Det  professionaliserede  som  afgrænsningsfaktor

Som beskrevet i teoriafsnittet 5.4 kan man tale om et professionaliseret forhold til omsorg, når denne opgave varetages som lønarbejde i institutioner og udføres med afsæt i en professions virksomhedsområde. Dette er vilkåret for jordemoderarbejdet, som tidligere var en opgave, der blev varetaget i hjemmet eller på klinikker, men nu er rammesat af de moderne vilkår for arbejdet på et hospital. Det er derfor et vilkår, at det personlige og det professionaliserede må udfoldes side om side, men at jordemødrene, i Eriksens terminologi, må sætte det professionaliserede ind som en magt- og afgrænsningsfaktor.

I det følgende illustreres, hvordan dobbeltheden mellem det personlige og det professionaliserede udfoldes i den konkrete institutionelle praksis. Her fortæller Freja igen om sin oplevelse med den sene provokerede abort på social indikation i 19. uge, hvor hun både anskuer sit arbejde som et lønarbejde, men samtidig udfordres af personlige emotioner:

”Man har jo et job og man får penge for det, og det ligger også til mig at være meget åben og naturlig, og så kan man bande, når man kommer ud i personalestuen. Men over for kvinden var jeg jo meget forstående, og det er man jo også, men man er jo også frustreret. (…) Jeg vil til hver en tid gå ind og behandle kvinden med respekt, men jeg kan være rigtig sur over, at de kan finde på at ende ud i sådan en situation, fordi man ikke tænker sig om [og bruger prævention].” - Freja

Frejas oplevelse indebærer ambivalens – hun er meget emotionelt påvirket, sur og frustreret, men er stadig afklaret med, at kvinden skal have respektfuld jordemoderfaglig omsorg.

Arbejdet er i denne situation på grænsen til at overskride hendes personlige grænser – derfor må hun sætte det professionaliserede ind som afgrænsningsfaktor, for at hun kan være i arbejdet som jordemoder. Det professionaliserede er her respekten, forståelsen, empatien og den uforbeholdne støtte til kvinden, som jordemødre er socialiseret ind i som en bestemt disciplineret faglighed gennem deltagelse i praksisfællesskaber på arbejdet og på uddannelsen. Det personlige usynliggøres, udskilles og afgrænses således i jordemødrenes professionaliserede arbejde. Dette illustreres ligeledes i det følgende:

”Selvfølgelig vil man komme ud for noget, som støder ens egen moral, og der er det vigtig for mig, at når man går ind på stuen, at man stadig kan være omsorgsfuld og varm og lave sit arbejde godt, for hun skal jo ikke have en dårlig oplevelse, fordi jeg tilfældigvis er uenig med hende.” - Pia

Teoretisk  analyse  

”Når det først er kommet dertil, så kan jeg lægge min holdning til det her et andet sted. Altså, hun skal have en ordentlig behandling, og parret skal have en ordentlig behandling, og de skal ordentligt igennem det her.” - Bente

I Bente og Pias fortællinger kommer det til udtryk, at de har en klar opfattelse af, hvad denne

”ordentlige” omsorg og behandling indeholder. I jordemødrenes diskurser om egen rolle i relation til sene provokerede aborter er kernen, at de skal forholde sig professionelt og derfor må tilsidesætte egne holdninger, da dette kan forstyrre den ”ordentlige” behandling. I relation til Chambliss’ teori kan man tale om, at arbejdet kommer først – før personlige reaktioner. De professionaliserede kundskaber, afgrænsningen af personlige emotioner, rutinisering og hospitalets særlige procedurer er således med til at beskytte den moralske orden, dvs. at jordemødrene kan opfatte deres handlinger som moralsk acceptable.

Ovenstående citater viser, hvordan man som professionel hele tiden må bruge sig selv som redskab i mødet med den anden, men også hvordan man sætter det professionaliserede ind som en afgrænsningsfaktor. Jordemødrene må således rationalisere bestemte følelser af ambivalens eller indre konflikter, som opstår, fordi det professionelle arbejde går imod egne ideologiske eller etiske overbevisninger.

7.1.4  Rationalisering  

Tilladelserne til de sene provokerede aborter er bestemt af lovgivningen, abortsamrådene og abortankenævnet, idet disse fastsætter bestemmelserne for, hvad der bliver anset som legitime og illegitime grunde til abort. Hvad der anses som legitimt er samtidig udtryk for samfundets normalitetsforståelse. Det er denne etablerede normalitetsforståelse, som danner rammerne for, hvilke typer af sene provokerede aborter, jordemødrene arbejder med, og dermed hvilken normalitetsforståelse de bliver vogtere af.

I det følgende fortæller Kirsten om at skulle smide det aborterede foster i ”affaldstønden”

efter en abort på social indikation, hvor kvinden var misbruger – det er proceduren på hospitalet, og her indordner hun sig trods indre konflikt:

”Jeg er faktisk som regel rigtig rigtig enig, eller jeg har ikke prøvet ikke at være enig ved misdannelserne, og jeg tror såmænd også, jeg var enig med hende misbrugeren – det er bare, at én ting er at være enig, en anden ting er at stå midt i det, og egentligt var det også mest det med at vippe den [det aborterede foster] ud. Jeg gad godt at have ydet den en eller anden form for

Teoretisk  analyse  

respekt og ikke bare kyle den ud i en affaldstønde – det var måske mest det. (…) Men ellers nej, jeg respekterer deres beslutning, og jeg respekterer deres valg enormt meget, og jeg er enig, og jeg ville håbe, at jeg selv ville have gjort det samme, hvis jeg havde været i den situation. (…) Jeg synes faktisk, at det er en super sej beslutning, de forældre tager.” - Kirsten

Trods Kirstens artikulerede enighed med den aborterende kvinde oplever hun modstrid i forhold til sin egen ideologi, som fortæller hende, at det rigtige at gøre er at yde det aborterede foster en ”form for respekt”. Herved opstår moralsk bekymring, jf. Chambliss, fordi hun ved, hvad der for hende er det rigtige at gøre, men de institutionelle procedurer muliggør ikke dette. I citatet ses det, hvordan Kirsten prøver at rationalisere sine følelser ved at lade respekten for kvindens valg overskygge hendes moralske bekymring. Denne form for rationalisering var gennemgående for jordemødrene. Herved kan de fortsætte deres praksis, idet de selv har indtryk af at være etisk afklarede.

Alle jordemødre læser den aborterende kvindes journal inden abortfødslen, hvorved de får et indblik i baggrunden for valget af aborten. De giver udtryk for, at dette kan give dem en forståelse for kvindens situation og bevæggrunde. Bente fortæller her, hvordan det giver hende en oplevelse af at kunne forstå kvindens valg, og at forståelse er betydningsfuldt for hende i arbejdet:

”Jeg tror altid, forståelse betyder noget. Så man ved noget om baggrunden for, hvorfor. Folk har altid deres grunde, og jo mere vi kommer ind og kender deres grunde, jo mere kan man forstå, selvom man måske ikke altid selv ville have handlet på samme måde.” - Bente

Ved at artikulere deres forståelse gennem opbakning til kvinden kan jordemødrene rationalisere deres indre konfliktprægede følelser.

7.1.4.1  Forståelse  som  falsk  bevidsthed  

Alle jordemødrene er enige om, at det mest positive ved fosterdiagnostik er, at man kan opdage de helt store misdannelser hos fostret, som er uforenelige med liv, hvorfor de alle er fuldt afklarede og fandt det helt igennem acceptabelt at få en sen provokeret abort på baggrund af dette.

Teoretisk  analyse  

De er derimod mindre afklarede og meget ambivalente omkring misdannelser, sygdomme og syndromer, som ikke er dødelige. De tager klart afstand fra sene provokerede aborter på grund af mindre handicaps såsom en manglende underarm:

”Jeg kan personligt tænke ”Hold da kæft, så er vi godt nok ude i noget nærmest nazi-agtig sortering af, hvem der skal have lov til at komme til verden.” Men jeg kan også godt personligt tænke ”Puh, hun er jo super chokeret, for det var overhovedet ikke det, hun havde drømt om og forestillet sig” – så jeg er meget splittet.” - Anna

Jordemødrene reagerer ligeledes kraftigt på de sene provokerede aborter, hvor indikationen fx er Turner Sydrom og Klinefelter Syndrom²¹. Henriette fortæller her, hvordan hun kan være

”fuldstændig uenig” i beslutningen på baggrund af denne indikation, men alligevel acceptere valget, fordi det for kvinden kan være ”det rigtige”:

”Hvis du sagde ”Jamen, jeg har et barn med Turner og jeg vil gerne have afsluttet den her graviditet”, jeg er jo fuldstændig uenig med dig, men hvis du virkelig synes, at det slet ikke hænger sammen, (…) så er det sådan, at selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, hvis du mener, at det er det rigtige.” - Henriette Både Anna og Henriette giver således udtryk for, at de tager afstand fra abort på disse indikationer, men resultatet er i sidste ende, at de rationaliserer deres følelser og etablerer en forståelse af kvindens valg, så de kan yde den ”rette” professionaliserede omsorg. Dette er gennemgående hos jordemødrene, som er af den overbevisning, at de ikke skal gøre sig til dommere over, hvad der er ”rigtige” og ”forkerte” indikationer på abort. Dette beskriver Kirsten i det følgende:

21Klinefelter  Syndrom  og  Turner  Syndrom  er  begge  kønskromosomafvigelser,  der  kan  forekomme  hos  hhv.  

drenge  og  piger.  Drenge  med  Klinefelter  Syndrom  producerer  for  lidt  af  det  mandlige  kønshormon  testosteron,   og  dette  kan  påvirke  deres  udvikling  både  fysisk  og  psykosocialt.  Som  voksne  bliver  99  %  sterile,  fordi  

testiklerne  går  til  grunde  i  puberteten.  Piger  med  Turner  Syndrom  fødes  med  en  mangelfuld  udvikling  af   æggestokkene  og  kønshormonproduktionen,  og  som  følge  heraf  kan  kvinderne  sædvanligvis  ikke  blive  gravide   (Center  for  Ligebehandling  af  Handicappede  2006:  25-­‐26).  Det  kan  fremføres,  at  syndromerne  hverken  er  en   psykisk  udviklingshæmning  eller  en  egentlig  sygdom  (Risøy  2009:  240).

Teoretisk  analyse  

”Man har jo sin professionelle tilgang, hvor man opfører sig pænt og siger det, man skal osv. og så står man bare og bander lidt ude i vagtstuen. Man kan også godt være professionel, selv om man ikke selv ville vælge et Downs fra – man skal ikke gøre sig til dommer over, hvad det er for en familie, de har, og det kan jo få hele familien til at smuldre.” - Kirsten

Jordemødrene ytrer en vis tilbageholdenhed over for sene provokerede aborter på social indikation, da det særligt er i disse situationer, de kan komme til at stå i skyllerummet med et barn, der udviser livstegn, og hvor der i princippet er tale om et ”perfekt barn”. Det viser Bentes udtalelse:

”Omkring den sociale indikation, så begynder jeg virkelig at synes, at det må være meget meget svært at stå med et barn, som har mulighed for at leve. Som jordemoder føler man jo også som alle mulige mennesker, så tænker man jo på alle dem, der har rigtig svært ved at få børn. Der begynder at være et eller andet.” - Bente

Her kommer det frem, hvordan Bentes ideologi udfordres, når hun oplever et dilemma mellem fravalg af liv, når der samtidig er mange mennesker, som har svært ved at få børn.

Denne problemstilling overskrider jordemødrenes grænser og ”trigger noget” i dem.

Jordemødrenes ambivalens over for aborterne på social indikation er særlig tydelig, idet de samtidig føler empati for kvinden og derfor søger at etablere en forståelse for kvindens valg, således at det er det eneste rigtige, hvilket tydeliggøres her:

”Jeg synes jo, at hvis man vælger perfekt liv fra sent, det bryder jeg mig ikke om. Jeg kan godt høre, at jeg måske modsiger mig selv lidt, fordi jeg jo sagde samtidig at det var okay med hende min misbrugskvinde på social indikation, for hun valgte jo netop perfekt liv fra.” - Kirsten

”Man tænker ”Gad vide, hvilken situation, hun har været i? Der må være en forklaring”.” - Lone

Ambivalensen er således til stede, men bliver udgrænset i jordemødrenes møde med kvinden.

Derimod kan deres holdninger, fordomme og ideologi komme til udtryk på personalekontoret sammen med andre jordemødre.

”Det jeg husker meget, det var nok snakken på kontoret, altså hvad de forskellige jordemødre havde af meninger: ”Bør man give samrådsabort til en pige på 13 år, når hun bærer et sundt og raskt barn?” ”Kunne hun ikke bare

Teoretisk  analyse  

have båret det til terminen, født det og givet det væk til nogen andre?” Sådan den der blanding af forargelse, der var hos nogen, og nogen, som måske har børn, som er 16 år, og ”Hun er jo bare og lille skat”.” - Pia

Ovenstående citater viser, hvordan jordemoderens personlige ideologiske konflikt grænsesættes. Jordemødrenes erfaringer og ideologi må således antage nye former i det professionaliserede magtrum inden for de institutionelle rammer. Modsætningen mellem det personlige og det professionaliserede undergår her en transformationsproces, hvor det personlige rationaliseres og dermed professionaliseres.