Udviklingen af et teoretisk repertoire

Til denne udfoldelse har jeg, som nævnt tidligere, brug for ikke at lægge mig fast på ét en-kelt teoriperspektiv i analyserne, men vil derimod forsøge at udvikle et teoretisk repertoire.

Med Tanggaard & Brinkmann (2010:51-52) har jeg anvendt den analytiske strategi ’at læse teoretisk’, som består i ”at man læser sit materiale ud fra et teoretisk kendskab til feltet, men uden nødvendigvis at være bundet af bestemte pardigmatiske fremgangsmåder” (ibid). Jeg har allerede nævnt afhandlingens to teoretiske hovedspor. Men i den empiriske analyse har jeg brug for at supplere disse med mere finkornede teoretiske linser, som kan bidrage til den nærlæsning og fortolkning af empirien der, som nævnt, er dette drevet af et ønske om at ind-fange kompleksiteten i sundhedscenterets praksis, at belyse praksis fra forskellige vinkler.

Afhandlingen trækker derfor på flere forskellige teoretiske positioner, hvorfra jeg henter mit

’repertoire’ ind.

Jeg ser disse, som overordnet grupperet i fire positioner, hvoraf de to allerede er præsenteret⁶³, nemlig:

 Et Aristoteles-inspireret perspektiv, som udover David Buchanan og Alasdair MacIntyre, som allerede har været inddraget i 2. kapitel, også tæller Martha Nuss-baum.

 Et Foucualt-inspireret perspektiv med fokus på governmentality-begrebet, som også er tidligere nævnt. I en dansk kontekst trækker bl.a. Lene Otto, Lisa Dahlager, Ka-spar Villadsen og Signild Vallgårda på dette perspektiv. Internationalt ses bl.a. nav-ne som Helenav-ne Ahl, Nikolas Rose og Mariana Valverde i dennav-ne gruppering.

 Et Wittgensteinsk talehandlingsorienteret perspektiv. Her skal særligt nævnes R.S.

Peters, John Austin og Rom Harré.

 Et narratologisk perspektiv, som inddrager A.J. Greimas, Wolffgang Iser, og i det hele taget narratologiens analyseredskaber (Czarniawska 2010, Charon 2008)

Målet med afhandlingen er ikke at give en detaljeret komparativ teoridiskussion og derefter illustrere forskellige teorier empirisk. Derimod er idéen, at teoriperspektiverne kan belyse forskellige dimensioner ved praksis. Jeg har derfor valgt løbende at inddrage de forskellige teoriperspektiver, og kort forklare dem, som analysen kalder dem frem

63 Denne teoretiske gruppering er selvfølgelig mit forsimplende og fortolkende greb, og skal ikke ses som et forsøg på at skrive teorihistorie. Det er langt fra sikkert, om alle de nævnte vil bekende sig til den tradition, jeg placerer dem i. Når jeg vælger at foretage denne gruppering alligevel er det for at forklare, hvordan de er tænkt i denne afhandlings analyse, og der ser jeg fire dimensioner af praksis, som disse teoretikere bidrager med forskellige linser til at belyse.

73

3.2.6.1 Teorishopping eller sammenhængende teorikompleks

Risikoen ved vælge en så forholdsvis plural teoretisk tilgang som i denne afhandling er, at det sker på bekostning af en egentlig teoretisk kohærens; lidt kækt formuleret er risikoen, at man ender i teorishopping. Og det er selvklart ikke rationalet bag inddragelsen af de valgte teoriperspektiver. I det følgende vil jeg derfor kort redegøre for, hvordan jeg har tænkt, at teoretikere fra disse fire perspektiver var frugtbare dialogpartnere undervejs på de forskelli-ge analytiske niveauer.

3.2.6.2 Fire teoretiske linser

Jeg ser de forskellige teoretiske perspektiver som ’linser’, hvorigennem vi kan se dimensio-ner af sundhedscenterets praksis, som ellers ligger ubelyste hen. Eftersom afhandlingens in-teresse er at indfange en flerhed af betydninger i begreber og dimensioner i praksis, er der valgt teoretiske linser eller dialogpartnere, om man vil, til at belyse forskellige dimensioner i praksis.

På et overordnet niveau ligger det dobbelte teoretiske spor i form af Aristoteles- og Foucualt perspektiverne. Som jeg har berørt i Kapitel 2, kan vi med teoretikere som f.eks.

MacIntyre og Buchanan udfolde de situerede, værdimæssige sammenhænge og lokale fæl-lesskaber, som deltagerne i sundhedscenteret fortolker sig selv i forhold til. Med Foucault-perspektivet kan det undersøges, hvordan sundhedsfremme også er en form for magtudøvel-se, hvor vi igennem forskellige teknologier underlægges og underlægger os selv forskellige sundhedsnormer.

I forhold til den mere konkrete empiriske analyse er der behov for en mere finkornet indstilling af linsen, eftersom jeg på et ’mikro-niveau’ er interesseret i at sige noget om de udsagn, de konkrete interaktioner og sociale samspil, der udspiller sig i disse analytiske rum. Wittgensteinperspektivet tilbyder her et meget sensitivt blik for de enkelte talehandlin-ger, udsigelsespositioner, mv. Den narratologiske linse zoomer ind på nogle af de konkrete fortællemæssige figurer og har den særlige force at kunne få greb om de forløb, som delta-gerene gennemlever i sundhedscentret.

Talehandlings- og narratologiperspektiverne er på den måde i højere grad instrumen-telle greb på den empiriske analyse, der indrammes af den overliggende teoretiske ramme som er spændt ud mellem Foucault- og Aristotelestraditionerne.

74

3.2.6.3 Fremstilling

I forhold til fremstillingen af den empiriske analyse har jeg valgt forskellige måder at ind-skrive de empiriske eksemplificeringer. I visse tilfælde har jeg valgt at konstruere dele af empirien til små narrativt kondenserede fortællinger – en slags mikro-narrativer (selvfølge-lig med henvisning til de bilag hvori man finder den oprinde(selvfølge-lige transskription eller feltno-te). Inspirationen til dette er parafrasen, som man kender den fra litteraturanalysen – det ind-ledende og selvfølgelig narrativt vinklede resume af en længere fortælling. Jeg låner også her fra den naturalistiske fiktion og forsøger at etablere situationen, ’som om læseren var der’ (Czarniawska 2010). Eksempler herpå er de to situationer fra individuel rådgivning, som indleder afhandlingen. Her trækker jeg altså formmæssigt på en narratologisk fremstil-lingstradition.

Derudover vælger jeg at indsætte citater i mere oprindelig form, når en særlig dialog eller udveksling skal nærlæses, f.eks. hvis en interessant selvmodsigelse, en metafor eller et særligt træk ved udsigelsespositionen og dialogen er det, der skal belyses. Denne fremstil-lingsform er mere generelt udbredt i kvalitative undersøgelser inden for sociologiske og an-tropologiske traditioner. Hvor det bidrager til en klarere mening, vil jeg i afhandlingen om-skrive og forkorte citaterne, så de i højere grad finder en form som skriftsprog, for at undgå at præsentere det talte sprog, som er gengivet i transskriptionen i en vansiret udklædning som skriftsprog.

75

4. MÅLINGERNE

Det følgende kapitel indeholder en analyse af spændingsfeltet mellem de intenderede effek-ter, på den ene side, og de kulturelle sideeffekter på den anden, i den del af sundhedscente-rets praksis, som omhandler brugen af målinger. Målinger anvendes gennemgående i sund-hedscenterets praksis.⁶⁴ Målinger af f.eks. vægt, BMI, blodsukker, kroppens fedtindhold, lungernes kulilteindhold, og kalorieindtag foretages primært i uddannelsesdelene af tilbud-dene, og her ses ligeledes forskellige skemaer til registrering af hverdagens aktiviteter. Og-så motionsdelene involverer målinger, i form af skemaer, der registrerer den enkelte delta-gers træningsaktiviteter fra gang til gang. ⁶⁵

Som tidligere nævnt i kapitel 3, har jeg undervejs i min empiri fundet, at der var no-get særligt på færde i forhold til de målinger, der foretages; at disse ikke blot er neutrale fi-gurer i den konkrete praksis, men kommer til at betyde noget andet eller mere end deres til-tænkte funktion. Målingerne afstedkommer på sin vis kulturelle sideeffekter, hvorfor jeg i det følgende vil undersøge, hvordan disse kan karakteriseres.

Afsnittet fokuserer primært på de aktiviteter i sundhedscenteret, som knytter sig til livsstilsholdene og rehabiliteringsforløbene for KOL og Type2diabetes, idet målingerne ik-ke spillede samme centrale rolle på ’Motion på recept’ holdet.⁶⁶ Indledningsvis vil jeg særlig have fokus på rehabiliteringsforløbene for KOL og Type2diabetes for derefter også at un-dersøge Livsstilsholdets målinger. Kapitlet vil lægge en teoretisk ramme om analysen, der primært vil undersøge de narrative funktioner, som målingerne har i den mere overordnede

’rehabiliterings- eller sundhedsfremmefortælling’.