Gruppen som modstand og modstander

Gruppemekanismernes polyfone virkninger viser sig også som hhv. modstand og modstan-der mod (dele af) patientuddannelsesaktiviteterne. Modstand i gruppen dannes både mod den interne sundhedsprofessionelle på holdet, og eksterne sundhedsprofessionelle, hvilket il-lustreres i det følgende. I en Harré’sk optik kan det belyses, hvordan positionen som grup-pemedlem giver andre rettigheder til at indgå i kamp om positioner og til at udfordre legiti-miteten af den sundhedsprofessionelles position. At gruppen til tider også er åben og direkte modstander i forhold til den konkrete sundhedsprofessionelle vil også blive eksemplificeret.

7.4.3.1 De inkompetente alment praktiserende læger

I interviewet med type2diabetesholdet diskuterer deltagerne, hvordan deres alment praktise-rende læger bidrager i deres sygdomsforløb. Holdet genoptager her en diskussion fra tidlige-re:

Poul: For jeg har jo før givet udtryk for, måske sådan lidt i spøg, at jeg har opfattet, at når man går til alment praktiserende læge...

Lisbeth: Jamen, de fortæller aldrig noget.

145 Jf. også analysen i afhandlingens Kapitel 6 Akrasia og uinteresse, som netop viste, at hovedparten af deltagerne på det-te livsstilshold er der for motionen.

194

Poul: Man har faktisk indtrykket af, at de ingenting ved, rigtig... i hvert fald for lidt. I hvert fald for lidt, ikke?

Karl: De kan følge op på det, de selv kan læse om Poul: Ja, og så tager de nogle blodprøver og Karl: altså, det er sådan, jeg opfatter det Jane: At de følger op på det?

Karl: Altså de der diabeter…iske bøger, man kan læse. Vi kan stille spørgsmål derud-fra. De siger ikke noget selv.

Jane: De kommer ikke med noget selv?

Lisbeth: Nej. Det eneste de siger, de siger selvfølgelig, I skal tage det meget alvorligt, I har en sygdom

Karl: Ja, ja

Lisbeth: Jamen, det ved vi jo godt, at vi skal. Vi skal jo ikke have følgesygdomme Jane: Og så?

Lisbeth: Og så tænker man: Ja, det er godt med jer! (Bilag 3, s.3-4)

I denne dialogsekvens ses det altså, hvordan denne gruppe (som ikke har samme alment praktiserende læge) diskuterer alment praktiserende lægers rolle i deres sygdomsforløb.

Gruppen kan på den måde siges at stadfæste den eksterne ekspert, de alment praktiserende læger, som inkompetente, som nogle der ikke kan bidrage med nyt. I gruppen kan modstan-den præsenteres og dyrkes som en fælles erfaring. De alment praktiserende læger positione-res her, som ’hjælpere man ikke kan regne med’; dem man egentlig havde regnet med ville hjælpe én på vej videre i behandlingsforløbet, men som kun læser op af bøger, man selv kunne have læst, og fortæller det man ved i forvejen.

Dette kunne hver enkelt af deltagerne på holdet sagtens have tænkt individuelt, men det at tænke det sammen i gruppen, og tale om det som gruppe, gør, at det som en delt erfa-ring får en anden betydning. Man kan sige, at med gruppens generelle erfaerfa-ring transforme-res baggrundsnarrativet fra, at lægen står som hjælper i forhold til type2diabetespatienten, til at lægen faktisk sjældent hjælper type2diabetespatienter.

7.4.3.2 Tvekampen

Det følgende eksempel er et brudstykke af en samtale mellem en sundhedsprofessionel og en deltager på KOL-hold, Hanne. Som tidligere nævnt i dette afsnit er Hanne denne gruppes uformelle leder.

Hanne siger, at hun altid skyller ris, pasta og kartofler for at undgå stivelse og urenhe-der.

Diætisten siger: ’Men stivelsen er ikke skadelig’.

Hanne siger at: ’Men det er heller ikke sundt, og så undgår du det!’

Tove siger: ’Nå, så det er usundt.’

195

Diætisten svarer, at det at skylle ris og pasta, osv. ’ikke er sådan noget, vi anbefaler’.

(Bilag 1, s. 9)

Vi er her vidner til en lille tvekamp om skylning af stivelsesprodukter mellem den sund-hedsprofessionelle og så den uformelle leder af gruppen. Tvekampen konstitueres, fordi denne gruppe har en forholdsvis tydelig ledende skikkelse i form af Hanne. Havde der været tale om et individuelt møde, havde Hanne ikke været leder (på trods af uformel) af en grup-pe, og dermed ikke haft samme position at tale ud fra. Som leder har hun andre diskursive rettigheder over for den sundhedsprofessionelle, end havde hun befundet sig i en position som individuel patient over for en sundhedsprofessionel ekspert. Hvilket her viser sig ved hendes noget kontante afvisning af diætistens videnskabelige indlæg om, at stivelsen ikke skader. Tove bakker hende op, og stadfæster hendes lederskab med en underkendelse af den sundhedsprofessionelles position som ekspert.

7.4.3.3 Når ekspertstemmen drukner

I andre tilfælde er det gruppen som flerstemmighed, der volder den sundhedsprofessionelle – som ene stemme – vanskeligheder. På KOL-holdet underviser en diætist i kostvejledning.

Diætisten spørger deltagerne, hvordan det er gået med vægten siden sidst. For alle deltagere gælder, ifølge diætisten, at de enten skal tage på eller vedligeholde deres vægt. Runden er netop gået i gang, da følgende sekvens udspiller sig:

Tove fortæller, at hun gerne vil ned i vægt. Hun mener, at hun spiser forkert: ”Jeg lever af slik”.

Diætisten svarer: ”Jeg ville jo gerne have, at du vedligeholder din vægt”.

Tove siger bestemt og forundret: ”Neæj! Der sidder sådan en pølse der på maven, der generer!”. Tage siger, at det ikke skal være fanatisk med vægt og overvægt. Gruppen begynder at tale om, hvad god mad er. Tove fortæller, at hun fik klipfisk med senneps-sovs i sidste uge, og det er de enige om er godt. Der breder sig en generel hyggesnak.

(Bilag 1, s. 8)

I denne sekvens overdøves diætistens rådgivning om at vedligeholde sin vægt af gruppens stemmer. Udsagnet neutraliseres på sin vis herved. Først med Toves undrende afvisning, der følges op af Tages generaliserede udsagn, som igen foranlediger ’klipfiskesnakken’ i grup-pen. Uden ekspliciteret modstand, men igennem overdøvende gruppestemmer, der, én efter én, skyller ind over bordet, drukner den professionelles stemme i gruppens kor.

Sekvensen er paradigmatisk for hele sessionen, hvor diætisten har meget vanskeligt ved at få ørenlyd. Hendes forsøg på at etablere en ’hvad er der sket siden sidst med vægten

196

runde’, etableres aldrig som fælles runde, hvor deltagerne på skift fortæller. I stedet tager den form som diætistens korte individuelle samtaler med enkelte deltagere ad gangen om deres vægtsituation, åbenlyst forstyrret af, at de andre deltagere småsnakker i et tilsynela-dende hyggeligt samvær på kryds og tværs af bordet, hvor nogle af de emner, der bliver vendt er, hvorvidt man får mad midt på dagen eller om aftenen, om hvornår ens forældre spiste, om man tager middagslur, som nogle har hørt er blevet moderne igen, osv. Sine ste-der kan diætisten knap komme i kontakt med dem, hun gerne vil spørge. Når de hører hen-de, svarer de høfligt, men forholdsvis uinteresserehen-de, og skifter gerne emne:

Diætisten går videre til at tale med Tage om hans vægt (denne samtale foregår mellem dem kun, mens de andre snakker lidt). Han har taget 2 kilo på, men det betyder ikke så meget, siger han. Han spiser meget om aftenen, mest af kedsomhed.

Hanne bryder ind: ”Vil du have kaffe, Tage?”

Tage siger nej tak.

”Nej, du vil hellere have en smøg”, siger Jytte (som også ryger) og smiler. ”Ja”, svarer Tage smilende. (Bilag 1, s.8)

Som ’gruppe’ får deltagerne mulighed for at styre, hvad der siges hvornår til hvem. Om det er vægttab, der skal diskuteres, kaffe der skal tilbydes, eller cigaretter man har lyst til at ry-ge. Gruppen styrer samtalen, som den kollektivitet af stemmer den er. Den asymmetri, der var konventionen for narrativet ’Sundhedsprofessionel-patient’, brydes her. Iboende det at være gruppe ligger således en latent mulighed for at kvæle det budskab, som den sundheds-professionelle søger at give stemme. Det at være i en gruppe, tildeler deltagerne positioner, hvor deres kor af hyggeligt samvær blokerer for, at sundhedsbudskabet trænger igennem.

Ikke blokerer i den forstand, at der ydes aktiv modstand mod at høre diætisten. Mere som en stiltiende nægtet adgang til det repertoire, som diætisten forventer, er hendes ret - som van-det på en gås, der lige rystes af.

7.4.3.4 Gruppen som direkte modstand

Andre gange er der tale om direkte modstand mod eksperten, hendes biomedicinske viden og objektive målinger. Følgende sekvens er ligeledes fra en observation, hvor KOL-holdet har undervisning om kost, med samme diætist som vi mødte ovenfor:

Diætisten vil gerne tale om undervægt med deltagerne. Hun forklarer først, hvornår ens BMI er normalt/for lavt/for højt afhængig af alder. Hun har en lille lommeregner med og vil gerne måle deres BMI: Hanne og Jyttes BMI er hhv. 16 og 17. De er godt klar over, at de er undervægtige, og taler om hvor svært det er at tage på. Tage finder ud af,

197

at han er undervægtig. Han har et BMI på 22,5 og skal ligge på 24. Han forstår det ikke.

Han synes selv, at han har fået lidt mave. Tove siger sin vægt. Hendes BMI er 23, og det er i underkanten, siger diætisten. ”Hvad, og jeg som gerne vil tabe mig!” siger Tove.

Diætisten siger, at det godt kan lyde mærkeligt, men at hun skal passe på ikke at tabe sig. Diætisten fortsætter med dialog og rådgivning omkring hvordan man holder sin vægt, undgår at tabe sig, og tage på. ”Det I skal, det er alt det man normalt ikke må, med fløde, smør, æg og ost med høje fedtprocenter.”

Tage: ”Jeg forstår ikke rigtigt det her. Man skulle tro, du talte til anoreksipatienter. Jeg har lidt mave, og hvis sådan en som mig spiser det, du siger, så får jeg mere.”

Tove ”Jamen jeg kan ikke få det til at passe med det kolesterol?

Diætisten: ”Hvis man er undervægtig med forhøjet kolesterol, så ser man i hvert enkelt tilfælde på vægten. Men I to ligger jo tæt på normalområdet.”

Tove: ”Jeg er glad for min vægt, jeg ønsker ikke at tage på”.

Tage: ”Jeg er også tilfreds med min vægt”.

Hanne: ”Det er godt, der er tilfredse mennesker”.

Alle ler. (sammenskrevet efter Bilag 1, s. 5)

Med et Greimask greb kan det analyseres, hvordan den sundhedsprofessionelles position transformeres fra ’hjælper’-positionen til ’modstander’-positionen. Baggrundsnarrativets konvention tilsiger, at en sundhedsprofessionel burde indtræde i en hjælper-position, ikke som en modstander. Men gruppen har en iboende kollektiv kraft, som gør, at de ikke blot oplever den sundhedsprofessionelle som modstander, de kan faktisk positionere hende som modstander. Når Tage således udtaler, at ’man skulle tro hun talte til anoreksipatienter’, så er der – på et lokutionært niveau – tale om, at han udtrykker over for hende, at han ikke for-står, at hun kan finde ham undervægtig. Samtidig – på et illokutionært niveau – er handlin-gen ’et angreb’ på hende, både som ekspert og hjælper. Den kollektive tilslutning undermi-nerer hendes position. Den eroderer under hende, og end ikke hendes objektive målinger har status som sådanne i denne episode. Alle deltagere, særligt Hanne til sidst i sekvensen, støt-ter Tove og Tage i, at de godt kan være tilfredse med deres vægt. Gruppen sanktionerer de-res tilfredshed med vægten, som det gældende i sammenhængen, ikke de objektive målinger af for lave BMI, som lommeregneren har kalkuleret frem.

Husker vi Maunsbach (2002), så anførte hun netop, hvordan man måtte formode, at asymmetrien mellem ekspert og patient på positiv vis udjævnes i gruppeuddannelse. Det synliggøres her, at hun for så vidt har ret, dog med et noget anderledes udkomme end det til-tænkte; hvor idéen for hende var, at det at skabe en mere symmetrisk relation ville betyde, at den enkelte patient ikke ’domineres’ i samme grad (som ville bidrage positivt til at fremme sundhedsbudskabet), så sker der tværtimod det, at asymmetrien re-organiseres, ikke i en symmetri, men en omvendt asymmetri, nu med patientgruppen som dominant eller styrende.

At være en del af en social sammenhæng af en vis styrke, en gruppe eller et hold, gør, at

198

man kan modstå og gå offensivt imod, ikke bare sundhedsprofessionelle, men faktisk også objektive målinger, som sanktioneres eller ikke sanktioners af gruppen.