Godernes kommensurabilitet

Afsættet for Sokrates’, og med ham Platons, refleksion over akrasia-fænomenet er eftersøg-ningen af en ’etisk videnskab’, samt ideen om, at hvis en sådan skal kunne etableres, så må den tage form som en ‘science of measurement’.¹¹¹ Derfor vil jeg lade dette være denne ana-lyses begyndelsespunkt, inden vi når frem til den egentlige akrasia-tematik.

110En mere udførlig filosofihistorisk gennemgang af akrasia-problemet finder vi hos Stroud & Tappolet (2003: 1-17).

Akrasia-problematikkens første filosofiske behandling dateres som oftest til Sokrates anførelse af, at viljens svaghed ik-ke logisk er mulig. Efterfølgende udfordrer Aristoteles udfordring dette ved at pege på, at virik-keligheden taler imod So-krates. En moderne genoplivning af akrasia-problematikken sættes i gang af Hare, som argumenterer for, at akrasia ikke mulig. Han bygger dette på en stærk form for internalisme, nemlig at der er en intern relation mellem moralske begrun-delser på den ene side og praktisk handlen på den anden: Man kan ikke sige, ’jeg bør x’, meningsfuldt, uden faktisk ’at gøre x’. Modsat Hare, argumenterer Donald Davidson i How Is Weakness of the Will Possible? for, at akrasia er mulig.

Han skelner mellem forskellige slags evaluerende begrundelser: ubetingede evaluative begrundelser og alle-ting-taget-i-betragtning begrundelser. Den sidste kategori muliggør aktratisk handlen. Efter Davidson har akrasia-spørgsmålet fået en renæssance filosofisk set (se f.eks. også Alfred Mele (1987). Majoriteten af teoretikere antager Davidsons synspunkt, at akratisk eller inkonsistent handlen er faktisk forekommende, og at filosofien derfor må kunne forklare denne. Præcist hvordan, forklaringen lyder, er en fortløbende filosofisk diskussion.

111Jeg følger her primært Martha Nussbaums analyser af Platon (Nussbaum1990, Nussbaum, 1997, Nussbaum 2001)

142

Om Platons ide om at finde en etisk videnskab, formulerer Martha Nussbaum:

“Plato (…) proceeded in just this way, holding that we would have an adequate ethical science only if we did establish it as a "science of measurement," in which all the di-verse values that people ordinarily pursue were understood as merely different quanti-ties of a single over-arching value.” (Nussbaum 1997: 1199)

For at kunne udvikle en sådan etisk videnskab, må goder principielt anses som forskellige portioner af det samme ’overliggende’ gode, frem for forskellige typer af eller slags goder.

Når goder anses som forskellige er det således i kvantitet, ikke i kvalitet. Og netop det gør dem kommensurable. Større eller mindre mængder af det samme gode er mulige at sam-menligne og dermed måle og afveje i forhold til hinanden. Derigennem kan en ’science of measurement’ opnås.

Dette udgangspunkt har betydning for Sokrates’ syn på akrasia-problematikken, som han erklærer som en logisk umulighed. Akrasia betegner, som kort berørt, den problematik, at en person, A, kan gøre enten x eller y. A ved at x samlet set er bedst for hende, men væl-ger y, fordi hun overvældes af lyst (Nussbaum 1990:108). Når Sokrates nu argumenterer for umuligheden af akrasia, er det netop med godernes kommensurabilitet som et udgangs-punkt. For Sokrates er der jo tale om kvantiteter af goder, og hvis vi gerne vil det gode og skal vælge mellem en stor portion gode og et lille stykke gode, så er det absurd at tænke sig, at vi ville vælge det lille stykke – altså må et sådant valg bero på en fejlagtig opfattelse af stykkernes størrelse (Nussbaum 1990: 114). Argumentet træder tydeligt frem i følgende ek-sempel om ’Phaedra’’s forhold til bagels:

“Phaedra knows that if she eats a bagel just before she goes running she will get a cramp and cut down the distance she can complete. She will be angry with herself later and she will find her health less good than it would have been had she run further and eaten less. She knows (…) that it is better all things considered not to eat the bagel now, but instead go running directly. But (…) the bagel looks very appealing; it does not look like a little bit of exercise or a small package of health. Its appeal to her is quite distinct and special; (…) And so (swayed by the desires it arouses) she eats it.” (Nuss-baum 1990:111)

Nussbaum kontrasterer nu denne case til en situation, hvor Phaedra har som mål at optimere sin bagelspisning. Forestiller vi os, at hun skal vælge mellem to tallerkener, hvor der på den ene er én bagel og på den anden to bagels, men at hun (overvældet af lyst) vælger den ene frem for de to, ja så fremstår handlingen absurd (Nussbaum 1990:111-112).

Ud over at tydeliggøre Platons argumentation, viser eksemplet, ifølge Nussbaum, os også, at goder faktisk er, i modsætning til hvad der fremføres af Platon, inkommensurable -

143

at de adskiller sig fra hinanden, ikke blot i grad, men ved at være særlige, og ved at besidde

”a special kind of goodnes” (Nussbaum 1990: 112). Argumentet viser os på den måde, at goder er individuelle, plurale og usammenlignelige – inkommensurable. At det at spise en bagel, er en anden slags gode end det at løbe en tur, være sund, etc.

Nussbaum pointerer her, at hvis Sokrates og med ham Platon har ret i, at vi kan se verden og dens goder på denne måde, så ville det i sandhed ændre vores syn på den, efter-som det i sidste konsekvens vil medføre at ”A body, a person, will seem to be nothing but a pure container or location for a certain quantity of value (Nussbaum 1990:118). I stedet føl-ger Nussbaum Aristoteles’ perspektiv og anfører, at der ikke eksisterer ét overliggende go-de, men i stedet en multiplicitet af inkommensurable goder, som hver især har en særlig kvalitet ved sig. I forlængelse heraf formulerer Nussbaum om den aristoteliske agent:

“She is determined to acknowledge the precise sort of value or goodness present in each of the competing alternatives, seeing each value as, so to speak, a separate jewel in the crown, valuable in its own right…” (Nussbaum 1990: 63)

Denne pointering af, at goder er særegne og principielt inkommensurable, gør at Nussbaum med Aristoteles anfører, at akratisk handlen opstår som følge af en brist i ens emotionelle perception og ikke som følge af en ustyrlig irrationel drift eller fejl i logisk/teoretisk kompe-tence:

“Our Anglo-american tradition tends, like Plato, to think of akrasia as a problem of passion, whose solution lies either in some rational modification of the troublesome passions or in some technique of mastery and control.” (Nussbaum 1990: 80)

Men det er en fejlagtig forståelse af problemet, siger Nussbaum og fortsætter:

“…akrasia is frequently (though not always) caused by an excess of theory and a defi-ciency in passional response. The person who acts acratically against his or her knowledge of the good is frequently quite capable of performing correctly in all the in-tellectual ways; what she lacks is the hearts confrontation with concrete ethical reality.”

(Nussbaum 1990: 80-81)

Nå vi eksempelvis så i forrige kapitel, hvordan sundhedsfremmearbejdet primært lagdes an som viljesoptimering, så er dette netop en ’techniuqe of mastery and control’. Og Nuss-baum advarer herimod, fordi der bygges på en ganske bestemt (og misforstået) opfattelse af, hvad menneskelig handling egentlig er.

Nussbaum lader i Flawed Foundations (1997) dette være afsæt for en kritik, af den måde Platons kommensurabilitetstanke har fundet vej ind i moderne dominerende

juridisk-144

økonomiske traditioner, hvor hun identificerer samme tankefigur, som hos Platon, nu knyt-tet an til teorier om mennesker som ’maximizers of satisfaction’:

“Even when a plurality of distinct ends is initially recognized, the underlying view that agents are "maximizers of satisfactions," and that satisfaction is something that varies in degree rather than in kind, leads the theorist rapidly back to the idea that distinctions among options should be understood in terms of the quantity of utility they afford, ra-ther than in terms of any basic qualitative differences.” (Nussbaum 1997: 1199)

Når Nussbaum inddrager Platons tænkning, sker det som en udfordring af det, hun benæv-ner ’the Law and Economics movement’ eller det hun også refererer til som naiv utilitaris-me (Nussbaum 2001: 120). Denne har, ifølge hende – fejlagtigt – ladet en forsimplende ka-tegori, nemlig nytte- og tilfredshedsmaksimering (i tråd med Platons kommensurabilitets-tanke) ,være udgangspunktet for de økonomiske modeller, man udvikler for at kunne forud-sige menneskelig adfærd¹¹².

På trods af at Nussbaum her beskæftiger sig med et noget andet område end lige sundhed og sundhedsfremme, er denne pointe alligevel interessant i denne sammenhæng.

Med Nussbaum kan vi pege på konkrete begrænsninger i sundhedsfremmeteknikkerne.

Husker vi f.eks motivationsredskabet ”balanceskemaet”, så var dette redskab netop en måde at afveje goder op imod hinanden, og igennem udfyldning af fordele og ulemper på skemaet lægge sine lyster, præferencer og værdier under lup, for at finde frem til, hvad der vejede tungest på vægtskålen. Man kan sige, at underliggende logik i dette redskab er at gøre det tilsyneladende inkommensurable kommensurabelt. Og igen, at denne kvantificeringstendens bygger på nogle bestemte (problematiske) antagelser om, hvad menneskelig handlen er.