Udfordring  af  normalitet

I et felt foregår der, som beskrevet under afsnit 5.3, kampe om kapitaler, og der sættes

”noget” på spil. Man kan sige, at der foregår kampe om arten af eller meningen med feltets specifikke praksis (Sestoft 2006: 165). Det, der er på spil i det sundhedsprofessionelle felt i relation til fødselsarbejdet, er bl.a. retten til at fastsætte principperne for den normale fødsel og dermed jordemødrenes virksomhedsområde.

Jordemødrene har en meget afklaret tilgang til fødsler som en normal begivenhed, der afspejles i en stærk professionsidentitet. Jordemødre ser en klar forskel i deres, lægers og sygeplejerskers tilgang til fødsler, hvilket Kirsten illustrerer her:

Teoretisk  analyse  

”Der er en væsentlig forskel i, hvordan vi er skolet i at tænke som jordemødre, og hvordan læger og sygeplejersker er skolet til at tænke. Vi tager udgangspunkt i, at tingene er normale, og at det kan lade sig gøre inden for et normalområde, hvorimod at de jo faktisk tager udgangspunkt i ”Her, der har vi en ikke normal tilstand, som vi skal prøve at gøre noget ved, så vi kan komme tilbage til normalen”. Vi vil gerne blive i normalen og forhindre, at vi kommer ud i det unormale. Så på den måde føler jeg måske, at vi står lidt på hver sin ende af planken.” - Kirsten

Kirstens citat illustrerer en konflikt omkring, hvad der skal betegnes som normalt og unormalt i det sundhedsprofessionelle felt. Dette illustreres ligeledes i følgende citat, hvor Pia udtaler, at det er jordemødres opgave at holde fast i det normale og trække i modsatte retning af lægerne:

”Jeg tænker generelt, at det er en stor jordemoderopgave at hive i den anden retning, for det er meget en lægeopgave at sige: ”Det her er mulighedernes land, vi kan alt det her”. (…) I virkeligheden kan man jo stor set alt.

Spøgsmålet er, hvad man vil, og hvis man får kvinder til at tro på, at som udgangspunkt, så er det normalt, det der foregår, og som udgangspunkt får de sunde og raske børn, så har man jo gjort rigtig meget. Men videnskaben hiver meget i den anden retning.” - Pia

Ovenstående citater om jordemødrenes fokus på det normale viser, hvordan jordemødre er socialiseret ind i dette som en manifest ideologi. Denne socialisering ind i normalitet kan dog siges at blive mere og mere ideologisk på grund af videnskaben, teknologien og mediernes fokus på risici. Dette fokus får indflydelse på rammerne for jordemødrenes arbejde og deres professionsidentitet gennem yderligere risikotænkning, teknologiske muligheder og dermed ændret normalitetsbegreb. Jordemødrenes fastholdelse af det ”normale” bliver på den måde en idealiseret opfattelse af egen rolle og praksis i den virkelighed, de arbejder i.

Samfundets og videnskabens fokus på teknologiske muligheder og risici bliver for jordemødrene manifesteret gennem lægernes praksis omkring fødsler, rådgivning efter fosterdiagnostiske undersøgelser samt tilgang til sene provokerede aborter. Samfundets og hospitalers interesser bliver således, ifølge jordemødrene, ført ud gennem lægernes praksis.

Maria oplever, at det stigende fokus på risici, det unormale og det syge udfordrer hendes faglighed og stiller krav til hende om, at hun skal forsvare og holde fast i det normale:

Teoretisk  analyse  

”Det er en udvikling eller en diskurs, hvor jeg skal holde fast i min viden om den normale fødsel. Og jeg skal holde fast i den tiltro, jeg har til, at en fødsel forløber normalt.” - Maria

Jordemødrene har – trods deres stærke professionsideal – svært ved at vinde retten til at definere, hvad man skal anskue som normalt og unormalt og derved, hvordan den sociale orden konstitueres på hospitalet. Lone beskriver i det følgende, hvordan hun oplever, at rammerne for jordemødrenes virksomhedsområde indsnævres:

”Godt nok er vi ansvarlige for det normale område, men vi bor på et sygehus, hvor lægerne har det overordnede ansvar, så de sætter faktisk dagsordenen for den normale fødsel og vores procedurer – hvor hurtigt vi skal rykke ind. Og der er ikke kræfter i jordemoderfaget til at sige, at ”Det skal bare være sådan”.(…) Vi bor som en lille sund del på sygehuset, resten er syg, så vi er en lille sund afdeling, som egentlig kunne foregå andre steder. (…) Lægerne har meget at sige, for ellers vil de ikke have os i huset, så det er blevet lidt det med, at det styrer vi ikke, og så gør vi, som der bliver sagt.” - Lone

Af ovenstående citater fremgår det, at jordemødrene italesætter lægerne, som dem, der repræsenterer det unormale og patologiske og som dem, der dominerer sygehuset, fordi lægers biomedicinske og rationelle tilgang til behandling og pleje anskues som den dominerende på hospitalet. Jordemødrene repræsenterer derimod en ”lille sund del”, som har svært ved at slå igennem og tilkæmpe sig en position i forhold til at kunne definere normalitetsbegrebet i forbindelse med fødsler. Jordemødrenes tilgang til deres arbejde domineres således af hospitalets biomedicinske tilgang, rationelle logik og teknologiens udvikling, hvorfor de må indordne sig de rutiner, retningslinjer og tavse værdier, som eksisterer her. Herved trues jordemødres professionelle fundament, hvilket Bente beskriver således:

”Jeg har da også tænkt, at det meget er lægerne, der sætter dagsorden for, hvordan fødsler foregår nu. Selvom det hedder sig, at jordemødre er til for den normale fødsel, og først skal tilkalde en læge, når det ikke er normalt længere, så er det lægerne, der sætter dagsorden for, hvordan og hvorledes med rigtig mange ting, og der har jeg da tænkt, at der skulle jeg have været læge.” - Bente Ifølge Bente er lægerne den dominerende profession på hospitalet, hvilket kommer til udtryk ved, at de sætter dagsordenen for flere områder og således i høj grad fratager jordemødrene

Teoretisk  analyse  

den normale fødsel ved i højere og højere grad at overføre risikofikseringen til normale fødsler.