4. Empirisk analyse
5.3 Hvad er professionsidentitet og hvordan dannes den?
De klassiske professionsteorier kan forklare, hvorfor vi har de professioner, vi har i dag, og hvorfor der sker ændringer over tid. Men de kan i mindre grad sige noget om den specifikke professionsidentitet eller professionspraksis, der kendetegner en profession (Jørgensen &
Eriksen 2005: 11). Det, der kendetegner professioner er, at deres udøvere identificerer sig med og agerer i et givet felt. I vores undersøgelse af jordemødre anskuer vi dette felt som værende det sundhedsprofessionelle felt. Et felt kan, ifølge Bourdieu, beskrives som et ”sted”
eller en ”social arena”, hvor sociale relationer konkret udfoldes, hvor agenters habitus sættes i spil, og hvor de faktisk handler. Felterne er således ikke fysiske opdelinger i et samfund, men i stedet relationelt konstituerede størrelser (Wilken 2005: 222).
Ifølge Wackerhausen kan man tale om professionsidentitet både i relation til det almene, professions-institutionelle niveau (fx som den kommer til udtryk gennem fagforeninger) og det konkrete, individuelle praktikerniveau (Wackerhausen 2002: 53). De professions-institutionelle formuleringer af professionsidentiteten vil dog højst udgøre en delmængde af
Teori
professionsidentiteten, som den er udfoldet og legemliggjort i praksis på det konkrete praktikerniveau, også selvom disse formuleringer anerkendes på dette niveau. Der indgår således langt mere i den legemliggjorte og i praksis eksisterende professionsidentitet end det, som eksplicit står i de institutionelle, almene formuleringer om professionens identitet (ibid.:
54) Vi er i nærværende opgave særligt interesserede i, hvad professionsidentiteten på det konkrete praktikerniveau består i, hvad den gør, og hvordan den dannes og forandres, særligt i relation til jordemødres tilgang til sene provokerede aborter.
5.3.1 Professionspraksis
Med Wackerhausens ord er professionsidentitet ”det (hvad end dét er og uanset hvordan dét er dannet), som hos den enkelte praktiker ligger bag den pågældende praktikers praksis (eller rettere bag de sider ved denne praksis, som ikke direkte er givet ved eksterne forhold).”
(Wackerhausen 2002: 58-59). Derfor er det relevant at se på en professions praksis som et resultat af professionsidentiteten.
Man kan tale om en professions praksis på flere forskellige niveauer, fx den enkelte professionsudøvers praksis, en hospitalsafdelings praksis, et hospitals praksis osv. Disse praksisser er dog sammenhængende, da den enkelte professionsudøvers praksis kan have stor indflydelse på og forme en afdelings praksis. Desuden kan ændringer på andre praksisniveauer af fx økonomisk karakter eller andre eksterne faktorer spille ind på en afdelings praksis eller den enkelte professionsudøvers praksis. Professionsidentiteten er således et resultat af de mangfoldige praksisniveauer i samspil (Wackerhausen 2002: 56-57).
Praksis ”kører” imidlertid ikke af sig selv. Den drives, struktureres, formgives og stabiliseres af andet end sig selv (Wackerhausen 2002: 58). Her er det relevant at inddrage feltbegrebet, som tjener tre formål i Bourdiues teori om praksis. For det første retter det opmærksomheden mod de sociale relationer, der skaber praksis. For det andet retter det opmærksomheden mod de kampe, der udspiller sig i de sociale relationer. For det tredje retter begrebet opmærksomheden mod de strukturer17, der medierer individuel adfærd (Wilken 2005: 225). I feltet kæmper forskellige aktører, som har forskellige former for ressourcer og
17 Struktur kan her ses som et system af sociale positioner. Strukturen i feltet er en tilstand af magtrelationer mellem de agenter eller institutioner, der er involveret i kampen om eller distribution af den særlige kapital (Wilken 2005: 225-‐226).
Teori
forudsætninger, også kaldet kapital, om at påvirke aktiviteterne i feltet (ibid.: 222).
Kapitalforskellene blandt aktørerne i feltet er det objektive grundlag for styrkeforholdet mellem aktørerne. Bourdieu skelner mellem en række forskellige former for kapital, som overordnet kan klassificeres i økonomisk kapital (aktørernes adgang til penge og materielle værdier), kulturel kapital (aktørernes adgang til uddannelse, akademiske titler og legitim viden), social kapital (aktørernes adgang til social indflydelse via sociale relationer og netværk samt værdifulde relationer til betydningsfulde andre) og symbolsk kapital (aktørernes adgang til social prestige og social ære/omdømme) (Wilken 2005: 218; Rasborg 2004: 371).
Symbolsk kapital opnås ved besiddelse af de andre kapitalformer, når disse opfattes og anerkendes som legitime inden for et givent felt (Rasborg 2004: 372). Med andre ord er det afgørende for, om noget kan fungere som symbolsk kapital, om det kan producere forskelle og omsættes til anerkendelse, prestige og social anseelse, når det bringes i spil i en social sammenhæng (Esmark 2006: 94). For Bourdieu har den væsentligste samfundsmæssige magtudøvelse karakter af, hvad han betegner som symbolsk vold18 (Priuer 2006: 50).
Mulighed for at udøve symbolsk vold, magt eller dominans har man i kraft af symbolsk kapital (ibid.: 51).
Med sine kapitalformer19 søger Bourdieu at afdække, hvordan ulige adgang til ressourcer skaber og reproducerer bestemte uligheds- og magtformer i givne sociale felter (Rasborg 2004: 371). Kapitalbegrebet kan bl.a. være brugbart til at forstå sociale strategier og hierarkidannelse (Esmark 2006: 94), i vores tilfælde i det sundhedsprofessionelle felt. I relation til jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter finder vi det derfor interessant at finde frem til, hvad der er på spil i det sundhedsprofessionelle felt. Det er således interessant, hvilke magtkampe der finder sted mellem jordemødre og andre
18 Symbolsk vold er ikke en substans, og magt er ikke en psykologisk egenskab ved bestemte personer. Det er derimod en symbolsk funktion, som magten repræsenterer, og som konstituerer sociale magtrelationer (Mathiesen & Højberg 2004: 246). Symbolsk vold udøves uden om de involveredes bevidsthed og virker i stedet gennem dispositionerne i habitus (Priuer 2006: 52; Bourdieu & Wacquant 2004: 151-‐152).
19 Den skitserede sondring mellem de forskellige kapitalformer er en forenklet grundmodel. Der er ikke tale om et skema, som udtømmende kan indfange alle forhold i en hvilken som helst social kontekst. Kapitalbegrebet skal opfattes som et praktisk redskab til brug i konkrete empiriske undersøgelser og må nødvendigvis tilpasses forskerens til enhver tid specifikke data og problemstillinger. Der kan således være mange andre mere specificerede underformer af kapital end de nævnte grundformer fx videnskabelig kapital, sproglig kapital og juridisk kapital (Esmark 2006: 93-‐94).
Teori
sundhedsprofessioner inden for de institutionelle rammer, hvor arbejdet med de sene provokerede aborter foregår.
5.3.1.1 Habitus
Man kan ifølge Wackerhausen ikke finde frem til en professions identitet ved alene at spørge de relevante professionsudøvere, selvom de vil kunne fortælle om en række antagelser, principper, professionsidealer, værdier m.v., som de mener ligger til grund for deres praksis (Wackerhausen 2002: 59). Der er derimod langt flere træk, mønstre, prioriteringer, selvfølgeligheder, kommunikative budskaber og problemopfattelser i en praksis end dem, som praktikeren formidler og dermed er bevidst om (ibid.: 60). Man kan med Bourdieus begrebsramme sige, at praksis er habitueret. Habitus er en form for social skæbne, som individet socialiseres ind i, der bl.a. udstyrer individer med strukturelle dispositioner for praktisk adfærd (Wilken 2005: 216-217). Habitus er et sæt tillærte dispositioner for at handle på bestemte måder (Prieur 2006: 39) og kan ses som de indoptagne koder i kroppen og sindet, som bestemmer, hvordan vi tænker, handler, opfatter, vurderer og orienterer os i en given sammenhæng (Eriksen, in press: 5). Disse koder eller dispositioner er i det væsentligste ubevidste (Prieur 2006: 39). Habitus er et begreb, der ”forholder sig til det, folk gør, og som er designet til at forklare, hvorfor de gør, som de gør i de kontekster, de gør det i” (Wilken 2005: 215). Habitusbegrebet kan således ses som beslægtet med begrebet professionsidentitet (Wackerhausen 2002: 56). Professionsfællers relativt fælles identitet og deres daglige praksis vil således kunne anskues som især styret af de habituerede handlingsrutiner (ibid.: 65).
Gennem iagttagelse, imitation og adaption af andre professionsfællers praksis dannes væsentlige elementer i professionsidentiteten gradvist (ibid.: 67-68+71).
Ud fra sin praksisteori argumenterer Bourdieu for, at det en aktør kan sige om sin handlen i eksempelvis et interview, almindeligvis er noget andet end sandheden om denne handlen, da den som regel vil være båret frem af en praktisk og ikke verbaliseret logik, og spørgsmål til denne praksis tvinger aktøren til at indtage en teoretisk og ikke en praktisk indstilling til denne handling (Prieur 2006: 28-29). Vores empiri har derfor status af at være jordemødrenes diskurser om egen tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter og afspejler derfor ikke nødvendigvis virkeligheden.
Den etablerede professions praksis legemliggør en lang række antagelser, prioriteringer, forestillinger, klassifikationer og idealer (Wackerhausen 2002: 75). Derfor kan man også
Teori
sige, at fordi hospitalets tavse værdisystem har så stor indflydelse på udformningen af studerende og yngre professionelles opfattelse af deres profession, kan de eksplicitte værdier i etiske og humanistiske kurser på den respektive uddannelse kun have ringe indflydelse (Coulehan & Williams 2000: 57)
Opsamlende kan man sige, at der er langt mere i de professionelles praksis end deres artikulerede idealer, forestillinger m.v., da mange træk er ”usynlige” eller habituerede.
Professionsidentitet er således ikke en simpel og transparent størrelse, åben og fuldt ud tilgængelig for introspektion. (Wackerhausen 2002: 61). Vi anvender derfor professionsteorien til at gå om bag jordemødrenes artikulerede tilgang til sene provokerede aborter og synliggøre de usynlige strukturer. På den måde vil vi konstruere viden om hvilke forestillinger, klassifikationer og idealer, der ligger bag jordemødres praksis i forhold til sene provokerede aborter.
En måde hvorpå man kan se på, hvad jordemoderprofessionens praksis drives af, struktureres af osv. vil blive konceptualiseret i vores analytiske ramme i afsnit 6.
5.3.2 Socialiseringsarenaer
Uddannelse og arbejde er to komplekse socialiseringsarenaer, som indeholder en række identitetsdannende aspekter, som etableres i de professionelle via det at indgå i relationer og arbejdsprocesser, som udfoldes i de to arenaer, samt de mange redskaber, læreprocesser og vidensformer, som de møder i begge arenaer (Eriksen, in press: 19). Socialisering kan forstås som de måder og processer, hvorved mennesket forvandles fra biologisk væsen til samfundsvæsen (Østerberg 2005c: 91). En undersøgelse af Eriksen har vist, at der kan etableres vidt forskellige identitetsdannelser i de to arenaer (Eriksen, in press: 19).
Jordemødre socialiseres i dette spændingsfelt.
Professionsidentiteten er ikke noget, der skabes i færdig form på et afgrænset tidspunkt, fx under professionsuddannelsen, hvorefter der ikke sker væsentlige ændringer eller transformationer i identiteten. Dannelsesfasen rækker langt ud over dette og ind i en socialisering i praksisfællesskaber og tilhørende værdisystemer – både på arbejdspladsen, blandt professionsfæller, i samarbejdet med andre sundhedsprofessioner osv., hvorved værdisystemet langsomt adopteres som ens eget (Coulehan & Williams 2000: 56-57).
Professionsuddannelsen er dog stadig vigtig, da den ofte etablerer en læringshorisont og
Teori
tilhørende optik, som har afgørende betydning for senere erfaringsdannelse og dermed udvikling af professionsidentiteten (Wackerhausen 2002: 65).
Ifølge Wackerhausen har en given professions udøvere et vist fællesindhold i deres respektive professionsidentitet, men de enkelte professionsudøvere har dog ikke nødvendigvis sammenfaldende professionsidentiteter – der er rum for mere individuelle elementer, som afspejler den enkeltes specielle historie, tidligere erfaringer osv.
(Wackerhausen 2002: 66). Hvis professionsudøveren af en eller anden grund, som kan være helt individuel og førbevidst, bliver berørt af situationen på en bestemt måde, kan det være afgørende for, om hun føler sig opmuntret eller provokeret til at ’tænke anderledes’ og måske handle anderledes (Laursen et al. 2005: 41). Dette skaber basis for, at vi, foruden at se på fællestræk i de enkelte jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter, også ser på forskelligheder som et resultat af bl.a. deres individuelle historie og erfaringer.
5.4 De professionaliserede og de personlige kundskabsformer i