Professionsideal  i  omsorgsarbejdet

I jordemødrenes diskurser om deres rolle i varetagelsen af almindelige fødsler og sene provokerede aborter, får man indtrykket af en profession med en meget klar opfattelse af egen funktion og identitet.

Teoretisk  analyse  

Adspurgt om deres vigtigste funktion som jordemødre, fremhæver alle, at det er bevarelse og styrkelse af ”den normale fødsel”:

”Vores fornemste opgave er vel at styrke den normale fødsel og styrke kvindens oplevelse deraf.” - Freja

”Grundlæggende set, så er der en eller anden grundstemning i [jordemoder-]

paradigmet, som hedder ’Troen på, at kvinder kan føde børn og være gravide og troen på, at det kan vi uden alt mulig fikundik og teknologier og indgreb’.”

- Anna

For Henriette er det derfor også vigtigt, at jordemødrene er bevidste om, hvornår de ikke skal blande sig i fødselsarbejdet med fx elektroniske hjertelydskurver og smertelindring, og i stedet lade kvinden klare arbejdet selv:

”Den fornemmeste opgave som jordemoder er at have nogle hænder og vide, hvordan man bruger dem, og sætte sig på dem, når der ikke er brug for dem.

Hvis barnet har det godt, hvis moderen har det godt, så skal man bare holde snitterne for sig selv.” - Henriette

Flere jordemødre nævner ligeledes tryghed og intimitet som vigtige elementer i jordemoderarbejdet – at de gennem deres arbejde kan få kvinderne til at føle sig trygge og have en intimitet med dem, som andre faggrupper ikke kan:

”En jordemoders vigtigste funktion er jo at støtte den proces, det er, at kvinden er gravid og med alle de forandringer. Hun skal føde, og hun skal igennem den fødsel. At støtte hele den proces, så hun kommer ud i den anden ende og synes, at det har været en god oplevelse. Og at hun har følt sig set og rummet og favnet og følt sig tryg, og at hun har haft en følelse af, at ”Her er jeg virkelig i gode hænder.” Alt sådan noget tænker jeg.” - Åse

”Jeg tror, at vi er meget mere intime med vores patientgruppe, end lægerne og sygeplejerskerne er.” - Pia

Som vi skrev i baggrundsafsnittet om jordemødre i Danmark er forventningen til en nyuddannet jordemoder, at hendes virke skal være kendetegnet ved empati, engagement, nærvær, tillid til og respekt for den enkelte. Dette afspejles således også i jordemødrenes artikulerede professionsideal, hvor anerkendelse, intimitet og nærhed betragtes som vigtige værdier, og hvor fokus er på det normale fødselsforløb som et ideal. Dette ideal er legemliggjort i jordemødrenes arbejde med gravide kvinder, hvor de er optagede af at skabe

Teoretisk  analyse  

en nærhed og en relation til kvinderne og at tage afstand fra fx teknologiske hjælpemidler, der kan skabe distance mellem dem og kvinden.

Indholdet i professionsidentiteten udbygges yderligere med jordemødrenes beskrivelser af, hvordan det også er vigtigt at få kvinden til at opleve, at hun og familien er styrket efter fødslen, uanset om der er tale om en normal fødsel eller en patologisk fødsel:  

”På fødestuen er min vigtigste funktion (…) at få dannet familien på en god måde og få dem til at komme igennem fødslen – det er både mor og far. Få dem til at komme igennem fødslen, så de kan se tilbage på den som værende et positivt indslag i deres liv. (…) Det skal være noget, de kan se tilbage på med gode minder. Det er nemlig ikke nødvendigvis sådan, at så skal de sidde fuldstændig uden smerte, og de skal bare trække vejret, det er slet ikke det, det er lige så meget det super patologiske forløb, for dem kan man også sagtens få til at have en rigtig god oplevelse.” - Kirsten

”Jeg synes faktisk, at den største udfordring er, at det bliver en god oplevelse for kvinden, at få hende igennem det. For hun kan komme igennem det på en måde, hvor hun er empowered og virkelig stærk.” - Maria

I disse udsagn ligger ligeledes fra jordemødrene en anerkendelse af den på samme tid ekstreme og normale situation, en fødsel er.

For alle jordemødre er det kvinderne, der fylder mest i deres arbejde både ved almindelige fødsler og ved sene provokerede aborter. Åse forklarer, hvorfor hendes fokus ved de sene provokerede aborter er på kvinden og ikke på barnet:

”Jeg er ikke så meget optaget af barnet som jeg er optaget af moderen. Barnet dør for det meste på vejen ud, og hvis det ikke gør det, så snapper det efter vejret og dør kort tid efter. Det kan godt være, at det ikke er tilfældet i 26. uge, men jeg er mere optaget af, at den mor skal have en oplevelse, så hun går ud og er så helt et menneske, hun nu kan være.” - Åse

Eftersom formålet med en sen provokeret abort jo netop er, at fostret skal dø og jordemødrene i et abortforløb kan tilbringe meget tid sammen med kvinden og herigennem skal forholde sig til hendes følelser og oplevelser, er deres fokus derfor også på hende og ikke på fostret.

7.2.1.1  Kontinuitet  i  omsorgen  

Teoretisk  analyse  

I jordemødrenes udsagn om omsorg ved almindelige fødsler og sene provokerede aborter gør en diskurs om kontinuitet i omsorgen sig gældende. Denne diskurs dækker over, at det er ideelt for jordemødrene at kunne følge den samme kvinde gennem hele fødsels- eller abortforløbet og at kunne føde med kvinder, de har mødt før, fx i konsultationen.

Omstruktureringer på jordemoderområdet gør dog, at dette ikke altid i praksis er muligt, og at jordemødrene ofte må drage omsorg for flere kvinder på én gang i løbet af en vagt. Dette fortæller Maria om:

”Målet er, at du kun skal være hos én kvinde, når hun er i det, der hedder ’aktiv fødsel’, hvor hun altså har godt med veer og har udvidet sig. Så tilstræber man, at hun skal have én jordemoder, men det skal ikke udelukkes, at du også kan blive sat til at kigge på en anden, der lige er kommet ind, og så er det bare ærgerligt, hvis hun også er i fødsel.” - Maria

Kontinuiteten er for jordemødrene særlig vigtig ved de svære fødsler, såsom sene provokerede aborter og dødfødsler. Flere jordemødre beskriver, hvordan det er praksis på deres pågældende fødeafdelinger, at man tilstræber kontinuitet i omsorgen ved at en jordemoder, der tager sig af et forløb med en sen provokeret abort fratages andre opgaver i løbet af hendes vagt:

”Jeg tror der er almindelig konsensus omkring, at den jordemoder, der har en senabort, har ro til det, og man skal give dem meget tid og meget omsorg, og det tror jeg gælder alle steder.” - Pia

Fratagelsen af andre opgaver, når man varetager en senabort, er praksis nogle steder, mens det andre steder vedbliver et ideal på grund af vagtplanlægning og andre forstyrrende omstændigheder, hvilket Anna fortæller om her:

”I de sværere situationer som fx ved sene aborter eller fødsler med dødfødte børn – der gør man ENDNU mere ud af, at der er en kontinuitet. Hvis de har et forløb, som varer flere dage, hvilket senaborter gør, der kan det så ikke altid lade sig gøre på grund af vagtplanlægningen, hvis man ikke har vagt den weekend.” - Anna

Idealet om det rolige og kontinuerlige forløb bliver således ofte i praksis afbrudt af travlhed eller vagtskifte, så jordemødre afskæres muligheden for at følge kvinden gennem hele fødselsforløbet – dette er tilfældet både ved almindelige fødselsforløb og forløb med sene provokerede aborter. Strukturelle vilkår er således med til at påvirke jordemødrenes daglige

Teoretisk  analyse  

arbejde og dermed deres muligheder for at leve op til det ideal, der eksisterer for omsorgsarbejdet i jordemoderprofessionen.

I denne forbindelse kan man tale om, at jordemødrenes professionsideal omkring kontinuitet i omsorgen, er udtryk for en manifest ideologisk socialisering. Trods disse store skel mellem det ideal jordemødrene giver udtryk for, og den virkelighed de møder i deres daglige arbejde på hospitalerne, fastholder de således idealet om kontinuitet og nærhed i deres diskurser om deres professionsidentitet.

7.2.2  Legitimering  af  jordemoderprofessionen  i  forhold  til  sene  provokerede