Professionsidealet  ved  ønskede  og  ikke  ønskede  graviditeter

Blandt jordemødrene eksisterer et grundlæggende skel mellem de kvinder, der får en sen provokeret abort ved en ønsket graviditet og dem, der får en sen provokeret abort ved en uønsket graviditet. Denne skelnen har, ifølge jordemødrene, betydning for, hvad deres rolle i arbejdet er, og hvilket fokus de har i omsorgen for kvinden.

Ved de ønskede graviditeter er det ifølge jordemødrene vigtigt at anerkende den sorg, der for forældrene kan være forbundet med fravalget af et ønskebarn. Kirsten forklarer her, hvordan hun anskuer og varetager sene provokerede aborter ved ønskede graviditeter:

”Den [graviditeten] med misdannelser, det er jo netop med nogle forældre med et ønskebarn, der ikke bliver. Det er en familie, der bliver dannet, men med et dødt barn – det er i hvert fald min tilgang til det. Der er en stor sorg inde på den stue, fordi man er ked af, at det her ønskebarn ikke blev. Der er noget skyld, man skal have arbejdet med, for om det nu er rigtigt, at den rent faktisk blev. (…) Så det er meget at være i det der sorgunivers, skyldunivers og respektere, at de har det sådan, men også prøve at få dem til at have det godt med deres beslutning og også kunne se, at der også er omsorg i at vælge fra på et lille uskyldigt væsens vegne og hjælpe dem til at møde det her barn på trods, når det kommer ud og se det, og prøve at sætte ord på ”Jamen, det er da en lille fin en og nåh lille skat, og du skulle bare ikke” og ”Hvor var det godt, at dine forældre kunne passe på dig ved at sige, at du skulle have fred”.” - Kirsten For Kirsten er det vigtigt at støtte kvinden i det valg, hun har taget, og bekræfte hende i, at hun har truffet den rigtige beslutning ved at forklare, at ”der også er omsorg i at vælge fra”.

Hun ser det således som sin opgave at få kvinden til at have det godt med sin beslutning og til at kunne leve med den sorg og skyld, der ifølge Kirsten kan være forbundet med at vælge en sen provokeret abort. I Kirstens diskurs om sin praksis ved disse provokerede aborter hersker desuden et ideal om at skabe en tilknytning mellem fostret og kvinden – præcis som det er en jordemoders funktion ved en almindelig fødsel.

Ved sene provokerede aborter af uønskede graviditeter, er det samme rolle, jordemødrene indtager, hvad angår at støtte kvinden og bekræfte hende i hendes valg. Forskellen fra de ønskede graviditeter består dog i, at jordemødrene ofte har fokus på at fremmedgøre fostret frem for at skabe tilknytning. Pia beskriver sin tilgang til uønskede graviditeter med

Teoretisk  analyse  

udgangspunkt i en oplevelse med en 13-årig pige, der var blevet gravid ved et uheld og fik abort på social indikation:

”Der er jo forskel netop på, om jeg går ind til en 13-årig, som ikke ønsker det her barn. Hun har jo kun vidst i tre dage, at hun var gravid, så derfor har hun jo ikke nået at lave nogen tilknytning til barnet. I hendes situation vil jeg altid vælge, at kalde det fostret, jeg vil vælge at støtte hende i at fremmedgøre det og vælge at støtte hende i at sige, at ”Det er jo heller ikke et rigtigt barn, for den er jo ikke så stor, og den er jo ikke levedygtig”. Og jeg ville vælge at støtte hende i, at det her er lige noget, vi får overstået. Så kan man jo tage den psykologiske del bagefter, hvis man ønsker det. (…) Sådan en pige, som hende her, hvis jeg havde smidt det her barn i skraldespanden, så ville hun ikke have reageret på det, overhovedet. Det skulle bare væk.” - Pia

I jordemødrenes artikulerede professionsidentitet bliver støtte således en central værdi. Fokus i den jordemoderfaglige omsorg er på den aborterende kvinde, og for at kunne udvise forståelse for hendes situation kræves både empati og identifikation. Jordemødrene støtter efter deres egen selvforståelse – de støtter efter, hvad de selv mener, er den ”rette” omsorg.

7.2.4  Socialiseringsarenaer  for  jordemødrenes  professionsidentitet  

Jordemoderuddannelsen og arbejdet på hospitalerne er de to væsentlige arenaer, hvor jordemødrenes praksis omkring de sene provokerede aborter udvikles og udfoldes. Ifølge Eriksen kan der etableres vidt forskellige identitetsdannelser i de to arenaer og jordemødrenes socialisering ind i jordemoderprofessionen sker i spændingsfeltet mellem disse to.

Grundstenen til professionsidentiteten lægges således på uddannelsen, men udbygges med en socialisering i praksisfællesskaber og tilhørende værdisystemer på arbejdspladsen jf.

Coulehan & Williams.

Der er stor forskel på, hvordan jordemødrene giver udtryk for, at de er blevet forberedt på arbejdet med de sene provokerede aborter, og det er forskelligt, hvor meget jordemødrene oplever, at det har fyldt på uddannelsen. Pia beskriver her, hvordan hun er blevet forberedt på arbejdet gennem sin uddannelse:

”Man bliver forberedt på det [at varetage sene provokerede aborter]. Både på den måde, at man bliver undervist undervejs i forløbet af psykologer og (…) vi har været nede og se en patologiafdeling, og vi har mødt en præst, som har talt

Teoretisk  analyse  

med os både om ønskede graviditeter, som bliver afbrudt tidligt, og senere i graviditeten med dødfødte børn.” - Pia

Flere jordemødre giver dog også udtryk for, at varetagelsen af en sen provokeret abort ikke er noget, man kan forberede sig på, men mere er noget, man må lære i praksis:

”Vi har da snakket lidt om det, men jeg tror mere, at det er sådan en ”hands on experience”. Jeg tror, at det er noget med, at man står i det, og så snakker man bagefter om, hvad man kan gøre næste gang. Jeg tror nærmest, at det er umuligt at forberede sig på.” - Henriette

”Der er rigtig meget af det, du kan lære på en skole, men rigtig meget af det er jo også bare rent menneskeligt.” - Maria

Åse beskriver i forbindelse hermed ligeledes, hvordan mange års jordemodererfaring har givet hende ”hår på brystet” til at kunne klare den slags situationer:

”Jeg tror nok, at der er rigtig mange jordemødre, når de første gang skal prøve det, der er bange for det, og det kan jeg godt forstå. Det er ikke ret lang tid siden, jeg sad på en fødegang, hvor der var en jordemoder, der havde taget imod sit første døde barn, og det blev hun fantastisk berørt af og det bliver man også første gang. Og de første gange kan man jo også være lidt bange, for hvordan ser det ud? Hvad venter der mig for et syn, og hvordan skal jeg kunne håndtere det samtidig med, at jeg skal være der for hende? Når man ligesom har prøvet det og finder ud af, at barnet bider ikke, det er ikke farligt og jeg kan godt tåle at se det, også hvis det er fejlfyldt. (…) Når man først ligesom har prøvet, at det er et lille barn, og når man har fået det hår på brystet, der skal til, så bør man i virkeligheden kunne se på det som et stykke jordemoderarbejde, hvor resultatet bare er det.” - Åse

Det er således ikke nødvendigvis jordemødrenes formaliserede uddannelse, der får den største indflydelse på deres arbejde med sene provokerede aborter. Det er i stedet deres deltagelse i praksissammenhænge på arbejdspladsen og de tavse værdier i afdelingens praksis og procedurer, der former jordemødrenes professionsidentitet og praksis. Disse tavse værdier dækker over de på afdelingen gældende koder for jordemødrenes adfærd og består fx af ikke at være fordomsfuld samt at være professionel og derfor begrænse egne emotionelle reaktioner. Desuden er Chambliss’ pointe om, at det er acceptabelt at være kynisk i sit arbejde, hvis det kan hjælpe den sundhedsprofessionelle til at bevare fatningen i en svær arbejdssituation og dermed at opretholde rutinen relevant, idet dette også kan være udtryk for

Teoretisk  analyse  

en tavs værdi på hospitalet. Som vi så af Kirstens eksempel i afsnit 7.1.4, er det fx en accepteret handling at smide et ellers sundt og raskt aborteret foster i skraldespanden – en handling, der ikke er acceptabel andre steder end på et hospital.

At professionsuddannelsen kun har en mindre indflydelse, i forhold til dannelsen af jordemødrenes professionsidentiteter i relation til sene provokerede aborter, er desuden helt i tråd med Wackerhausens teori.

Jordemødrene fremhæver ligeledes imitation og adaption som måder, hvorved man opnår færdigheder til udførelsen af de sene provokerede aborter. Flere af de yngre jordemødre er inde på, hvordan det, at man i sin praktik i studietiden følger en ældre, erfaren jordemoder i et forløb med en sen provokeret abort, skaber det bedste udgangspunkt for, at man selv bliver i stand til at varetage de sene provokerede aborter. På denne måde får den praktiske del af jordemødrenes uddannelse karakter af ”mesterlære”:

”Plejen for kvinden er jo immervæk stadig den samme. (…) Men det foregår selvfølgelig anderledes, og hvad skal man sige til kvinden? Så kan hun [den erfarne jordemoder] så sige, at ”Når jeg har været udsat for det, så vil jeg gøre sådan”, så man hiver jo på deres erfaringer.” - Freja

”En ting er at være på en fødestue med en kvinde, der har ondt, men så skal man også VÆRE ved nogle, der er kede af det, og det kan man ikke bare, det skal man lære, og man skal se på ens omgivelser, hvordan de reagerer, og hvad der virker godt, og så må man kopiere.” - Anna

Anna giver udtryk for, at jordemoderstuderende i deres praktikperiode nærmest stræber efter at komme til at deltage i en sen provokeret abort. Hun forklarer hvorfor:

”For at prøve sig selv af i den situation, hvor man har en jordemoder siddende lige ved sig, så man får alle guldkornene. Det er jo mesterlære rigtig meget af det. Og så får man prøvet den svære situation, det er at yde en helt anden omsorg, end man har gjort før. Jeg gjorde også noget for at få set – de [aborterede fostre] ligger jo nogle gange på rad og række i køleskabet – og så få set dem der, netop også for at få afmystificeret og for at se, at et barn med misdannelser netop også er meget mere end en misdannelse.” - Anna

Som jordemødrene beskriver det, skaber iagttagelse, imitation og adaption af andre professionsfællers – de ældre erfarne jordemødres – praksis således væsentlige elementer i professionsidentiteten.

Teoretisk  analyse  

At jordemødrene benytter imitation i deres socialisering ind i varetagelsen af de sene provokerede aborter betyder dog ikke, at man kan tale om, at alle jordemødre har den samme professionsidentitet. Med Wackerhausens ord har en professions udøvere et vist fællesindhold i deres professionsidentitet, men de enkelte professionsudøvere har ikke nødvendigvis sammenfaldende professionsidentiteter – der er rum for mere individuelle elementer. Gennem imitation kan jordemødrene således trække på de ældre jordemødres erfaringer og inkorporere dette i deres egen habituerede professionsidentitet og -praksis.