning som i kvantitativ forskning ”(Danielsen og Spanager 2012). Disse udsagn er langt fra enestående, og de udtrykker den noget paradoksale tendens, at man i forsøget på at formulere kvalitative gyldighedskriterier på kvalitative præmisser, samtidig stadfæster kvantitative præmisser som universelt ideal for al forskning.

Problemet med denne forståelse er ikke blot af teoretisk art, men har en praktisk be-tydning. Det medfører, at kvalitative forskere bliver optagede af valideringsteknikker, som

’så objektivt som muligt’ stadfæster en given betydning som gyldig. Teknikker såsom

’member check’ /’respondent validering’, hvor man beder informanter ’godkende’ trans-skription og analyse af f.eks. et interview, er et eksempel. Et andet eksempel er ’stepwise replication’ og forskellige former for triangulering, (Holstein 2003, Maunsbach og Dehl-holm Lambertsen 1998).’Stepwise replication’ forstås som en art forskertriangulering, hvor forskere uafhængigt af hinanden analyserer et givent datamateriale og efterfølgende ser, hvorvidt man er nået frem til samme fortolkningsresultat og kategoriseringer. Eventuelle uoverensstemmelser diskuteres, til man når ’analytisk konsensus’ (Danielsen og Spanager 2012). Oversættelsen medfører en form for usynligt aflejret kvantitativ standard eller måske endda forståelse af den viden, der produceres som en stabil entitet, hvis sandhedsværdi kan afgøres.

Om den kvalitative håndtering af spørgsmålet om generaliserbarhed, skriver Cham-berlain:

“It is still all too regrettably common to find a qualitative study, working with a small

’n’, apologizing or warning that the findings may not be applicable to other situations or groups.” (Chamberlain 2000: 291)

49

Et aktuelt dansk eksempel herpå finder vi hos bl.a. Mortensen og Adeler (2009), som skriver om deres undersøgelse om ’Kvinders erfaringer med celleforandringer’, at

”Denne undersøgelse er kvalitativ og således baseret på et relativt lille antal deltagere”.47 Med Chamberlain må vi spørge, hvorfor denne pointering overhovedet er nødvendig? Hvor-for skal man Hvor-forsikre om, at der ikke kan generaliseres pga. et lille deltagerantal? Det sær-ligt værdifulde ved kvalitativ forskning er jo netop, at den kan indfange kvaliteter, det parti-kulære og bidrage med nuancerede blikke på et fænomen, og formulere ’tykke’ beskrivelser heraf.

Severinsen (2005)48 adresserer også spørgsmålet om muligheder for generaliserbar-hed i kvalitativ sundgeneraliserbar-hedsforskning. Han advokerer det synspunkt, at forskellige – kvalitati-ve -forståelsesmåders ’succes’ skal kunne efterprøkvalitati-ves i forhold til, i hvilken grad de kan

’forudsige’ f.eks. patienters reaktioner; ikke kun undersøgelsespersonernes, men også gene-relt. (Severinsen 2005: 170) ”For at et forskningsresultat kan være anvendeligt for praktisk arbejdende sundhedsprofessionelle, skal det sige noget generelt, f.eks. om hvordan en be-stemt type patienter reagerer på en given type information” (Severinsen 2005: 171). Igen ses hvordan kvantitative idealer opretholdes som standarder for kvalitativt forskningsarbejde:

At man igennem kvalitativ metode skal finde viden, som kan forudsige adfærd og som kan generaliseres, er på mange niveauer et tvivlsomt, hvis ikke helt misforstået, ideal for kvalita-tiv forskning. Spørgsmålet er om kvalitakvalita-tiv forskning overhovedet kan producere denne type viden? Og hvis kvalitativ forskning overhovedet ville kunne gøre det (og det er jeg slet ikke sikker på), så vil det givetvis være et ganske ineffektivt redskab til det.

Det at skulle forholde sig til denne type kvantitativt aflejrede generaliserbarheds-standarder, medfører et skævvredet fokus i megen fremstilling af kvalitativ forskning. Frem for at beskrive den særlig kvalitative situation en bestemt informantoplevelse optræder i, el-ler den kontekstuelle omstændighed, der fremkalder reaktioner og følelse hos interviewper-sonerne, beskriver man, hvor mange af interviewpersonerne der oplevede hvad: ’nogle få frygtede at…’, ’for flere af deltagerne …’ (Lou et. al. 2007: 916), ’mange havde oplevet…’

(Danielsen og Spanager 2009). Der produceres her en slags skyggekvantitet, hvor ’skygge’

skal forstås på to måder: Dels er det en ’skygge’-generaliserbarhed, fordi den efterlader en formodning om, at man søger den type generalisering, som Severinsen efterspørger i

47 Andetsteds i Mortensen og Adelers artikel redegøres for deltagerantal og selektionskriterier, som selvfølgelig er væsent-lig information om metode og design – også i et kvalitativt studie.

48 Severinsens Etik og Videnskabsteori i sundhedsfagene er lærebog på medicin- og biomekanik studierne ved Syddansk Universitet siden 2005.

50

stående. Der fremskrives en art pseudorepræsentativitet. Men også ’skygge’ forstået som, at der ’skygges’ for en mere kvalitativ orienteret fortolkning af selve datamaterialet.

Hvis sigtet med kvalitativ forskning er at skabe kvalitativ forståelse af et givent praksisfelt eller fænomen, må vi forholde os til metodiske gyldighedsstandarder på andre måder end ’oversættelseskategorier’ af ovenstående type. Men hvilke og hvordan?

I Bent Flybjergs analyse ”Fem misforståelser om casestudiet”49 skriver han om gene-ralisering:

”Man kan ofte generalisere på grundlag af en enkelt case, og casestudiet kan bidrage til den videnskabelige udvikling gennem generalisering som supplement eller alternativ til andre metoder.(...) ”eksemplets magt” er undervurderet” (Flyvbjerg 2010: 473)

Flyvbjerg udfordrer her en antagelse, som han i tråd med ovenstående refleksioner finder karakteristisk særligt for forskere, som opererer inden for et naturvidenskabeligt generali-serbarhedsideal, eller paradigme om man vil, en antagelse, der består i at problematisere el-ler underkende muligheden for at generalisere ud fra casestudier – elel-ler kvalitative studier i bredere forstand. Begrundelsen bag ovenstående citat uddybes følgelig:

”Casestudiet er særligt velegnet til identificering af ”sorte svaner” fordi casestudiet er designet til at gå i dybden: Det, der tilsyneladende er ”hvidt”, viser sig ofte ved nærme-re eftersyn at vænærme-re sort” (Flyvbjerg 2010: 472).

Flyvbjerg refererer her til Karl Poppers velkendte eksempel om, hvordan en enkelt observa-tion af en sort svane modbeviser det generelle udsagn ”alle svaner er hvide”. For Popper bliver dette ophævet til et videnskabeligt ideal om falsifikationisme (Flyvbjerg 2010). Flyv-bjerg går ikke så langt som til at idealisere falsifikationisme, men opstiller en casetypologi, der udpeger et generaliseringspotentiale i tråd med Poppers rationale. Ved at orientere sig i dybden er casestudiet velegnet til at finde ’sorte svaner’, og generaliserbarheden opstår altså ved, at ”det er falsifikation og ikke verifikation, der karakteriserer casestudiet.” (Flyvbjerg 2010: 480)

49 Flyvbjergs analyse har sin eksplicitte reference til case-studiet, men hans tanker har implikationer også for kvalitativ forskning i mere generel forstand, hvorfor han inddrages.

51

3.1.4.1 Implikationer for afhandlingen

Afhandlingen læner sig op af denne forståelse og vil forsøge at indarbejde den ved at rette sit blik mod identifikation af ’sorte svaner’. Analogien mellem afhandlingens interesse i at efterspore intenderede effekter og de ikke-intenderede kulturelle sideeffekter er, at se de in-tenderede effekter som en slags ’hvide svaner’ (for nu at blive i analogien) og de kulturelle sideeffekter som ’sorte svaner’50. Undersøgelsen vil derfor tage form som afsøgende struktu-relle forskelle mellem de intenderede effekter og de kultustruktu-relle. En kulturel sideeffekt invol-verer samme falsificerende potentiale, som Flyvbjerg beskriver, ikke fordi den er hyppigt forekommende, eller at mange deltagere oplever den, men fordi identifikationen af en sådan viser, at noget andet end det, der er tænkt at skulle finde sted, faktisk finder sted. Hvor Pop-per ikke var interesseret i den sorte svane som sådan, men kun som falsificerende et generelt udsagn, er jeg netop interesseret i ’de sorte svaner’, og i hvordan de kan beskrives og forstås som en del af den praksis, de fremkommer i.

At identificere ’sorte svaner’ i forhold til de gængse forståelser af, hvad de intende-rede effekter i sundhedsfremmepraksis er, bliver derfor et fokus for afhandlingen - et fokus der indlejret har en generaliseringskraft.51

3.1.5 Opsamling

Det skal nævnes, at flere forskere aktuelt og på forskellig vis har problematiseret lignende tendenser i kvalitativ forskning - hvordan optagetheden af metoden er for dominerende, etc.

(Brinkmann & Tangaard 2010, Kvale 1997). Jeg påberåber mig altså ikke nogen radikal ny indsigt, men placerer min analyse som forankret i denne kritik. Andre har netop argumente-ret for beskrivelsesformer til at synliggøre, hvordan den kvalitative forskningsproces netop ikke kan sammenlignes med en rigoristisk, metodetjekkende praksis. I stedet pointeres den kvalitative forsknings kreative grundkarakteristika. F.eks. i form af Brinkmanns analogi til den kunstneriske skabelsesproces:

”den kvalitative analysefase på visse punkter ligner den kunstneriske skabelsesproces mere end den ligner den metodiske regelbundethed på den ene side og den håndværks-mæssige kunnen på den anden”. (Brinkman 2006)

50 Flyvbjerg giver et lignende eksempel, nemlig hvordan han i sine caseanalyser fandt, at ’det repræsentative demokrati’, som på overfladen så ud til at gælde (som en hvid svane), faktisk var fraværende i de egentlige beslutningsprocesser, som lå sorte under overfladen (Flyvbjerg 2010: 472)

51 De generelle udsagn, som jeg identificerer i afhandlingen, har – i sagens natur – ikke samme karakter som de generelle og udsagn i Poppersk forstand, eftersom de ikke har samme universelle karakter.

52

Her afspejles en aktuel optagethed af de kunstneriske og kreative elementer i kvalitativ forskning. Andre udforsker mere dybdegående denne kreativitet som f.eks. bidragyderne til Creative Spaces for Qualitative Researching (Higgs et.al 2011), som formulerer:

“There is still a need to be rigorous and to keep ourselves firmly grounded in the data we gather, but beyond this we can (and should) use our creativity to open up under-standing of the many ways in which humans engage in living practices.” (Higgs et al 2011:10)

Disse forklaringsmodi indeholder på hver sin måde et relevant billede af, hvordan vi i højere grad skal tænke os som kvalitative forskere for at undgå den type metodedyrkelse, som er fremherskende.

Vi skal erindre, at metoder er værktøjer til at hjælpe os med at undersøge verden, ik-ke mål i sig selv.

Som Chamberlain formulerer det: “...in the turn to qualitative research, we have been overly concerned with how to do it (methodolatry ). Concentration on these aspects has prevented concerns about the implications of what we do.” (Chamberlain 2000: 293)

Dette metodekritiske udgangspunkt for afhandlingen betyder ikke, at enhver metodisk systematik skal opgives, og at kvalitetsindikatorer i kvalitativ metode skal forkastes (Tanggaard og Brinkmann 2010: 492). Systematikken må dog afstemmes det fæ-nomen og genstandsfelt, der undersøges. Beskrivelse af den proces, som ens forskning gen-nemløber og udvikler, er nødvendig, for at man kan se og kritisk reflektere over, hvordan de forskellige til- og fravalg, undervejs i forskningsprocessen er foretaget. Med en anden for-mulering: ”Grundantagelser og fremgangsmåder bør være så gennemsigtige som muligt, så læseren kan vurdere lødigheden og fornuften i undersøgelsens resultater” (Tanggaard og Brinkmann 2010:491). Denne afhandlings grundantagelser og fremgangsmåde søges frem-lagt og præsenteret i følgende beskrivelse af afhandlingens metodiske design.