Analytisk ramme: positioner, talehandlinger og aktanter

For at kunne indfange hvordan grupperne udfolder deres dynamikker i den konkrete sund-hedspraksis har jeg brug for at tilføje en analysestrategi, som kan belyse praksis på det, man kan kalde et mikroniveau (jf. afhandlingens Kapitel 3 Metoderefleksioner).

Til at nærme os den ’sorte boks’, og komme en forståelse af ’gruppen’ som social teknologi nærmere, tilbyder Rom Harrés positioneringsteori sig. Positioneringsteorien bi-drager med en analytisk ramme, som kan indfange de mindre sociale sekvenser, som de for-skellige uddannelsessituationer udgør, og som kan belyse den enkelte episode i patientud-dannelsens praksis. Jeg vil derfor gå denne metodiske vej til forståelse af, hvad der er på færde i sundhedscenterets patientgrupper, til en belysning af hvad det særlige ved gruppen er.

175

7.3.4.1 Harrés positioneringsmodel

Fra positioneringsperspektivet er hovedinteressen at beskrive personers intentionelle hand-linger. Intentionelle handlinger tager altid form i en given social praksis, under en ”lokal moralsk orden, det lokale system af rettigheder og pligter” (Harré & van Langenhove 1999, citeret fra Brinkmann 2008:67). Denne praksis ordner handlingerne som handlinger af be-stemte typer. At holde et andet menneske i hånden, f.eks., er kun en handling, som vi kan tolke som handling og give mening, fordi den finder sted under en kulturel og moralsk ord-nende orden. ’At holde i hånd’ kan f.eks. betyde, at man ’viser et intimt tilhørsforhold’ en-ten som ’par’ eller som ’forældre-barn’. I en anden sammenhæng er det måske en ’hjælp’ el-ler ’trøst’, der kommer til udtryk i en ’sygeplejerske – patient’ relation. Under igen andre kulturelle ordner er det at ’holde i hånd’ en ’markering af social og politisk alliance’, som i mange afrikanske kulturer f.eks. Intentionelle handlinger kan altså ikke foregå uden for en sådan social orden og praksis¹³⁶. Et forhold Svend Brinkmann uddyber:

”Vi kan kun udpege en handling i begivenheden, fordi vi kan placere handlingen i en overordnet social praksis. Enhver handling qua handling forudsætter eksistensen af en praksis for at udføre handlingen. (...) Jeg kan kun love min familie at tage opvasken, fordi der findes en praksis, vi kalder ” at afgive løfter” og en anden, vi kalder ”at vaske op”.” (Brinkmann 2008: 57)

Positioneringsteorien er oprindeligt formuleret som et kritisk alternativ til rollebegrebet.

Med sin reference til skuespillet peger rollebegrebet, helt i lighed med positioneringstanke-gangen, på, at det f.eks. at være patient er andet og mere end blot en biomedicinsk benæv-nelse, at være patient involverer også sociale og kulturelle dimensioner. Men rollebegrebet kritiseres for at være et alt for statisk begreb, der ikke indfanger relationelle og dynamiske sammenhænge i sociale praksisser, og som alternativt begreb foreslås derfor position.

Positioneringsteorien bygger på tre hovedbegreber, kendt som positioneringstrekan-ten. Der er her tale om tre analytiske begreber, der i sammenhæng danner udgangspunkt for positioneringsanalysen, nemlig 1) position, 2) handling og 3) ’story line’ (som jeg her vil oversætte baggrundsnarrativ)¹³⁷.

En position defineres som en ’klynge af rettigheder og pligter’ til at udføre visse handlinger. En position kan ligeledes indebære forbud mod handlinger, eller at man nægtes

136 Dette er også i overensstemmelse med Ludvig Wittgensteins (1953) forståelse af, at handlinger kun får mening igennem at være en del af offentligt observerbar praksis.

137 Svend Brinckmans oversætter det i ”Identitet” (2008) som blot narrativ. Men jeg vil gerne understrege, at der er tale om en slags over- eller bagvedliggende forløbsramme og vælger derfor at oversætte det til baggrundsnarrativ.

176

adgang til nogle af de meningsfulde handlinger, som gives i kraft af det lokalt forankrede repertoire. På sin vis er der i ethvert socialt miljø et felt af positioner, som mennesker kan adoptere og forsøge at lokalisere sig selv i, blive skubbet ind i, eller blive flyttet væk fra el-ler nægtet adgang til, løsrive sig fra osv. Det dynamiske, bevægelige og foranderlige tyde-liggøres her.

En position kan beskrives på flere forskellige måder. For det første kan en positions-beskrivelse nogle gange tage form som en opsummerende redegørelse af de handlemønstre der viser sig, når en bestemt type episode underkastes en meningsorienteret analyse. Andre gange er omdrejningspunktet for beskrivelsen af en position det, at vi har fælles forventnin-ger til et bestemt og afgrænset stykke af hverdagslivet. Og nogle gange taforventnin-ger beskrivelsen i højere grad udgangspunkt i lidt bredere kognitive dispositioner: ’to reason, to respond, to act in certain ways’ (Harré & Slocum 2003: 130).

Som antydet i ovenstående bestemmes handlingen¹³⁸ både som tale og andre handlin-ger. Videre forklares det, at enhver social signifikant handling, bevægelse eller tale må for-tolkes som netop en bestemt slags handling. Et håndtryk er kun en intenderet handling i en bestemt social episode. Om det udtrykker ’en hilsen’, ’et farvel’, ’et tillykke’, ’et salg’ eller noget helt femte kan kun forstås i kraft af den sociale episode og falder under dennes kultu-relle regler og normer. Handlingen må gives mening i den udfoldende episode, som den ud-gør en del af (Harré & Moghaddam 2003).

Baggrundsnarrativet (story line) er det, der ordner episoden. Sociale episoder udfol-der sig ikke tilfældigt. De følger allerede etablerede bevægelsesmønstre, som er den over- eller underliggende moralske og sociale orden, som ordner af narrative konventioner. Der findes ganske konventionelle og korte baggrundsnarrativer. For eksempel kan en ’story line’

eller narrativ blot være ’Læge – patient’. Dette baggrundsnarrativ opsummerer, hvad der kan forventes, hvilke handlinger der må gives betydning som handlinger på hvilken måde i episoden. Lægen har f.eks. ret til at foreskrive, patienten pligten til gøre som foreskrevet.

Lægen har ret til at stille en række (muligvis ganske intime) spørgsmål, patienten har pligt til at svare på disse. For at vi kan fortolke handlinger, må vi relatere dem til de narrative mønstre, de udspiller sig på baggrund af. Når vi fortolker handlinger og spørger (med Har-rés eksempel) ’er dette kys et forræderi?’, ’Er denne selvmordsbombe heroisk frihedskamp

138 Tre kategorier af handlinger:1) Handlinger som man har udført, udfører eller vil udføre. 2) Handlinger som man har til-ladelse til at udføre eller er blevet opmuntret til. 3: Handlinger som man er fysisk og temperamentsmæssigt i stand til at udføre (Harré og Moghaddam 2003).

177

eller kujonagtig terror’, ja, så er det baggrundsnarrativet – storylinen, som giver mening til handlingerne (Harré & Moghaddam 2003).

I selve det analytiske arbejde er det ikke nødvendigvis i baggrundsnarrativet, man tager udgangspunkt. Positioneringstrekanten kan sagtens entreres igennem en talehandling (speech act), eller positionsidentifikation. Metodisk man kan altså begynde analysen gen-nem alle tre led, mens det dog anføres, at det oftest vil være mest belysende indledningsvis at beskrive baggrundsnarrativet. Indledende at identificere et baggrundsnarrativ som ’Læ-ge- patient’ narrativet opsummerer, hvad der kan forventes. Hvem der har ret og pligt til hvad. Her ud fra kan man analysere, hvordan positionerne igennem talehandlinger udvikler sig, forhandles og muligvis transformeres. Har alle f.eks. lige adgang til det lokale repertoire af meningsfulde handlinger i episoden? Sker der ændringer undervejs?

Et andet væsentligt træk ved positioneringstanken er, at positioner er relative i for-hold til hinanden. Hvis en person indtager positionen sygeplejerske, vil det formodes, at en anden er patient, og muligvis ikke bare er, men kan presses ind i positionen som patient.

Ganske centralt for denne analyse er i øvrigt, at man godt kan indoptage to forskelli-ge positioner samtidig, f.eks. kan man både være patient og selvstændig erhvervsdrivende.

Følgelig kan også flere forskellige baggrundsnarrativer udfolde sig samtidigt (Harré og Mo-ghaddam 2003:129).

7.3.4.2 Talehandlinger

For at kunne komme helt tæt på gruppernes sproglige praksis, vil jeg inddrage talehand-lingsteorien som et analytisk greb også. Positioneringsteorien erklærer et tæt slægtskab med talehandlingsteorien (speech act theory), særligt som den er udviklet af John Austin (Austin 1962), (Harré og Moghaddam 2003: 128). Talehandlingsteoriens kongstanke er, at udsagns betydning ikke kun vedrører deres sandhedsværdi eller sagsforholdet, men derimod også in-volverer handling eller noget performativt. Udsagnet ’luk døren’ indeholder én betydnings-del, hvad angår sagsforholdet, det vil sige, hvordan jeg gerne vil have døren (åben/lukket), men samtidig indeholder udsagnet også handlingen ’at give en ordre’. For talehandlingsteo-retikerne er det nu afgørende at forstå og undersøge sproglige udsagn som netop performati-ver eller handlinger. Da den analytiske interesse i det følgende bl.a. vil være på betydnings-lagene i forskellige udsagn, indeholder talehandlingsteorien en relevant analysemæssig for-klaringskraft. En kort skitsering af en af talehandlingsteoriens centrale analytiske figurer, nemlig tredelingen af lokutionært, illokutionært og perlokutionært niveau, vil derfor danne en belysende ramme i denne analytiske sammenhæng.

178

Som sagt identificerer John Austin tre niveauer, nemlig det lokutionære, det illoku-tionnære og det perlokutionære. Til illustration af, hvad der er på færde i denne triade, giver Austin det velkendte eksempel, nemlig udsagnet ”Tyren er løs”. Pointen er nu, at der i dette udsagn kan lokaliseres tre niveauer, på hvilke talehandlingerne udfolder sig. På det lokutio-nære niveau er der tale om at give viden (om hvor tyren er). På det illokutiolokutio-nære niveau skal udsagnet forstås som handlingen ’at advare’ (at den anden skal passe på). Sluttelig omhand-ler det perlokutionære niveau effekten på modtageren (at den anden forskrækkes og flytter sig, f.eks.). Der skelnes her mellem de intenderede effekter og så de faktisk forekommende.

Positioneringsperspektivet vil på denne måde i analysen blive kombineret med en nærlæsningsstrategi, der kan belyse de enkelte udsagns betydning, f.eks. i form af illokutio-nær kraft, ind i den sammenhæng, de udsiges i, de enkelte udsagn som talehandlinger tilhø-rende bestemte narrative konventioner for patientuddannelse. Inden jeg bevæger mig videre til den empiriske analyse vil jeg kort præcisere, hvad jeg forstår ved at analysere ’gruppen som gruppe’.

7.3.4.3 Gruppen som aktant

Min overordnede interesse i følgende analyse er som sagt, hvordan gruppen manifesterer sig som ’gruppe’ i forhold til den patientuddannelseskontekst, den er forankret i. Analysen vil have fokus på gruppen som en helhed, frem for de enkelte individer i den. Gruppen ses som et hele, som et samlet rum for positioner, som kun gives i kraft af at være i gruppen. Med Harré og Moghaddam kan vi sige, at det at være en del af en patientuddannelsesgruppe for-stås en position i sig selv. Den enkelte del-af-en-patientuddannelsesgruppe-position kan va-riere noget, afhængigt af hvordan den enkelte gruppe konfigureres og etablerer sig, men un-der alle omstændigheun-der vil positionen, som del af en gruppe i sig selv, vise sig betydnings-fuld. Man kan sige, at jeg vil prøve at tage den anskuelse på ordet, at grupperne vil have en positiv effekt og finde ud af, hvad det at være i en gruppe får af betydning – ikke for indivi-derne i den,¹³⁹ men for patientuddannelsessituationen som sådan. Gruppen ses dermed som en kollektiv kraft – et hele.

Et greb, som hjælper til præcist at udfolde denne rammesætning af analysen, er at se

’gruppen’ som en aktant. Aktantbegrebet finder vi flere steder, bl.a. hos litteraturteoretike-ren A. J. Greimas¹⁴⁰. Greimas var i sine litterære analyser interesseret i at identificere de

139 Som i analyserne af Juul Nielsen og Grøn, f.eks.

140 Også hovedarkitekten bag ANT-teorierne, Bruno Latour, trækker på Greimas i sin forståelse og indoptagelse af aktant-begrebet (Latour 2005: 54-55). Når Latour overfører aktantaktant-begrebet til sociologiens felt, er det fordi, det kan bidrage

179

funktionelt bærende elementer, som driver en fortælling fremad (Greimas 1974) Han opstil-ler sin velkendte aktantmodel, der består af forskellige kategorier, hovedpersonen - subjek-tet, der omkranses af forskellige figurer, bl.a. en hjælper figur, en modstander, en giver, et objekt, etc.¹⁴¹ Ideen er altså, at det ikke er selve personerne, som er i fokus, men visse træk eller funktioner ved disse, der er afgørende for, hvordan fortællingen bevæger sig fremad.

Forskellige karakterer kan fungere som samme type aktant, en ’modstander’ kan f.eks. både lokaliseres som heks, konge eller hund. I undersøgelsen adopteres aktant begrebet altså som en analytisk hjælp til at kunne anskueliggøre, hvordan gruppen, som aktant forstået, virker i uddannelsessituationerne. Udover at give begreb for gruppen som aktant, anvender jeg Greimas som en form for zoomlinse, der kan fokusere det narrative i de analyserede sekven-ser helt frem. Netop ved at være indstillet til at indfange det, der driver en fortælling frem, supplerer han positioneringsmodellen.

7.3.4.4 Opsamlende om den analytiske ramme

Med denne analytiske optik lagt an, bestående af fokus på positionering, talehandlinger, og gruppen som aktant i narrative sekvenser, vil jeg nu se på grupperne. Jeg vil søge at skrive frem, hvad gruppen bidrager til, afstedkommer i forhold til at målet er at uddanne til øget sundhed. Hvordan gruppen i gruppebaseret patientuddannelse fungerer.