Målingerne som tomme pladser i en koreografi

Som sagt spiller målingerne en rolle som repræsentationer for og medieringer af kroppens tavse udvikling og musklernes umærkelige styrke. Jeg vil derfor i det følgende se nærmere herpå og undersøge, hvordan de kommer til udtryk i sundhedscenterets praksis. Som nævnt i kapitel 3 kom dette tema om målingerne til syne over tid i den empiriske fase af projektet.

Jeg lagde her mærke til, hvordan særligt træningssituationerne foregik efter ganske faste mønstre, hvor deltagerne gentog bestemte bevægelser fra udførelse af øvelse, til notering på et skema, til øvelse, osv. Træningssituationerne synes på sin vis koreograferede. Et bestemt punkt i denne koreograferede scene var et ’sted’ i mønsteret, som virkede uforklaret eller

78

ubestemt, nemlig punktet hvor deltagerne noterede på skemaer, der hvor målingen fandt sted. For at kunne indfange præcis hvordan denne koreografi med indbyggede punkter af ubestemthed ser ud, vil jeg inddrage to narratologisk-analytiske greb for detaljeret og præ-cist at kunne undersøge det empiriske materiale.

For det første vil jeg foretage det analytiske greb at se målingerne som en ’tom plads’. Dette er en figur, som trækker på nogle af de forståelser af det narratives struktur, som findes i receptionsanalysen, særligt hos Wolfgang Iser (1981). En kort introduktion til en af Isers hovedpointer kan derfor hjælpe til en præcisering af, hvad der her menes med målingerne som ’tomme pladser’ i sundhedsfremmenarrativet.

For det andet vil jeg inddrage den analytiske figur ’ontologisk koreografi’ (Cussins 1998).⁷⁰ Denne figur kan hjælpe til at indfange det ’koreograferede’, og bidrage til en mere detaljeret analyse af de bevægelsesmønstre, hvori målingerne indgik.

4.2.1 De to analytiske greb

Indledningsvis vil jeg introducere til begrebet ’tom plads’, som det udtænktes af Wolfgang Iser. Wolfgang Iser interesserede sig overordnet for læserens rolle. Mere specifikt hvordan den enkelte læser og tekst er knyttet til betydningsdannelsen i læsningen, hvortil begge ses som medproducerende. En af Isers hovedpointer er, at fortællinger tilskrives (eller måske mere korrekt tillæses) betydning, i kraft af det han kalder tekstens ’tomme pladser” (Iser 1981: 110-111). Disse tomme pladser i teksten skal forstås som en række ’ubestemthedsste-der’ i en tekst⁷¹, hvor læseren læser betydning ind, dvs. konkretiserer teksten igennem fore-stillingsbilleder. Med Isers formulering:

”Læseren må kontinuerligt udfylde de tomme pladser eller skaffe dem af vejen. Idet han skaffer dem af vejen, udnytter han det spillerum, der er givet for tekstfortolkningen ...”

(Iser 1981: 111).

Tekstens dele forbindes således igennem læserens udfyldning af de tomme pladser i en sam-let betydning. Betydningsskabelsen i en læsning forstås på den måde som en dynamisk

70 Se Cussins: Making parents. The ontological choreography of reproductive technologies (. Også i Astrid Jespersens phd.-afhandling: ”Engagement i arbejdet – konsultationsprocesser hos danske almen praktiserende læger” (2008), an-vendes dette analytiske blik.

71 Det skal her nævnes, at Iser henter begrebet om tekstens ubestemthed hos Roman Ingarden, men forstår det mere bredt end denne. Ingarden begrænser, hvor meget læseren kan læse ind i tekstens ’ubestemthedssteder’ til mindre udfyldnin-ger, f.eks. træk ved en karakters udseende, etc. Iser definerer ikke de tomme pladser eller ubestemtheder så snævert (Ol-sen 1981: 23).

79

ces, der finder sted i relationen mellem værk og læser, altså som noget der finder sted i selve receptionsprocessen.

Det er nu med et lån fra, og en omfortolkning af, denne receptionsanalytiske pointe om ’tekstens tomme plads’, at jeg vil foreslå at se målingerne som ’tomme pladser’. Ansku-es en trænings- eller patientuddannelsAnsku-essituation som et narrativ eller en fortælling, så fun-gerer målingerne, som dette narrativs ’tomme pladser’. Målingerne er betydningsmæssige ubestemthedssteder, hvor deltagerne læser betydninger ind, som kan bidrage til, at den sam-lede fortælling, der foregår i det handlende og oplevede rum, kommer til at hænge sammen.

Målingerne ligger som aktualiseringsmuligheder for en synliggørelse af organernes ellers usynlige tilstand, men dette kræver, at de konkretiseres som sådan af deltagerne. En given måling, f.eks. af et BMI, skal altså fortolkes af deltageren og konkretiseres som en sådan synliggørelse, for at det videre kan blive en betydning, der bekræfter den overordnede sund-hedsfremmefortælling.

Denne analysefigur vil jeg, som sagt, supplere med figuren ’ontologisk koreografi’

(Cussins 1998). Ved ontologisk koreografi forstås en slags ’dansen’ mellem positioner, me-re specifikt en bevægelse imellem subjekt-objekt positioner. Som eksempel på, hvad der er på færde i tankegangen kan nævnes, hvorledes kvinder, der får foretaget gynækologisk un-dersøgelse underkaster sig en objekt-position, kun for senere at kunne få en styrket subjekt-position i kraft af viden om en kropslig tilstand.⁷² Disse subjekt- og objektpositioner udvik-les i en koreografi, hvor man som patient bevæger sig imellem dem, og positionerne funge-rer i et samspil med hinanden, hvor objektgørelsen nogle gange udgør subjektets mulighed og omvendt (Jespersen 2011)⁷³.

Set igennem denne analytiske linse kan målingerne karakteriseres som en sådan ko-reografi. Igennem fokuseret objektgørelse af deltagerne, kan der skabes en ny og anden sub-jektiv forståelse af ens krop. Man lader sig obsub-jektivt måle for at finde ud af, hvad der er på færde i ens skjulte organer, for derefter i en ny forståelse af sig selv som subjekt at integrere denne viden i hverdagslivet. Forskellige subjekt-objekt positioner er installeret i både træ-ningssituationer og undervistræ-ningssituationer - positioner hvori deltagerne indtræder i enten objektgørelse eller som oplevende subjekter.

72Derudover analyserer Jespersen (2011), hvordan FINE-forsøget, som er et projekt, der undersøger kroppens forandringer når normalt fysisk inaktive personer dyrker fysisk aktivitet, som et forsøg der udvikler ”procedurer og rækkefølge, der kan håndtere både det objektive og det subjektive, kan ses som led i at udvikle en koreografi. En koreografi, der får labo-ratoriets mange kliniske procedurer til at lykkes, samtidig med at forsøgspersonerne oplever at blive taget alvorlige som personer gennem en række teknologier, samt motivering, ros og en vis grad af overvågning”. (Jespersen 2011:21). Hvor Jespersen påpeger, at i denne laboratoriepraksis er ’subjektivereingen objektiveringens muliggørelse’ (ibid), så ændrer denne afhandling fokus til at være, hvordan objektgørelsen giver mening til det subjektivt oplevede i en sundhedscente-rets praksis (Jespersen 2008).

73 Mit analytiske lån begrænser sig her til koreografi-figuren og involverer ikke resten af teoridannelsen, der omgiver den.

80

Opsamlende kan struktureringen om målinger forstås som sundhedsfremmeaktivite-ternes forsøg på at skabe en talmæssig repræsentation af organernes stilhed. Den intendere-de effekt af intendere-det at måle og objektgøre synes intendere-dermed at være, at målingerne som synliggørel-se vil forstærke den overordnede rehabiliterings- og sundhedsfremmefortælling. Intentionen er, at målingen som ’tom plads’ skal kalde på, at deltagerne læser organernes objektive til-stand frem og tilegner sig den i en ny oplevelse af at være subjekt, som handler på baggrund – ikke blot af hvordan man oplever helbredet, men af organernes tilstand. At de tomme pladser dog ikke altid udfyldes på denne måde vil vise sig senere i analysen, men først vil jeg uddybe, hvordan det ser ud, når de gør.